Selvskade er en ledelsesopgave

📷 EXIT: Herfra kan du komme ud. Forudsat at du først opfylder adgangskravene. Foto: Zaneta Kuncara (Unsplash).

og jeg blev ufrivilligt ansat som sikkerhedskonsulent i et system, der aldrig bad om mit CV

Når jeg skriver “utilsigtet belønning”, kan nogen få den klassiske tanke: “Nå, så gjorde hun det for opmærksomhed.”
Det er ikke det, jeg mener. Det er bare min klodsede måde at sige: Utilsigtet forstærkning, socialt feedback-loop, uheldig læring. Selvskade som kontakt- og reguleringsstrategi i et miljø, der mangler alternativer.

(Altså ikke: “Hun vil have spotlight”. Mere: “Hjernen har fundet en nødudgang, og nu står der en hel organisation og diskuterer, om nødudgange er uhensigtsmæssige”.)

For mig handlede det aldrig bevidst om opmærksomhed. Opmærksomhed var ofte det værste. Skammen var værst. Og alligevel kan et system komme til at belønne noget, helt uden at ville det, fordi mennesker reagerer menneskeligt, og fordi organisationer reagerer … organisatorisk.

Når systemet siger “ansvar”, mener det ofte “dit ansvar”.

Når systemet tror, moral hjælper på nervesystemet

Jeg har prøvet at blive mødt med det, der minder om en opdragelseslogik: “Nu kan de andre ikke få kaffe” og “Tænker du ikke på din mand?”
Som om selvskade er et valg, man laver med friskbrygget samvittighed og en kalenderinvitation.

Det er vildt, hvor tit systemet tror, at en moralsk løftet pegefinger kan fungere som akut reguleringsstrategi.
“Undskyld, mit nervesystem er i brand.”
“Har du overvejet, at nogen bliver kede af det?”
“Wow. Branden er væk. Tak.” 😁👍

Skam er ikke behandling. Det er bare billigere at uddele.

Selvfølgelig tænker man på sin familie. Det er netop derfor, det er så brutalt. Den slags kommentarer beviser ikke “manglende empati”. De beviser, at personalet forsøger at få kaos til at give mening ved at trykke på en moralsk knap. Men nogle knapper går ikke til hjernen. De går direkte til skam.

Og skam er ikke behandling. Skam er en accelerationspedal. Den er i øvrigt også virkelig nem at træde på, hvis man allerede ligger ned.

Nogle steder var jeg patient. Andre steder var jeg en opgave med puls.

“Kan du ikke vente til efter vagtskifte?”

Der var engang en sygeplejerske, som spurgte mig, om jeg ikke kunne vente med at selvskade til efter vagtskifte. Ikke med glimt i øjet. Bare … som en praktisk forespørgsel.

Og jeg forstår godt mennesket i det. Det gør jeg.
Men det siger også noget om, hvor presset en praksis kan blive, når lidelse ender som et punkt i vagtplanen.

Det er lidt som at stå i en storm og få at vide:
“Kunne du regne mindre, tak. Vi har lige gulvvask.”

Jeg blev ked af det, fordi spørgsmålet rammer noget dybt: At ens indre katastrofe bliver til en arbejdsplan.

Jeg var ikke manipulerende. Jeg var desperat med en kalender.

Hvis vi skal være helt ærlige, er det et ledelsesproblem, når det ender der. Ikke fordi sygeplejersken er “forkert”, men fordi rammen er blevet så presset, at menneskelighed kommer ud som logistik.

Tryllekunstner-paradokset

Her kommer den del, der lyder som satire, men desværre er realisme:

På et “godt” afsnit oplevede jeg, at personalet kunne være ret neutrale omkring selvskade. Næsten små-ignorerende. Ikke koldt, mere som: “Vi nægter at give adfærden spotlight.”
Og det virkede faktisk bedre end skældud.

Men der var også en bivirkning: Når alt bliver fjernet, og reglerne strammes til en størrelse, hvor man ikke kan trække vejret, så sker der noget idiotisk i et desperat menneske. Man bliver mere … kreativ. Ikke kreativ som “kunstner”. Kreativ som “nødudgangsfinder”.

Og her opstod den absurde del:

Nogle gange kom der en stemning af “imponerende” over min kreativitet. Som om vi i et kort øjeblik glemte, at det her var en tragedie, og i stedet spillede vi et mærkeligt impro-teater med titlen: Missekatten mod sikkerhedssystemet.

