Hvordan psykiatrien mistolkede mig – og hvorfor jeg ikke tier stille

📷 Dette billede blev taget, mens jeg var bæltefikseret. Senere blev mit ønske om at fortælle offentligt om den slags erfaringer omtalt som en risiko for, at jeg kunne »blamere mig«.

Oprindeligt offentliggjort i februar 2025. Gennemskrevet og nuanceret i juli 2026.

Dette indlæg udspringer af en mail, jeg sendte til ledelsen i psykiatrien. Den oprindelige tekst var vred og direkte. Det er jeg stadig nogle gange. Jeg har også grund til at være vred.

Men i dag kan jeg formulere problemet mere præcist.

Jeg tvivler ikke på, at mange ansatte ønskede at hjælpe mig. Nogle kæmpede for mig og viste mig en omsorg, jeg stadig husker.

Men ønsket om at hjælpe gør ikke professionelle fortolkninger rigtige, især ikke når patientens egne oplysninger eller andre journalnotater peger i en anden retning.

Jeg blev gennem mange år diagnosticeret og behandlet som et menneske med paranoid skizofreni. Senere blev jeg diagnosticeret med autisme og ADHD, og mit forløb rummer traume- og belastningsreaktioner, som giver andre mulige forklaringer på meget af det, der blev tolket gennem skizofrenidiagnosen.

Psykiateren, hvis notater dette indlæg primært handler om, skrev gentagne gange, at jeg ikke fremstod psykotisk. Den del stemmer med min egen forståelse i dag.

Men man kan godt se korrekt, at et menneske ikke fremstår psykotisk, og samtidig tage alvorligt fejl af, hvad mennesket oplever, hvorfor det reagerer, som det gør, og hvor dårligt det har det.

Jeg blev ikke altid mistolket, fordi personalet ikke så mig.

Nogle gange blev jeg mistolket, fordi de så mig gennem en fortælling, som allerede var skrevet.

Ord betyder noget

I april 2015 skrev psykiateren flere gange, at jeg beskrev symptomer eller adfærd, som hun ikke selv kunne observere.

04.04.2015

UKU gjort d.d. med fund af subjektiv hypersalivation, bemærkes ikke objektivt.

Har angiveligt kronisk suicidale tanker og også planer, men formår at tage afstand herfra. Tager også afstand fra selvskadende adfærd.

Grundmorbus, angiveligt ingen nytilkomne belastninger.

Behandlers navn: LER, 1. reservelæge

04.04.2015, epikrise

Der er gjort UKU d.d., hvor patienten beskriver hypersalivation, som ikke objektivt genfindes.

Formår på relativt indfølelig vis at redegøre for sin problemstilling og fremstår hverken forpint eller påvirket af sine angivelige habituelle paranoide vrangforestillinger og uvirkelighedsfølelse.

Patienten beskriver impulsstyret adfærd, ikke observeret i afdelingen.

Behandlers navn: LER, 1. reservelæge

14.04.2015

UKU gjort d.d. Beskriver velkendt hypersalivation, som ikke objektivt genfindes.

Ikke præge af affektlabilitet, håbløshedsfølelse, global tristhed eller sortsyn, men hun beskriver en yderst impulsstyret adfærd, som dog ikke er observeret i afd.

Behandlers navn: LER, 1. reservelæge

Det er ikke i sig selv forkert at skelne mellem, hvad en patient fortæller, og hvad personalet selv har observeret. En læge skal ikke skrive, at hun har set noget, hun ikke har set.

Men fraværet af en observation under en kort indlæggelse er ikke det samme som fraværet af et symptom.

Spyt, der løber om natten eller på andre tidspunkter, kan ikke nødvendigvis ses under en lægesamtale. Impulsiv adfærd er heller ikke konstant til stede. Den kan være situationsafhængig, og journalen beskrev samtidig en omfattende historik med impulsive, suicidale og selvskadende handlinger.

At personalet ikke så adfærden i netop de korte glimt, hvor jeg blev observeret, gjorde ikke historikken uvirkelig.

Om ordet »angivelige«: Den Danske Ordbog forklarer, at angiveligt kan betyde »efter hvad der oplyses eller hævdes, undertiden med antydning af at man tvivler på rigtigheden af det oplyste«.

