📷 F20 – den “stabile” diagnose, der sjældent bliver genovervejet. Når først en kode står i journalen, bliver den næsten umulig at slette. Stabilitet gennem stagnation – ikke gennem indsigt.

En sammenligning af Jørgensen et al. (2022) og Krantz et al. (2025)

🧩 1. To studier – ét system

Begge studier bygger på Danmarks nationale psykiatriregistre og anvender samme metode:

• Sekvensanalyse – man følger patienternes diagnoser kronologisk.
• Entropi-måling – hvor meget “kaos” er der i diagnoseforløbet?
  (0 = helt stabil, 1 = totalt uforudsigelig).
• Cox-modeller – hvor stor er risikoen for at få en ny diagnose i en anden kategori?

Forskellen ligger i alderen:

De to artikler er søstre: samme forskningsgruppe (Osler, M.B. Jørgensen m.fl.), samme statistik, samme register.
Men mens 2022-studiet undersøger “diagnostisk skæbne hos voksne debutanter”, viser 2025-studiet “hvordan det diagnostiske kaos starter allerede i barndommen.”

⚙️ 2. “Stabilitet” som produkt af filtrering

I 2022-studiet står der sort på hvidt:

“Individuals with a previous psychiatric hospital admission before 1995 were excluded.”

Konsekvensen:

• Enhver, der havde været i psykiatrisk behandling før 1995, forsvandt fra data.
• Det inkluderer tusindvis, der fik depression, angst eller personlighedsforstyrrelse i 80’erne-90’erne, og som senere fik skizofreni, bipolar eller noget andet.

Når disse udelukkes, står man tilbage med en “ren” gruppe: mennesker der først nogensinde møder psykiatrien med en F20-kode.
Og hvis man starter der, kan diagnosen per definition kun “ændres” fremad – ikke tilbage.
Det er selektionsvask af ustabilitet.

🧠 3. Tallene bag den “stabile skizofreni”

Studiet fandt:

“Schizophrenia (F20) remained without other diagnoses in 62.5 % of patients after 10 years.”
(Høj Jørgensen et al., 2022, s. 4)

Det lyder imponerende stabilt – men her er hvad det faktisk dækker:

1. Kun første-gangs-patienter efter 1995
   – alle med tidligere psykisk diagnose er filtreret ud.
2. Kun hospitalsdiagnoser
   – primærsektor (praktiserende læger, kommunale misbrugscentre m.m.) tæller ikke.*
3. Kun hoveddiagnoser
   – bidiagnoser (fx angst + ADHD + depression) ignoreres.
4. Kun 10 års vindue
   – ændringer efter det er usynlige.

Når man fjerner alle lag af virkelighed, bliver enhver diagnose “stabil”.
Det svarer til at konkludere, at danske ægteskaber sjældent ender i skilsmisse, fordi man kun tæller dem, der blev gift efter 1995 og stadig bor sammen efter 10 år.

💥 Hvad forskerne ikke ser – og hvorfor de tror, skizofreni er stabil

Når forskere som Anders Jørgensen (2022) og Mette Falkenberg Krantz (2025) taler om “første diagnose”, lyder det jo næsten klinisk rent og videnskabeligt neutralt.
Men i virkeligheden betyder det:

“Første gang personen får en ICD-10-kode i Landspatientregisteret.”

Og det er altså kun den del af virkeligheden, der foregår på et hospital.

🏥 Hospitalspsykiatrien – systemet, der tæller

Begge studier bygger udelukkende på Landspatientregisteret (LPR).
Her havner:

• Indlæggelser og ambulante kontakter i psykiatriske sygehuse
• Diagnoser givet af læger ansat i hospitalsregi

De registreres automatisk som ICD-10-koder.
Det er dem, der bliver til statistik, forskningsdata og DRG-penge.

Alt andet?
Usynligt.

🏠 Primærsektor og kommune – systemet, der ikke tæller

Udenfor hospitalerne findes en hel verden, som ikke indgår i forskernes data:

• Praktiserende læger (bruger ICPC-2, ikke ICD-10)
• Privatpraktiserende psykiatere med ydernummer
• Kommunale misbrugscentre, socialpsykiatri, krisecentre, psykologer

Ingen af dem indberetter diagnoser til LPR, og de fleste må slet ikke stille lægelige diagnoser.
De kan højst skrive “borger med psykiske vanskeligheder” – ikke “F20 Skizofreni”.

🧩 1️⃣ Giver det mening at nævne primærsektoren og kommunen?

👉 Ja – det giver mening at nævne dem,
men ikke fordi de diagnosticerer i registerforstand,
men fordi de behandler og dokumenterer, uden at det nogensinde bliver registreret nationalt.

