Jeg fortæller åbent om en periode, hvor jeg overskred andres grænser og gjorde noget, jeg skammer mig dybt over. Ikke for at blive frikendt, men fordi halve sandheder blev for dyre at leve med. Det handler om ansvar, konsekvenser og om at sige noget højt, selv når det gør ondt.
Man kan godt være levende, varm, sjov og sprogligt skarp i trygge rum, og samtidig bryde sammen, når der kommer krav, valg og praktiske opgaver. Alt for ofte bliver den forskel overset. Ikke fordi fagfolk er onde, men fordi de måler det forkerte. Dette indlæg handler om skjult kompensation, usynligt analysearbejde og om, hvordan mennesker kan blive misforstået i årevis, når social gnist forveksles med overskud.
Der tales meget om behovet for en ny vej i psykiatrien. Men hvem bestemmer egentlig, hvad der er en “gråzone”? Et personligt og systemkritisk indlæg om diagnostisk usikkerhed, maskering, bias og hvorfor nogle mennesker bliver fejlbedømt, netop fordi de ikke ser “forpinte nok” ud.
Efter mere end et halvt års ventetid modtog jeg i dag dette svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet på min henvendelse om retssikkerhed i psykiatrien og Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Ministeriet kan ikke forholde sig til henvendelsen nu, fordi der er udskrevet valg, og at jeg derfor må sende den igen efter regeringsdannelsen.
Jeg havde nok forestillet mig – måske en anelse naivt – at retssikkerhed i psykiatrien gjaldt hele tiden. Ikke kun når den politiske kalender lige har tid.
Selvskade er ikke “for opmærksomhed”. Men et system kan alligevel komme til at belønne krise gennem sprog, kultur og rammer. Jeg skriver om skam, logistik, tryllekunstner-paradokset og hvorfor det er en ledelsesopgave at skabe kontakt og regulering uden at kræve sammenbrud som adgangsbillet.
To tekster. Én virkelighed. Når overlevelse bliver misforstået som manipulation, sker der noget farligt: mennesket forsvinder, og “adfærd” tager over. Det her er et vidnesbyrd og en invitation til at læse mennesker som mennesker — ikke som et problem, der skal forklares væk.
Som barn havde jeg massivt fravær, ondt i maven og svimmelhed – og ingen spurgte, hvad der lå bag. I dag har jeg ord for det: skolevægring, autisme og et system, der så på fraværsprocenter i stedet for et overvældet barn.
Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortælling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. Når sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.
Danmark er et lille land, og i psykiatrien kender alle hinanden.
Men hvad sker der med retssikkerheden, når de samme mennesker både behandler og bedømmer?
Et essay om habilitet, netværk og sindsro i et system, der glemmer sine egne grænser.
Et ærligt vidnesbyrd om misforstået smerte, psykiatriens blinde vinkler og kærlighed som livsgrund. Om at ville fred – ikke døden.