Del 3 – “Du kan da bare læse journalen” – Når man bliver en sag frem for et menneske

📷 Hvordan journalens fortolkninger kan blive stående som den korte sandhed om patienten, mens sammenhængen og patientens egen forklaring forsvinder.

Oprindeligt offentliggjort i februar 2025. Gennemskrevet og nuanceret i juli 2026.

Dette er tredje del af min gennemgang af, hvordan psykiatriske journaler kan komme til at fortælle en anden historie end den, patienten forsøgte at fortælle.

Den første version af indlægget brugte ord som »simulant«, »gaslighting« og »illusorisk sandhedseffekt«. Efter at have læst de fulde journalnotater vil jeg være mere præcis.

Jeg kan ikke dokumentere, at nogen betragtede mig som simulant. Jeg kan dokumentere, at mine handlinger, smil, tavshed, ordvalg og måder at søge hjælp på blev fortolket som blandt andet psykotiske, passivt aggressive, devaluerende og appellerende.

Nogle fortolkninger havde et reelt grundlag. Andre byggede på uklare ord eller korte møder. Flere kunne være forståelige i øjeblikket og stadig være ufuldstændige.

Det er netop problemet: Journalen kan rumme både observationen, fortolkningen og den manglende sammenhæng. Men det er ofte fortolkningen, der bliver stående som den korte sandhed om patienten.

De vidste, at tryghed og forudsigelighed betød noget

I 2019 var jeg indlagt i en lang periode. Jeg var meget usikker på, hvad der ville ske, næste gang jeg fik brug for indlæggelse, og om jeg igen ville kunne komme til det afsnit, hvor personalet kendte mig.

En overlæge beskrev sammenhængen tydeligt:

01.05.2019

Der skal fortsat rykkes for ny tid i DPC samt aftale med NSV omkring forløb omkring næste indlæggelse, da usikkerhed hos pt. omkring dette vurderes at spille en væsentlig rolle i fortsat behov for indlæggelse.

Behandlers navn: LB, overlæge

09.05.2019

Pt. arbejder aktivt med mestring inkl. afledning fra psykotiske oplevelser i afsnittet.

I dag fortæller pt. fortsat at huse suicdalimpulser, og hun forbinder det selv med uvisheden omkring, hvad der vil ske, og hvordan det vil blive håndteret næste gang hun måtte have behov for indlæggelse. Pt. informeres om, at vi arbejder på afklaring af dato for møde med NSV, hvor der skal lægges en plan for dette. Pt. har selv lavet et oplæg, som hun vil fremlægge på mødet.

Behandlers navn: LB, overlæge

Den samme overlæge forsøgte senere at skabe større kontinuitet mellem akutafsnittene og mit faste afsnit. Hun beskrev både, at min utryghed var reel, og at jeg selv havde et ansvar for at deltage aktivt fra begyndelsen af indlæggelsen.

Det er en fairere beskrivelse end en fortælling, hvor enten systemet eller patienten alene bærer hele ansvaret.

Jeg havde ikke noget nært forhold til lægen, men journalen viser, at hun tog utrygheden alvorligt som noget, der kunne forværre min tilstand. Det fortjener hun anerkendelse for.

Notaterne viser samtidig noget centralt: Tryghed var ikke bare et behageligt ekstra lag oven på behandlingen. Manglende forudsigelighed kunne i sig selv øge min suicidalitet og forlænge behovet for indlæggelse.

Da hjælpen blev gjort betinget

I 2021 fik jeg en ordning med planlagte, forebyggende indlæggelser på mit faste afsnit. Ordningen gav mig noget, jeg havde manglet: forudsigelig adgang til et sted, hvor flere kendte mig.

Jeg var glad for den. Den var ikke kun kontrol. Den var også et reelt forsøg på at skabe struktur, forebygge akutte forløb og begrænse lange indlæggelser.

Men adgangen var knyttet til en kontrakt. I januar 2022, efter at jeg havde gemt clonazepam og brugt tabletterne i et selvmordsforsøg, blev betingelserne formuleret sådan:

18.01.2022

SAMTALE MED OVL JSK, 809:

Det aftales at pt skal informeres om følgende:

1) pt’s tilsagn om bortskaffelse af tbl, er klart brud på kontrakten med 809, hvilket i udgangspunktet er uforeneligt med de planlagte indl

2) Pt skal i udgangspkt. udskrives fra 68 og komme til planlagt indlæggelse i næste mdr

3) I fald udskrivelse fra 68 ikke er muligt, vil dette være kontraktbrud, hvorfor denne skal genovervejes

4) Pt skal afstå fra selvskade forud for udskrivelse

5) Såfremt pt overholder aftaler, vil kontrakten med 809 bestå

JSK informerer om, at en væsentlig årsag til destabiliseringen kan være, at en del af det vante team på 809 er ophørt på afd.

