Spring til indhold
Eventyret starter her: Slottet 🐾 Del 1 – Når systemet fejllæser dig

Del 1 – Når systemet fejllæser dig

  • af

Endnu engang vil jeg gerne dele en lettere omskrevet mail jeg sendte til ledelsen af psykiatrien i min region samt det psykiatriske center jeg tilhører.

I denne del vil jeg vise, hvordan psykiatrien konsekvent har fejllæst og mistolket mine symptomer, hvilket har haft alvorlige konsekvenser for mit liv.

Det handler igen om den måde, man skriver om mig på. Jeg kan blive i tvivl om, om de er klar over at jeg er et menneske – endda med lavt selvværd – der skal læse dette om mig selv. Om de tænker, at mit selvværd er blevet bedre eller dårligere, efter jeg har haft kontakt med psykiatrien? 

En start præget af mistro – Hvordan psykiatrien allerede fra begyndelsen tolkede mig forkert. 

Det første eksempel er dog mere et bevis på, hvordan jeg på ingen måde har noget at skulle have sagt i forhold til om jeg ønsker at tage medicin eller hvilken medicin, hvordan man ser mig som “fastlåst i mit ønske”, og hvordan de observerer medicinen virke – på trods af, at jeg slet ikke har taget den.

30.03.2021 

Pt fremstår under samtalen interesseret i medicinomlægning, deltager aktiv i medicingennemgang, bringer sin tlf og læser højt hvilken medicin hun har afprøvet. Accepterer plan. 

-OverlægePsyk 

Jeg var ikke det mindste interesseret i deres plan, og jeg gjorde meget opmærksom på, at jeg ikke ønskede Olanzapin. Men jeg havde INTET at skulle have sagt.

06.04.2021 

Samtale: Pt begyndte samtalen med et ønske om at skifte olanzapin til abilify. Hun mener at hun er træt og ikke oplever en stor effekt. Pt konfronteres med det sidste. 

Vi taler om at det er tvært imod observeres en positiv fremgang, da pt trods af fortsat mange selvskadende impulser , har ikke handlet på disse og har været i stand anvende enkelte mestringsstartegier på sin egen hånd. Beskrives i weekenden nærværende i kontakten, social, samt ophold sig mest i fællesmiljøet. 

Herudover pts eget ønske for indlæggelse at mindske indre uro og hallucinationer. Pt oplyses at Olanzapin er mest potent medicin og har en bedste virkning på psykotiske symptomer. Herudover beskrives en god effekt af pn Olanzapin. 

Pt fastlåst i sit ønske om at skifte til abilify. 

Det aftales at pt vil afprøve abilify i 5 dage og ved forværring af hendes tilstand skal skiftes tilbage til Olanzapin. Pt accepterer. 

noget vag og konkrettænkende. 

Pt er i kombination behandling med 3 AP+ benzo. Polyfarmaci finder jeg som udgangspunkt uhensigtsmæssigt, men det findes her og nu nødvendigt set i lyset af patientents svært forpinthed og selvskadende adfærd. Når tilstanden tillader sig skal medicinliste gennemgås mhp optimere behandling, helst monoterapi, hvis muligt 

-OverlægePsyk 

Jeg havde IKKE taget medicinen (læs nedenstående notat), men de oplever at den virker?! Man ser vist hvad man ønsker at se. Min oplevelse er ikke vigtig – deres observationer er vigtige og rigtige! Jeg er ikke i stand til at vurdere, hvad der er rigtigt for mig. De ønsker kun at samarbejde, hvis jeg gør som de siger. De påstår at patienten har noget at skulle have sagt – men det er KUN hvis patienten er enig med dem. Derfor er jeg konkrettænkende. Det er meget svært at have en fornuftig debat med to behandlere, der ikke vil høre hvad jeg siger – fordi min mening ikke tæller. Alle mener ikke det er hensigtsmæssigt med polyfarmaci, men alle sender problemet videre

Dette notat er skrevet af min kontaktperson, som jeg var (er) meget glad for:

06.04.2021 

Henvender sig for at bede om samtale, angiver at det er noget alvorligt hun ønsker at fortælle ut. Fortæller at hun har skrevet informationen ned i sin bog og ønsker at ut læser dette. Her skriver Sussi at hun på intet tidspunkt har taget Olanzapin, men har spyttet det ud. (har ingen intentioner om at tage Olanzapin i dag kl. 18 og vil takke nej, når hun får den tilbudt). Har været bekymret for ut’s reaktion på dette. Vi taler om, at vi ville foretrække at Sussi havde sagt nej til medicinen, i stedet for at snyde. Vi taler om, at Sussi har haft det bedre hen over påsken og om hvad årsagen til dette er, når hun ikke har taget medicinen. Vi kommer sammen frem til, at det formentlig er fordi Sussi har taget en beslutning om, at det SKULLE gå bedre, selv om hun ikke tog medicinen. 

Ved samtale senere spørges Sussi om hun vil tage Abilify, eller om hun også vil snyde med den. Siger på troværdig vis, at hun er indstillet på at tage Abilify, i håb om at få det bedre. 

