KAN DIAGNOSTIC OVERSHADOWING FREMPROVOKERE PARANOIA?

📷 Kan diagnostic overshadowing fremprovokere paranoia?

📷 Kan diagnostic overshadowing fremprovokere paranoia?

Så har jeg haft endnu en interessant samtale med en avanceret algoritme. Jeg deler samtalen her, og også min egen erfaring med fænomenet.

Jeg spurgte ChatGPT:

Vil du fortælle mig om diagnostic overshadowing – specielt i forhold til psykiatriske diagnoser (det findes vel også i forhold til somatiske diagnoser?)?

ChatGPT svarede:

Ja, “diagnostic overshadowing” er et vigtigt emne inden for både psykiatri og somatisk medicin. Det refererer til en tendens, hvor læger eller sundhedsprofessionelle tillægger patientens fysiske symptomer eller adfærd til en allerede eksisterende psykiatrisk diagnose, uden at foretage en fuldstændig evaluering for andre mulige årsager. Dette kan føre til, at andre tilstande, både psykiske og fysiske, bliver overset eller fejlbehandlet.

For eksempel, hvis en person med en kendt psykiatrisk lidelse som skizofreni klager over mavesmerter, kan en læge antage, at smerten er psykosomatisk og ikke undersøge yderligere for mulige fysiske årsager som en maveinfektion eller et mavesår. Dette kan forsinke korrekt diagnose og behandling af den underliggende fysiske tilstand.

I psykiatrien kan diagnostic overshadowing også ske, når en patient med en eksisterende diagnose som ADHD søger hjælp for nye eller forværrede symptomer, som kan blive fejlagtigt opfattet som blot en del af deres kendte lidelse, i stedet for at vurdere for andre mulige psykiatriske tilstande som angst eller depression.

Det er også relevant i somatisk medicin, hvor patientens fysiske symptomer undertiden fejlagtigt tilskrives deres psykiske tilstand. For eksempel kan en person med depression, der klager over træthed, have en udiagnosticeret fysisk tilstand som hypothyroidisme eller anæmi, som også kan forårsage træthed.

Overordnet set er det afgørende for sundhedsprofessionelle at have en holistisk tilgang til patientpleje og være åbne for muligheden for, at patienter med kendte psykiatriske diagnoser også kan udvikle uafhængige somatiske eller yderligere psykiatriske lidelser. Dette kan hjælpe med at undgå fejldiagnosticering og sikre, at alle patientens sundhedsbehov bliver ordentligt adresseret.

Jeg spurgte videre:

Kan man som patient også blive ramt af “diagnostic overshadowing” – f.eks. ved at have behov for hele tiden at skulle forklare og bevise alle ens oplevelser og følelser, fordi man ikke føler, at man bliver taget alvorligt? Måske endda selv er i tvivl om ens oplevelser er reelle, eller at der er noget om snakken (at det man oplever ikke er rigtigt)?

ChatGPT svarede:

Ja, helt bestemt. Når en person oplever “diagnostic overshadowing”, kan det påvirke dem på mange niveauer, herunder deres selvværd og tillid til sundhedssystemet. Det kan være særligt frustrerende og isolerende for en patient, der føler, at deres bekymringer og symptomer ikke bliver taget seriøst på grund af en eksisterende diagnose.

Dette kan føre til, at patienter føler sig nødsaget til konstant at skulle forsvare og forklare deres oplevelser, hvilket kan være udmattende og øge deres stress. I nogle tilfælde kan dette også medføre, at patienter begynder at tvivle på gyldigheden af deres egne følelser og symptomer. De kan begynde at spørge sig selv, om deres fysiske symptomer “bare er i deres hoved” eller blot er en del af deres psykiatriske tilstand, hvilket kan føre til en forsømmelse af at søge hjælp, når de faktisk har brug for det.

