Spring til indhold
Eventyret starter her: Slottet 🐾 Hvem skal uddanne vores psykiatere?

Hvem skal uddanne vores psykiatere?

📷 Billedet ovenfor er valgt med vilje. Det er satirisk, men også en kommentar til, hvordan selvbilleder, autoritet og global gennemslagskraft kan flyde sammen. Psykiatri i verdensklasse må aldrig blive en spejling af industriens interesser.

Medicinalindustrien eller fagfællesskabet?

For nylig faldt jeg over et modigt opslag af psykiater Andreas Hoff på LinkedIn. Han har valgt at trække sig som formand for Danske Psykiatere og Børne- og ungdomspsykiateres Organisation (DPBO) efter, at et flertal i organisationen ønskede at samarbejde med medicinalindustrien om efteruddannelse af psykiatere. Hoff mente, at det er i modstrid med patienternes tarv og valgte at trække sig, fordi han ikke kunne stå inde for beslutningen.

Det fik mig til at undre: Hvem skal egentlig stå for lægers efteruddannelse – og hvad er konsekvenserne af, at medicinalindustrien får denne rolle?

Jeg gik til ChatGPT for at få svar – og lagde ud med at stille åbne og nysgerrige spørgsmål. Faktisk meget nysgerrige. Jeg spurgte, om det virkelig kunne passe, at det var et problem, hvis industrien ikke engang nævnte medicin på kurserne. Om man ikke kunne stole på lægernes dømmekraft. Om det i virkeligheden ikke bare var en gevinst, hvis det betød, at flere fik den rette behandling.

Men modellen veg ikke. Den blev ved med at pege på forskning, på systemiske påvirkninger og på uheldige incitamenter. Så jeg fik Claude (en anden sprogmodel) til at faktatjekke den. Og igen: Den samme konklusion. Selv hvis intentionerne er gode, så viser evidensen, at samarbejde med medicinalindustrien alt for ofte underminerer uafhængighed og forvandler efteruddannelse til markedsføring.

Jeg blev nysgerrig – og det førte mig ned i en spiral af research, hvor især tre fænomener gik igen …

1. Et problem større end den enkelte læge

Når jeg skriver det her, er det vigtigt for mig at sige: Det handler ikke om onde læger. Det handler om strukturer, som former faglighed, opfattelser og beslutninger. Jeg har selv haft samtaler med læger, som siger, at industrien ikke engang nævner medicin på deres kurser. Og som oplever det som en slags mistillid, at nogen sætter spørgsmålstegn ved deres dømmekraft. Det forstår jeg godt. Men det er også her, vi må kigge på evidens – ikke mavefornemmelser.

For selvom vi tror, vi er objektive, så viser forskningen noget andet. Når læger deltager i industrifinansierede kurser, er det ikke nødvendigvis med vilje, at de bliver påvirkede – men det sker alligevel. Små forskydninger i opmærksomhed, tilgang og behandlingstilbøjelighed sniger sig ind. Det er derfor, mange lande – og flere faglige selskaber – har indført restriktive retningslinjer for samarbejde med industrien.

2. Disease awareness: Når oplysning bliver strategi

Man skulle tro, at det kun var et gode, når der bliver sat fokus på sygdomme og symptomer. Og det kan det også være. Men når det sker i regi af medicinalindustrien, er det sjældent tilfældigt. Her taler man om såkaldte disease awareness-kampagner – og de handler ikke kun om sundhedsoplysning, men om markedsudvikling.

Forestil dig, at et firma har udviklet et nyt lægemiddel mod en specifik type depression. I stedet for at reklamere for selve medicinen (hvilket ofte er forbudt), lancerer firmaet en kampagne om “de oversete tegn på atypisk depression”. Det kan være gennem artikler, videoer, podcasts eller efteruddannelseskurser – hvor man lærer at opdage symptomer, der tilfældigvis matcher det præparatets indikation dækker. Det føles som oplysning. Men det er også framing: Det skubber grænserne for, hvornår noget betragtes som sygdom, og dermed for hvem der bør i behandling.

Resultatet? Flere mennesker identificerer sig med diagnoser. Flere går til lægen. Og flere får medicin. Ikke nødvendigvis fordi de er blevet dårligere, men fordi definitionerne og opmærksomheden er blevet forskudt.

