Spring til indhold
Tom skolepult med åben bog og skoletaske i et stille klasselokale, der antyder et barn, som bliver væk, uden at nogen spørger hvorfor.

đź“– Dengang jeg ikke var der

  • af

Som barn havde jeg massivt fravær, ondt i maven og svimmelhed – og ingen spurgte, hvad der lå bag. I dag har jeg ord for det: skolevægring, autisme og et system, der så på fraværsprocenter i stedet for et overvældet barn.

Ung mand i hvid hoodie på lyserød baggrund, der ser træt og overstimuleret ud, som et billede på ADHD-kaos.

Jeg ER kaos. Og ja, du har netop kun “lidt af det samme”

  • af

Dette indlæg er til dig, der siger “alle har lidt ADHD”. Jeg tager dig med ind i AuDHD-hjernen indefra – lugtehelvede, kaos-remser, tidsblindhed, Mandse-support og diagnosebingo – og spørger, hvorfor det altid er mig, der går ned med flaget, hvis vi alle har “lidt det samme”.

Lilla Justitia-figur med vægtskål – symbol på retssikkerhed, uvildighed og kampen for at blive hørt.

NĂĄr selv sandheden skal have advokat

  • af

Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortælling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. Når sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.

Tom og kølig hospitalsgang med en enkelt stol og lukkede døre. Over billedet står teksten “Eksisterer jeg? Et personligt vidnesbyrd om relationel svigt i psykiatrien”. Stemningen er stille, anonym og forladt, som et visuelt ekko af følelsen af ikke at blive set som patient.

Eksisterer jeg?

  • af

Et personligt vidnesbyrd om, hvordan relationel svigt i psykiatrien kan sætte sig som tvivl på egen eksistens. Når blik, kontakt og anerkendelse mangler, bliver man ikke bare usynlig for personalet – man bliver også usynlig for sig selv. Dette er min fortælling om at prøve at blive set.

Tomt bord med dokumenter og plante – symbol på håb og menneskelighed i psykiatriens klagesystem, hvor habilitet og retssikkerhed sættes på prøve.

⚖️ Hvem vogter vogterne?

  • af

Danmark er et lille land, og i psykiatrien kender alle hinanden.
Men hvad sker der med retssikkerheden, når de samme mennesker både behandler og bedømmer?
Et essay om habilitet, netværk og sindsro i et system, der glemmer sine egne grænser.

En symbolsk hospitalsgang i kolde lilla nuancer. På væggen hænger et skilt med teksten “Empathy: out of stock”. En kvindelig silhuet i kappe står i varmt lys og rører ved en glasvæg – som om hun både ser ind og ud af systemet. Stemningen er poetisk og håbefuld, men med sarkastisk undertone.

Et ægte menneske

  • af

Tidligere klinikchef Pia Glyngdal fortæller, hvorfor hun forlod hospitalspsykiatrien – et system, hvor kontrol og kolonner erstattede menneskelighed. Hendes ord om forråelse, faglig katastrofe og håb er et sjældent vidnesbyrd om, at empati stadig kan overleve – hvis vi tør se hinanden i øjnene.

Illustration af et menneskehoved i profil. Inde i hovedet ses en hjerne og en mappe med journalpapirer. En tung kæde fører fra munden til en hængelås, som låser hovedet fast. Ved siden af står koden “F20” (skizofreni) på en revnet baggrund. Billedet symboliserer, hvordan psykiatriske diagnoser kan låse mennesker fast i systemets fortælling.

💥 Diagnostisk ustabilitet forklædt som stabilitet

  • af

Forskningen viser, at psykiatriske diagnoser ofte ændres – men systemet behandler dem som livsdomme. En kritisk, dokumenteret analyse af to danske registerstudier, der afslører, hvordan “stabil skizofreni” i virkeligheden er et produkt af datafiltrering, hierarki og journalsystemets låsemekanismer.