Jeg gjorde noget, jeg foragter

📷 Nogle sandheder føles ikke som forløsning, men som noget, der må siges højt.

Det her er ikke et opslag, jeg skriver for at få klap på skulderen, tilgivelse eller et lille digitalt renselsesbad i lunkent medfølelsesvand.

Jeg skriver det, fordi jeg er nødt til at sige det højt:

Jeg har i en periode kontaktet flere personer fra psykiatrien på måder, der var uønskede, grænseoverskridende og forkerte.

Jeg skrev. Jeg ringede. Jeg pressede på. Jeg overskred grænser. Jeg gjorde ting, som jeg i dag skammer mig så meget over, at jeg næsten ikke kan holde ud at have haft hænderne på mit eget tastatur.

Det her er ikke en undskyldning.

Det er heller ikke et trick, hvor jeg lige drysser lidt traume over lorten og håber, at den så kommer til at ligne kunsthåndværk. Det gør den ikke. Lort med baggrundshistorie er stadig lort.

Jeg gjorde noget forkert. Og jeg fortryder det helt ind i knoglemarven.

Ikke på den måde, hvor man siger “det var måske ikke så heldigt”. Mere på den måde, hvor man ser på sig selv og tænker: Hvordan i helvede blev jeg til et menneske, der gjorde netop dét?

For det er næsten det værste. Ikke bare at jeg gjorde skade, men at jeg blev én, der kunne gøre det.

Jeg er opvokset med, at man ikke må skade andre. Ikke som hyggelig leveregel. Mere som indre domstol. Jeg har altid været mere bange for at skade andre end for selv at komme til skade. Og alligevel endte jeg et sted, hvor jeg gjorde netop dét. Ikke med næver. Ikke med råb i ansigtet. Men med kontakt, pres, gentagelse, overskridelse. Psykisk vold er stadig vold, også når den kommer fra et menneske, der selv er knust.

Det gør det ikke mindre forkert. Det gør det bare mere tragisk og mere ulækkert.

Jeg har også løjet i nogle af beskederne. Overdrevet. Provokeret. Skrevet ting om mig selv, som ikke passede. Ikke fordi jeg var snedig, men fordi jeg var desperat, skamfuld, dysreguleret og så fuld af selvforagt, at sandhed og straf til sidst begyndte at ligge og rode rundt i samme mudderpøl.

Det er ikke et forsvar. Det er bare sandheden.

Jeg skammer mig ikke på den pæne, salonduelige måde. Ikke sådan “uha, det var pinligt”. Mere sådan: Jeg kunne have lyst til at folde mig sammen til en støvklud og blive glemt bag et skab.

Og alligevel skriver jeg det.

For alternativet er værre.

Alternativet er at lade, som om det ikke skete. At fortsætte med at skrive om psykiatri, magt, traumer og fejldiagnoser, uden at fortælle at jeg også selv kom til at stå på den forkerte side af en grænse. Det kan jeg ikke holde ud. Hvis folk skal læse mig, skal de gøre det på et sandt grundlag. Ikke et flatterende.

Derfor får I det her.

Ikke for at blive frikendt. Ikke for at blive renset. Men fordi jeg er færdig med halve sandheder.

Det opstod ikke ud af ingenting. Jeg var i forvejen svært skadet af et langt psykiatrisk forløb, og noget af det, der skete senere, gjorde mig mere forvirret, mere afhængig af kontakt og mere dysreguleret. Derfor har jeg også sendt materiale til Patienterstatningen, fordi jeg mener, det siger noget om skadefølger og senere forværring.

Men lad mig sige det helt uden pynt, så ingen behøver gætte:
Det ændrer ikke mit ansvar.
Kontekst er ikke frifindelse.
Det er bare kontekst.

Jeg kontaktede også politiet. Jeg kontaktede Dansk Stalking Center. Ikke fordi jeg var nobel, men fordi jeg godt vidste, at det her var galt, og fordi jeg havde brug for hjælp til at stoppe. Det er ikke heltemod. Det er bare et tegn på, at en del af mig stadig kunne se forskel på nød og acceptabel adfærd.

Konsekvenserne er virkelige. Som de skal være.

Et bogprojekt røg direkte i afløbet. Ikke metaforisk. Ikke “øv, det var synd”. Helt konkret. Når man er nødt til at fortælle et andet menneske, at man har gjort noget så grænseoverskridende, så skal vedkommende selvfølgelig have lov at trække sig. Det gjorde ondt. Men det var også en pris, der skulle betales.

Og måske er der også mennesker, der ikke ønsker at læse mig efter dette. Det forstår jeg godt.

Måske mister jeg noget mere ved at skrive det. Det ville heller ikke være mærkeligt.

Men jeg gider ikke længere leve i en mærkelig mellemtilstand, hvor jeg enten skal tie stille eller lade som om sandheden ikke findes. Hvis jeg skal have en stemme igen, skal den stå oven på noget, der er sandt. Også når sandheden gør mig mindre flatterende, mindre ren og mindre nem at holde med.

Jeg kan ikke lave det om.

Jeg kan ikke skrive mig uskyldig.

Jeg kan ikke blive den version af mig selv, der aldrig gjorde det.

Men jeg kan sige det højt.
Jeg kan lade være med at lyve om det.
Og jeg kan lade være med at gøre det igen.

Lige nu er det det mest anstændige, jeg har.