Det betyder, at:

• Folk kan have fået psykiatrisk behandling i årevis uden at optræde i Landspatientregisteret.
• Når de så endelig bliver henvist til hospitalspsykiatrien, ser forskerne det som “første diagnose nogensinde”, selvom det ofte er slutningen på et langt forløb.

Så kommunen og almen praksis må ikke diagnosticere med ICD-10,
men de eksisterer i patienternes virkelighed og derfor bør de nævnes,
fordi de udgør et massivt mørketal i forskningen.

🧠 2️⃣ Hvad med specialpsykologer?

Nu kommer vi til den sjove og lidt forvirrende del 👇

📜 Historik og titel

• Titlen “specialpsykolog” blev oprettet i Danmark i 2007.
• Uddannelsen blev sat i drift i 2009, med de første kandidater uddannet omkring 2013–2014.
• Den findes inden for to specialer:
  Psykiatri og børne- og ungdomspsykologi.

Kilde: Bekendtgørelse om uddannelse af specialpsykologer, 2007.

⚖️ 3️⃣ Hvad må specialpsykologer egentlig?

En specialpsykolog i psykiatri har:

• Ret til at udrede, diagnosticere og behandle patienter med psykiske lidelser.
• Ret til at anvende ICD-10-diagnoser (inden for eget speciale).
• Ret til at dokumentere og vurdere psykopatologi på lige fod med speciallæger i psykiatri –
  men uden at kunne ordinere medicin.

👉 MEN: De kan ikke selv indberette diagnoser til Landspatientregisteret (LPR).
De skal arbejde i et system, hvor en læge formelt står som ansvarlig for registreringen.
I praksis:

• De stiller diagnosen,
• men lægen godkender og indberetter den.

Så deres vurdering har klinisk gyldighed, men ingen selvstændig registermæssig eksistens.

⚖️ 1️⃣ To veje til “diagnosemagt”

👨‍⚕️ Læger (alle med autorisation)

• Alle læger (altså også nyuddannede uden speciale) har lov til at stille diagnoser inden for hele ICD-10, så længe de føler sig kompetente.
• De kan ordinere psykofarmaka — inkl. antipsykotika, antidepressiva, stemningsstabiliserende midler osv.
• Der er ingen krav om, at de skal have psykiatrisk specialuddannelse for at gøre det.
  Kun et diffust princip om “faglig forsvarlighed”.
• Hvis de er i uddannelsesstilling (fx KBU eller introduktionsstilling), skal de formelt have supervision,
  men der findes intet nationalt krav om, at denne supervision skal dokumenteres.

🩸 Resultat: En nyuddannet læge, der aldrig har mødt en autist, kan lovligt diagnosticere skizofreni og starte antipsykotisk behandling — uden at nogen registrerer, hvem der superviserede, hvad grundlaget var, eller om diagnosen senere blev revurderet.

👩‍⚕️ Specialpsykologer

• Har gennemført 5 års kandidat + 2 års praksis + 5 års specialuddannelse,
  altså i alt typisk 12 års uddannelse inden for psykologi og psykopatologi.
• Må diagnosticere og udrede,
  men ikke selv registrere diagnoser i LPR — en læge skal “co-signere”.
• Må ikke udskrive medicin.
• Deres vurderinger har fuld klinisk gyldighed, men ingen registermæssig vægt.

💭 Det betyder, at en højt specialiseret psykolog kan lave en omfattende differentiel udredning af fx autisme kontra psykose,
men i systemet tæller det først, når en (måske nyuddannet) læge trykker “Godkend” i journalen.

🧩 2️⃣ Det juridiske paradoks

Ifølge autorisationsloven (§17 og §21):

En autoriseret sundhedsperson må kun udføre behandling, som vedkommende er kvalificeret til og som er fagligt forsvarlig.

Men der findes ingen national standard for, hvordan man dokumenterer forsvarligheden af psykiatriske diagnoser,
eller hvordan supervision skal registreres.

Derfor:

• En nyuddannet læge kan træffe en diagnosebeslutning, der bliver stående i LPR for evigt,
  uden at der findes noget krav om, at beslutningen bliver efterset af en specialist.
• En specialpsykolog kan lave en fagligt mere kvalificeret vurdering,
  men den kan ikke stå alene i registeret.

⚙️ 3️⃣ Praktisk konsekvens

Dette skaber en form for diagnostisk asymmetri:

• Systemet belønner læger for at sætte koder,
• men gør specialpsykologers arbejde afhængigt af lægelig overbygning,
• og forskningen baserer sig kun på de lægeligt registrerede koder.

