📷 At nogle lægespecialer skal opfinde deres patientgruppe, mens andre patienter skal vente i månedsvis, er frustrerende.
📷 At nogle lægespecialer skal opfinde deres patientgruppe, mens andre patienter skal vente i månedsvis, er frustrerende.
Da jeg blev henvist til en gynækolog på Hvidovre Hospital pga. voldsomme og konstante smerter, måtte jeg vente fire måneder på en tid. Ventelister i sundhedsvæsenet kan være lange, men dette var absurd.
Fire måneder, hvor jeg knapt nok kunne holde livet ud.
Fire måneder, hvor jeg frygtede at blive mødt med mistro og ligegyldighed.
Jeg vidste, at jeg risikerede ikke at blive taget alvorligt. Systemet har en tendens til at fortolke symptomer, som det passer dem – noget, jeg har skrevet mere om her: KAN DIAGNOSTIC OVERSHADOWING FREMPROVOKERE PARANOIA?
Absurd oplevelse på hospitalet
Og så blev jeg vidne til denne absurde situation:
En dag var jeg på hospitalet med min mor.
På gangen stod en læge og talte i telefon – højt nok til, at jeg kunne høre det. Afdelingen var næsten tom, og jeg bemærkede samtalen, fordi jeg genkendte lægen fra et tidligere forløb – ellers havde jeg måske aldrig registreret det.
Han sagde: “Vi bliver simpelthen nødt til at finde nogle patienter nu.
Det kan være vi skal finkæmme det hele. De må være der.”
Ventelister i sundhedsvæsenet: Når behandling føles uopnåelig.
Jeg stod der, i fire måneders smertehelvede, og hørte en læge desperat prøve at finde patienter.
Hvordan kan det være, at jeg – og andre med alvorlige, livsforandrende smerter – må vente i månedsvis på behandling, mens andre læger aktivt leder efter patienter?
Hvorfor står en læge og har en samtale, der – set udefra – næsten lyder som om, man prøver at “skabe” en patientgruppe?
Hvordan kan jeg få at vide, at jeg har “behandlingsgaranti”, men alligevel ikke have nogen garanti? Det stod i brevet fra hospitalet, men da min mand ringede, gjaldt det ikke min problemstilling.
Jeg ved godt, at det ikke var den pågældende læges skyld.
Jeg ved godt, at det ikke var samme afdeling eller speciale.
Men det lyder ikke godt.
Og det føles ikke fair, når man står i smerte og fortvivlelse – uden hjælp.
Når læger ser, hvad de vil se
Jeg har desværre oplevet igen og igen, at læger og psykiatrien ser, hvad de vil se – og noterer det i journalen. Jeg har skrevet et enkeltindlæg og en trilogi om det her:
Hvordan psykiatrien mistolkede mig – og hvorfor jeg ikke tier stille
Del 1 – Når systemet fejllæser dig
Del 2 – Når hjælpen gør det værre
Del 3 – “Du kan da bare læse journalen” – Når man bliver en sag frem for et menneske
💜 Heldigvis opfordrede både Livslinien og min familie mig til at tage kampen op.
💜 Min mand ringede og forklarede, hvor alvorligt det var – og jeg fik en tid tidligere.
Men hvor mange lider i stilhed?
Hvor mange kommer aldrig igennem?
Hvor mange falder fra undervejs?
📢 Psykiatrien og sundhedssystemet må tage ansvar – vi kan ikke kæmpe alene.
🔗 Relevante links:
Hvis du vil læse hele historien om mit forløb, kan du finde den her.
PGAD er en sjælden og ofte misforstået lidelse. Du kan læse mere her.
Mit tilfælde er langt fra unikt – mange kæmper med ventelister i sundhedsvæsenet.
#TrykAvlerModtryk 💥
Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer
Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.