Del 2 – Når hjælpen gør det værre

📷 Når synlig nød kan blive mistænkeliggjort, mens fraværet af synlig nød bruges som tegn på, at patienten ikke har det alvorligt dårligt.

Oprindeligt offentliggjort i februar 2025. Gennemskrevet og nuanceret i juli 2026.

Her kommer anden del af min trilogi om den måde, psykiatrien gennem mange år fortolkede min adfærd, mine ord og mine intentioner på.

En behandler sagde engang til mig, at psykiatrien var det sidste sted, man havde. Hvis heller ikke psykiatrien kunne rumme én, hvem kunne så?

Men psykiatrien havde svært ved at forstå den måde, jeg viste eller skjulte min nød på.

Jeg kunne smile og føre en almindelig samtale, selv når jeg var suicidal. Jeg kunne spise, fordi kroppen stadig havde brug for mad. Jeg kunne virke rolig blandt andre patienter, fordi jeg ikke ønskede at gøre dem utrygge. Jeg kunne have lakerede negle, selv om resten af min hverdag var faldet fra hinanden.

Observationerne var ikke nødvendigvis forkerte. Problemet var de konklusioner, der blev draget på baggrund af dem.

Omvendt kunne mine forsøg på at forklare, hvor dårligt jeg havde det, blive læst som rigiditet, manipulation, ansvarsfralæggelse eller trusler.

Det er dette mønster, jeg kalder psykiatriens Catch-22: Hvis jeg viste min nød, kunne den blive mistænkeliggjort. Hvis jeg skjulte den, blev fraværet af synlig nød brugt som tegn på, at den ikke var alvorlig.

Frokost som klinisk observation

Den 10. april 2019 blev jeg frivilligt indlagt efter en forværring af mine kroniske selvmordstanker.

10.04.2019

pt er indlagt frivilligt i går efter at have fået depot på BØV og har givet udtryk for psykisk destabilisering med forværring af vanlige og kroniske selvmordstanker. Har angiveligt over de sidste par dage ringet til 809 x flere og fortalt hvor dårligt hun har det. Pt opfordres fra 809 til at møde på NSV.

Før pt møder op på NSV har hun og husbond dog ført været ude og spise lidt frokost.

Jeg havde ikke selv ringet flere gange til afsnit 809. Jeg har telefonangst. Min mand havde ringet, fordi han var bekymret og forsøgte at få hjælp.

Inden vi mødte på akutafsnittet, havde vi spist frokost. Man kan godt være alvorligt psykisk belastet og samtidig spise. Vi vidste desuden, at der kunne være flere timers ventetid.

Jeg kan ikke vide, hvorfor frokosten blev skrevet ind i notatet. Men placeringen efter oplysningen om, hvor dårligt jeg havde det, og ordet »dog« får måltidet til at fremstå som en modsigelse:

Hun fortæller, at hun har det meget dårligt. Hun har dog været ude at spise frokost.

For mig var der ingen modsigelse. Måltidet fortæller heller ikke, om vi hyggede os, talte sammen eller sad tavse med hver vores bekymringer.

Forventningen om at se syg ud på den rigtige måde

10.04.2019

I afd har pt været rolig og imødekommende. Har sovet hele natten og har ikek været selvskadende. Har fremtrådt med godt humør og har hygget sig med medptt på fællesarealer.

Pt er til lægesamtale smilende og med god blikkontakt.

Angiver at hun tidl skar i sig selv eller smed med møbler. Det gør hun ikke længere.

Jeg bestrider ikke, at jeg kunne være rolig og imødekommende. Jeg kunne også tale med andre patienter og måske endda grine sammen med dem.

Men »har fremtrådt med godt humør« og »har hygget sig« er ikke kun observationer. Det er også fortolkninger af, hvordan jeg havde det.

Jeg ønskede ikke, at de andre patienter skulle bære min nød. Mange havde det svært nok selv. Derfor forsøgte jeg ofte at fungere nogenlunde normalt i fællesmiljøet.

At jeg kunne gøre det i korte perioder, siger ikke nødvendigvis noget sikkert om min tilstand resten af tiden.

