Spring til indhold
RĂ„ collageillustration af en menneskesilhuet sammensat af hjernediagram, hospitalsgang, institutionsdĂžr, skole-stol, rem og dokumentfragmenter, med en revnet regnbuestribe og skyggeagtige autoritetsfigurer i baggrunden.

NÄr systemet ved bedst

Danmark elsker fortĂŠllingen om sig selv som progressivt. Men historien om det hvide snit, revselsesretten, homoseksualitet, transpersoners behandling og nutidens magtanvendelse viser et mere ubehageligt mĂžnster: systemer kalder ofte kontrol for omsorg.

Kvinde sidder alene pÄ en seng i en hvid psykiatrisk patientstue, mens to personer i hvide kitler ses gennem ruden i dÞren.

Psykiatri

Et digt om den sĂŠrlige form for ensomhed, der kan opstĂ„ i psykiatrien – nĂ„r alt omkring Ă©n er hvidt, og tankerne er mĂžrke. MĂžrke… LĂŠs mere »Psykiatri

Et mĂžrkt skrivebord med en telefon, en lukket notesbog, et krĂžllet papir og koldt morgenlys fra siden

Jeg gjorde noget, jeg foragter

  • af

Jeg fortÊller Äbent om en periode, hvor jeg overskred andres grÊnser og gjorde noget, jeg skammer mig dybt over. Ikke for at blive frikendt, men fordi halve sandheder blev for dyre at leve med. Det handler om ansvar, konsekvenser og om at sige noget hÞjt, selv nÄr det gÞr ondt.

MĂžrkt stemningsbillede af en person, der hĂŠnger tĂžj op ved et vindue, mens farverige rester af en usynlig fest hĂŠnger i luften som metafor for sanseoverbelastning og efterklang.

De skrev ‘stemmer’. Jeg mente stþj

  • af

I Ă„revis beskrev jeg det som ‘stĂžj fra en fest’. Psykiatrien hĂžrte ‘stemmer’. FĂžrst da jeg holdt op med at tolke alt som psykose, begyndte en anden forklaring at give mening: sanseindtryk, der blev hĂŠngende for lĂŠnge i systemet.
Hvem rydder op, nÄr systemet tager fejl?

Kvinde set bagfra i et kÞligt, neutralt rum bag glas og uklare dokumentlag, som symbol pÄ at blive set gennem systemets filtre frem for som menneske.

NÄr diagnosen bliver vigtigere end mennesket

  • af

En forkert diagnose er ikke bare et forkert ord. Den kan fĂžre til forkert behandling, forkert forstĂ„else og gĂžre hjĂŠlpen svĂŠrere at fĂ„. Dette indlĂŠg handler om fejldiagnoser, maskering, frygten for bedring og om, hvorfor den rigtige diagnose for mig handler om at blive mĂždt rigtigt – ikke om identitet.

MĂžrkt billede af en kvinde siddende sammenkrĂžbet med tydelig spĂŠnding i kroppen, som understreger fĂžlelsen af indre alarm og kravkollaps.

Hun kunne jo godt hygge sig

  • af

Man kan godt vÊre levende, varm, sjov og sprogligt skarp i trygge rum, og samtidig bryde sammen, nÄr der kommer krav, valg og praktiske opgaver. Alt for ofte bliver den forskel overset. Ikke fordi fagfolk er onde, men fordi de mÄler det forkerte. Dette indlÊg handler om skjult kompensation, usynligt analysearbejde og om, hvordan mennesker kan blive misforstÄet i Ärevis, nÄr social gnist forveksles med overskud.

Åben dĂžr med dĂžrhĂ„ndtag i forgrunden og slĂžret institutionsgang i baggrunden.

Hvem bestemmer, hvad der er en grÄzone?

  • af

Der tales meget om behovet for en ny vej i psykiatrien. Men hvem bestemmer egentlig, hvad der er en “grĂ„zone”? Et personligt og systemkritisk indlĂŠg om diagnostisk usikkerhed, maskering, bias og hvorfor nogle mennesker bliver fejlbedĂžmt, netop fordi de ikke ser “forpinte nok” ud.

Sophies bureaukratisk absurdteater

  • af

Efter mere end et halvt Ärs ventetid modtog jeg i dag dette svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet pÄ min henvendelse om retssikkerhed i psykiatrien og Det Psykiatriske PatientklagenÊvn.

Ministeriet kan ikke forholde sig til henvendelsen nu, fordi der er udskrevet valg, og at jeg derfor mÄ sende den igen efter regeringsdannelsen.

Jeg havde nok forestillet mig – mĂ„ske en anelse naivt – at retssikkerhed i psykiatrien gjaldt hele tiden. Ikke kun nĂ„r den politiske kalender lige har tid.