Se opslaget i Den Danske Ordbog.

Jeg kan ikke vide, om lægen brugte ordet rutinemæssigt eller for at udtrykke egentlig tvivl. Men sammen med formuleringer som »bemærkes ikke objektivt« og »ikke observeret i afdelingen« kom journalteksten til at skabe afstand til min egen beskrivelse: Jeg fortalte, at jeg oplevede noget, mens journalen samtidig markerede, at personalet ikke selv havde observeret det.

Over tid fik den type formuleringer betydning for min tillid til min egen oplevelse. Hvis de professionelle ikke kunne se noget, begyndte jeg at spørge mig selv, om jeg overhovedet kunne vide, hvad jeg oplevede.

Da manglende sprog blev til »tilbageholdelse«

I efteråret 2018 begyndte psykiateren at trappe mig ned i den antipsykotiske medicin Solian.

23.10.2018

Pt angiver, at hun ikke har nogen mærkbar effekt af solian, angiver “kun de positive BV”. Der spørges ind til disse, pt angiver amenore gennem flere år. Pt forholdes, at dette ikke er hensigtsmæssigt, da hun i så fald er i øget risiko for osteoporose.

Vi aftaler nedtrapning af solian

Pt fremstår ikke psykotisk, SR 1

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Jeg mærkede ingen virkning af medicinen, men havde haft amenoré i flere år. Psykiateren skrev selv, at det kunne øge risikoen for osteoporose.

To måneder senere skrev hun:

19.12.2018

Angiver sig velbefindende og benægter at høre stemmer. hun har ingen uvirkelighedsfølelse, men kan godt lide, at røre ved omgivelserne. Føler det beroliger hende at køre med hænderne hen over bordet eller langs væggene, når hun går.

hun angiver, at hun aldrig har hørt stemmer. Men at dette udsagn var en måde at forklare, hvor slemt hun havde det tidligere.

hun kan slet ikke mærke, at hun er nedjusteret i dosis med solian, er meget interesseret i, at blive nedjusteret yderligere.

Pt har mulige Bv til denne behandling, da hun har amenore.

Pt fremstår ikke åbenlyst psykotisk

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Sætningen er sprogligt uklar. Grammatisk peger »dette udsagn« tilbage på den nærmeste formulering, nemlig at jeg aldrig havde hørt stemmer. Men meningen synes snarere at være, at et tidligere udsagn om stemmehøring var min måde at forklare, hvor dårligt jeg havde det. Det fremgår ikke entydigt af notatet.

Det sikre er, at psykiateren dokumenterede, at jeg benægtede at høre stemmer, og at jeg sagde, at jeg aldrig havde hørt stemmer.

Min egen forklaring er, at jeg gennem årene havde forsøgt at beskrive diffus støj, livlige indre billeder og andre oplevelser, som jeg ikke havde et præcist sprog for. Fagpersoner kaldte dem blandt andet stemmer, en »ikke-stemme« og senere »lydløse stemmer«.

Jeg overtog i perioder deres sprog, selv om det aldrig føltes rigtigt.

Under en indlæggelse på et andet afsnit skrev en psykolog den 7. februar 2019: »Hører fortsat en stemme, men dette symptom har persisteret i mange år trods forskellige behandlingstiltag.«

Notatet viser, at afsnittet forstod mig som en patient, der fortsat hørte en stemme. Det gengiver ikke mine egne ord eller beskriver, hvad oplevelsen konkret bestod i. Men oplysningen er vigtig, fordi det sandsynligvis var den, psykiateren senere henviste til, da hun skrev, at jeg havde sagt noget andet på hospitalsafdelingen.

Hendes henvisning var derfor ikke grebet ud af luften. Min kritik handler om springet fra en modstridende journaloplysning til konklusionen, at jeg havde »tilbageholdt oplysninger«. Notaterne dokumenterer forvirring og skiftende beskrivelser. De dokumenterer ikke, at jeg bevidst skjulte psykotiske symptomer.

Jeg påstår ikke, at jeg aldrig har haft en kortvarig auditiv oplevelse. Jeg har to gange under stærk belastning oplevet negativ mumlen. Men det var ikke den diffuse støj eller de indre oplevelser, som psykiatrien gennem årene blev ved med at kalde stemmer.