Behandlers navn: LER, læge

Det var alvorligt, at jeg havde beholdt medicin, som jeg havde lovet at skille mig af med, og derefter brugt den i et selvmordsforsøg. Det gav personalet en reel grund til at revurdere sikkerheden og samarbejdet.

Men kontrakten skabte også et paradoks.

Hvis jeg var så dårlig, at jeg ikke kunne udskrives fra akutafsnittet, kunne det blive betragtet som kontraktbrud. Hvis jeg selvskadede, kunne ordningen komme i fare. Den hjælp, der skulle være tilgængelig, når jeg mistede kontrollen, blev dermed gjort betinget af, at jeg kunne kontrollere de handlinger, der netop bragte mig i krise.

Samtidig vidste man, at en væsentlig årsag til min destabilisering kunne være, at flere af de kendte medarbejdere var stoppet.

Dagen efter blev der udarbejdet en samarbejdsaftale. Den dokumenterede blandt andet:

19.01.2022

HVILKE FAKTORER KAN UDLØSE ANGST OG KONTROLTAB HOS PATIENTEN?

Kedsomhed/manglende afledning
Konflikter
Ruminationer, katastrofetanker, uforudsigelighed, ALT NYT.

Tidlige tegn:
Vandrer op og ned af gangene
Afviser kontakt/PN
Angst og uro
Man kan ikke se på mig, at jeg har det dårligt
Leder efter ting til at skade mig med

Hvad kan forværre situationen:
At blive talt ned til
Bebrejdelser
Ignoreret
At blive behandlet som om jeg er voldelig

Behandlers navn: MSK, sygeplejerske

Journalen rummede altså et ganske præcist kort over min sårbarhed: nye mennesker, uforudsigelighed, bebrejdelser, oplevelsen af at blive ignoreret og det forhold, at man ikke kunne se på mig, hvor dårligt jeg havde det.

Det er svært ikke at se spændingen mellem dette kort og en ordning, hvor fremtidig adgang til den trygge afdeling kunne afhænge af, at jeg ikke brød sammen på den forkerte måde.

Jeg kan ikke vide, om nogen forventede, at jeg skulle fejle. Journalen giver langt bedre belæg for, at kontrakten var tænkt som struktur og risikohåndtering. Men en velment konstruktion kan stadig stille et menneske en opgave, som tilstanden, belastningen og omgivelserne gør næsten umulig.

I 2026 viste jeg en tidligere, men beslægtet kontrakt til en psykiater. Hun skrev:

»Det virker til at der er en implicit antagelse om at du bare kunne agere anderledes hvis du “ville det nok”.«

– Psykiater, anonymiseret

Kommentaren gjaldt en tidligere kontrakt og er derfor ikke en direkte faglig vurdering af den kontrakt, jeg citerer her. Men den sætter ord på en beslægtet grundantagelse: at jeg i de mest belastede situationer kunne undlade selvskade, gennemføre en udskrivelse og følge de aftalte strategier, hvis blot jeg ville det nok eller samarbejdede tilstrækkeligt.

I de senere kontrakter blev kravene omfattende og forbundet med tydelige konsekvenser. Hvis jeg ikke kunne udskrives som planlagt, hvis jeg selvskadede, eller hvis jeg skaffede mig adgang til bestemte genstande, kunne det blive betragtet som kontraktbrud og bringe de planlagte indlæggelser på det afsnit, hvor jeg følte mig tryggest, i fare.

Da ordet »nogen« blev til psykose

I oktober 2021 blev jeg akut indlagt kort efter en planlagt indlæggelse. Jeg havde alvorlige selvmordsplaner og selvskadede gentagne gange.

Et indlæggelsesnotat beskrev også stemmer og synsoplevelser. Det er vigtig kontekst. Den læge, der senere vurderede mig som psykotisk, arbejdede ikke i et tomrum.

Den 24. oktober skrev lægen:

24.10.2021

Pt har her til aften været meget personalesøgende.

