Klag – og få mere tvang? Om psykiatriens perversitets-mekanik

📷 Illustrationsfoto: Injektion som motiv i debat om tvang, klageret og retssikkerhed i psykiatrien 💉

Der findes en særlig slags ironi, som kun et system med magt over din krop kan lave:
Du bruger dine rettigheder – og ender med at blive straffet af systemets “praktiske løsninger”.

I Danmark kan klage over tvangsbehandling med antipsykotika have opsættende virkning. På papiret er det retssikkerhed. I praksis kan det – ifølge et lille dansk studie fra Glostrup – hænge sammen med mere “akut” tvang og længere indlæggelser.

Tvang i to gear (og det hurtige gear vinder ofte)

Ødegaard Nielsen m.fl. (Nordic Journal of Psychiatry) gennemgik 34 tvangsindlagte patienter (2015). 23 accepterede antipsykotika hurtigt. 11 klagede – og opstarten blev forsinket. I den gruppe så man flere episoder med tvungen beroligende medicin og længere indlæggelser.

I lovens maskinrum findes der (mindst) to spor:

• Tvangsbehandling / tvangsmedicinering (Protocol #2): Daglig antipsykotisk medicin mod patientens vilje. Ved klage kan behandlingen ikke sættes i gang, før en klageinstans har godkendt beslutningen. (I studiet beskrives, at det typisk håndteres indenfor ca. en uge, men i praksis kan lande på 1–2 uger).
• Akut beroligende medicin (Protocol #3b): Medicin givet i akutte situationer til agiterede patienter mod deres vilje (benzodiazepiner eller sedativt virkende antipsykotika). Denne kan ordineres af en læge og kræver ikke godkendelse af en speciallæge i psykiatri.

Oversat: Når “planlagt tvang” bremses af en klage, kan afdelingen i stedet lande i “akut tvang”.

Og her kommer den ubehagelige pointe: Akut beroligende medicin med tvang er netop den tvangsform, der ofte hviler tungt på lægens skøn her-og-nu. Det betyder, at “rettigheder” kan blive til en taktisk konflikt:
“Nå, du klager? Så må vi jo håndtere dig akut.“

Jeg ved godt, hvordan det lyder. Men hvis du har stået på et afsnit, ved du, at der findes et slags implicit byttehandelssprog:

Samarbejd, vær rolig, tag medicinen – så går det hurtigere.
Modsæt dig – så kan du blive der længe.

“Men hvis jeg ikke er psykotisk?”

Her ligger et af de mest brutale paradokser i psykiatrien:
Modstand fortolkes ofte som symptom (“manglende sygdomsindsigt”. Men modstand kan også være … rationel.

Hvis du bliver fejl-vurderet. Hvis du har haft alvorlige bivirkninger. Hvis du ved, at det her ikke er din sygdom, men et system der læser dig forkert.

Og så står du i den logiske fælde:
Hvis du modsætter dig, er det bevis på at du er syg.
Hvis du samarbejder, er det bevis på at du kan udskrives.

Det er ikke en konspiration. Det er bare en magtstruktur med dårlig feedback-loop.

Jeg taler af erfaring: Jeg husker engang jeg ville udskrives, men måtte ikke. Da jeg insisterede på at det skulle registreres som tvang, fortsatte tvangen en måneds tid, før jeg tænkte at det var nytteløst. Da jeg “gav mig” og sagde til lægen at jeg var der frivilligt, kom udskrivelsen på bordet med det samme.

Jeg er ikke alene om denne oplevelse – andre patienter har udtrykt samme oplevelse og der var endda en læge der sagde til mig (parafraseret): “De patienter der ønsker at være indlagt bliver udskrevet, og de patienter der ikke ønsker indlæggelse, skal indlægges”.

Klagevejen: Livline eller papirtiger?

Her kommer Gøtzsche m.fl. ind fra siden som en vred tandlæge med bor i hånden.

I en artikel fra 2019 gennemgik de 30 sager fra Psykiatrisk Ankenævns hjemmeside og konkluderede, at patienternes rettigheder og lovens krav ofte ikke blev respekteret. De beskriver nævnet som noget, der kan ligne et gummistempel og peger på, at kravet om “færrest mulige bivirkninger” efter deres vurdering blev brudt i 97% af sagerne.

Du behøver ikke være enig i alt, Gøtzsche skriver, for at se det vigtige:
Selv klagesystemet kan opleves som en del af kontrollen – ikke en kontrol med kontrollen.

Og her bliver “opsættende virkning”-debatten giftig:

Nogle vil sige: “Fjern opsættende virkning – så kan vi behandle hurtigt”.
Men hvis tvangsmedicineringen gives mens du klager, så er den mest ærlige indvending:

“Skaden er sket, før du får medhold”.

Det er ikke teoretisk. Antipsykotika kan være tung medicin. Nogle tåler det. Andre får markante bivirkninger. Og hvis du får det – hvad præcist er din “kompensation”, når nævnet senere siger “hov, den var ikke god nok”?

“Hvor står vi nu?” – og hvorfor det ikke bare er historik

Man kan høre et lille “nå ja, men det er gamle studier”.