Jeg gennemgår dette forløb mere udførligt i De skrev »stemmer«. Jeg mente støj.

I januar 2019 blev en omlægning af medicinen drøftet:

28.01.2019

Omlægning af medicin ti enten Xeplion eller Lurasidon grundet enten manglende virkning eller BV

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Journalen beskrev altså flere mulige grunde til omlægningen: manglende virkning og bivirkninger.

Alligevel blev historien i marts formuleret på en anden måde.

05.03.2019

Pt har fortsat et ønske om, at hjemmespl skal dosere til 14 dage ad gangen, da det er til gene i hverdagen, at hun skal være hjemme hver torsdag. Pt valideres, men det præciseres overfor pt., at hun netop har meddelt, at jo flere tabletter hun har liggende, jo mere føler hun sig fristet til at indtage dem. Pt afviser, at hun gør alvor af fristelsen.

Det foreligges pt, at jeg er utryg ved dette, især set i lyset af, at hun har tilbageholdt oplysninger omkring sin tilstand tidligere. Således har hun flere gange tilkendegivet overfor ut, individuel terapeut og i gruppe-terapien, at hun aldrig har hørt stemmer. På den baggrund blev hun udtrappet af antipsykotika (gr BV), hvor jeg kunne have lavet et cross-over.

Pt har tilkendegivet overfor hospitalsafd., at hun ikke har følt sig tryg ved DAT-teamet, hvilket er helt forståeligt, men det bevirker blot, at jeg vil være meget utryg ved at ændre på frekvensen af medicindosering.

Pt smiler. Gentager “men jeg tager ikke pillerne, de frister bare”. ÆF angiver, at “det giver jo god mening”, pt er uenig.

Vi fastholder hjemmespl hver 7. dag

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Der var en reel sikkerhedsproblemstilling i, at jeg både ønskede mere medicin udleveret og sagde, at tabletterne kunne føles fristende. Det behøver jeg ikke skjule for at kritisere resten af notatet.

Men psykiateren brugte også en anden begrundelse: At jeg havde »tilbageholdt oplysninger« om min tilstand.

Det er et stærkt ord. Det gør ikke kun mine beskrivelser skiftende eller uklare. Det tillægger mig, at jeg havde oplysninger, som jeg bevidst undlod at give hende.

Journalen viser, at mine beskrivelser skiftede. Den dokumenterer ikke, at jeg bevidst skjulte psykotiske symptomer.

Tværtimod havde psykiateren selv få måneder tidligere skrevet, at jeg sagde, at jeg aldrig havde hørt stemmer. Hun havde også dokumenteret, at jeg ikke mærkede nogen forværring under nedtrapningen, at medicinen ikke havde mærkbar effekt, og at jeg havde alvorlige bivirkninger.

Formuleringen »hvor jeg kunne have lavet et cross-over« kommer samtidig til at placere ansvaret for behandlingsvalget hos mine oplysninger: Havde jeg fortalt noget andet, kunne lægen have valgt anderledes.

Jeg kan ikke vide, hvorfor hun valgte netop den formulering. Men virkningen er, at en sproglig og klinisk forvirring, som flere fagpersoner selv havde bidraget til, blev gjort til et problem ved min troværdighed.

Min manglende tryghed blev heller ikke først og fremmest et argument for at undersøge relationen og skabe mere tryghed. Den blev endnu en grund til, at lægen ikke turde give mig mere indflydelse.

Når man ikke vil være til besvær

I juli 2019 blev jeg indlagt efter en forværring, som blandt andet hang sammen med, at min mand var begyndt at arbejde, og jeg igen var meget alene.

29.07.2019

Pt angiver, at hun generelt er meget mistænksom overfor personalet og er meget tryggere på PCH. Dette er vi beviste om, vil være opmærksomme på det, men forsøge at få et suff samarbejde op at stå med pt.

Generelt taler pårørende, pt og kp/ut om, at den vanskelige problematik, hvor pt ikke vil være til besvær, men ender med at blive “besværlig”, da pårørende bruger megen energi på at bekymre sig om pt.