Pt er vågen og klar. Giver igen udtryk for udskrivelsesønske. Vi taler om de ting pt har gjort her til eftermiddag og aften og at vi er bekymrede for pts velbefindende. Pt har ingen indsigt i dette. Ingen sygdomsindsigt. Kontakten svært læderet formelt og emotionelt. Øjenkontakt meget sparsom. Går søgende rundt på gangen, fremstår forpint. Angiver at nogen får pt at gøre disse ting, men ønsker ikke at specificere dette yderligere. Pt fremstår psykotisk.

Behandlers navn: MLN, læge

Jeg husker, at »nogen« ikke betød en stemme eller en usynlig kraft. Jeg mente mennesker omkring mig og det, der foregik på afsnittet. Jeg fik det ikke forklaret i samtalen. Mit Facebook-opslag fra aftenen før dokumenterer samtidig, at jeg beskrev personalets reaktioner som en central del af situationen.

Lægen hørte en uklar formulering fra en patient med en skizofrenidiagnose og tidligere notater om stemmer. Det er forståeligt, at psykose blev overvejet.

Problemet er, at notatet springer direkte fra den uklare sætning til konklusionen »pt fremstår psykotisk«. Det fremgår ikke, hvilke uddybende spørgsmål der blev stillet til, hvem »nogen« var, hvordan de skulle have påvirket mig, eller om jeg oplevede det som noget udefrakommende.

Også ordet »personalesøgende« er svært. Det kan være ment rent beskrivende: Jeg krævede meget opmærksomhed og hjælp i en akut krise. Men ordet fortæller ikke, om jeg aktivt søgte relationen, om personalet fulgte mig tæt på grund af risikoen, eller om mine handlinger var den eneste måde, jeg kunne vise, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg plejede netop at undgå ukendt personale. At jeg havde et massivt behov for hjælp, er ikke det samme som, at jeg let kunne gå hen og bede om den.

To forskellige referater af den samme aften

I journalen fra aftenen før står der:

23.10.2021

kort tid efter slog pten sit hoved på væggen ret voldsomt. ut og kollegaer var hos pten og inviteret pten til ro. fik yderligere pn medicin, men uden effekt, da senere hen pten forsøgt at kvæle sig med elastik fra senge lagen, som vores fast vagt gribet ind og blev efterfølgende taget alt fra pten. pten blev tilset af lægen og fik pn medicin.

Behandlers navn: MS, social- og sundhedsassistent

I mit Facebook-opslag fra samme aften står der derimod:

Min egen note:

Patient: banker hovedet ind i væggen, fordi hun har det af helvede til.

Personale 1: »Så længe der ikke sker nogen skade på os eller tingene.«

Personale 2: »Lad hende bare, det kan være, der falder noget på plads.«

Jeg skrev om episoden offentligt på Facebook samme dag, den 23. oktober 2021. Det er altså ikke blot noget, jeg flere år senere har forsøgt at rekonstruere ud fra hukommelsen. Opslaget er min samtidige, nedskrevne beretning om, hvad jeg samme dag beskrev, at der blev sagt, mens jeg var indlagt.

Journalen registrerede min selvskade og personalets vurderinger af mig. Den registrerede ikke de bemærkninger, jeg beskrev fra personalet. At ordene ikke blev ført ind i journalen, gør ikke min samtidige beretning ugyldig. Det viser, at journalen ikke dokumenterede hele samspillet.

Men journalens formulering »inviteret pten til ro« er heller ikke et kamera fra loftet. Den er personalets korte sammenfatning af deres egen indsats.

De to versioner kan ikke uden videre forenes. Netop derfor er det problematisk, når journalen senere læses som den fulde og neutrale virkelighed, mens patientens samtidige beretning bliver behandlet som en reaktion på journalen.

Da jeg mange år senere læste min egen note, kom følelsen fra aftenen tilbage med stor kraft. Det beviser ikke hvert ord i noten. Det fortæller noget om, hvor voldsomt jeg oplevede situationen.

»Du kan da bare læse journalen«

I januar 2023 blev jeg indlagt efter et selvmordsforsøg. Under indlæggelsen havde jeg selvskadet alvorligt. Ved en lægesamtale blev jeg bedt om at fortælle, hvorfor jeg var indlagt:

26.01.2023

Pt bydes velkommen. Og bedes venligt forklare årsagen til indlæggelsen. Svarer med kommentaren: »Du kan da bare læse journalen«. Jeg fastholder, at jeg gerne vil høre hendes forklaring d.d. Således oplyser pt at »jeg blev indlagt fordi jeg har taget min medicin«. Pt skal presset til uddybende svar, idet pt blev indlagt grundet OD i suicidalt øjemed. Efter en rum tid kommer dette frem, med en lille smil på pt læber.

