Når psykiatrien knuser et liv, er der ingen minister
Et personligt indlæg om tillid, psykiatriske svigt og et system, der kan reagere på parkeringsrod, men møde ødelagte liv med tavshed.
Et personligt indlæg om tillid, psykiatriske svigt og et system, der kan reagere på parkeringsrod, men møde ødelagte liv med tavshed.
Efter mere end et halvt års ventetid modtog jeg i dag dette svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet på min henvendelse om retssikkerhed i psykiatrien og Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Ministeriet kan ikke forholde sig til henvendelsen nu, fordi der er udskrevet valg, og at jeg derfor må sende den igen efter regeringsdannelsen.
Jeg havde nok forestillet mig – måske en anelse naivt – at retssikkerhed i psykiatrien gjaldt hele tiden. Ikke kun når den politiske kalender lige har tid.
Når journalen skriver “pt. oplever”, kan det lyde neutralt, men lande som “du tager fejl”. Jeg viser, hvordan sprog kan flytte vægt fra patientens ord til systemets fortolkning, med et konkret eksempel og fem mere neutrale alternativer. Og et par ord om epistemisk uretfærdighed. Små ord, stor magt.
Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortælling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. Når sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.
Danmark er et lille land, og i psykiatrien kender alle hinanden.
Men hvad sker der med retssikkerheden, når de samme mennesker både behandler og bedømmer?
Et essay om habilitet, netværk og sindsro i et system, der glemmer sine egne grænser.
📷 Kroppen i institutionens lys. Ikke dramatisk – bare reduceret. Når tvang bliver normal.Blogindlæg 2 af 3: Om tvang, krop og fraværet af terapeutisk støtte… Læs mere »🧠 “Det var bare den dag”
📷 En lukket dør. En stemme udefra. Når klagesystemet ikke lytter, bliver stilhed til overgreb.Anke til Det Psykiatrisk Ankenævn (august 2024) I foråret 2024 modtog… Læs mere »🧠 Når systemet behandler uden at lytte – og uden mig