VKO, skal opfordres til at give blik kontakt, er vigende. Sidder som tidl set og kører med fingerspidserne hen af bordkanten. Fremstår lidt afglidende og ansvarsfralæggende. men er venlig og ved en vis insistering opnåes også indblik.

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Notatet dokumenterer, at jeg var utryg ved personalet, og at jeg havde svært ved at bede om hjælp, fordi jeg ikke ønskede at være til besvær.

Men sproget glider hurtigt fra at beskrive en vanskelighed til at beskrive mig som besværlig, afglidende og ansvarsfralæggende.

I dag ved jeg, at autisme, overbelastning og utryghed kan gøre min øjenkontakt dårligere, mine svar kortere og min evne til at forklare mig væsentligt ringere. Det blev dengang læst gennem helt andre begreber.

At jeg havde brug for insisterende spørgsmål for at kunne fortælle noget, betød ikke nødvendigvis, at jeg forsøgte at undgå ansvar. Det kunne også betyde, at jeg var overbelastet, bange og uden adgang til ordene.

Når mine offentlige ytringer bliver en del af behandlingen

Under den samme indlæggelse skrev jeg offentligt om nogle af de samtaler, jeg havde med psykiateren.

Et af emnerne var noget så hverdagsagtigt og samtidig sårbart som at gå i bad.

30.07.2019

Pt angiver, at hun fortsat har problemer i forbindelse med at tage bad, da hu ikke kan lukke sin BH og ikke ønsker hjælp af personale her i afd. Pt må i så fald tage bad hjemme

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Min BH var blevet så stram, at jeg ikke selv kunne få den på. Jeg havde aldrig lært at lukke den med hænderne bag ryggen, og jeg ønskede ikke at bede personalet om fysisk hjælp.

Jeg husker, at psykiateren først mente, at emnet var for privat at tale om, og foreslog, at jeg købte en ny BH. En BH i min størrelse kostede mindst omkring 500 kroner, hvilket ikke nødvendigvis er et lille beløb for en førtidspensionist.

Ved en senere samtale blev hun ifølge min erindring irriteret og spurgte, hvorfor personalet ikke bare kunne hjælpe mig.

Jeg skrev om samtalerne, fordi jeg oplevede dem som urimelige. Dagen efter blev bloggen et emne ved lægesamtalen.

31.07.2019

Ut er i øvrigt blevet bekendtgjort med, at pt er aktivt blogger og blandt andet har skrevet i gruppen “værdig-psykiatri” også under denne indlæggelse, hvor pt blandt andet refererer fra lægesamtaler og fremkommer med positiv som negativ kritik af afd.

Indledningsvis forklarer ut, at jeg er blevet bekendtgjort med indholdet fra bloggen, og at jeg fuldt ud respekterer pt ret til at ytrer sig. Men jeg vil dog gøre opmærksom på, at det er et offentlig forum og at pt skal være opmærksom på, at hun ikke deler personlige oplysninger, som hun siden vil fortryde.

Pt angiver, at hun “intet har at skjule”. Mater angiver sig uforstående overfor, at pt vælger at skrive om indlæggelsen, hun anbefaler pt at skrive på papir i stedet. Pt tilbydes og der udleveres “kinabog”.

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Journalen anfører, at psykiateren respekterede min ret til at ytre mig og ønskede at gøre mig opmærksom på risikoen for senere fortrydelse.

Det fortæller, hvordan hun beskrev sin egen hensigt. Det fortæller ikke i sig selv, hvordan samtalen blev oplevet fra min side.

Den praktiske reaktion var, at min offentlige kritik blev diskuteret under behandlingen, og at jeg fik udleveret en kinabog, så jeg kunne skrive privat i stedet.

Problemet blev dermed ikke kun, hvad der var sket, eller om min kritik havde noget på sig. Det blev også, at andre mennesker kunne læse den.

Når støtte bliver til beskyttelse mod min egen offentlighed

I flytningsnotatet få dage senere blev min brug af sociale medier skrevet ind i resuméet af indlæggelsen:

05.08.2019

Pt har under denne indlæggelsen været ganske aktiv på sociale medier omkring forholdene i afd. Dette er italesat overfor pt, idet vi herfra har haft et ønske om at støtte pt i sit aktive liv som blogger, men omvendt haft ønske om at hindre, at hun blamerer sig uhensigtsmæssigt.

