Et digt om den særlige form for ensomhed, der kan opstå i psykiatrien – når alt omkring én er hvidt, og tankerne er mørke.
Mørke tanker.
En kvinde screener mig.
Er du værdig til at være her?
Syg nok?
Ventetid.
Så kommer den hvide mand
i den hvide kittel.
Flere hvide kitler dukker op.
Ingen smiler til mig,
men fører mig til afsnittet.
Døren lukker bag mig.
Jeg føres til patientstuen.
Ydmygelsen
ved at tale om mig
og ikke med mig.
Kropsvisitation.
Afklædning –
for din egen skyld, forstås.
Visitation af mine ting.
En hvid pille
i et bæger
gives.
Mod uro.
De forlader stuen.
Døren lukkes.
Måske ser jeg dem igen
om en time.
Måske tre.
Jeg kigger rundt
på den tomme stue.
Den tomme stue
med de hvide vægge.
Hvide vægge
og mørke tanker.
Psykiatri.
Så mødes vi igen.
Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer
Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.