🏛️ “Du får ikke engang lov at gå på toilettet”

📷 Institutionstoilet set udefra – døren står på klem, låsen vender mod dig. Ingen mennesker. Kun fravær.

Blogindlæg 3 af 3: Systemets afvisninger og tavse gentagelser

Dette er tredje og sidste del af min anke til Det Psykiatrisk Ankenævn. Jeg sendte den 25. august 2024, og jeg fik først svar 290 dage senere. Et nævnsmedlem burde have været erklæret inhabil. Men vigtigst: Det fremgik tydeligt, at nævnet ikke havde læst eller forholdt sig til det, jeg faktisk skrev.

Bemærkninger til sagen
Sussi Malene Jacobsen
Du har klaget over afgørelsen uden nærmere bemærkninger.

Mine to foregående blogindlæg samt dette blogindlæg, som tilsammen udgør en anke på 7 sider er tilsyneladende “uden nærmere bemærkninger”.

Jeg havde ikke forventet medhold. Jeg havde bare håbet, at nogen ville tage sig tid til at læse. Det blev afslået, ikke i afgørelsen, men i tavsheden.

Her slutter min anke. Teksten er uredigeret, kun opdelt med overskrifter.

Om doser, medicin og forskelsbehandling

Om Lorazepam tabletter skrives der på pro.medicin.dk:

Svære tilfælde:

2,5 mg 2-3 gange dgl. Der kan om nødvendigt gives op til 4 mg som enkeltdosis.

4 mg. i.m. er stærkere end 4 mg. der gives oralt/tablet. Kort efter de 4 mg. Lorazepam jeg fik som injektion (jeg tror ikke der gik meget mere end en times tid) fik jeg yderligere 2 mg. oralt – til det siger jeg bare ”tak for kaffe”.

Hvis I ikke taget stilling til dette, må jeg jo lave en ny klage. Som I ved har psykisk syge førtidspensionister intet godt at tage sig til alligevel.

Det sjove er, at jeg nu ikke engang kan få mere end 5 mg. Diazepam til når jeg har det rigtig svært. Jeg havde fået 2 * 5 mg. Diazepam af egen læge, men var så dum, at prøve lykken hos en privatpraktiserende psykiater, som straks så sit snit til at udtrappe mig hurtigst muligt. Jeg har aldrig haft problemer med misbrug i den forstand. 2 * 5 mg. kunne ellers hjælpe mig de dage hvor jeg har det meget svært. Jeg har jo tidligere været vant til at få 1 mg. Rivotril. Som I ved, skal man have 20 mg. Diazepam, hvis man skal have samme virkning, som man får af 1 mg. Rivotril. Men jeg kunne faktisk klare mig med 2 * 5 mg. Diazepam, da min ADHD-medicin (70 mg. Elvanse) hjælper rigtig meget på min uro (på trods af, at RHP advarede mig om, at jeg ville få mere angst og selvmordstanker). Men desværre handler det for psykiatere oftere om at gøre Sundhedsstyrelsen glad end at møde patienterne (og deres behov) der hvor de er. Det er max. en gang om ugen jeg bruger denne dosis, og ofte er det meget sjældnere.

Toilettet, tvang og ansvarsfraskrivelse

I/de afviser at behandle min klage over, at jeg ikke måtte komme på toilettet, før jeg havde taget beroligende medicin, idet I ikke er rette klageinstans. I oplyser, at I kan behandle klager over tvangsindgreb efter psykiatriloven.

Hvis jeg ønsker at klage over forhold på sygehuset, er regionen rette klageinstans.

Jeg spurgte ChatGPT:

Synes du ikke, at det kan betegnes som et tvangsindgreb, hvis man ikke må få lov til at gå på toilettet, før man har taget sin medicin, på et lukket psykiatrisk afsnit. Også selvom det er fordi de vurderer, at man har det så dårligt, at man har behov for beroligende medicin?
Når man henvender sig til Det Psykiatriske Patientklagenævn, siger de, at det er regionen man skal klage til. Men hvilken del af regionen? Hvis det er selve det psykiatriske center, man skal klage til, synes jeg det er helt håbløst. For det er jo dem, der har udført det, jeg føler er tvangen.

