Del 1 – Når systemet fejllæser dig

📷 Personalet så en bedring og tolkede den som medicinsk effekt, selv om jeg ikke havde taget medicinen.

Oprindeligt offentliggjort i februar 2025. Gennemskrevet og nuanceret i juli 2026.

Dette er første del af min gennemgang af, hvordan psykiatriske journaler kan komme til at fortælle en anden historie end den, patienten selv forsøgte at fortælle.

Indlægget bygger på en lettere omskrevet mail, som jeg sendte til ledelsen i psykiatrien i min region og til det psykiatriske center, jeg tilhørte.

Den første version var skrevet i vrede. Det var ikke uden grund. Men efter at have læst de fulde journalnotater kan jeg se, at historien er mere kompliceret end et enkelt nej, som personalet bare skrev om til et ja.

Jeg var ambivalent. Jeg gjorde modstand, lod mig overtale, ønskede at samarbejde og skjulte senere medicinen. Jeg sagde nogle gange, at jeg havde fået det bedre, selv om det ikke var hele sandheden.

Det gør ikke journalens fortolkninger uproblematiske. Det gør det muligt at kritisere dem mere præcist.

Jeg bruger ikke journalnotaterne til at påstå, at jeg alene kendte hele sandheden, mens personalet intet forstod. Professionelle kan se noget, patienten ikke selv kan se. Men det gælder også den anden vej.

Når patientens oplysninger, personalets observationer og journalens konklusion ikke stemmer overens, bør uoverensstemmelsen undersøges. Den bør ikke automatisk afgøres til fordel for den professionelle fortolkning.

De skrev, at jeg accepterede planen

Den 30. marts 2021 var jeg alvorligt forpint og selvskadende. Jeg havde også fortalt min kontaktperson, at jeg ønskede at blive udskrevet, så jeg kunne købe håndkøbsmedicin og begå selvmord.

Dagens lægesamtale handlede om medicin:

30.03.2021

Observationer i afsnittet: Pt beskrives svært forpint, har forsøgt selvskade flere gange, med strimmel om halsen, banke hovedet ind i væggen og hælde kogende vand over hænderne. Har fået flere gange pn medicin ( Rivotril op til 4 mg) med begrænset effekt.

Fortalte til KP at hun ønsker sig udskrevet , fordi hun har planer at gå i selvmord ved at købe håndkøbsmedicin på apoteket.

Samtale: Som aftalt er det fokus på medicin d.d

Nedenstående plan er udarbejdet sammen med pt, denne har en stor liste med alle psykofarmaka på sin tlf, som hun har afprøvet siden 2013, samt UT gennemlæste jr notater (medicingennemgang) og kontaktet BAOL fra F-ACT Gl K.

Det aftales at pt

1. fortsætter med inj Xeplion 75 mg hver 28 dage. Skal få depot d.d.

2. har brug for ,mere potent medicin, hvor sederende effekt ønskes, da hun beskrives svært forpint, selvskadende, der beskrives forværring af psykotiske oplevelser bl a høre- og syns hallucinationer og angst. Derfor tillægges det

Rp Tab Olanzapin 10 mg

Pt fremstår under samtalen interesseret i medicinomlægning, deltager aktiv i medicingennemgang, bringer sin tlf og læser højt hvilken medicin hun har afprøvet. Accepterer plan.

Behandlers navn: NL, læge

Dele af beskrivelsen er uden tvivl korrekte. Jeg havde min telefon med og kunne fortælle, hvilken medicin jeg tidligere havde prøvet. Jeg deltog aktivt i samtalen, og det er muligt, at jeg på et tidspunkt sagde ja eller holdt op med at gøre modstand.

Men »accepterer plan« er en meget glat afslutning på en ujævn virkelighed.

Et sygeplejenotat fra samme dag beskriver, at jeg fortsat var ambivalent over for både medicinen og depotbehandlingen:

30.03.2021

Vandrende fra vagtens start, er tydeligt forpint.

Sanserum forsøges med personale tilstede, dog uden den ønskede effekt.

Er fortsat ambivalent i forhold til medicin også depot. Motiveres til at tage depot. Mens ut henter kanyle, går Sussi på badeværelset og findes siddende på gulvet med en strimmel om halsen.

