Når psykiatrien knuser et liv, er der ingen minister

📷 Lukket for svar. Lukket for ansvar. Foto: ZHENYU LUO (Unsplash).

P-selskab: sat på plads af minister.
Psykiatrisk patient: bedt om at prøve igen senere.

Det her handler om psykiatriske svigt og om, hvad de gør ved tilliden.

Jeg så Kontant på DR og blev slået af noget meget enkelt.

Når mennesker rammes af noget, der virker urimeligt, vil de have svar. En forklaring. En ansvarlig. En forsikring om, at nogen har forstået, hvad der gik galt.

Det ønske forstår jeg godt.

I parkeringssagen blev der stillet spørgsmål. Ministeren gik ind i sagen. Selskabet blev sat på plads. Der kom kritik, ændringer og store ord om at genopbygge tilliden.

I min egen sag kom der ikke handling. Der kom et brev om lang svartid, generel arbejdsbelastning og besked om, at jeg kunne sende min henvendelse igen, når regeringsdannelsen var faldet på plads.

Kontrasten er svær at overse.

Det handler ikke kun om fejl. Det handler om tillid.

Man går ind i sundhedsvæsenet med den mest rimelige antagelse i verden: at autoriserede fagpersoner nogenlunde ved, hvad de laver, at staten har bygget et system, man kan stole på, og at alvorlige fejl i det mindste bliver undersøgt ordentligt bagefter.

Når det så ikke sker, er det ikke bare en skuffelse. Det er ikke bare irritation. Det er ikke bare “et dårligt forløb”.

Det er et tillidsbrud.

Og et tillidsbrud er ikke en lille ting. Det ændrer ens måde at være i verden på. Det ændrer, hvad ord som “hjælp”, “behandling”, “ansvar” og “tryghed” betyder. Noget går i stykker. Fordi man har lært, at tillid kan misbruges uden reel konsekvens.

Ingen ordentlig forklaring. Ingen reel ansvarstagen. Ingen sikkerhed for, at nogen har lært noget, så det ikke sker igen.

Mister man penge, forstår alle, at man vil have svar. Bliver man svindlet, forstår alle, at man vil have retfærdighed. Mister man år, uddannelse, arbejdsliv, troværdighed, tillid, identitet og fremtidige muligheder til psykiatriske fejl, så forventes det alt for ofte, at man børster det af sig og kommer videre.

Jeg har tidligere skrevet om stjålne drømme. Men det handler ikke om “drømme” i fluffy forstand.

Det handler om tab.

Tab af ungdom.
Tab af uddannelse.
Tab af arbejdsliv.
Tab af troen på sig selv.
Tab af tillid.
Tab af fremtidige muligheder.

Det er reelle tab. Bare uden pænt prisskilt og kvittering.
Og alligevel opfører nogle systemer sig, som om de betyder mindre end en uretfærdig parkeringsbøde.

Det gør de ikke.

Jeg måtte selv finde ud af, at de havde begået en fejl. Selv finde frem til de rigtige diagnoser. Selv kæmpe for at blive udredt. Jeg kæmpede i seks måneder, og til sidst måtte min pensionerede mor betale 10.000 kroner for en privat speciallæge, fordi systemet ikke ville undersøge mig ordentligt.

En cheflæge valgte endda at fremhæve prisen på den private udredning, som om det i sig selv skulle være et argument imod den. Men 10.000 kroner var ikke det dyre.

Det dyre var 23 år af mit liv. Ja, faktisk 25 indtil videre, for regningen løber jo stadig.

10.000 kroner var bare kvitteringen. Regningen var meget større.

Derefter brugte jeg 8 måneder på at få de nye diagnoser anerkendt. Og da det endelig lykkedes, blev jeg i praksis mødt med: Nu hører du ikke til i psykiatrien længere. Så måtte jeg videre til kommunen. Samtidig skulle jeg dokumentere alt til Patienterstatningen, for tidsfristerne tikkede, og gennemlæsning af journalen i sig selv var retraumatiserende.

Det er også en del af regningen.

Jeg brugte dage og nætter på at grave mig ned gennem dokumenter, journalnotater og gamle spor for at finde ud af, hvad der egentlig var sket. En nat fandt jeg navnet på den første ansvarlige. Ikke den eneste. Ikke den sidste. Men den første i kæden.

Og hvad kunne jeg bruge det til?

Ikke økonomisk tryghed.
Ikke heling.
Ikke automatisk retfærdighed.

Bare den rå viden om, at det her ikke opstod ud af ingenting. Det var ikke tilfældigt. Det var system og mennesker.

Det mærkeligste er måske, at de sikkert troede, de hjalp.

Det gjorde de ikke.

Gode intentioner er ikke et magisk viskelæder. Man kan mene det godt og stadig ødelægge noget dyrebart i et andet menneske. Skade kan produceres industrielt af mennesker, der bare passer deres job.

For i systemet er ”ansvar” noget læger ofte får løn for, men ikke noget, de reelt bærer bagefter. Titlerne er tunge. Konsekvenserne lander et andet sted.

Så nej, det her handler ikke kun om mig. Det handler om noget større.

Hvad gør det ved et samfund, når en bilists uforståelige bøde kan udløse ministerreaktion, kritik, ændret praksis og løfter om at genopbygge tilliden, mens mennesker med ødelagte ungdomsliv efter psykiatriske fejl mødes med tavshed, tidsfrister og beskeder om at prøve igen senere?

Det gør noget ved tilliden.

Og et samfund, der lever af tillid, burde tage det langt mere alvorligt.

Parkeringssager kan udløse ansvar.
Psykiatriske svigt udløser alt for ofte bare tavshed.