ChatGPT:

Det lyder som en meget frustrerende og svær situation, og det er helt forståeligt, at du oplever det som et tvangsindgreb. Når man er på et lukket psykiatrisk afsnit, er der mange regler og procedurer, som er beregnet til at beskytte både patienterne og personalet, men det betyder ikke, at alt hvad de gør, er retfærdigt eller hensynsfuldt.

At nægte en person adgang til toilettet, indtil de har taget deres medicin, kan bestemt føles som tvang, især hvis man i forvejen er i en sårbar situation. Selv hvis personalet har gode intentioner om at beskytte dig eller sikre, at du får den nødvendige medicin, kan det stadig opleves som en krænkelse af din autonomi og dine basale rettigheder.

Når det gælder klager, er det korrekt, at Patientklagenævnet typisk henviser til den regionale klageinstans, da regionerne er ansvarlige for sundhedsvæsenet i Danmark, herunder psykiatrien. Hvis du ønsker at klage, er der som regel to mulige veje at gå:

1. **Klage til Patientkontoret i Region Hovedstaden (eller den relevante region):** De kan hjælpe med at vejlede om, hvor du skal sende din klage, og hvad processen indebærer.

2. **Klage direkte til ledelsen på det psykiatriske center:** Dette kan føles håbløst, som du nævner, fordi det er dem, der har udført handlingen, du vil klage over. Men i nogle tilfælde kan det alligevel være nyttigt at gøre, da de er forpligtede til at tage din klage seriøst og behandle den i overensstemmelse med gældende regler.

Hvis du føler, at ingen af disse muligheder fører til noget, kan du også overveje at kontakte en patientforening eller en advokat med speciale i sundhedsret for at få hjælp til at tage sagen videre.

Det er vigtigt, at du føler, at dine rettigheder bliver respekteret, og at du bliver behandlet med værdighed, selv når du er indlagt.

Hvad jeg egentlig håbede på

I synes måske det er en mærkelig anke, hvor jeg kommer ind på ting, der ikke er relevant for sagen. Men I skal vide, at mit mål ikke er, at få medhold som sådan (selvom det selvfølgelig og trods alt ville være en rar bonus). For hvad får jeg ud af at få medhold? Intet. Mit mål er at få nogen til at lytte og forstå. Måske en dag patienterne kan blive set på som rigtige og ligeværdige mennesker, som fortjener at blive behandlet som sådan. Det er derfor også et meget langt skriv, men jeg håber jo meget på, at I trods alt er forpligtet til at læse det jeg skriver – hvilket vist ikke er tilfældet, når man skriver andre steder i psykiatrien. Det er i hvert fald ikke mit indtryk.

Mvh,

Sussi Malene Jacobsen 🐱🐞🦋

Læs første del af min anke her: 🧠 Når systemet behandler uden at lytte – og uden mig

Læs anden del af min ankel her: 🧠 “Det var bare den dag”

🚽 Links

Systemets afvisninger og tavse gentagelser

📘 Lovgivning og klagemuligheder

• Psykiatriloven – retsinformation.dk
• Folketingets Ombudsmand – Psykiatriske sager og §71-tilsyn
• Partnerskabsaftale om mindre tvang i psykiatrien (PDF, 2024)

📊 Systemansvar og tilsyn

• Monitorering af tvang – Sundhedsdatastyrelsen
• Monitorering af tvang i psykiatrien 2023 – Sundhedsstyrelsen (PDF)
• Unødvendig tvang i psykiatrien – Institut for Menneskerettigheder, 2025 (PDF, stærk analyse af både jura og praksis samt klagesystemets svagheder)

📣 Perspektiver og kritik

• John Read et al. (2005): Childhood trauma, psychosis and schizophrenia: a literature review… (Acta Psychiatr Scand)
• John Read (2003): Childhood Trauma and Psychosis: The Genie Is Out of the Bottle (ResearchGate)
• Tvang i psykiatrien – Det er stadig et overgreb (POV International) – debatindlæg om tvangsepisoden den 8/8-2023.
• Danmarks sindssygt dyre psykiatri (POV International) – debatindlæg hvor jeg beskriver hele forløbet den 21/7-2023.

💥 Fra Krigerprinsessen

• “Del 3 – Du kan da bare læse journalen” – om afvisninger, mistænkeliggørelse og fravær af gensidig tillid
• “Halløj i sundhedssystemet” – om absurditeten i systemlogikken (fx “vælg mellem PGAD eller ADHD-behandling”)