Sussi fortalte senere at ambivalens udløste selvskade med at tage strimmel om halsen.

Behandlers navn: KB, sygeplejerske

Senere samme dag bad jeg om at få olanzapinen klokken 18 i stedet for klokken 22, fordi jeg oplevede, at jeg sov hele dagen.

Det kan ligne en enkel bekræftelse af, at jeg ønskede medicinen. Min erindring er mere sammensat.

Min faste kontaktperson mente, at olanzapin hjalp mig, og at det ville være bedre at tage den tidligere på aftenen. Jeg havde meget stor tillid til hende. Jeg ønskede at samarbejde med hende, og i øjeblikket kunne jeg tænke, at hun nok havde ret.

Hun var det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt i psykiatrien. Jeg tror ikke, hun ønskede andet end at hjælpe mig.

Men et ja kan godt være oprigtigt i øjeblikket uden at være en fri, stabil og gennemarbejdet tilslutning til behandlingen.

Når tillid bliver en del af behandlingspresset

Personalet bruger naturligt de medarbejdere, som har den bedste relation til patienten, når patienten skal motiveres til at samarbejde. Det kan være langt mere menneskeligt end trusler, fastholdelse eller tvangsmedicinering.

Men relationel overtalelse er ikke nødvendigvis neutral.

Når et menneske, man er afhængig af og har tillid til, bruger relationen til at få én til at acceptere en behandling, man egentlig ikke ønsker, kan grænsen mellem frivillighed, overtalelse og pres blive uklar.

Det var ikke formel tvang. Ingen holdt mig fast eller truede mig i den konkrete situation. Men bagefter kunne jeg heller ikke rette min vrede klart udad. Jeg havde jo selv samarbejdet. Jeg havde selv sagt ja eller ladet mig overtale.

For et menneske, der allerede er meget tilbøjeligt til at rette alt indad, kan det næsten være den sværeste form for pres. Man står tilbage med følelsen af kun at kunne bebrejde sig selv.

Det betyder ikke, at min kontaktperson manipulerede mig i ond mening. Det betyder, at også omsorgsfuld overtalelse kan have en pris, når magtforholdet er så ulige.

En observeret virkning uden dokumenteret indtag

En uge senere blev olanzapinens virkning diskuteret igen:

06.04.2021

Samtale: Pt begyndte samtalen med et ønske om at skifte olanzapin til abilify. Hun mener at hun er træt og ikke oplever en stor effekt. Pt konfronteres med det sidste.

Vi taler om at det er tvært imod observeres en positiv fremgang, da pt trods af fortsat mange selvskadende impulser , har ikke handlet på disse og har været i stand anvende enkelte mestringsstartegier på sin egen hånd. Beskrives i weekenden nærværende i kontakten, social, samt ophold sig mest i fællesmiljøet.

Herudover pts eget ønske for indlæggelse at mindske indre uro og hallucinationer. Pt oplyses at Olanzapin er mest potent medicin og har en bedste virkning på psykotiske symptomer. Herudover beskrives en god effekt af pn Olanzapin.

Pt fastlåst i sit ønske om at skifte til abilify.

Det aftales at pt vil afprøve abilify i 5 dage og ved forværring af hendes tilstand skal skiftes tilbage til Olanzapin. Pt accepterer.

noget vag og konkrettænkende.

Pt er i kombination behandling med 3 AP+ benzo. Polyfarmaci finder jeg som udgangspunkt uhensigtsmæssigt, men det findes her og nu nødvendigt set i lyset af patientents svært forpinthed og selvskadende adfærd. Når tilstanden tillader sig skal medicinliste gennemgås mhp optimere behandling, helst monoterapi, hvis muligt

Behandlers navn: NL, læge

Personalet kan godt have observeret, at jeg var mere nærværende, mere social og bedre i stand til at anvende nogle mestringsstrategier. Det bestrider jeg ikke.

Problemet ligger i springet fra observation til årsagsforklaring.

Mine fremskridt blev brugt som modargument mod min egen vurdering af medicinen. Jeg blev »konfronteret« med, at personalet tværtimod havde observeret fremgang, og notatet fremhævede en god effekt af olanzapin.

Men personalet vidste ikke, om jeg faktisk havde indtaget den ordinerede olanzapin.