Desuden kan konstant at føle behovet for at “bevise” deres tilstand skabe en følelse af mistillid mellem patienten og sundhedspersonalet. Det er vigtigt for sundhedspersonalet at anerkende, at patienter med psykiatriske diagnoser også kan have gyldige og uafhængige fysiske eller andre psykiske problemer. En åben dialog og en omfattende tilgang til patientpleje kan hjælpe med at mindske risikoen for “diagnostic overshadowing” og forbedre patientens oplevelse og resultater i behandlingssystemet.

At arbejde mod en kultur i sundhedsvæsenet, hvor alle symptomer og bekymringer bliver taget alvorligt uafhængigt af tidligere diagnoser, er nøglen til at forbedre plejen for alle patienter.

Jeg spurgte:

Vil du gå lidt i dybden i forhold til det du skriver om at det kan skabe en følelse af mistillid mellem patienten og sundhedspersonalet? Kan det ligefrem “fremprovokere” paranoia – eller hvad der i hvert fald udadtil vil fremstå som paranoia?

ChatGPT svarede:

Ja, det er en interessant og vigtig vinkel at overveje. Den følelse af mistillid, som kan udvikle sig mellem patienter og sundhedspersonale på grund af “diagnostic overshadowing”, kan i nogle tilfælde bidrage til eller forværre paranoide tanker, især hos personer med forudgående psykiske helbredsvanskeligheder.

Når patienter føler, at deres symptomer konsekvent bliver ignoreret, nedgjort, eller misforstået som en del af en allerede eksisterende psykiatrisk lidelse, kan de begynde at føle sig isolerede og misforståede. Dette kan føre til tanker om, at “ingen tror på mig” eller “de tror, jeg bare finder på det”. For personer, der allerede kæmper med tillid til andre eller har tendens til mistro, kan sådanne oplevelser forstærke paranoia.

Denne slags paranoide tanker kan fremstå på flere måder:

• Vantro mod sundhedssystemet: Patienten kan begynde at tro, at lægerne er imod dem, ikke ønsker at hjælpe dem, eller bevidst ignorerer deres behov.
• Forvrængning af interaktioner: Patienter kan misfortolke neutrale eller velmenende bemærkninger fra sundhedspersonale som fjendtlige eller nedladende, hvilket forstærker deres følelse af at blive forfulgt eller misforstået.
• Tilbageholdelse af information: På grund af mistillid kan patienter blive tilbageholdende med at dele vigtige detaljer om deres symptomer eller helbredstilstand, hvilket kan hindre nøjagtig diagnose og effektiv behandling.

Disse tanker og følelser kan forværres, hvis patienten tidligere har haft negative oplevelser med sundhedssystemet, eller hvis de har en baggrund med traumer, hvilket kan gøre dem mere sårbar over for at udvikle mistillid og paranoide tanker.

Det er vigtigt for sundhedspersonale at være opmærksomme på denne risiko og forsøge at skabe en kommunikationsform, der er åben, validere og støttende. Det kan hjælpe med at genopbygge tillid og sikre, at patienter føler sig hørt og forstået. Dette er især vigtigt i behandlingen af personer med komplekse psykiatriske profiler, hvor der allerede kan være en øget risiko for misforståelser og kommunikationsbrister.

Jeg spurgte videre:

Hvis man tidligt i livet har fået en skizofrenidiagnose og har oplevet dette – og man måske slet ikke havde en skizofrenidiagnose, ville de ting du så lige forklarede med at man begynder at tro at lægerne er imod én, at man misfortolker neutrale eller velmenende bemærkninger som fjendtlige eller nedladende osv. stadig kunne være tilfældet?

ChatGPT svarede:

Ja, hvis du tidligere har fået en forkert skizofrenidiagnose og har oplevet de udfordringer, jeg beskrev, så kan disse oplevelser fortsat påvirke dig. At blive fejldiagnosticeret, især med en alvorlig psykiatrisk lidelse som skizofreni, kan have langvarige konsekvenser for, hvordan du ser dig selv og interagerer med sundhedssystemet.