3. Hvorfor vil industrien overhovedet stå for efteruddannelse?

Mange læger oplever industrifinansierede kurser som fagligt relevante og helt uden skjult reklame. Og det kan de også være på overfladen. Men det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvorfor skulle en virksomhed bruge tid og penge på efteruddannelse – hvis ikke det gav dem noget igen?

Her bliver det tydeligt, at efteruddannelse ikke (kun) er en service – det er en investering. For medicinalfirmaer er det en måde at:

  • skabe relationer til læger og opbygge tillid over tid
  • sætte dagsordener for, hvilke diagnoser, symptomer og behandlinger der er i fokus
  • løfte bestemte fagpersoner (ofte kaldet “key opinion leaders”), som indirekte styrker firmaets position

Det er ikke altid, at medicinen nævnes. Men påvirkningen sker alligevel – gennem vinkler, prioriteringer og gentagelser. Interne dokumenter fra industrien har afsløret formuleringer som:

“Leverage educational settings to drive prescription behavior”
“Shape diagnostic paradigms”
“Target high-prescribing physicians with speaker opportunities”

Med andre ord: Det handler ikke kun om viden. Det handler om indflydelse … og den indflydelse former praksis – ofte uden at nogen opdager det.

4. Forsvaret for samarbejdet – og dets faldgruber

Mange læger oplever ikke, at de bliver manipuleret. Tværtimod føler de, at de får faglig sparring, inspiration og opdateret viden. Jeg forstår det godt – og det er også en svær balance. Men det svarer lidt til, at man siger: “Jeg bliver ikke påvirket af reklamer” – og derfor mener, at man kan vurdere reklamebudskaber helt objektivt.

Problemet er bare: Industrien er ikke interesseret i at påvirke dine holdninger direkte. De vil påvirke dit valg, ofte helt uden du opdager det. Det handler om framing, prioritering, gentagelse. Og det virker – både på læger og patienter.

5. Defensiv medicin og systemisk usikkerhed

Samtidig lever mange læger i et sundhedssystem, hvor forventninger, ressourcemangel og klager skaber pres. Det fører til defensiv medicin – altså at man træffer beslutninger for at undgå kritik eller dække sig ind. Det kan være flere udredninger, mere medicin, hurtigere diagnoser – alt sammen med ønsket om at gøre det rigtige, men uden nødvendigvis at være bedst for patienten.

Hvis efteruddannelsen samtidig er præget af industrien, bliver det endnu sværere at navigere. For hvem tør sige nej til en behandling, når alt omkring én siger, at det er dét, man bør gøre?

6. En opfordring til faglighed og uvildighed – i tandem

Jeg håber, at flere læger – især unge og kommende psykiatere – vil tage stafetten op efter Andreas Hoff. Ikke fordi industrien er ond, men fordi vores sundhedssystem har brug for uvildig faglighed. Ikke i modsætning til patientnærhed, men som dens forudsætning.

For patienterne er ikke tjent med, at deres læger bliver gode forbrugere. De er tjent med, at deres læger bliver ved med at tænke kritisk. At de får rum og ro til faglig refleksion, ikke salgskampagner. Og at vi tør erkende, at det, der føles rart og lettilgængeligt, ikke altid er det rigtige.

Hvis vi vil bevare lægelig integritet, skal vi tage os tid til at se på, hvem der får lov til at definere “efteruddannelse”. Og hvorfor.

Uvildighed er ikke noget, man har. Det er noget, man beskytter – mod vanens tryghed, systemets pres og den slags hjælp, der føles for let.

Tak til ChatGPT for sparring – og Claude for faktatjek. Menneskelig kritik og kunstig intelligens kan noget i fællesskab 💡

🔗 Læs videre og udforsk relaterede perspektiver:

Systemkritik og patientoplevelser i psykiatrien:

Om tillid, usikkerhed og ventelister i sundhedsvæsenet:

Fejlfortolkning og diagnoser i systemets lys:

📚 Eksterne kilder og videre læsning:

💊 Medicinalindustriens indflydelse på efteruddannelse

📢 Disease awareness som strategi

🧠 Key opinion leaders og indflydelse

⚖️ Defensiv medicin

Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer

Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.

Tags:

🔥 Psykiatrien lytter ikke, men jeg gør – skriv her!

Accessibility by WAH