-Spl. 

Jeg gjorde virkelig MEGET ud af at sige NEJ til medicinen ved alle samtaler, men for det første hører de ikke hvad man siger, man er konkrettænkende, osv. For det andet så sidder det faktisk i mig, at de har pænt meget magt over mig. Lige meget hvor søde de er, og hvor godt et forhold jeg har til dem, så ved jeg hvad de kan udsætte mig for. 

Når din historie ikke tæller – Hvordan fejlfortolkninger i journalen får konsekvenser for min behandling.

7/4-2021: 

Samarbejdsmøde afholdt med FACT-team 

Patient generelt set meget dårlig til at bede om hjælp. Har svært ved at udtrykke hvordan hun har det, vil ofte forsøge at snyde behandler. Meget svær at gennemskue jo mindre man kender patienten særdeles godt. Der tales derfor omkring arbejde med at patient skriftlig bliver bedre til at udtrykke sin tilstand, så det ambulante team også har mulighed for at hjælpe. 

JSK, OverlægePsyk

Det er egentlig et ret fint journalnotat. Problemet er, at det kun er på dette afsnit, at man har haft denne viden – pga. dygtige SSA’er, sygeplejersker og pædagoger. Ingen andre afsnit har ønsket at handle på denne viden, og da jeg ikke længere kunne komme på dette afsnit, var behandling i psykiatrien en umulighed, for hvis man ikke tager hensyn til dette, så ser man mig som simulant, man rækker ikke ud, og hjælpen er ikke-eksisterende.

Pårørendes stemme ignoreres – Hvordan min mands bekymringer blev misforstået og afvist.

Nedenstående journalnotat handler om hvordan man dømmer min mand uden at have nogen form for kendskab til ham – og at man faktisk heller ikke lytter til de pårørende:

03.04.2019 

Samtale med pt. d.d. mhp. udskrivelse. De første par minutter tales alene med pt., hvor hun giver udtryk for det går “meget godt”, selvmordstankerne er klart mindre presserende, og hun vil gerne udskrives d.d. Har planer om at tage til standup med ægtefælle i aften. Ægtefælle kommer ind efter nogle minutters samtale. Ut. fortæller at pt. synes hun har det meget godt, og at vi vil udskrive hende d.d. Ægtefællen griner hånligt, og siger i sarkastisk tone at “i er meget professionelle”. Fortæller vi ikke kan stole på hvad pt. siger, og at hun iht. tidl. aftale fra 2017 skal ud på afd. 809 nu. Ægtefælle opleves af ut., stud.med og 2 personalemedlemmer som svært devaluerende og kommanderende. Ut. understreger overfor ægtefælle at vi selvfølgelig lytter til hans bekymring og tager dem med i vores vurdering, men at vi ikke accepterer at blive talt til på denne måde. Det skal bemærkes at pt. ændrer adfærd når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften. Det er vurderet ved ovl. KJM i går at pt. ikke skal overflyttes til 809. Dette konf. med ovl. LER d.d., der kender pt. rigtig godt, og vi fastholder planen om udskrivelse, hvilket også er pt. ønske. 

Behandlers navn: TM, Læge

Så er mit spørgsmål til psykiatrien: Hvordan tror de min mand – der aldrig har gjort mig det mindste ondt, men kun har støttet mig gennem nu 26 år – havde det med at læse dette notat? Behandlere i psykiatrien giver min mand og jeg ret i, at lægen antyder, jeg er bange for min mand. 

Det er rigtigt, at min mand var devaluerende og måske også kommanderende – og det er selvfølgelig ikke i orden, men hvordan ville de selv have det, hvis en de elskede ikke lavede andet end at forsøge suicidium, og ikke ville være indlagt, fordi hun blev behandlet som simulant, opmærksomhedssøgende, drama queen, besværlig osv.? Og i øvrigt heller ikke kunne få lov til at være indlagt? De så ikke, at jeg havde det dårligt, så de mente at jeg skulle udskrives dagen efter – eller få dage efter – jeg blev indlagt. Jeg ønsker ikke at tigge om at forblive indlagt et sted jeg hader at være, og hvor jeg bliver dårligt behandlet, traumatiseret osv.

Grunden til jeg havde denne opførsel, var fordi jeg vidste at min mand var vred, og ville konfrontere dem, og jeg er temmelig konfliktsky (f2f). 

Og ja, KJM og LER har ofte sagt, at de kender mig rigtig godt, men INTET kunne være længere fra sandheden.

Læs næste del her: Del 2 – Når hjælpen gør det værre.

Læs sidste del her: Del 3 – “Du kan da bare læse journalen” – Når man bliver en sag frem for et menneske

Når systemet allerede har besluttet, hvem du er, kan sandheden blive skrevet om i journalen. Det er ikke kun mig, der oplever det – forskning viser, at mange patienter får ændret deres diagnoser igen og igen.

💡 Relevante links:


Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer

Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.

🔥 Psykiatrien lytter ikke, men jeg gør – skriv her!