Den 31. marts var tabletterne blevet fundet i toilettet, efter at jeg havde spyttet dem ud. Journalen anfører, at medicinen blev givet igen, men ikke om den anden dosis faktisk blev sunket. Den 6. april skrev jeg selv, at jeg på intet tidspunkt havde taget olanzapin, men havde spyttet den ud.

Jeg tror ikke, at personalet lod, som om de så en bedring. De havde sandsynligvis helt oprigtigt observeret den. Men fordi de troede, at jeg tog olanzapin, blev bedringen fortolket som en medicinsk effekt.

Da min kontaktperson fik sandheden at vide, måtte der findes en anden forklaring:

06.04.2021

Henvender sig for at bede om samtale, angiver at det er noget alvorligt hun ønsker at fortælle ut. Fortæller at hun har skrevet informationen ned i sin bog og ønsker at ut læser dette. Her skriver Sussi at hun på intet tidspunkt har taget Olanzapin, men har spyttet det ud. (har ingen intentioner om at tage Olanzapin i dag kl. 18 og vil takke nej, når hun får den tilbudt). Har været bekymret for ut’s reaktion på dette.

Vi taler om, at vi ville foretrække at Sussi havde sagt nej til medicinen, i stedet for at snyde. Vi taler om, at Sussi har haft det bedre hen over påsken og om hvad årsagen til dette er, når hun ikke har taget medicinen. Vi kommer sammen frem til, at det formentlig er fordi Sussi har taget en beslutning om, at det SKULLE gå bedre, selv om hun ikke tog medicinen.

Ved samtale senere spørges Sussi om hun vil tage Abilify, eller om hun også vil snyde med den. Siger på troværdig vis, at hun er indstillet på at tage Abilify, i håb om at få det bedre.

Behandlers navn: KB, sygeplejerske

Det var min kontaktpersons forklaring, at bedringen formentlig hang sammen med, at jeg havde besluttet, at det skulle gå bedre. Det var ikke noget, jeg selv vidste med sikkerhed.

Notatet rummer også noget vigtigt og godt: Hun tog sig tid til at læse det, jeg havde skrevet. Vi kunne tale om, hvad der var sket, og hun beskrev mig senere som troværdig, da jeg sagde, at jeg ville tage Abilify.

Jeg var og er meget glad for hende.

Men notatet viser også, hvor hurtigt årsagsforklaringen kunne skifte. Først blev min fremgang brugt som tegn på, at olanzapin virkede. Da det viste sig, at jeg ikke havde taget den som antaget, blev fremgangen forklaret med min beslutning om, at det skulle gå bedre.

Observationen kunne være den samme. Forklaringen fulgte den fortælling, der på det tidspunkt var til rådighed.

Hvorfor sagde jeg ikke bare nej?

Det spørgsmål fik jeg bagefter.

Det mest præcise svar er ikke længere bare, at jeg havde sagt nej flere gange.

Jeg havde protesteret. Jeg havde også ladet mig overtale, samarbejdet og på enkelte tidspunkter troet, at min kontaktperson måske havde ret. Derefter skjulte jeg, at jeg ikke tog medicinen.

Min adfærd var modstridende, fordi jeg selv var modstridende.

Min modstand mod olanzapin var ikke udtryk for, at jeg generelt afviste medicin eller psykiatrisk behandling. I mange år havde jeg taget antipsykotisk medicin frivilligt, selv opsøgt viden om præparater og håbet, at den rette behandling en dag ville hjælpe mig. Også når jeg var i tvivl, fortsatte jeg ofte, fordi behandlerne sagde, at medicinen virkede, og fordi jeg stolede mere på deres faglige vurdering end på min egen.

Mit nej i 2021 kom derfor ikke fra et frit og neutralt udgangspunkt. Det kom efter mange år, hvor jeg havde lært, at min egen oplevelse af virkning og bivirkninger ikke nødvendigvis blev tillagt afgørende vægt. Jeg vidste også, at psykiatrien havde magt til at anvende tvang. Det sad i baghovedet, selv når de mennesker, jeg talte med, var venlige, og ingen truede mig i den konkrete situation.

Jeg ville gerne samarbejde med mennesker, jeg holdt af og var afhængig af. Jeg ville samtidig ikke have olanzapin. Og jeg var bange for reaktionen, hvis jeg sagde det tydeligt igen eller afslørede, at jeg havde spyttet medicinen ud.