Men hvis man kigger i nyere officiel dokumentation, er retssikkerhed og sagsbehandlingstider stadig en varm kartoffel:

• Styrelsen for Patientklager afsluttede i 2024 1.179 tvangssager; 606 med opsættende virkning. De hurtige sager (med opsættende virkning) lå i snit på 6,1 arbejdsdage – men de langsomme (uden lovfast frist) lå omkring 52,6 dage. Styrelsen for Patientklager
• Ombudsmanden pegede i 2025 på, at fristen på 7 hverdage oftest overholdes i opsættende-virkning-sager (94,3%), men kritiserer stadig sagsbehandlingstiderne. ombudsmanden.dk
• Og der findes eksempler fra årsberetninger, hvor ankenævnet tilsidesætter tvangsbehandling fordi patienten ikke er ordentligt informeret om virkning/bivirkninger. Styrelsen for Patientklager

Vi er altså ikke “forbi” det her. Vi er midt i det.

Mit problem er ikke, at systemet har regler

Mit problem er, når regler bliver en facade.

Når klage bliver noget, man reelt straffes for.
Når compliance bliver udskrivningsbilletten – uanset om vurderingen var korrekt.
Når “akut tvang” bliver en genvej uden samme kontrol.

Hvis psykiatrien vil have tillid, kan den ikke bygge den på:
“Gør som vi siger, så får du din frihed tilbage”.

Den skal bygge den på gennemsigtighed, faglig ydmyghed – og retssikkerhed, der faktisk virker, også når patienten siger nej.

Og ja: Det betyder i praksis, at systemet skal kunne tåle modstand uden at eskalere.
Ellers er det ikke behandling. Det er adfærdsstyring med medicin.

Tallene der ikke kan gaslightes

Hvad vi ved:

• Se faktaboksen ovenfor for Ødegaard Nielsen m.fl. (observationsfund, ikke kausalbevis).
• En dansk dokumentkritik (Gøtzsche m.fl., 2019) gennemgår 30 sager og argumenterer for, at klagekontrollen i praksis kan fungere som gummistempel, og at lovkrav om bl.a. “færrest mulige bivirkninger” ifølge forfatterne blev brudt i 97% af sagerne.
• Ombudsmanden (2025) og Styrelsen for Patientklager (årsrapport 2024) dokumenterer fortsat flaskehalse og store forskelle i sagsbehandlingstider i tvangssager.

Hvad vi ikke kan sige:

• At “klage” i sig selv forårsager mere tvang. Klage kan også være et tegn på konflikt, traume, fejlvurdering eller mistillid – altså: symptom på systemet, ikke nødvendigvis årsagen.
• At klagesystemet altid er et gummistempel. Men når det er det, er det et alvorligt retssikkerhedsproblem.

Det spørgsmål, man sidder tilbage med:
Hvis det at bruge sin klageret kan ende med mere akut tvang – er klage så en rettighed … eller en risikofaktor?

Det her er ikke en påstand om, at “folk får mere tvang fordi de klager”.
Det er en påstand om et system-design: Når klage har opsættende virkning, kan behandlingskonflikten blive længere, og i den periode kan man se mere akut tvang (f.eks. beroligende medicin) og længere indlæggelser.

Det er præcis den slags utilsigtede konsekvens man bør turde justere i lov og praksis:
Retssikkerhed må ikke fungere som en risikofaktor.

Jeg har tidligere delt min anke fra august 2024 til Det Psykiatriske Ankenævn her på bloggen (juni 2025), da det var tydeligt, at de ikke havde læst den – og nogen skulle fandeme læse den 😂 Den endte med at blive genbehandlet, da det ene nævnsmedlem var inhabil (en overlæge der tidligere havde haft behandlingsansvaret for mig).

Herunder viser jeg en lille “før/efter”-sammenligning af to afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn: Først den oprindelige afgørelse, og derefter en ny afgørelse efter genoptagelse.
Det er meget svært for mig at tro på, at de nogensinde har læst min anke – heller ikke anden gang, de vurderede den. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville få medhold. Jeg sluttede endda af med:

“I synes måske det er en mærkelig anke, hvor jeg kommer ind på ting, der ikke er relevant for sagen. Men I skal vide, at mit mål ikke er, at få medhold som sådan (selvom det selvfølgelig og trods alt ville være en rar bonus). For hvad får jeg ud af at få medhold? Intet. Mit mål er at få nogen til at lytte og forstå. Måske en dag patienterne kan blive set på som rigtige og ligeværdige mennesker, som fortjener at blive behandlet som sådan. Det er derfor også et meget langt skriv, men jeg håber jo meget på, at I trods alt er forpligtet til at læse det jeg skriver – hvilket vist ikke er tilfældet, når man skriver andre steder i psykiatrien. Det er i hvert fald ikke mit indtryk“.

Det eneste jeg ønskede var at de lyttede. Det gjorde de ikke.

“Genoptaget sag, nyt nævn – men den samme tekstmaskine glemmer stadig at rette sine egne små fakta-fejl” 🤷‍♀️