Vi taler om pts diagnose. Hun beskriver at hun lider af paranoid skizofreni. Pt oplever dette da hun har paranoia. Kan kun ganske vagt redergøre for, hvad dette dækker over.

Oplyser, at hun også ser »skelet-arme og edderkopper«. Usikker beskrivelse af stemmehøring, men pt fremfører, at hun hører stemmer, da AFP har fortalt at det blot er »soundless voices«.

Affekten vurderes passivt agressiv og ganske appelerende. Flere inkongruente smil.

Svært at få ordentligt indblik i tanke-indhold, men pt beskriver tanker, der kunne ligne pseudo-obsessioner. På pt beskrivelse indtryk af tankepåvirkningsoplevelser (FRS), men er ikke blevet suff afdækket ved dagens samtale.

Emotionel kontakt (intet egenligt medsving, fremstår subtilt devaluerende og passivt aggressiv. Som anført under affekt, i tillæg ganske appelerende)

Fremlægger flere sympt, der gør at underliggende psykotisk tilstand ikke kan afvises, men det samlede indtryk ved denne dags samtale synes umiddelbart bedst at kunne rummes i F60-kap. Jvf journal er dette ikke nye anskuelser.

Behandlers navn: CKF, læge

Lægen gjorde noget, der i princippet var rigtigt: Han ville ikke nøjes med journalens forklaring, men bad om min egen.

Mit svar var kort, sarkastisk og let at opleve som passivt aggressivt. Jeg havde ansvar for den måde, jeg talte på.

Men mit svar havde også en sammenhæng. Jeg skammede mig over min suicidale adfærd. Når noget er for smertefuldt eller pinligt, bruger jeg ofte humor eller en tør formulering. Det kan få mig til at smile netop dér, hvor andre forventer alvor i ansigtet.

Jeg havde også meget lettere ved at forklare mig skriftligt end mundtligt. I et møde med en ukendt læge, efter alvorlig selvskade og med skammen siddende helt oppe i halsen, kunne »læs journalen« være en måde at undgå at sige ordene højt.

Det fritager mig ikke for mit svar. Men det giver en anden mulig forklaring end, at jeg forsøgte at devaluere lægen eller appellere til ham.

Den manglende sammenhæng stod allerede i journalen

Dagen efter beskrev en sygeplejerske netop mine vanskeligheder med at udtrykke mig i møder:

27.01.2023

Har en del tanker omkring sin behandling og viser Ut. længere velformuleret skriv om blandt andet optakt til indlæggelsen.

Særligt fylder det, at Sussi ikke føler sig hørt i forhold til at formulere følelse og tanke-indhold på skrift, som hun beskriver at have ønsket at aflevere i papirsform.

Hun har det historisk svært ved denne type møder med mange deltagere, hvor hun ikke føler sig hørt og ved møderne føler det svært at give udtryk for de følelser, tanker og holdninger hun er velfomureret omkring på skrift eller 1:1.

Behandlers navn: AGL, sygeplejerske

Et andet notat beskrev, at konflikten med min ambulante kontaktperson netop handlede om, at jeg ønskede at give mine oplysninger skriftligt, mens kontaktpersonen ønskede, at jeg læste dem højt. Notatet fremhævede, at en læge havde respekteret min måde at kommunikere på ved først at læse teksten og derefter tale med mig om den.

Nogle dage senere skrev en psykolog:

01.02.2023

I forlængelse af ovenstående fortæller pt., at moren gennem pt.’s opvækst har haft svært ved at rumme hendes svære følelser, og vi taler i den forbindelse om primære og sekundære følelser. Det genkender hun og fortæller, at hun ofte har tendens til at smile eller grine i sit., hvor hun bliver ked af det og/eller vred.

Vi drøfter årsager til og formål med selvskade. Selvskaden kan opstå ifm. indre uro, udløst af tanker om ikke at være god nok, vellidt, være pinlig eller skyld i, at andre har det dårligt. Selvskadens formål er at distrahere sig fra den psykiske smerte, samt et råb om hjælp. Efterfølgende skammer hun sig og har vanskeligt ved at tale herom.