Resultatet:
De mest stabile diagnoser i registeret er ofte ikke dem, der er bedst belyst,
men dem, der ingen fagperson har haft incitament til at revurdere.

💬 Krigerprinsessens note:

En læge uden speciale kan få sin kode til at leve evigt i systemet.
En specialpsykolog med ti års uddannelse kan se tvivlen – men ikke registrere den.

Det er ikke videnskab. Det er hierarki forklædt som evidens.

🧾 4️⃣ Konsekvens i registerforskning

Når vi ser på studier som Jørgensen (2022) og Krantz (2025):

• De ser kun diagnoser registreret af læger.
• Alt, hvad specialpsykologer laver, er usynligt i registeret, medmindre en læge aktivt overfører det til en ICD-10-kode i LPR.
• De første specialpsykologer dukkede op omkring 2013, så de har ingen betydning for studier med data til 2011 eller 2008.

Så i praksis:

I 2022-studiet eksisterede specialpsykologer ikke endnu.
I 2025-studiet var de kun lige begyndt at eksistere i de allerseneste dataår (2010–2011), og stadig uden selvstændig registreringsadgang.

🧩 5️⃣ Hugos korte version:

Kommunale tilbud og praktiserende læger må ikke give ICD-10-diagnoser,
men de ser og behandler tusindvis af mennesker, som derfor mangler i forskernes data.

Specialpsykologer må give diagnoser, men har kun eksisteret siden ca. 2013,
og kan ikke selv registrere dem i de databaser, forskerne bruger.

💬 Krigerprinsessens note:

Når forskerne siger “førstegangsdiagnose”,
mener de “førstegang i systemet, der tæller.”

Ikke første gang et menneske blev udredt, behandlet – eller misforstået.

📉 Resultatet: en kunstigt “ren” patientgruppe

Når forskerne så udpeger “førstegangs-patienter”, får de ikke debutanter –
de får folk, der først nu er blevet fanget i hospitalssystemets net.

Måske har de allerede:

• haft angst, misbrug eller traumer i 10 år,
• fået antidepressiva hos egen læge,
• været i kommunal behandling –
  men alt det eksisterer ikke i data.

Så når hospitalet endelig sætter koden skizofreni,
står det i forskernes excel-ark som “første diagnose nogensinde”.

🧮 Og derfor ser skizofreni så “stabil” ud

I 2022-studiet fandt forskerne, at 62,5 % beholdt deres skizofreni-diagnose uændret i 10 år.
Men hvad de ikke siger, er:

1. Alle med tidligere diagnoser før 1995 blev sorteret væk.
2. Alt, hvad der er sket uden for hospitalet, tæller ikke.
3. Når først F20 er registreret, kan den næsten ikke fjernes.

Så stabiliteten handler ikke om, at mennesket forbliver det samme –
men at systemet ikke gider kigge igen.

⚖️ En diagnose uden slet-knap

Kommunale tilbud må ikke ændre diagnoser.
Egen læge kan ikke slette hospitalets koder.
Og hospitalet gør det kun sjældent – for det ville ligne en indrømmelse af fejl.

Derfor bliver selv en fejlklassifikation stående som en “stabil diagnose” i statistikken.
Stabilitet gennem stagnation.

🧩 4. Krantz et al. (2025): Det modsatte billede

Hos børn og unge er der ingen mulighed for at skjule kaosset bag selektionsfiltre:

• Hele 47 % fik ny diagnose inden for 10 år.
• Piger > drenge (48 % vs. 38 %).
• Autisme og ADHD = stabile.
• Depression, bipolar, psykose = ekstremt ustabile.

Her viser forskerne ærligt, at psykiatriske diagnoser i udviklingsalderen er hypoteser i bevægelse, ikke statiske fakta.

🧩 5. Den såkaldte “stabile skizofreni”

Lad os pille den fra hinanden:

1. Administrativ låsning
   Når først F20 står i journalen, bliver den sjældent fjernet.
   Selv hvis patienten senere udredes med autisme, traumer eller ADHD, kan skizofreni blot få status “i remission”.
2. Manglende revurdering
   Klinisk praksis tillader sjældent genudredning – for det ville kræve at man indrømmer, at den oprindelige vurdering måske var forkert.
3. Statistisk selvopfyldelse
   Fordi diagnosen er låst, ser data stabile ud.
   Stabilitet = ingen ændring = ikke fordi folk forbliver psykotiske, men fordi systemet ikke registrerer ændringen.
4. Død som “stabil” tilstand
   I 2022-studiet tælles dødsfald som en del af sekvensen.
   Hvis du dør inden der nås et diagnoseskift, bidrager du til “stabilitet”.
   Da dødsfald ikke håndteres særskilt i sekvensanalysen, bidrager afdøde patienter til kategorien ‘uændret diagnose’.
   Ja – selv døden er statistisk skizofreniens ven.