Det var ikke en let eller afslappet løsning. Efter medicinudleveringen ville personalet nogle gange gerne blive stående og hyggesnakke. Jeg måtte holde medicinen i munden, forsøge at afslutte samtalen og komme tilbage til min stue, så jeg kunne spytte den ud.

Derefter måtte jeg sortere medicinen, fordi jeg stadig skulle tage min hjertemedicin. Jeg kredsede om medicinrummet for at få medicinen udleveret på et tidspunkt, hvor jeg kunne nå tilbage til min stue, uden at det skete midt under aftensmaden eller langt fra et sted, hvor jeg kunne komme af med den.

Det var stressende. Det var også vildledning. Begge dele er sande.

Fra vildledning til »vil ofte forsøge at snyde«

Dagen efter blev der afholdt samarbejdsmøde med mit F-ACT-team:

07.04.2021

Samarbejdsmøde afholdt med FACT-team

Patient generelt set meget dårlig til at bede om hjælp. Har svært ved at udtrykke hvordan hun har det, vil ofte forsøge at snyde behandler. Meget svær at gennemskue jo mindre man kender patienten særdeles godt. Der tales derfor omkring arbejde med at patient skriftlig bliver bedre til at udtrykke sin tilstand, så det ambulante team også har mulighed for at hjælpe.

Behandlers navn: JSK, overlæge

De fulde noter viser, at formuleringen ikke kun udsprang af den skjulte olanzapin.

Senere den 6. april fortalte jeg personalet følgende:

06.04.2021, aftenvagt

Har hele aften holdt sammen på sig selv. for at fremstå bedre ind pt har det. Pt fortæller hun bruger mange kræfter og energi på at overbevis sig selv og personale om at hun er klar til at blive udskrevet. for så at tage på Apotek for at købe piller for at suicider.

Behandlers navn: AN, pædagog

Journalen havde altså et reelt grundlag for at beskrive, at jeg undertiden skjulte min tilstand eller forsøgte at fremstå bedre, end jeg havde det.

Det handlede ikke kun om medicin. Jeg kunne forsøge at blive udskrevet, selv om jeg fortsat var i alvorlig fare, fordi udskrivelsen gav adgang til at købe tabletter og gøre en ende på livet.

Tolv dage senere gik jeg ind i medicinrummet på det lukkede afsnit og tog en alvorlig overdosis quetiapin:

18.04.2021

Pt vågner kl 12 kommer i miljøet og spiser frokost .

Der spørges hvordan pt har det efter i går og pt svarer at det ved hun ikke rigtigt. Der aftales at vi om en ½ time går i haven og taler sammen.

KL 13.10 har pt været i medicinrummet og taget 10g Quetiapin depot.

Behandlers navn: RT, sygeplejerske

Min suicidalitet var ikke et spil, og personalets utryghed ved mine oplysninger var ikke grebet ud af luften.

Men »vil ofte forsøge at snyde behandler« er mere end en beskrivelse af konkrete handlinger. Det bliver en generel oplysning om min karakter og troværdighed.

De samme sætninger, der kaldte mig svær at gennemskue, dokumenterede samtidig hvorfor:

• Jeg var meget dårlig til selv at bede om hjælp.
• Jeg havde svært ved mundtligt at forklare, hvordan jeg havde det.
• Skriftlig kommunikation kunne gøre det lettere for mig at fortælle sandheden.
• Man skulle kende mig særdeles godt for at kunne aflæse mig.

Det, der kunne være blevet beskrevet som en farlig måde at håndtere suicidalitet, skam, konflikt og manglende evne til at søge hjælp på, blev også skrevet som en tilbøjelighed til at snyde.

Ordet er ikke neutralt. Det placerer motivet hos den patient, der narrer, mens den relationelle og kliniske sammenhæng træder i baggrunden.

Det betyder ikke, at jeg var uden ansvar. Det betyder, at »snyde« ikke er hele forklaringen.

Den positive del af notatet er vigtig: Der blev foreslået skriftlig kommunikation, så jeg bedre kunne udtrykke min tilstand. Nogle dygtige social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og pædagoger på afsnittet havde forstået, at skrift var en adgang til mig, ikke en omvej udenom den rigtige samtale.