Jeg kunne også smile under en samtale. Det gør jeg stadig, når jeg taler om noget svært. Et smil kan være venlighed, nervøsitet, usikkerhed eller en måde at gøre en belastende situation mere tålelig på.

Og jeg har aldrig smidt med møbler.

Det kan være en misforståelse, en sammenblanding med en anden oplysning eller en fejl, som allerede fandtes et andet sted i journalen. Jeg ved ikke, hvordan den opstod.

Men når sådan en oplysning først står i journalen, kan den blive læst som en del af patientens historik og senere få betydning for vurderingen af adfærd, impulsivitet og risiko.

Det var ikke ventelisten, jeg ikke forstod

10.04.2019

Såfremt hun skla overflyttes skal hun vente på en plads efter den venteliste der allerede er.

Pt er uforstående overfor dette. Angiver at hun har en særaftale med 809 fordi de er de eneste der kan forstå og hjælpe hende.

Jeg var ikke uforstående over for, at andre patienter også kunne stå på venteliste.

Jeg mente, at der tidligere var lavet en særlig aftale om, hvordan jeg skulle hjælpes, når min tilstand blev forværret. Min mand husker også aftalen, men jeg har ikke kunnet finde den dokumenteret. Jeg kan derfor ikke bevise dens præcise indhold.

Min reaktion handlede heller ikke kun om ventetid. Jeg havde erfaring med, at akutafsnittet ikke kunne give mig den hjælp, jeg havde brug for. Afsnit 809 kendte mig og havde bedre mulighed for at forstå, hvor dårligt jeg kunne have det, selv når det ikke umiddelbart kunne ses.

Journalens ordvalg gør uenigheden til et spørgsmål om min forståelse. Fra mit perspektiv handlede den om, hvilken aftale der fandtes, og hvilken hjælp der reelt blev tilbudt.

Når jeg lukker ned

10.04.2019

Pt skifter herefter attitude. pt vende blikket indad og begynder at fremstå fjern. hun kører finger henover bordkant på en sterotyp facon. Angiver stereotypt at hun har det godt og hun vil udskrives.

Ønsker ikke at tage imod fortsat indlæggelse på aktut afd elelr hjælp til at etablerer kontakt til DPC.

I ventetid på husbond som skal hente pt er pt upåfaldende i afd. Går stille rundt og spiser frokost i spisestue hvor pt smiler og konverserer og uden at pt fremstår åbenlyst psykotisk eller forpint.

Journalen registrerer en reel ændring i min adfærd. Jeg blev mere fjern, talte mere ensformigt og kørte fingeren langs bordkanten.

I dag har jeg en autismediagnose og ved mere om, hvad der sker med mig under overbelastning.

Når en samtale bliver for konfliktfyldt, uoverskuelig eller følelsesmæssigt belastende, kan jeg lukke ned. Jeg får sværere ved at tale og bruger gentagne bevægelser eller berøring til at regulere mig selv.

Jeg havde samtidig fået at vide, at jeg ikke kunne blive overflyttet til det afsnit, jeg havde tillid til. Derfor ønskede jeg at blive udskrevet.

Det kunne se pludseligt og rigidt ud udefra. Men en alternativ forklaring kunne have været stress, overbelastning eller shutdown. Autisme var på det tidspunkt ikke en del af den kliniske forståelse af mig.

Senere kunne jeg igen gå rundt og tale med andre patienter. Det ændrer ikke på, at lægesamtalen havde overbelastet mig. Mennesker befinder sig ikke nødvendigvis i samme tilstand i alle relationer og situationer.

Fra observation til beskyldning

10.04.2019

obj: v+k+o. venlig men med kontakt på pts præmisser. Neutralt stemningsleje, noget affektfald men dog med smil og relevant blikkontakt i starten af samtale. tamkegang vurderes samlet og relevant omend rigid omkring hvor hun kan få hjælp. vurderes manipulerende og ansvarsfralæggende i samtalen med trusler om selvmord så snart ønske om umiddelbar overflytning til 809 ikke imødekommes.

Angiver AH* men dette beskrives vagt og pt vurderes ikke under samtale objektivt hallucineret. Vurderes affektstabil. Vurderes ikke aktuelt psykotisk.