Når en person fejlagtigt får en skizofrenidiagnose, kan det betyde, at vedkommendes reelle symptomer og bekymringer bliver fejlfortolket og muligvis ignoreret. Dette kan skabe en dyb mistillid til sundhedspersonale, hvilket kan føre til, at personen:

• Føler sig misforstået eller stigmatiseret, hvilket kan forstærke isolation eller selvstigmatisering.
• Bliver tilbageholdende med at søge hjælp i fremtiden for frygt for yderligere misforståelser eller fejlbehandling.
• Fortolker sundhedspersonalets handlinger eller udtalelser som fjendtlige eller nedladende, hvilket kan påvirke fremtidige interaktioner negativt.

Dette kan også bidrage til en følelse af at ens oplevelser ikke er ‘reelle’ eller at de ikke bliver taget alvorligt, hvilket kan forværre eventuelle eksisterende psykiske problemer eller skabe nye. Hvis den oprindelige diagnose var forkert, kan dette yderligere komplicere situationen, da personen kan have modtaget behandlinger eller medicinering, som var unødvendige eller skadelige.

Det er vigtigt for personer, der har oplevet sådanne fejldiagnoser, at arbejde med sundhedspersonale, der anerkender fortidens fejl og er villige til at bygge en ny tillidsbaseret relation. Dette kan inkludere:

• At finde en terapeut eller læge, der forstår betydningen af korrekt diagnose og har erfaring med at håndtere komplekse psykiatriske og emotionelle spørgsmål.
• At blive hørt og taget alvorligt i sine bekymringer og symptomer.
• At udvikle strategier til at genopbygge tillid til sundhedssystemet og lære at differentiere mellem fortidens oplevelser og nuværende realiteter.

For personer, der har været igennem disse erfaringer, kan det også være nyttigt at deltage i støttegrupper eller terapier, der fokuserer på at håndtere mistillid til sundhedssystemet og overkomme negative sundhedsoplevelser.

Min egen oplevelse

Jeg fik min diagnose som 26-årig. Fra dette øjeblik har jeg skullet forsvare alt hvad jeg mente, oplevede og følte, for jeg “havde en forvrænget virkelighedsopfattelse”. Som man kan læse af det ovenstående, er (kan) dette (være) selvforstærkende. Man kan simpelthen ende med at fremstå (eller blive) paranoid, selvom dette aldrig har været tilfældet (eller man ikke var det til at begynde med).

Jeg godkendte min diagnose da jeg fik den, da jeg før jeg blev 18 år havde haft to episoder hvor jeg oplevede at høre hvad jeg kaldte “negativ mumlen” inde i hovedet. Den ene gang var min far lige død, og den anden gang var jeg også under ekstremt pres. Samtidig havde jeg mange negative symptomer, som lige så godt kan være autistiske træk, fik jeg at vide af den psykiater, der for nylig gav mig en ASF, ADHD og K-PTSD diagnose.

ChatGPT skriver, at “Patienter kan misfortolke neutrale eller velmenende bemærkninger fra sundhedspersonale som fjendtlige eller nedladende, hvilket forstærker deres følelse af at blive forfulgt eller misforstået.”. Jeg går i noget vægttabsforløb på Hvidovre hospital, og kan ikke tåle hverken Saxenda eller Wegovy. Jeg var inde og tale med en læge jeg ikke kendte og som jeg ikke lige “klikkede” med. Min søster var med, og lægen spurgte hvorfor jeg ikke tog medicinen. Jeg forklarede, at jeg ikke kunne tåle den, og at en anden læge havde sagt, at jeg ikke skulle tage den, hvis den gav forstoppelse. Lægen sagde, at det havde hun ikke skrevet, og det var vigtigt at jeg tog medicinen. Det lyder måske dramatisk, og som om jeg overdriver, men jeg fik et flashback – til alle de gange, en læge i psykiatrien har sagt sådan til mig. Jeg fik angst, og havde lyst til at flygte. Efter samtalen beklagede jeg mig til min søster over, at han havde prøvet at tvinge mig til at tage medicinen, men det havde hun slet ikke hørt.