Det var ikke ondskab fra personalets side. Jeg tror det var en måde at overleve følelsen på. For mig var det nok også en måde at flytte skammen over i absurd-komedie, fordi skam er en dårlig roommate der aldrig tager opvasken.

Men netop dér ligger “utilsigtet belønning”:
Når adfærden får en rolle, fortælling, mytologi. Når man pludselig er “tryllekunstneren”.

Og prøv at høre, jeg er ikke engang sådan en type. Jeg er elendig til at lyve. Jeg ville være en katastrofal kriminel. Jeg ville blive taget på fersk gerning af min egen nervøsitet alene.

Hvis du vil have den helt tørre organisationsudgave, så er det her omtrent mit ufrivillige CV:

• Stillingsbetegnelse: Sikkerhedskonsulent (uautoriseret)
• Kompetencer: Maskering, mønster-genkendelse, akut improvisation, kulturdiagnostik
• Svaghed: Jeg ville helst bare være et menneske
• Certificering: ISO 9001: “Det her burde ikke kunne ske, men det sker.”

Når løsningen er … mere snor og mere is i maven

Det mest interessante er, at løsningen ikke var “mere kontrol”. Den var ofte det modsatte:

Da nogle gav mig længere snor og mere is i maven, faldt noget af trykket. Og så faldt behovet for at eskalere også.

Det er utroligt, hvor meget ro man får, når nogen ikke panikker over ens panik.

Det er næsten provokerende simpelt:
Hvis du bygger et miljø, hvor en person ikke føler, at hvert et åndedrag er en regel-overtrædelse, så bliver personen mindre tilbøjelig til at lede efter nødudgange.

Og ja, der er selvfølgelig en balance. Jeg har også prøvet steder, hvor man føler sig så ligegyldig, at man lige så godt kan være hjemme.

Så nej: Det er ikke “frihed eller fængsel”.
Det er: Klog omsorg.
Og klog omsorg er tit bare “omsorg, der ikke panikker”.

“Du traumatiserer personalet”

Jeg har fået at vide: “Du traumatiserer personalet.”
Og jeg forstår godt, at personalet kan blive ramt. Selvskade kan være voldsomt at være vidne til. Jeg ved også, at nogle bærer deres egne oplevelser med sig, og at “hvad man kan finde” kan sætte sig i kroppen i årevis.

Men her er den etiske knude:

At personalet bliver påvirket, er menneskeligt.
At lægge det ansvar oven på patienten som en bebrejdelse, er ikke en indsats. Det er en skyld-placering forklædt som ærlighed.

Hvis man vil tale om personalets belastning, så er det igen en ledelsesopgave: Supervision, debrief, kultur, rammer, tid, støtte.

Supervision findes. Skyldplacering er bare hurtigere.

Ikke “nu er du problemet i mit nervesystem”.

Så hvad betyder “selvskade er en ledelsesopgave” i praksis?

For mig handler det om fem helt konkrete ting:

1. Sprog: Ingen moraliserende kommentarer. Ingen “Tænk på kaffen”. Ingen “Tænk på din mand”.
   Hvis kaffen er behandlingsparameter, er vi ude i noget spændende evidens.
2. Kultur: Gør handlingen kedelig og rutinepræget, men gør mennesket varmt og værdigt.
3. Smittetryk: Når unge bor sammen, kan selvskade blive manuskript og valuta. Det kræver bevidst rammesætning.
4. Alternativer: Kontakt og regulering skal kunne ske uden krise som adgangsbillet.
5. Personaleomsorg: Personalet skal have et sted at bære deres reaktioner, så de ikke ender som stikpiller ud i patienten.

Og måske det vigtigste:
Hvis målgruppen hedder “selvskadende”, så skal man være åben for og opmærksom på, at “at få det bedre” ikke føles som at miste sin plads i verden.

Det er ikke “opmærksomhed”.
Det er tilknytning, regulering, overlevelse og nogle gange ren panik.

Og ja, nogle gange også et socialt feedback-loop, der opstår uden at nogen bad om det.

Ledelse er også det, man gør, før praksis går i stykker.

Det er derfor, selvskade er en ledelsesopgave.

(Og hvis nogen nu tænker “Hold da op, hun lyder hård”: Ja. Det er fordi virkeligheden var hård.)

Jeg savner steder, hvor man ikke skal bløde for at blive taget alvorligt.