Vurderes i kronisk øget selvmordsrisiko svarende til niveau 2 pga kendt ustabil affekt og impulsivitet. vurderes aktuelt uden akut øget risiko.

Jeg kan ikke genkende, at jeg skulle have brugt selvmord som en trussel for at få min vilje.

Jeg havde kroniske og alvorlige selvmordstanker. Min familie var utryg ved, at jeg blev udskrevet, og jeg havde erfaring med, at jeg kunne forsøge selvmord kort tid efter en vurdering, hvor risikoen ikke blev anset som akut.

Jeg kan godt se, hvordan rækkefølgen kan have påvirket lægens fortolkning. Jeg blev afvist i ønsket om en umiddelbar overflytning og talte i samme samtale om selvmordsrisiko. Udefra kunne det ligne, at jeg brugte risikoen som pressionsmiddel.

Fra min side var sammenhængen en anden: Jeg var allerede suicidal, men ønskede ikke at blive på et afsnit, som efter min erfaring ikke kunne hjælpe mig. Hvis jeg ikke kunne komme til 809, foretrak jeg at være hjemme.

Det var ikke nødvendigvis et sikkert valg. Men det var heller ikke det samme som at opfinde eller true med selvmord for at få en bestemt overflytning.

Ordet »manipulerende« går længere end en beskrivelse af min adfærd. Det tillægger mig en hensigt: at jeg brugte min lidelse strategisk for at få andre til at gøre, som jeg ønskede.

Det er en alvorlig beskyldning, som bagefter kan påvirke, hvordan andre behandlere læser mine udsagn.

Et tilbud er ikke det samme som hjælp

10.04.2019

pga pts og denne husbonds uvilje mod indlæggelse i akut afd er pt konf på middagskonf samt med KC* DM. Det fastholdes ved KC DM at pt kan tilbydes fortsat indlæggelse i akut afd og vi derfra som ved andre pt ser på indikation for overflytning til BØV og at pt skal stå på venteliste til 809 som alle andre. På nuværende tidspunkt vurderes pt ikke tvangstilbageholdelig.

pt er informeret omkring KC beslutning men fastholde sit udskrivelsesønske såfremt hun ikke umiddelbart kan overflyttes til 809. pt mand er svært misfornøjet med beslutning og agerer verbalt devaluerende overfor KP der meddeler ham information.

pt udskrives således mod givet råd dd. idet det ville være tilrådeligt at fortsætte indlæggelse mhp at få kontakt til DPC samt yderligere observation og støtte.

Behandlers navn: AGB, OverlægePsyk.

Journalen viser, at jeg blev tilbudt fortsat indlæggelse på akutafsnittet. Det skal ikke skjules.

Set udefra kunne det ligne, at jeg på den ene side sagde, at jeg havde det alvorligt dårligt, og på den anden side afviste den hjælp, jeg blev tilbudt.

Men jeg oplevede akutafsnittet som et sted med meget lidt kontakt og meget lidt reel hjælp. Samtidig var der støj, lys, mennesker, uforudsigelighed og en konstant frygt for at blive misforstået eller udsat for tvang.

Jeg kunne derfor ønske hjælp og samtidig afvise netop denne indlæggelse.

Et behandlingstilbud bliver ikke nødvendigvis hjælpsomt for den enkelte patient, alene fordi systemet har tilbudt det.

Notatet anfører også, at jeg ville kontakte afsnittet igen, hvis selvmordstankerne blev værre, og jeg ikke længere kunne kontrollere dem. Det fortæller, hvad jeg sagde ved udskrivelsen. Det fortæller ikke, om jeg faktisk ville være i stand til at række ud, når tilstanden blev værre.

Min mand blev meget vred. Han kan være skarp og urimelig i sin tone, når han er bange for, at jeg ikke får den hjælp, han mener, jeg har brug for. Det er ikke en hensigtsmæssig måde at tale til personalet på.

Men hans vrede havde også en sammenhæng. Han stod som pårørende til en hustru, der gentagne gange havde forsøgt at tage sit eget liv, og som samtidig ofte ønskede sig væk fra indlæggelserne.