ChatGPT skriver: “Disse tanker og følelser kan forværres, hvis patienten tidligere har haft negative oplevelser med sundhedssystemet, eller hvis de har en baggrund med traumer, hvilket kan gøre dem mere sårbar over for at udvikle mistillid og paranoide tanker.”

Da jeg var barn var jeg i behandling for epilepsi, da jeg besvimede oftere end man normalt gør. Jeg havde også ofte ondt i maven, kvalme og var svimmel. Jeg tænker, at det meste var psykosomatisk, og et forsøg på at undgå at skulle i skole. Jeg havde det sådan set godt i skolen, klarede mig godt, var vellidt, men jeg tror bare at der var for mange indtryk, og man skulle være for meget “på”. Det blev ikke bedre af, at når jeg så dukkede op efter en længerevarende sygdomsperiode, kastede mine klassekammerater sig om halsen på mig. At ens klassekammerater udtrykker så voldsom glæde når man kommer i skole, er vel næsten enhver skoleelevs drøm – bare ikke hvis denne er autist 😉 Men da lægerne ikke rigtig kunne finde ud af hvad jeg fejlede – på trods af at jeg blev undersøgt for epilepsi helt op til jeg var omkring 19-20 år, blev forklaringen ofte, at jeg nok var skoletræt og/eller forkælet. Det jeg hørte var, at jeg var hypokonder. Yderligere er jeg vokset op med, at jeg skulle forklare ALT, og ikke rigtigt havde lov til at skifte mening (uden i hvert fald også at skulle forklare dette). Når man har alexithymi kan det godt være problematisk, og også noget jeg føler som en slags traume. I sundhedssystemet er det også min erfaring, at man skal forklare og forsvare alle beslutninger.

ChatGPT forklarer også, at man “bliver tilbageholdende med at søge hjælp i fremtiden for frygt for yderligere misforståelser eller fejlbehandling.” Det er jeg også virkelig blevet. For ikke så længe siden bad jeg i desperation min mand om at ringe og få et møde med F-ACT. Det fik jeg. Men da jeg havde fået det lidt bedre – eller værre (det kan være svært at vurdere), besluttede jeg at aflyse mødet. Desværre glemte jeg at informere min mand, så han har taget fri, så han har ringet og bedt om mødet igen 😱

Andres paranoia?

Jeg har oplevet at have min bostøtte med på hospitalet til blodprøvetagning. Kvinden ved skranken sagde irettesættende, at de havde kaldt mig ind for en time siden. Jeg havde først tid en halv time senere, og vi havde tjekket ind en time før vi henvendte os. Så det var helt sort. Min bostøtte blev faktisk temmelig frustreret over den behandling, men ingen af os sagde noget. Da vi senere talte om det, sagde jeg, at det var rart, at han havde været med. For nogle gange når man oplever sådan noget, så føler man som psykiatrisk patient (jeg sagde til ham at jeg ikke vidste om det var patient generelt, eller kun som psyk. patient), at folk tænker, at der har man oplevet situationen forkert/misforstået noget eller lignende – for det får man ret tit at vide!

Min bostøtte sagde i øvrigt også, at han bestemt ikke skulle sige til sin kone, at der var noget hun nok havde misforstået. Men både min mand og jeg har fået at vide – de sidste 20 år – at jeg har en forvrænget virkelighedsopfattelse.

Det samme med min bror – engang jeg var virkelig sur på min bror, skrev jeg et brev til ham, som var lidt for ærligt måske (et svar på et lige så ærligt brev fra ham til min mor, søster og jeg). Så ringede han til min mor eller søster (husker det ikke lige) og spurgte om jeg ikke tog min medicin.

Drama queen

Engang under en indlæggelse havde jeg bundet en snor om halsen, og om sengen. Det var ikke et suicidalforsøg, bare dovenskab (det er hårdt at stramme til). Hende der kom med medicinen sagde, at det var “sørme” heldigt, at hun kom lige der, og henviste til, at det jo var lige omkring medicingivning (som burde være et rimeligt fast tidspunkt – bortset fra at de sådan set aldrig kommer til tiden). Nu er jeg selv storforbruger af sarkasme, så derfor opfatter jeg tit ting andre siger som sarkasme. Jeg talte med min kontaktperson om situationen, og derefter talte hende med medicinen ikke til mig.

