NĂ„r journalen skriver âpt. opleverâ, kan det lyde neutralt, men lande som âdu tager fejlâ. Jeg viser, hvordan sprog kan flytte vĂŠgt fra patientens ord til systemets fortolkning, med et konkret eksempel og fem mere neutrale alternativer. Og et par ord om epistemisk uretfĂŠrdighed. SmĂ„ ord, stor magt.
Selvskade er ikke “for opmĂŠrksomhed”. Men et system kan alligevel komme til at belĂžnne krise gennem sprog, kultur og rammer. Jeg skriver om skam, logistik, tryllekunstner-paradokset og hvorfor det er en ledelsesopgave at skabe kontakt og regulering uden at krĂŠve sammenbrud som adgangsbillet.
Klage over tvangsbehandling kan have opsĂŠttende virkning. Men hvad sker der i ventetiden, nĂ„r systemet skifter til “akut tvang”? Jeg gennemgĂ„r et dansk studie og klagevejen i praksis.
Hvordan kan der stĂ„ “Traume: Intet” i en journal, nĂ„r kroppen i virkeligheden er i overlevelse? Jeg skriver om K-PTSD, internalisering og shutdown: Hvordan “rolig” kan blive fejl-lĂŠst som “ligeglad”, og hvad fagfolk konkret kan spĂžrge om for at se det, der ellers bliver overset.
KĂŠrlighed kan vĂŠre ĂŠgte â og stadig gĂžre ondt. Nogle mennesker viser omsorg ved at tage styring, fordi kontrol fĂžles som tryghed. Men gode intentioner kan ramme som noget helt andet pĂ„ den anden side. En stille tekst om misforstĂ„elser, overlevelse og to sandheder pĂ„ Ă©n gang.
To tekster. Ăn virkelighed. NĂ„r overlevelse bliver misforstĂ„et som manipulation, sker der noget farligt: mennesket forsvinder, og âadfĂŠrdâ tager over. Det her er et vidnesbyrd og en invitation til at lĂŠse mennesker som mennesker â ikke som et problem, der skal forklares vĂŠk.
Som barn havde jeg massivt fravĂŠr, ondt i maven og svimmelhed â og ingen spurgte, hvad der lĂ„ bag. I dag har jeg ord for det: skolevĂŠgring, autisme og et system, der sĂ„ pĂ„ fravĂŠrsprocenter i stedet for et overvĂŠldet barn.
Dette indlĂŠg er til dig, der siger âalle har lidt ADHDâ. Jeg tager dig med ind i AuDHD-hjernen indefra â lugtehelvede, kaos-remser, tidsblindhed, Mandse-support og diagnosebingo â og spĂžrger, hvorfor det altid er mig, der gĂ„r ned med flaget, hvis vi alle har âlidt det sammeâ.
Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortĂŠlling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. NĂ„r sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.
Et personligt vidnesbyrd om, hvordan relationel svigt i psykiatrien kan sĂŠtte sig som tvivl pĂ„ egen eksistens. NĂ„r blik, kontakt og anerkendelse mangler, bliver man ikke bare usynlig for personalet â man bliver ogsĂ„ usynlig for sig selv. Dette er min fortĂŠlling om at prĂžve at blive set.