Hans fremtoning kunne være urimelig, og hans bekymring kunne samtidig være alvorlig og relevant.

Jeg søgte hjælp, før jeg havde handlet

Jeg blev genindlagt den 11. april, ét døgn efter udskrivelsen.

12.04.2019

genindlagt 1 døgn efter at pt har forlangt sig udskrevet. Indlægges med vanligt billede således selvmordtanker om at tage pille og tanker om at forlade hjem mhp at indkøbe piller. Har ikke handlet på tankerne og kommer frivilligt til skadestuen efter planlagt samtale ved psykolog i DAT.

Efter ankomst til afd. selvskadende adfærd hvor pt med knust pærer skærer sig i fødder-ikke suturkrævende.

Har fået zyprexa 10 mg x 2.

Har sovet i nat.

Værelse er til morgen stripset og pts ting er fjernet da pt fortsat angiver at have selvskadende tanker og er usikker på om hun kan henvende sig til personale.

Jeg havde ikke handlet på selvmordstankerne, før jeg kom til skadestuen. Jeg søgte hjælp først.

Efter ankomsten knuste jeg en pære og skar mig i fødderne. Mit værelse blev derefter strippet, og mine ting blev fjernet, fordi jeg stadig havde selvskadende tanker og var usikker på, om jeg kunne henvende mig til personalet.

Journalnotatet kan ikke alene afgøre, hvorfor selvskaden skete. Men det dokumenterer, at jeg ikke havde handlet før ankomsten, og at selvskaden fandt sted efter indlæggelsen.

Det dokumenterer også noget, som burde have været centralt: Jeg var usikker på, om jeg kunne bede personalet om hjælp.

Jeg oplevede ofte netop dette som en fælde:

• Hvis jeg forsøgte selvmord, fik jeg at vide, at jeg skulle være kommet tidligere.
• Hvis jeg kom tidligere, havde jeg endnu ikke handlet og kunne derfor vurderes som mindre akut.

Det er rimeligt, at selvmordsrisiko vurderes ud fra handlinger, planer, impulskontrol, beskyttende faktorer og mange andre forhold. Men systemet skal kunne hjælpe mennesker, før de handler, uden at fraværet af en allerede udført handling bliver gjort til tegn på, at faren ikke er reel.

Ellers bliver patienten i praksis bedt om først at bevise sin selvmordsrisiko ved at gøre noget farligt.

“Validering” efterfulgt af korrektion

12.04.2019

I samtale valideres pt i at det er forståeligt at hun frustreres over regning til tandlæge samt manglende overskud til rengøring og at det er klart at hun bliver ked af det når hun har negative tanker om sig selv.

pt forsøges herefter korrigeret i forhold til tanker/ stemmer. pt har haft disse stemmer over år. De er ikke hjælpsomme og forsvinder ikke selvom hun handler på deres opfordring.

pt bruger energi på at holde dem væk. energi som hun så ike kan bruge mere positive ting.

pt har ikke handlet på stemmer derhjemme og først når hun indlægges- Pt angiver at hun bedre kan stå i mod derhjemme.

Således konkluderes det at det ikke giver mening at lytte til stemmer. De er IKKE hjælpsomme og de forsvinder ikke. Pt har det faktisk bedre derhjemme end under indlæggelse fordi hun bedre kan aflede sig selv og undgå at handle på stemmer.

Såfremt pt accepterer at stemmer er der vil hun frigive energi til mere positive ting.

pt er accepterende overfor denne drejning.

Journalen anfører først, at jeg blev valideret, og derefter at jeg blev forsøgt korrigeret.

Ordene »valideres« og »accepterende« er behandlerens beskrivelse af samtalen. De fortæller ikke i sig selv, hvordan jeg oplevede den.

Min mand og jeg husker især den korrigerende del. Vi husker, at lægen sagde noget i retning af:

»Du kan jo lige så godt lade være med at gøre det der, for du får alligevel ikke noget ud af det.«

Jeg kan ikke dokumentere den præcise ordlyd. Det er en erindring, som både min mand og jeg har bevaret fra samtalen.

Journalen og vores erindring behøver ikke at beskrive to helt forskellige samtaler. Notatet viser selv, at der efter den beskrevne validering fulgte et forsøg på at korrigere mine tanker og oplevelser.