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Notatet fremstiller det som støtte til mit aktive liv som blogger.

Men det gør samtidig psykiatrien til dommer over, om jeg ved at fortælle om behandlingen bragte skam over mig selv.

Ordet »blamere« betyder ikke bare at dele noget privat. Det betyder at gøre sig til skamme eller stille sig selv i et dårligt lys.

Se opslaget i Den Danske Ordbog.

Billedet øverst i dette indlæg blev taget, mens jeg var bæltefikseret. Da jeg delte det, forsøgte personalet at forhindre mig i at »blamere mig« ved at konfiskere min mobiltelefon.

Jeg oplevede det anderledes.

Jeg udstillede ikke mig selv. Jeg viste, hvad der var blevet gjort ved mig.

Jeg forstår godt, at personalet kan have været bekymret for, om jeg senere ville føle mig udleveret. Men ordet »blamere« placerer skammen hos mig som den, der lå i bælterne og viste billedet.

Hvis billedet er skamfuldt, er det ikke, fordi jeg ligger der. Det er, fordi nogen havde lagt mig der.

Fokus blev på, hvad offentliggørelsen kunne gøre ved mit omdømme, ikke på hvad billedet fortalte om den behandling, jeg var blevet udsat for.

Når journalens observationer modsiger hinanden

Det samme flytningsnotat beskrev en bevægelse, som i dag giver mening for mig som en måde at regulere sanser, uro og overbelastning på:

05.08.2019

Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Psykiateren havde allerede i december 2018 selv skrevet, at jeg fandt det beroligende at køre hænderne hen over bordet eller langs væggene.

Og tre dage før flytningsnotatet havde en psykolog skrevet:

02.08.2019

Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne.

Behandlers navn: MSA, psykolog

Psykologen havde altså observeret præcis den adfærd i miljøet, som psykiateren tre dage senere skrev ikke blev observeret.

Jeg kan ikke konkludere, at psykiateren bevidst forsøgte at fremstille mig som utroværdig. Hun kan ganske enkelt have skrevet ud fra sine egne observationer uden at kende psykologens notat.

Men formuleringen får adfærden til at fremstå som noget, der især optrådte under lægesamtaler.

Det andet notat viser, at problemet ikke var, at adfærden ikke fandtes i miljøet. Den pågældende læge havde ikke selv set den.

En behandlers manglende observation er ikke det samme som patientens manglende adfærd.

Fra »appellerende« til massiv selvskade

Den 22. marts 2021 blev min frihedsberøvelse ophævet. Notatet beskrev samtidig, at jeg hen over weekenden impulsivt havde forsøgt at strangulere mig med et håndklæde.

22.03.2021

Pt er observeret henover weekenden uden at fremsætte suicidale ønsker, har dog helt impulsivt haft et stranguleringsforsøg med håndklæde. Pt har haft tæt kontakt, talrige samtaler omkring div strategier til håndtering af emotionel instabilitet.

VKO, fremstår let regredieret og appellerende i adfærd, dette normaliseres som samtalen skrider frem, men påvirker kontakten. PT er venlig og samarbejdende. Affekten adekvat, griner naturligt, god ansigtsmimik. Fremstår uden tankeforstyrrelser, præs ingen vrangforestillinger, ingen privat logik. Ikke hallucineret på fem sanser.

SR 1

Kriterierne for frihedsberøvelse findes ikke længere opfyldt, hvorfor frihedsberøvelsen ophæves dags dato.

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Når jeg er meget utryg eller overbelastet, kan jeg blive mere barnlig i mit udtryk. Jeg kan tale anderledes, gøre mig mindre og have sværere ved at samle mig.

Ordet »regredieret« beskriver, at jeg fremstod, som om jeg fungerede på et tidligere eller mere barnligt udviklingstrin.

»Appellerende« kan muligvis blot have skullet beskrive, at jeg søgte hjælp, kontakt eller omsorg. Men ordet kan også få en sårbar reaktion til at fremstå strategisk eller krævende.