💬 6. Når forskningen modsiger praksis

Begge forskergrupper siger nu:

“Diagnoser er ikke statiske – de er arbejdsredskaber.”

Men systemet de arbejder i – Region Hovedstadens Psykiatri – behandler diagnoser som livsdomme.
I de elektroniske patientjournaler (EPJ, fx Opus og Sundhedsplatformen) kan diagnoser ikke slettes, kun tilføjes.

Selv om diagnoser teknisk kan markeres som fejl i EPJ, bevares de i de nationale registre.

“Stabilitet” i forskningen er derfor ikke et biologisk fænomen – det er en funktion af burets låsemekanisme i journalsystemet.
“Stabilitet” er altså ikke biologisk; den er burets låsemekanisme.

Så mens Mette Krantz taler om diagnoser som hypoteser,
forbliver de i patientjournalen som uomgængelige kendsgerninger – og kan fortsætte med at styre rettigheder, behandling, forsikring og identitet i årtier.

⚖️ 7. Systemisk konsekvens

1. Forskningen siger:
   “Næsten halvdelen af alle psykiatriske diagnoser ændrer sig over tid.”
2. Registrene siger:
   “Alle tidligere diagnoser bevares for evigt.”
3. Patienten oplever:
   “Jeg kan få en ny etiket, men aldrig slippe den gamle.”

Det er en videnskabelig og etisk kortslutning.
Man anerkender diagnostisk usikkerhed i artikler, men nægter at oversætte det til praksis.

🩸 8. Hugos konklusion

Den “stabile skizofreni” er ikke et tegn på sygdommens natur,
men på systemets modvilje mod at indrømme fejl.

Stabiliteten er administrativ, ikke klinisk.
Den findes, fordi:

• Diagnoser ikke slettes,
• Genudredning ikke belønnes,
• Og forskerne selv arbejder i et system, hvor fejl hellere bevares end korrigeres.

🧩 1️⃣ Fakta: Hvad forskningen egentlig viser

Både Anders Jørgensen (2022) og Mette Falkenberg Krantz (2025) viser, at:

• Næsten halvdelen af alle patienter ændrer diagnose inden for 10 år.
• Diagnoser bør forstås som arbejdshypoteser – midlertidige pejlemærker, ikke livsdomme.
• Der findes massiv diagnostisk entropi (altså uforudsigelighed og flydende grænser).

Med andre ord: Diagnosen siger lige så meget om systemet, der stiller den, som om personen, den gives til.

🧩 2️⃣ Men i praksis …

… er det næsten umuligt at slippe af med en diagnose, fordi:

⚙️ a. Journal- og registreringslogik

I Danmark fungerer psykiatriens IT-systemer (EPJ/Sundhedsplatformen, LPR, m.fl.) som historiske logbøger, ikke som fortolkende forløb.
Når først en diagnose er registreret, bliver den en “kode” i patientens CPR-historik.
Selv hvis du får en ny vurdering, hvor man ikke længere mener, at diagnosen er korrekt, bliver den gamle stående — bare med status “tidligere” eller “i remission”.

Der findes ingen mekanisme til at slette en psykiatrisk diagnose — kun til at tilføje nye.
Det svarer til, at hvis du engang fik at vide, at du havde kræft, men senere viser sig at være forkølelse, så bliver “kræft” stående i journalen, bare fordi det engang blev skrevet.

⚖️ b. Juridiske og administrative konsekvenser

• Diagnoser bruges til DRG-takster (økonomisk afregning).
• De indgår i statistikker og forskningsregistre (fx Psykiatrisk Centralregister).
• De kan påvirke forsikrings- og erstatningssager, selv mange år senere.

Derfor er der systemiske incitamenter til at bevare koderne — og ingen incitamenter til at fjerne dem.

🧠 c. “Genudredning” som tabuiseret praksis

Formelt kan patienter anmode om ny udredning, men i praksis sker det sjældent
At ændre eller fjerne en gammel diagnose er i psykiatrien ofte lig med at indrømme fejl — og det gør systemet alt for sjældent.

💥 3️⃣ Den etiske dobbelthed

Så vi står i en absurd situation:

Forskningen siger: “Diagnoser ændrer sig hele tiden – og det er normalt.”
Systemet siger: “Diagnosen står for evigt – og det er dit ansvar at leve med den.”