Det, journalen sammenfatter som en terapeutisk drejning, husker vi som langt mere kontant og irettesættende.

Journalen er ikke en lydoptagelse. Den er behandlerens udvalgte og fortolkede version af mødet.

Mine oplevelser blev placeret i den eksisterende diagnose

Mine oplevelser blev i journalen beskrevet som stemmer eller auditive hallucinationer.

Jeg forsøgte dengang at forklare noget, jeg ikke selv havde et præcist sprog for. Jeg beskrev blandt andet en »lydløs stemme« i hovedet, som sagde, at jeg ikke var noget værd, og at min mand ville være bedre stillet uden mig.

Det kunne lyde som stemmehøring, især når jeg allerede havde diagnosen paranoid skizofreni.

Men en lydløs tanke eller indre oplevelse er ikke nødvendigvis det samme som en auditiv hallucination. Den kan også forstås som negative automatiske tanker, indre tale, traumereaktioner eller andre psykiske fænomener.

Journalen veksler selv mellem at kalde dem stemmer og negative automatiske tanker. Alligevel blev behandlingen lagt inden for en ramme, hvor jeg skulle acceptere deres tilstedeværelse og bruge mindre energi på dem.

Problemet var ikke, at lægen registrerede min forpinthed. Notatet anfører faktisk, at jeg blev vurderet som forpint af negative automatiske tanker.

Problemet var den sikkerhed, hvormed mine uklart beskrevne oplevelser blev oversat til en bestemt psykiatrisk forklaring og derefter forsøgt korrigeret inden for den ramme.

Når neglelak bliver klinisk materiale

12.04.2019

pt er under hele samtale passiv og noget fjern i blikket. sidder sterotypt og kører fingre ( som er pænt lakeret og ordnet) et par cm henover bordet.

obj: v+k. fremtræder umiddelbart dårligere i kontakten ved lægesamtale end ved observation i muljøet. således sparsom blikkontakt og en noget aparte men umiddelbar voluntær gestik med meget velholdte fingre som bevæges ca 2 cm over bord under hele samtalen.

pt vurderes aspontan med nedsat mimik. på trods af fjernstillet blik vurderes det at pt følger godt med i samtalen. vurderes forpint at negative automatiske tanker med kan korrigeres. Angiver AH men vurderes ikke under samtale objektivt hallucineret.

pt vurderes i kronisk øget selvmordsrisiko niveau 2 pga nedsat impulskontrol og lav frustrationstærskel. vurderes ikke med forhøjet risiko dd.

Mine negle var lakerede og velholdte. Det er korrekt.

På det tidspunkt var mine negle noget af det eneste ved mit ydre, jeg regelmæssigt gjorde noget ud af. Jeg gjorde det blandt andet for min mands skyld, og det skete måske én gang hver anden måned.

Det sagde meget lidt om, hvorvidt jeg havde overskud til bad, rengøring, madlavning, sociale relationer eller til at holde mig selv i live.

Det er muligt, at lægen beskrev mine hænder detaljeret, fordi fingerbevægelsen var en del af den psykiatriske observation.

Men mine negles udseende blev fremhævet to gange. I et notat om en suicidal og selvskadende patient bliver det svært ikke at se fremtoningen som en del af den samlede vurdering.

Et menneske kan være velsoigneret på ét afgrænset område og samtidig være alvorligt belastet. Vi er ikke enten fuldstændig sammenbrudte eller fuldt fungerende.

Hvorfor jeg blev dårligere under indlæggelse

Journalen anfører, at jeg bedre kunne modstå selvskade derhjemme, og at jeg først handlede på impulserne efter indlæggelsen.

Det kunne læses som mistænkeligt: Hvorfor blev adfærden værre netop dér, hvor personalet kunne se den?

Min oplevelse var, at indlæggelserne ofte gjorde mig dårligere.

På et lukket akutafsnit blev jeg både understimuleret og overstimuleret. Der var lange perioder uden meningsfuld kontakt eller aktivitet, men samtidig støj, lys, mennesker, uforudsigelighed og manglende mulighed for at trække mig helt væk.

