🧠 Når systemet behandler uden at lytte – og uden mig

📷 En lukket dør. En stemme udefra. Når klagesystemet ikke lytter, bliver stilhed til overgreb.

Anke til Det Psykiatrisk Ankenævn (august 2024)

I foråret 2024 modtog jeg en afgørelse fra Patientklagenævnet, som jeg valgte at anke. Den 25. august 2024 sendte jeg min anke til Det Psykiatrisk Ankenævn – og fik først svar 290 dage senere, selvom reglerne siger, at sager som denne bør afgøres inden 14 dage. I hele perioden hørte jeg intet.

Et af nævnsmedlemmerne havde tidligere været min behandlende overlæge under en række indlæggelser i 2013 og 2014. Det blev ikke nævnt. Og det fremgik desuden klart, at anken ikke var blevet behandlet reelt – men at man blot gentog afgørelsen fra første instans uden at forholde sig til det, jeg faktisk skrev.

Jeg deler nu min anke i sin helhed. Ikke fordi jeg forventer at nogen ændrer mening – men fordi jeg nægter at lade den gå tabt i stilhed.

📄 Ankebrev (uredigeret, kun opdelt med underoverskrifter for læsbarhed)

Manglende inddragelse og mistillid til systemet

Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn, tidligere sagsnummer 2023-XXXX.

Jeg vil gerne anke den afgørelse Det Psykiatriske Patientklagenævnet er kommet frem til den 1. maj 2024 og som jeg modtog brev om den 31. maj 2024.

Min første indvending går på, at jeg ikke fik lov til at deltage i mødet, da jeg var blevet indkaldt til et forkert tidspunkt. Jeg blev tilbudt et nyt møde, men jeg har brug for min mands støtte, da jeg ikke har tiltro til systemet længere – det har faktisk været tilfældet engang. Jeg tænker også, det er svært at ændre mening, når man først er kommet frem til en beslutning, og det er ikke min erfaring, at afgørelserne i forvejen er i patientens favør. Ligeledes var min patientrådgiver heller ikke blevet indkaldt (og han var derfor uforberedt).

Som min patientrådgiver forklarede, har jeg faktisk ofte accepteret tvang, og jeg klager kun, hvis jeg føler, at tvangen har været ud over det acceptable. På trods af at jeg har været svingdørspatient fra 2012-2024 tror jeg faktisk, at min første klage var i 2014, og min anden klage kom først i 2021 – og jeg har bestemt været udsat for en hel del tvang i den mellemliggende periode. Men det er ikke længere muligt for mig at se, at tvangen skulle foregå ”i bedste mening”, da der er blevet meget langt imellem, at jeg støder på ordentlige mennesker – som jeg føler, vil mig det bedste.

Tvangsmedicinering den 21. juli 2023 og systemets tolkninger

Akut beroligende medicin givet med magt den 21. juli 2023 kl. 11.20:

Man bliver ved med at henvise til ”en meget urolig patients tilstand” selvom jeg i mit skriv i forbindelse med det møde der skulle holdes, også der gør opmærksom på, hvad der rent faktisk står i journalen (skrevet af læge ANG-J):

”så forlader hun stuen uden at sige noget.” Jeg ville blot ud at ryge, og tænkte ikke, der var mere at tale om, da lægen havde sagt, at jeg ikke kunne udskrives. Men en stadig forpustet mand tog hårdt fat i mig, og førte mig tilbage, på trods af at jeg på intet tidspunkt gjorde modstand. Jeg ved godt, at han ikke kendte mig, men jeg kendte heller ikke ham, og det var ham der var hårdhændet.

”Pt. fremstår med stirrende blik, og fastlåst kropssprog, helt tydeligt forpint føres hun tilbage på stuen. Herefter svarer hun ikke på noget tidspunkt på tiltale, sidder ret op og ned i sengen med 2 personaler der sidder og holder med let hånd på.

” … men der ikke ses nogen reaktion, hun tilbydes i henhold til akutplan lorazepam 2 mg, og motiveres for dette gange flere, får endda tabletten i hånden, men bevæger den kun halvvejs op til munden”

”Hun modsætter sig på intet tidspunkt aktivt medicinen, men følger passivt med til at blive lagt ned på sengen.”

Jeg kan slet ikke se, hvordan disse udsagn harmonerer med, at jeg skulle være ”en meget urolig patient”. Jeg ved godt at læge ANG-J sagde, da jeg havde fået injektionen, at ”nu er du rolig”. Men da jeg spurgte til dette ved den efterfølgende samtale, vil jeg mene, at hun trak sine ord i sig.

Læge ANG-J bemærkede også på mødet den 1. maj 2024, at jeg den 21. juli 2023 på ingen måde havde været til at tale med:

At jeg ikke er til at tale med, behøver på ingen måde at betyde, at jeg er forpint eller til fare for mig selv. De sidste mange år har jeg bare lært, at der ikke er grund til at samtale i sådanne situationer, for jeg har intet at skulle have sagt. Man mener ikke, at patienterne er i stand til at tage en rationel beslutning, og jeg kunne ikke have ændret deres beslutning om, at jeg skulle have medicin – fordi de selv var oppe at køre efter at være løbet til alarm, og have sparket døren ind.