Behandlers navn: REK, psykolog

Den læge, der skrev notatet den 26. januar, kunne naturligvis ikke læse notater, som først blev skrevet senere. Min pointe er derfor ikke, at han bevidst ignorerede dem.

Pointen er, at journalen endte med at rumme to meget forskellige forklaringer:

• Mit smil, min sarkasme og min tavshed blev læst som passiv aggression, devaluering og appellerende adfærd.
• Andre noter beskrev skam, vanskeligheder med mundtlig kommunikation, en tendens til at smile ved sorg og vrede og et langt mere præcist skriftligt sprog.

Begge dele stod i samme journal. Men der fandtes ingen mekanisme, der automatisk gik tilbage og nuancerede den første karakteristik.

Den næste læser kunne derfor møde »passivt aggressiv«, »devaluerende« og »appellerende« uden samtidig at møde forklaringen om skam og kommunikationsvanskeligheder.

Når smerte ikke ser smertefuld ud

I den gamle version brugte jeg også dette notat som et eksempel på, at en læge ikke troede på mine fysiske smerter:

17.09.2021

Klager over smerter i lænden og i lårene, dette er velkendt for pt når hun har menstruation, men nu stået på i 3 uger. Har ikke menstruation aktuelt.

Ad smerter: Pt virker ikke smerteforpint, vi må følge op hvor meget smertestillende pt benytter sig af de næste par dage.

Behandlers navn: ST, læge

Min gamle kommentar var: »Lægen har talt! Jeg klager over smerter, men lægen ved bedre.«

Det var for hårdt skåret.

Lægen skrev ikke, at jeg ingen smerter havde. Hun beskrev, at jeg ikke så smerteforpint ud, og lagde op til opfølgning på mit forbrug af smertestillende.

Samme dag dokumenterede en fysioterapeut dog, at lændesmerterne var vendt tilbage i værre grad, gav smerter ned i lårene, og at hun behandlede området manuelt. Jeg havde det bedre bagefter.

Eksemplet dokumenterer derfor ikke i sig selv, at mine smerter blev afvist på grund af min psykiatriske diagnose. Men det viser igen begrænsningen i det synlige: At en patient spiller bordtennis, smiler eller ikke ser smerteforpint ud, afgør ikke, om patienten har smerter.

Observationen kan være korrekt. Den må bare ikke forveksles med hele svaret.

Hvad journalen kan fortælle – og hvad den ikke kan

Journalen viser, at jeg kunne være vanskelig at forstå.

Jeg kunne svare sarkastisk. Jeg kunne skjule alvoren af min tilstand. Jeg kunne smile, mens jeg fortalte om noget frygteligt. Jeg kunne afvise kontakt og samtidig have desperat brug for, at nogen blev ved med at tilbyde den. Jeg kunne bruge uklare ord og derefter ikke være i stand til at forklare dem.

Det gav personalet en vanskelig opgave. Det skal ikke redigeres væk.

Men vanskeligheden ved at forstå mig gav ikke automatisk den professionelle fortolkning ret.

• En kontrakt kunne være et velment forsøg på sikkerhed og samtidig gøre adgangen til tryghed betinget af symptomerne.
• En uklar sætning kunne forståeligt vække mistanke om psykose og stadig være utilstrækkeligt undersøgt.
• Et sarkastisk svar kunne reelt være passivt aggressivt i øjeblikket og samtidig udspringe af skam og manglende evne til at tale.
• Et smil kunne observeres korrekt og fortolkes forkert.
• En patient kunne se rolig ud uden at være tryg, smertefri eller sikker.

Jeg overlevede fortællingen

Det gør mig stadig ked af det at læse disse notater. Ikke fordi jeg befinder mig samme sted i dag, men fordi jeg kan se, hvor dårligt jeg havde det, og hvor ofte min måde at vise det på blev en ny ting, der skulle vurderes.

Det var mig, der oplevede det. Jeg overlevede det.

Nu kan jeg læse journalen med større afstand og sige noget, jeg ikke altid kunne sige dengang:

Journalen vidste meget om mig. Den vidste, at tryghed, kendte mennesker, forudsigelighed og skriftlig kommunikation var afgørende. Den vidste også, at jeg kunne skjule min tilstand, afvise hjælp og handle farligt.

Men den kendte ikke altid betydningen af det, den så.