Jeg var også bange for tvang og for at blive misforstået. Jo mere presset jeg blev, desto sværere blev det at regulere mig selv.

At jeg bedre kunne modstå selvskade derhjemme, kunne derfor være et tegn på, at hjemmet var mere trygt og regulerende for mig. Det behøvede ikke betyde, at nøden under indlæggelsen var spillet.

Notatet fra den 12. april dokumenterer netop, at jeg ikke havde handlet før ankomsten, men skadede mig selv efter indlæggelsen.

Det beviser ikke alene, at afsnittet var årsagen. Men det burde have gjort spørgsmålet om miljøets og behandlingens betydning relevant.

Et konkret projekt, jeg selv foreslog

12.04.2019

pt foreslår herefter selv, og mand accepterer, at hun får udgang 4 timer dd mhp at begynde at ordne lidt derhjemme. pt har et konkret projekt med at rydde borde i lejlighed for vasketøj. herefter vil pt og mand kører en lille tur og så vil pt komme tilbage til afd.

Således opfordres pt til at begynde med rengøring allerede under indlæggelsen.

Det konkrete projekt med at rydde bordene kom ifølge journalen fra mig selv. Det er vigtigt at sige.

Jeg blev altså ikke pålagt et tilfældigt rengøringsprojekt, som lægen havde fundet på.

Det ændrer ikke ved, at mit manglende overskud til rengøring var en del af en langvarig og omfattende funktionsnedsættelse. Et lille selvvalgt projekt kunne måske være overskueligt den dag, uden at det løste det grundlæggende problem.

Da projektet efterfølgende blev skrevet ind som et mål om at begynde med rengøring under indlæggelsen, blev den forskel mindre synlig.

Forværringen blev registreret, men vurderingen er stadig vanskelig at forstå

Den 16. april blev jeg overflyttet til afsnit 809.

16.04.2019

Indlægges d. 11/4 med selvmordstanker der har været tiltagende gnm. de sidste to-tre uger, og pt kan ikke længere tage afstand til dem. Har ikke handlet på tankerne og kommer frivilligt til skadestuen efter planlagt samtale ved psykolog i DAT. Efter ankomst til afd. selvskadende adfærd hvor pt med knust pærer skærer sig i fødder. Er set med tiltagende stabilisering siden indlæggelse, har ikke fremtrådt psykotisk eller forpint, har været social med medpatienter. Udgang 4 timer dagligt er gået uproblematisk. De sidste 2 dage igen destabilisering, pt er trist, angiver selvmordstanker og kan ikke tage afstand fra selvskade såfremt hun udskrives.

Flyttes til BRV lukket regi mhp yderligere stabilisering.

Obj psyk:

VKO. Fremstår dårligere i kontakten under samtale, end den der observeres i miljøet. Sparsom blikkontakt, fåmælt, svarer kortfattet, kan også bringes til at smile, vurderes ikke hallucineret under samtalen. Pt vurderes i kronisk øget selvmordsrisiko, SR 2 pga nedsat impulskontrol og lav frustrationstærskel. Vurderes ikke i akut øget risiko d.d.

Behandlers navn: SJ, OverlægePsyk

Det fulde notat viser, at min forværring blev registreret. Jeg var trist, havde selvmordstanker og kunne ikke tage afstand fra selvskade, hvis jeg blev udskrevet. Jeg blev derefter overflyttet til et lukket afsnit med henblik på yderligere stabilisering.

Det er den dokumenterbare hændelsesgang.

Men i samme notat står der, at jeg ikke blev vurderet i akut øget risiko den pågældende dag.

Det kan muligvis have været en vurdering af risikoen under de daværende beskyttede rammer, mens risikoen blev anset for højere ved en udskrivelse. Det står ikke forklaret.

Formuleringen viser, hvor lidt en enkelt risikokategori fortæller uden resten af sammenhængen. Jeg kunne være så dårlig, at jeg ikke kunne tage afstand fra selvskade ved udskrivelse og blev flyttet til et lukket afsnit, samtidig med at der stod, at risikoen ikke var akut øget den dag.