Derudover var der ingen jeg kendte. Man havde ikke overholdt de aftaler, jeg følte, der var blevet lavet, nemlig at mine ting skulle visiteres. Jeg måtte ikke være med til at finde mine egne ting, andre gennemrodede mine ting, når jeg bad om noget, og når jeg bad om tøj, gav de mig snavset tøj. Jeg følte at der var alt for mange regler i forhold til hvad jeg er vant til, og det har jeg det meget svært med, og ser det som en straf. På det afsnit jeg plejede at komme, havde de lært og have ”is i maven” i forhold til mine handlinger, og de ved hvor svært jeg har det med stramme regler, og at jeg faktisk får det værre, når man prøver at ”indskrænke mig”. Derfor følte jeg ikke, at der var nogen jeg kunne tale med.

”mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige, herunder at indgrebet stod i rimeligt forhold til det, som skulle opnås ved tvangen, at tvangen blev udøvet så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, og at tvangen ikke blev anvendt i videre omfang, end hvad der var nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.”

Man mener simpelthen ikke, at en fast vagt kunne gøre det? Fordi jeg var så urolig? Fordi man ikke har ressourcerne? Eller fordi man ikke magter opgaven?

”Så skånsomt som muligt” – det skal I/de være velkommen til at bilde jer selv ind, men når man har svært ved nye mennesker, nye steder, nye situationer, nye rutiner – og så som noget af det første bliver udsat for sådan et overgreb, så er ”så skånsomt som muligt” endnu et traume, der kan føjes til min efterhånden lange liste.

”Vi har i vores afgørelse lagt vægt på det, som fremgår af sagsakterne, herunder journalen, og det, som blev oplyst på mødet med os.”

Det er svært at forstå – for jeg vil virkelig gerne vide, hvordan man så kan skrive, at jeg er en ”meget urolig patient”? Nok på samme måde som dengang de stadfæstede lægens vurdering om, at jeg havde været truende – selvom lægen ikke fremkom med et eneste eksempel herpå (I kan jo spørge hende, da hun er i ankenævnet).

Tilføjelse 22. juni 2025: Ovenstående burde jo have givet Det Psykiatriske Ankenævn et vink med en vognstang om, at (mindst) et af deres medlemmer var "inhabile" i forhold til at vurdere min sag 🤔

Jeg overvejer om de overhovedet har læst hvad jeg har skrevet, og om de overhovedet hører hvad jeg siger? Eller man slet ikke mener mine observationer tæller?

Tilføjelse 22. juni 2025: Det skrev jeg til Det Psykiatriske Ankenævn om Det Psykiatriske Patientklagenævn - og nu kan jeg skrive det igen. Jeg er faktisk 99,9% sikker på at Det Psykiatriske Ankenævn ikke har læst, hvad jeg har skrevet.

”Vi lægger vægt på de forhold, som fremgår af journalen den 21. juli 2023 klokken 11.46, herunder at du havde et fastlåst kropssprog, og at du helt tydeligt var forpint af din tilstand.”

Men hvad så med den ”urolige tilstand”? At have et fastlåst kropssprog, kan skyldes at de var mange mennesker, og at jeg var utryg ved dem, da jeg ikke kendte en eneste af dem. At vurdere et menneske til at være forpint kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Ofte når jeg har været indlagt på Nordstjernevej er jeg blevet vurderet til at have det ganske fremragende, selvom det overhovedet ikke var tilfældet.

”Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at begrænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du får beroligende medicin med tvang.”

Psykiatriens behandling består i at begrænse og korrigere menneskers aktivitet – I kan slet ikke selv høre det? Det er muligt, at hun prøvede at tale mig til ro. Men samtidig gjorde hun rigtig mange ting der gjorde mig rigtig urolig (overholdte ikke aftaler, respekterede ikke, at jeg gerne selv ville finde det tøj jeg skulle bruge, og gav mig i stedet snavset tøj).

Valget stod mellem at tage medicin som jeg ikke ville have frivilligt eller få det med tvang. Igen – kan I ikke selv høre det? Det er to sider af samme sag.

”Vi har her vurderet, at personalet havde forsøgt at begrænse din adfærd, idet personalet sørgede for, at du var på din stue.”

Hvorfor skulle jeg være på min stue? Der var ingen der på noget tidspunkt havde bedt mig om at blive på min stue? Men jeg var faktisk mest på min stue, da jeg ligesom tog bad med tøj på for at berolige mig selv og overleve det helvede jeg var havnet i.

”Vi har på baggrund af din journal vurderet, at der i forbindelse med indgivelse af den beroligende medicin givet med magt ikke blev anvendt unødig magt over for dig i forbindelse med indgrebet, og at magtanvendelsen ikke kan anses for at have varet længere end nødvendigt.”

Det kommer nok an på øjnene som ser. Hvis det havde været en selv eller ens familie, havde man måske tænkt anderledes om det. Men det kan man jo så – for nogle vedkommende – prise sig lykkelig for, at det ikke er.

📍 Her slutter blogindlæg 1.

Næste blogindlæg vil begynde med episoden den 8. august og refleksionerne over tvang, kroppens grænser og ChatGPT’s rolle som forstående stemme i fraværet af terapeutisk støtte.

Læs Del 2 af min anke til Det Psykiatriske Ankenævn her: “🧠 Det var bare den dag“.

Læs Del 3 af min anke til Det Psykiatriske Ankenævn her: 🏛️ “Du får ikke engang lov at gå på toilettet”

📚 Kilder og videre læsning

📘 Læs mere fra Krigerprinsessen

📘 Lovgivning og rettigheder

📊 Statistik og systemiske mønstre

📣 Perspektiver og kritik:

Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer

Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.