Men den viden fulgte ikke altid med i praksis, når jeg kom på andre afsnit eller mødte nye behandlere.

Uden den forståelse kunne min tavshed, mit afdæmpede udtryk og min manglende evne til at bede om hjælp let blive læst som tegn på, at jeg ikke havde det særlig dårligt.

Når den pårørendes bekymring kommer ind ad døren med vrede

Det næste journalnotat handler om min mand og en planlagt udskrivelse i 2019:

03.04.2019

Samtale med pt. d.d. mhp. udskrivelse. De første par minutter tales alene med pt., hvor hun giver udtryk for det går “meget godt”, selvmordstankerne er klart mindre presserende, og hun vil gerne udskrives d.d. Har planer om at tage til standup med ægtefælle i aften. Ægtefælle kommer ind efter nogle minutters samtale. Ut. fortæller at pt. synes hun har det meget godt, og at vi vil udskrive hende d.d. Ægtefællen griner hånligt, og siger i sarkastisk tone at “i er meget professionelle”.

Fortæller vi ikke kan stole på hvad pt. siger, og at hun iht. tidl. aftale fra 2017 skal ud på afd. 809 nu. Ægtefælle opleves af ut., stud.med og 2 personalemedlemmer som svært devaluerende og kommanderende. Ut. understreger overfor ægtefælle at vi selvfølgelig lytter til hans bekymring og tager dem med i vores vurdering, men at vi ikke accepterer at blive talt til på denne måde. Det skal bemærkes at pt.

ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften. Det er vurderet ved ovl. KJM i går at pt. ikke skal overflyttes til 809. Dette konf. med ovl. LER d.d., der kender pt. rigtig godt, og vi fastholder planen om udskrivelse, hvilket også er pt. ønske.

Behandlers navn: TM, læge

Min mand opførte sig sarkastisk, devaluerende og sandsynligvis også kommanderende. Det var ikke en god måde at tale til personalet på.

Men hans reaktion kom ikke ud af ingenting, og de efterfølgende notater viser, at hans bekymring havde et reelt grundlag.

Seks dage senere blev jeg igen vurderet på afsnit 809:

09.04.2019

Har fået depot dd på afd 809, er her blevet opfordret til at henvende sig i PAM, da pt vurderes forværret af fast personale

Udskrevet d. 3/4 fra afd 68. Angiver at hun løj sig bedre end hun ivirkeligheden har det. Beskriver 14 dages forværring med tiltagende tanker om døden, tænker på at tage en overdosis af piller, angiver at manden stoppede hende. Angiver at hun ikke kan holde den indre uro ud. Tænker også at hendes mands liv vil være bedre uden hende.

Manden der er med til samtale, bekymret og angiver ligeledes forværring i pts tilstand

Behandlers navn: SØ, læge

Et andet notat fra samme dag beskriver, at fast personale fandt min psykiske tilstand betydeligt forværret, og at min mand var så bekymret, at han ikke turde lade mig være alene.

Det beviser ikke i sig selv, at lægerne den 3. april burde have truffet en bestemt juridisk eller klinisk beslutning. De havde også mine egne oplysninger om, at det gik bedre, og mit ønske om at blive udskrevet.

Men forløbet viser, at min mands bekymring ikke blot var følelsesladet ægtefællealarm. Han havde set en fare, som jeg selv skjulte eller bagatelliserede.

Journalen anfører, at personalet lyttede til hans bekymring og tog den med i vurderingen. Jeg kan derfor ikke bruge notatet som bevis for, at de slet ikke lyttede.

Men bekymringen ændrede ikke planen. En væsentlig del af notatet kom samtidig til at handle om hans tone og om min ændrede adfærd, da han kom ind i rummet.

Jeg ved, hvorfor jeg blev passiv og stirrede ud i luften.

Jeg vidste, at min mand var vred og ville konfrontere dem. Mundtlige konflikter gør mig handlingslammet. Jeg trak mig ind i mig selv, fordi jeg ikke kunne holde ud at befinde mig mellem ham og personalet.

Det var ikke, fordi jeg var bange for min mand. Han har aldrig gjort mig ondt og har støttet mig gennem størstedelen af mit voksne liv.