Journalen anfører, at adfærden påvirkede kontakten, men ikke hvordan. Den undersøger heller ikke, om min utryghed i selve relationen kunne have været en del af forklaringen.

Senere samme dag ændrede situationen sig voldsomt.

22.03.2021, kl. 11.40

Tilkaldes, da pt har afmonteret et lysstofrør og skåret sig helt overfladisk på underbenet. Pt sidder i en blodpøl, er apatisk, angiver at hun “fik lyst til det”. Adspurgt om årsagen til, at hun ikke gjorde brug af kp el rødt/gult kort, angiver pt “det ved jeg ikke”.

Kl. 11.55

Tilkaldes ut igen. Pt går og tager i alle dørhåndtag, forsøger at gribe fat i div genstande mhp selvskade, omkring i haven og indsamler torne fra roserne, som hun kradser sig med. Pt’s adfærd bevirker, at kp konstant må opholde sig i nærheden af pt.

Pt angiver, at hun ikke kan tage ansvaret og afstå fra selvskade, men at hun omvendt ikke ønsker fast vagt.

Pt informeres om, at hun for alle praktiske formål har fast vagt, da pt vurderes i øget risiko for selvskade, pt forlader samtalen med ordene, “gør hvad du vil”.

Jeg husker episoden i haven tydeligt. Jeg husker, at psykiateren skældte mig ud og sagde, at man slet ikke kunne lade mig være alene.

Journalen dokumenterer en patient, som sad apatisk i en blodpøl og kort efter gik rundt og ledte efter genstande, hun kunne skade sig med.

Samtidig bliver konsekvensen for personalet fremhævet: Min adfærd »bevirker«, at kontaktpersonen konstant må opholde sig i nærheden af mig.

Det er faktuelt relevant, at min tilstand krævede mange personaleressourcer. Men formuleringen kan også flytte opmærksomheden fra, hvad der skete med mig, til hvad min adfærd gjorde ved arbejdsgangen.

Min replik »gør hvad du vil« kan lyde trodsig eller afvisende. Fra min side var den udtryk for opgivenhed. Jeg kunne ikke afstå fra selvskade, men jeg ønskede heller ikke en fast vagt helt tæt på mig. Jeg havde ingen løsning, som systemet kunne acceptere.

At jeg tidligere samme formiddag havde kunnet grine naturligt og var blevet vurderet til risikoniveau 1, fortæller samtidig, hvor lidt mit umiddelbare følelsesudtryk kunne sige om, hvad der ville ske kort tid senere.

Når selvskaden bliver fortolket som kommunikation

I januar 2022 skrev psykiateren igen om min selvskade:

18.01.2022

Pt observeres i afd med selvskade, banker hovedet ind i væggen og laver div “redskaber”, som kan anvendes i selvskadende øjemed. Pt placerer typisk disse genstande, så de kan findes af kp.

Pt har ikke frembudt noget åbenlyst psykotisk, spiser, drikekr og sover suff

Pt har hele formiddagen været massivt selvskadende, angiver, at dette udelukkende handler om følelseshåndtering og ikke AH.

God kontakt, vurderes ikke åbenlyst psykotisk. Intermitterende forpinthed

Behandlers navn: LER, OverlægePsyk

Notatet dokumenterer faktisk min egen forklaring: Selvskaden handlede om følelseshåndtering, ikke om hallucinationer.

Samtidig fremhæves det, at jeg placerede genstandene, så de kunne findes af min kontaktperson.

Det kan have været en relevant observation. Måske gjorde jeg det, fordi en del af mig ønskede, at nogen skulle opdage, hvor farligt det var blevet, før jeg gjorde mere skade.

Men selv hvis selvskade også fungerer som kommunikation, betyder det ikke, at smerten er falsk. At signalere nød er ikke det samme som at opfinde den.

Intermitterende betyder periodisk eller afbrudt af pauser.

Det kan være en fuldstændig neutral beskrivelse af, at min forpinthed kun var synlig i perioder.

Men fordi jeg gennem årene havde læst så mange formuleringer om, hvad der ikke kunne observeres, begyndte jeg også at læse mistroen ind dér, hvor den måske ikke var tilsigtet.

