Hvordan kan der stĂĄ “Traume: Intet” i en journal, nĂĄr kroppen i virkeligheden er i overlevelse? Jeg skriver om K-PTSD, internalisering og shutdown: Hvordan “rolig” kan blive fejl-læst som “ligeglad”, og hvad fagfolk konkret kan spørge om for at se det, der ellers bliver overset.
Kærlighed kan være ægte – og stadig gøre ondt. Nogle mennesker viser omsorg ved at tage styring, fordi kontrol føles som tryghed. Men gode intentioner kan ramme som noget helt andet på den anden side. En stille tekst om misforståelser, overlevelse og to sandheder på én gang.
To tekster. Én virkelighed. Når overlevelse bliver misforstået som manipulation, sker der noget farligt: mennesket forsvinder, og “adfærd” tager over. Det her er et vidnesbyrd og en invitation til at læse mennesker som mennesker — ikke som et problem, der skal forklares væk.
Som barn havde jeg massivt fravær, ondt i maven og svimmelhed – og ingen spurgte, hvad der lå bag. I dag har jeg ord for det: skolevægring, autisme og et system, der så på fraværsprocenter i stedet for et overvældet barn.
Dette indlæg er til dig, der siger “alle har lidt ADHD”. Jeg tager dig med ind i AuDHD-hjernen indefra – lugtehelvede, kaos-remser, tidsblindhed, Mandse-support og diagnosebingo – og spørger, hvorfor det altid er mig, der går ned med flaget, hvis vi alle har “lidt det samme”.
Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortælling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. Når sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.
Et personligt vidnesbyrd om, hvordan relationel svigt i psykiatrien kan sætte sig som tvivl på egen eksistens. Når blik, kontakt og anerkendelse mangler, bliver man ikke bare usynlig for personalet – man bliver også usynlig for sig selv. Dette er min fortælling om at prøve at blive set.
Danmark er et lille land, og i psykiatrien kender alle hinanden.
Men hvad sker der med retssikkerheden, når de samme mennesker både behandler og bedømmer?
Et essay om habilitet, netværk og sindsro i et system, der glemmer sine egne grænser.
Et ærligt vidnesbyrd om misforstået smerte, psykiatriens blinde vinkler og kærlighed som livsgrund. Om at ville fred – ikke døden.
Tidligere klinikchef Pia Glyngdal fortæller, hvorfor hun forlod hospitalspsykiatrien – et system, hvor kontrol og kolonner erstattede menneskelighed. Hendes ord om forråelse, faglig katastrofe og håb er et sjældent vidnesbyrd om, at empati stadig kan overleve – hvis vi tør se hinanden i øjnene.