Stjålne drømme

📷 Stjålne drømme: Når én flyver fri, mens en anden sidder fast i et bur, der aldrig burde have været der.

📷 Stjålne drømme: Når én flyver fri, mens en anden sidder fast i et bur, der aldrig burde have været der.

Noget af det første, jeg sagde til min mand, var, hvor mange børn jeg ønskede at få – faktisk ikke få, men adoptere og ‘redde’. Jeg havde store drømme, men psykiatrien havde andre planer. En fejldiagnose i psykiatrien skulle vise sig at ændre alt – og stjæle mine drømme. Det var før, vi vidste, at vi skulle være et par. Jeg var temmelig beruset – og det var min mand i øvrigt også – men forskellen var, at jeg var på “ferie”, og hans klasse var på studietur. De kunne ikke få tilskud til deres studietur uden at invitere nogle udefrakommende med, og jeg blev inviteret, da jeg gik på Engelsk B. Da vi kom hjem, inviterede han mig ud, og 14 dage efter var jeg flyttet ind hos ham. Jeg var 23 år, og han var min første “rigtige” kæreste ❤️

Mine drømme blev stjålet af en fejldiagnose i psykiatrien

Et par år senere havnede jeg i psykiatrien og fik en skizofreni-diagnose. Jeg var ikke indlagt, og jeg havde – eller havde ikke haft – psykoser i den måned, det ellers kræves for at få diagnosen.

Min første indlæggelse kom tre år senere, hvor man satte mig i behandling med 1300 mg (!) Quetiapin. Jeg sov 12-16 timer i døgnet, og de måske 20 kg, der allerede havde sneget sig på, blev til yderligere 60 kg. Det siger sig selv, at en uddannelse og et job ikke var en mulighed. Jeg fik førtidspension mindre end to år efter, jeg kom i kontakt med psykiatrien.

Da min mand og jeg blev gift – jeg var 33 – vidste vi begge, at vi ikke ville få børn. Ikke fordi vi ikke ville, men fordi det var blevet en umulighed. Vi havde tidligere talt med psykiatrien om medicin i forbindelse med graviditet, men jeg fik det jo bare værre og værre.

Tre år efter vores bryllup fik jeg en blodprop i hjertet – pga. overvægt, rygning, manglende motion… og medicin (og pga. medicinen) 😞 Kort efter blev jeg igen indlagt i psykiatrien, og siden har jeg været svingdørspatient, med mindst to suicidalforsøg om året.

Når sandheden endelig kommer frem

I april 2024 blev jeg udredt. Resultatet? Aspergers og ADHD (samt opfylder kriterierne for K-PTSD). Ingen tegn på skizofreni. Ingen tegn på borderline.
Jeg har brugt omkring 1000 dage af mit liv bag låste døre 🔒

Jeg har før hørt folk sige, at psykiatrien smadrer liv, og jeg tænkte, at det var en voldsom udtalelse. Men når man fejldiagnosticerer og fejlbehandler folk, så deres drømme om børn, uddannelse og job forsvinder… hvad kalder man det så? 🤷‍♀️

Alle kan begå fejl, men det her er en af de helt store. Og værst af alt: Der er ingen vilje til at rette op på den. Jeg måtte selv betale for en (ny) udredning. Og selv da jeg stod med mine nye diagnoser i hånden, blev de afvist. Otte måneder senere blev de alligevel anerkendt – men uden nogen form for hjælp. Ikke engang med medicinjustering.

Jeg ved, at psykiatriens speciallæger står op hver morgen, kigger sig i spejlet og tænker, at de er “the good guys”. Men hvis det virkelig var sandt – ville de så ikke tage ansvar for de skader, de har forvoldt?

Jeg har tidligere skrevet om min rejse gennem psykiatriens diagnosejungle i Sundhedspolitisk Tidsskrift. Hvis du vil læse mere om, hvordan jeg i 20 år forsøgte at få den rigtige diagnose og hjælp – og hvordan systemet svigtede igen og igen – kan du læse min artikel her: En patients rejse gennem psykiatriens diagnosejungle.

Tryk avler modtryk 💥

At være fejldiagnosticeret i psykiatrien betyder, at man mister mere end bare en diagnose – man mister sin fremtid.

Læs om hvordan jeg blev behandlet i mine øvrige indlæg:

Hvordan psykiatrien mistolkede mig – og hvorfor jeg ikke tier stille

Del 1 – Når systemet fejllæser dig
Del 2 – Når hjælpen gør det værre
Del 3 – “Du kan da bare læse journalen” – Når man bliver en sag frem for et menneske

💥 Halløj i sundhedssystemet 💥

Nogle læger leder efter patienter – og jeg kunne ikke få hjælp.