Danmark elsker fortĂŠllingen om sig selv som progressivt. Men historien om det hvide snit, revselsesretten, homoseksualitet, transpersoners behandling og nutidens magtanvendelse viser et mere ubehageligt mĂžnster: systemer kalder ofte kontrol for omsorg.
Et digt om den sĂŠrlige form for ensomhed, der kan opstĂ„ i psykiatrien â nĂ„r alt omkring Ă©n er hvidt, og tankerne er mĂžrke. MĂžrke… LĂŠs mere »Psykiatri
Jeg fortÊller Äbent om en periode, hvor jeg overskred andres grÊnser og gjorde noget, jeg skammer mig dybt over. Ikke for at blive frikendt, men fordi halve sandheder blev for dyre at leve med. Det handler om ansvar, konsekvenser og om at sige noget hÞjt, selv nÄr det gÞr ondt.
I Ă„revis beskrev jeg det som âstĂžj fra en festâ. Psykiatrien hĂžrte âstemmerâ. FĂžrst da jeg holdt op med at tolke alt som psykose, begyndte en anden forklaring at give mening: sanseindtryk, der blev hĂŠngende for lĂŠnge i systemet.
Hvem rydder op, nÄr systemet tager fejl?
En forkert diagnose er ikke bare et forkert ord. Den kan fĂžre til forkert behandling, forkert forstĂ„else og gĂžre hjĂŠlpen svĂŠrere at fĂ„. Dette indlĂŠg handler om fejldiagnoser, maskering, frygten for bedring og om, hvorfor den rigtige diagnose for mig handler om at blive mĂždt rigtigt â ikke om identitet.
Man kan godt vÊre levende, varm, sjov og sprogligt skarp i trygge rum, og samtidig bryde sammen, nÄr der kommer krav, valg og praktiske opgaver. Alt for ofte bliver den forskel overset. Ikke fordi fagfolk er onde, men fordi de mÄler det forkerte. Dette indlÊg handler om skjult kompensation, usynligt analysearbejde og om, hvordan mennesker kan blive misforstÄet i Ärevis, nÄr social gnist forveksles med overskud.
PGAD er ikke âfor meget lystâ. Det er en vedvarende, uĂžnsket genital alarmtilstand, som kan vĂŠre bĂ„de smertefuld og ĂždelĂŠggende. Dette er min historie om PGAD, medicinsk skade, manglende lindring og et sundhedssystem, der stadig ikke forstĂ„r alvoren.
Et personligt indlÊg om tillid, psykiatriske svigt og et system, der kan reagere pÄ parkeringsrod, men mÞde Þdelagte liv med tavshed.
Der tales meget om behovet for en ny vej i psykiatrien. Men hvem bestemmer egentlig, hvad der er en “grĂ„zone”? Et personligt og systemkritisk indlĂŠg om diagnostisk usikkerhed, maskering, bias og hvorfor nogle mennesker bliver fejlbedĂžmt, netop fordi de ikke ser “forpinte nok” ud.
Efter mere end et halvt Ärs ventetid modtog jeg i dag dette svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet pÄ min henvendelse om retssikkerhed i psykiatrien og Det Psykiatriske PatientklagenÊvn.
Ministeriet kan ikke forholde sig til henvendelsen nu, fordi der er udskrevet valg, og at jeg derfor mÄ sende den igen efter regeringsdannelsen.
Jeg havde nok forestillet mig – mĂ„ske en anelse naivt – at retssikkerhed i psykiatrien gjaldt hele tiden. Ikke kun nĂ„r den politiske kalender lige har tid.