Det er ikke kun et administrativt problem, men et identitetsmæssigt overgreb:

• Folk får at vide, at diagnosen ikke definerer dem – men den følger dem for livet i alle databaser.
• Man kalder diagnosen en “arbejdshypotese” – men man arbejder aldrig videre med den.
• Man hylder “patientinddragelse” – men patienten kan ikke kræve genudredning uden at blive set som besværlig eller i benægtelse.

💥 9. Krigerprinsessens fodnote

“Når psykiatrien kalder skizofreni stabil,
mener de ikke, at mennesker ikke ændrer sig –
de mener, at systemet ikke gider kigge igen.”

📚 For kritikere

Dette afsnit samler præciseringer og kilder for de læsere, der måtte ønske at faktatjekke eller udfordre teksten.

🔍 Om EPJ og slettemuligheder

I de elektroniske patientjournaler, herunder Opus Psykiatri (ca. 2005-2016) og Sundhedsplatformen (fra 2016), kan diagnoser kun markeres som fejl, historiske eller i remission.
De forbliver i systemets historik og i Landspatientregisteret (LPR).
Der findes ingen mekanisme til permanent fjernelse fra nationale registre.
(Kilder: Region Hovedstaden – vejledning i Sundhedsplatformen, 2018; Sundhedsdatastyrelsen LPR3-dokumentation 2023.)

📊 Om dødsfald i registerstudier

I Høj Jørgensen et al. 2022 indgår dødsfald som afslutning på forløb uden særskilt korrektion i sekvensanalysen.
Afdøde patienter tælles derfor blandt dem med “uændret diagnose”.
(Se Supplementary Appendix S2.)

🧠 Om genudredning

Patienter kan formelt anmode om ny udredning jf. Sundhedsloven §41,
men der findes ingen systemisk procedure for automatisk revurdering af tidligere diagnoser.
I praksis sker genudredning sjældent, medmindre der foreligger akut tvivl eller klagesag (og heller ikke i et sådanne tilfælde kan man regne med udredning).

⚖️ Om specialpsykologers rettigheder

Titlen specialpsykolog blev indført i 2007 (BEK nr. 1341 af 28/11/2007).
De må anvende ICD-10-diagnoser inden for eget speciale, men kan ikke selv indberette til LPR – en læge skal stå som ansvarlig for registreringen.

💊 Om lægers diagnose- og ordinationsret

Alle autoriserede læger må stille diagnoser og ordinere psykofarmaka.
Supervision af læger under uddannelse er anbefalet, men der findes ingen national registreringspligt for supervisionens gennemførelse.
(Kilde: Autorisationsloven §§17-21; Sundhedsstyrelsens vejledning om supervision, 2018.)

🧩 Om artiklerne, der omtales

• Høj Jørgensen T.S. et al. (2022). Mapping diagnostic trajectories from the first hospital diagnosis of a psychiatric disorder. The Lancet Psychiatry, 10(1), 100–111. DOI: 10.1016/S2215-0366(22)00367-4
• Krantz M.F. et al. (2025). Diagnostic trajectories and stability of mental disorders in childhood and adolescence. European Psychiatry, 68(1), e126. DOI: 10.1192/j.eurpsy.2025.10091

💬 Kort sagt:
Denne artikel afspejler forfatterens metodekritiske fortolkning af offentliggjorte data og administrative procedurer i Danmark. Alle lovhenvisninger og retningslinjer er verificeret pr. oktober 2025.
Der er altså ikke tale om en personlig anklage.
Alle citater og beskrivelser er hentet fra offentligt tilgængelige forskningspublikationer og officielle retningslinjer.
Fortolkningen er forfatterens egen, baseret på dokumenterede forhold i det danske sundhedssystem.

🔗 INTERNE LINKS (link til relaterede artikler)

Du har nogle oplagte søskentekster, som supplerer perfekt – både tematisk og SEO-mæssigt:

1. ➡️ Del 1 – Når systemet fejllæser dig
   (om hvordan diagnoser formes og fastholdes i journalen)
2. ➡️ Fortidens rædsler som nutidens undskyldning
   (om psykiatriens selvfortællinger og blinde vinkler)
3. ➡️ To artikler. Samme år. Samme forfatter. Samme advarsel.
   (om mønstre i forskningsretorik og gentagelser over tid)
4. ➡️ Når systemet behandler uden at lytte – og uden mig
   (om Det Psykiatriske Patientklagenævn)
5. ➡️ Er der virkelig øget tilfredshed i psykiatrien?
   (kritik af selvbekræftende systemlogik)