Dårligere i samtalen end blandt patienterne

Både den 12. og den 16. april blev det fremhævet, at jeg fremstod dårligere i lægesamtalen end i fællesmiljøet.

Det var korrekt, at der kunne være en forskel.

I fællesmiljøet forsøgte jeg ofte at fungere nogenlunde normalt. De andre patienter havde deres egne problemer, og jeg ønskede ikke at belaste eller skræmme dem.

Lægesamtalen var derimod det sted, hvor jeg forsøgte at vise eller forklare det, jeg ellers skjulte.

Jeg var også mere utryg over for lægerne end over for medpatienterne. Utryghed kan gøre mig fåmælt, fjern og mindre i stand til at holde øjenkontakt.

Forskellen kunne fortolkes som et tegn på, at jeg fremstillede mig dårligere over for lægen. Den kunne også forstås som et tegn på, at jeg følte mig mere utryg dér, eller at jeg kun viste min nød i den sammenhæng, hvor den burde være relevant.

Det sidste ser jeg ikke undersøgt i notaterne.

At jeg kunne bringes til at smile, fortæller heller ikke, at resten af min tilstand forsvandt i smilets varighed.

Når næsten alt kan bruges imod patientens forklaring

Journalnotaterne viser ikke, at alle observationer var forkerte. De viser, hvor usikkert springet fra observation til fortolkning kan være.

Jeg spiste frokost. Jeg smilede. Jeg talte med andre patienter. Jeg havde lakerede negle. Jeg kunne bedre modstå selvskade derhjemme. Jeg havde ikke handlet på selvmordstankerne, før jeg søgte hjælp.

Alt dette kunne bruges som tegn på, at jeg ikke var så akut forpint, som jeg fortalte.

Når jeg i lægesamtalen blev mere fjern, gentog bevægelser, insisterede på en bestemt form for hjælp eller talte om selvmordsrisiko, kunne det i stedet læses som rigiditet, manipulation eller ansvarsfralæggelse.

Dermed opstod en situation, hvor næsten enhver adfærd kunne passe ind i en fortolkning, som gjorde min egen forklaring mindre troværdig:

• Hvis jeg smilede, fremstod jeg ikke forpint.
• Hvis jeg blev fjern, havde jeg skiftet attitude.
• Hvis jeg skjulte min nød, havde jeg det tilsyneladende bedre.
• Hvis jeg forsøgte at vise den, kunne jeg virke manipulerende.
• Hvis jeg søgte hjælp før en handling, var risikoen ikke nødvendigvis akut.
• Hvis jeg handlede, burde jeg være kommet tidligere.
• Hvis jeg ønskede en bestemt behandling, var jeg rigid.
• Hvis jeg afviste en behandling, der efter min erfaring gjorde mig dårligere, kunne jeg fremstå uvillig til hjælp.

At patientens viden skal tages alvorligt, giver ikke patienten eneret på sandheden. Professionelle observationer kan også være vigtige.

Men patientens egen viden om sine oplevelser må ikke skubbes til side, blot fordi den ikke passer ind i den professionelle fortolkning.

Når hjælpen gør det værre

Jeg blev ofte mere selvskadende under indlæggelserne. Jeg lukkede mere ned, blev mere utryg og fik sværere ved at forklare mig.

Notatet fra den 12. april viser en konkret situation, hvor jeg søgte hjælp, før jeg havde handlet, men skadede mig selv efter ankomsten til afsnittet.

Det blev ikke nødvendigvis undersøgt, om miljøet, relationerne eller behandlingen bidrog til forværringen. Min reaktion kunne i stedet blive endnu en oplysning om min sygdom, impulsivitet eller adfærd.

Så opstår en farlig cirkel:

1. Patienten søger hjælp.
2. Hjælpen eller miljøet øger belastningen.
3. Patienten reagerer på belastningen.
4. Reaktionen fortolkes som mere sygdom eller vanskelig adfærd.
5. Systemets eget bidrag forsvinder ud af fortællingen.

Ikke enhver forværring under en indlæggelse skyldes personalet eller afsnittet.

Men muligheden bør undersøges. Ellers kan behandlingen blive ved med at gøre skade, mens skaden registreres som endnu et symptom hos patienten.