Det er en del af skaden ved langvarig epistemisk mistillid: Til sidst bliver man ikke kun usikker på sine egne oplevelser. Man bliver også usikker på hvert eneste ord, de professionelle skriver om én.

Hvad mønstret viser

Ikke alle sætninger i disse journalnotater var forkerte.

Psykiateren så blandt andet, at jeg gentagne gange ikke fremstod psykotisk. Hun registrerede alvorlige medicinbivirkninger og begyndte en nedtrapning. Hun beskrev også enkelte gange min egen forklaring på min adfærd.

Men de rigtige oplysninger ophæver ikke det mønster, som samtidig opstod.

Det var et mønster, hvor:

• mine egne oplysninger ofte blev ledsaget af markeringer om, at de ikke kunne observeres objektivt
• uklare og skiftende beskrivelser blev gjort til, at jeg havde tilbageholdt oplysninger
• min utryghed blev brugt som begrundelse for mindre indflydelse frem for større tryghed
• min vanskelighed ved at bede om hjælp kunne ende som »besværlig« og »ansvarsfralæggende« adfærd
• min offentlige kritik blev gjort til et klinisk anliggende og en risiko for, at jeg kunne blamere mig
• en manglende observation blev skrevet, selv om en anden behandler faktisk havde observeret adfærden
• min måde at vise nød på blev beskrevet gennem ord som regredieret og appellerende
• og min selvskade blev beskrevet på måder, der også rettede opmærksomheden mod dens virkning på personalet

Der behøver ikke at have ligget en bevidst plan bag.

Journalfortællinger bliver ikke kun skabt af bevidste løgne. De kan opstå gennem valg af ord, kliniske antagelser, manglende kontekst og gentagelser, hvor én fortolkning langsomt bliver mere virkelig end andre.

Det kan beskrives som epistemisk uretfærdighed: At et menneskes troværdighed som kilde til viden om sit eget liv og sine egne oplevelser bliver reduceret på grund af den position, mennesket har fået som psykiatrisk patient.

At patientens viden skal tages alvorligt, giver ikke patienten eneret på sandheden. Professionelle observationer kan også være vigtige.

Men patientens egen viden om sine oplevelser må ikke skubbes til side, blot fordi den ikke passer ind i den professionelle fortolkning.

Hvorfor jeg ikke tier stille

Jeg skriver ikke for at reducere problemet til én psykiaters personlighed.

Jeg skriver, fordi hendes ord ikke blev i de enkelte samtaler. De blev skrevet ind i journalen, hvor de kunne påvirke næste læge, næste indlæggelse, næste risikovurdering og mit eget syn på mig selv.

Når en professionel fortolkning først er skrevet, kan patientens protest senere blive læst gennem den samme fortolkning.

Hvis jeg protesterede, kunne det blive endnu et tegn på mistillid, rigiditet eller manglende forståelse. Hvis jeg tilpassede mig det professionelle sprog, kunne min tilpasning bagefter bruges som bevis for, at fortolkningen hele tiden havde været rigtig.

Så bliver det meget svært at korrigere historien indefra.

Jeg ønsker ikke, at psykiatrien skal forsvare sig mod enhver kritik, fordi kritikken er ubehagelig.

Jeg ønsker, at den kan se skaden i øjnene uden at gøre den patient, der fortæller om den, til problemet.

Og jeg ønsker, at mennesker som mig ikke længere skal vælge mellem at være tavse eller risikere at få deres vrede, kritik og forsøg på selvforsvar skrevet ind som endnu et symptom eller endnu et karakterproblem.

Derfor tier jeg ikke stille.

En lille absurd afslutning

Midt i alt det alvorlige vil jeg slutte med en episode, der stadig morer mig.

Jeg sad til lægesamtale med psykiateren og min kontaktperson. Min kontaktperson begyndte at tale om »Mandse«-ditten og »Mandse«-datten.

Psykiateren kiggede bekymret på hende, som om kontaktpersonen fuldstændig havde tabt sutten, og udbrød:

Hvem er Mandse?

Min kontaktperson forklarede, at det var min mand.

Psykiateren kendte mig især gennem journalen. Min kontaktperson havde lyttet til mig og troede derfor, at han faktisk hed Mandse.

Det gør han ikke. Det er bare det, jeg kalder ham ❤️