Journalen skriver ikke direkte, at jeg var bange for ham. Men kombinationen af hans kommanderende adfærd og min pludselige passivitet kan let efterlade læseren med det indtryk.

Min reaktion kunne også have været forstået som konfliktangst, overbelastning eller shutdown. Den mulighed fremgår ikke af notatet.

Hvorfor jeg sagde, at jeg havde fået det bedre

Jeg oplevede ofte, at nogle læger og medarbejdere ønskede, at indlæggelsen skulle afsluttes. Det kan have handlet om en klinisk vurdering af, at lange indlæggelser ikke hjalp mig. Det kan også have handlet om sengepladser og rammer, som jeg ikke havde indblik i.

Jeg kan ikke dokumentere et bestemt krav oppefra i den konkrete situation, og det vil jeg derfor ikke påstå. Men jeg kan dokumentere mailkorrespondance med min kontaktperson der viser, at personalet på 809 ønskede, at jeg fortsat kunne blive indlagt dér, også selv om »nogle andre« mente noget andet. Den viser dog ikke, hvem de andre var, eller hvorfor de ønskede en anden løsning.

Men når jeg mærkede, at de ønskede mig ud, ønskede jeg heller ikke selv at være der. Jeg ville ikke tigge om at blive på et sted, hvor jeg følte mig uønsket eller misforstået.

Mine faste kontaktpersoner kunne se anderledes på det. De kendte mig bedre og vidste, at mit ønske om udskrivelse ikke nødvendigvis betød, at jeg var klar.

Derfor kunne jeg sige, at jeg havde fået det bedre. Det var både en tilpasning til det svar, jeg oplevede, at systemet gerne ville høre, og en farlig del af min suicidalitet. Hvis jeg kom ud, kunne jeg få adgang til de midler, jeg ville bruge til at dø.

Det er ikke en behagelig sandhed om mig. Men den er vigtigere end en ren fortælling, hvor jeg altid sagde sandheden, og psykiatrien altid skrev den om.

Hvad eksemplerne har til fælles

Eksemplerne handler ikke om, at alle professionelle observationer var forkerte.

Personalet kan have observeret, at jeg fik det bedre. Lægen kan have oplevet, at jeg deltog aktivt og accepterede planen i øjeblikket. Behandlerne havde reelle grunde til ikke altid at stole på mine oplysninger. Flere medarbejdere kan have oplevet min mand som devaluerende og kommanderende.

Det kræver to at danse tango. Men i psykiatrien har den ene part som regel både føringen og retten til at skrive, hvordan dansen så ud.

Problemet opstår i de forkortelser, hvor en sammensat virkelighed bliver til en enkel professionel konklusion:

• Udtalt ambivalens, overtalelse og skiftende tilslutning blev sammenfattet som »accepterer plan«.
• En observeret bedring blev brugt som argument for medicinsk effekt, uden at personalet vidste, om medicinen var blevet indtaget.
• Reelle tilfælde af fortielse og vildledning blev samlet i den generelle og moralsk ladede formulering, at jeg »ofte« forsøgte at snyde.
• Min mands berettigede bekymring blev skrevet sammen med hans dårlige tone, mens min egen shutdown stod uden min forklaring.

At patientens viden skal tages alvorligt, giver ikke patienten eneret på sandheden. Professionelle observationer kan også være vigtige.

Men patientens egen viden om sine oplevelser, sin frygt og sine grunde må ikke skubbes til side, blot fordi den er besværlig, modstridende eller ikke passer ind i den professionelle fortolkning.

Når journalen får det sidste ord

Journalen er ikke bare en samling neutrale iagttagelser. Den består også af valg, fortolkninger og konklusioner.

Den næste behandler møder ofte journalens version af patienten, før behandleren møder patientens egen.

Hvis journalen siger, at patienten accepterer, er fastlåst, konkrettænkende, svær at gennemskue eller ofte forsøger at snyde, kan disse ord følge patienten videre. De kan blive den ramme, nye oplysninger vurderes indenfor.

Derfor er det ikke nok, at journalen indeholder faktuelt korrekte enkeltobservationer. Det er også nødvendigt at spørge, om den samlede fortolkning er rimelig, og om patientens egen forklaring er blevet gengivet loyalt.

Det skete ikke altid i mit forløb.