Da jeg var indlagt to måneder senere (jeg havde faste indlæggelser hver anden måned) ringede jeg på et tidspunkt til min mand og tryglede ham om at komme og hente mig og droppe kontrakten. Da han ikke ville imødekomme mit ønske, lagde jeg på og tog den ikke når han ringede. Så han ringede til afsnittet og fik at vide, at ”jeg misforstår alting ting når jeg har det dårligt”.

Dagen efter var jeg stadig ked af det, og min mand sagde, at hende med medicinen var der (hende kunne jeg nemlig faktisk rigtig godt lide). Jeg fortalte ham, at hun ikke snakkede til mig, og hvorfor. Så siger min mand ”Jamen [din kontaktperson] siger også, at du misforstår ting, når du har det dårligt!”. Så gik jeg.

Jeg kan godt blive lidt træt af at man i psykiatrien sygeliggøre alt hvad jeg foretager mig. Jeg har også oplevet det med andre patienter, bl.a. en patient der var meget interesseret i hele gaskonflikten i Rusland (det var før februar 2022). Jeg kunne bare høre på min KP – på det hun sagde til den patient – at der sikkert var en meget fin klinisk betegnelse for dette fænomen, og at det kom til at stå i hendes journal.

Jeg sender altid en venlig tanke til David Rosenhan og hans eksperiment fra 1973, når jeg og andre får den behandling.

Når jeg taler med andre i psykiatrien, får jeg tit at vide, at mine tanker faktisk er ret “normale” (eller også er de selv syge 😉).

Splitting

Jeg har prøvet, at min kontaktperson sagde, at hans kolleger mente, at mine handlinger var “splitting”, men det mente han ikke. Jeg har læst alt hvad de har skrevet om mig i journalen, og der har ALDRIG stået noget om splitting, eller noget der kunne beskrives som splitting. Det er ikke så mange år siden, og jeg tænker, at det måske har været en mundtlig overlevering, der har foregået i mange år. Hvordan skal jeg “forsvare mig mod”/forklare mig overfor en – mener jeg – fejltolkning jeg slet ikke kender til?

Det er noget jeg vender indad – JEG er et problem, jeg kan ikke finde ud af at begå mig, jeg kan ikke finde ud af noget.

Når jeg havde konflikter med personalet, var det altid MIG, der var problemet, og åbenbart lavede “splitting”? Altså lige indtil kollegaen stoppede. Når de ikke arbejdede sammen med en person længere, så gav de mig som oftest ret i mine vurderinger.

Når personalet sætter paranoia i patienten

Jeg har prøvet, at der var en masse personale fra et afsnit jeg aldrig havde været på, der ifølge sundhed.dk var inde i min journal ret ofte. En fra det afsnit jeg var indlagt på mente, at der nok var nogle overlæger (jeg vidste godt hvem han mente) der havde fortalte det øvrige personale om mig, og de var så blevet nysgerrige, og havde fået lyst til at læse om mig? 😳

Misforhold mellem ord og handlinger

Det er svært at forstå sig selv ud fra hvad de siger, når der er et misforhold mellem deres ord og handlinger. Engang jeg skulle udskrives, spurgte jeg til en tilfredshedsundersøgelse, jeg plejede at udfylde på tablet, når jeg skulle udskrives. Jeg fik at vide, at den måtte de ikke have mere. At den kun var for ressourcestærke patienter – patienter der ikke var psykotiske, aggressive eller sure.

Så man ville få undersøgelsen i sin eboks, hvis man var en ressourcestærk patient. Det var jeg åbenbart ikke, selvom at det er noget de altid har sagt til mig – under vilde protester fra min side 😉

Hvordan skal psykiatrien udvikle sig, hvis de ikke vil høre det negative? Jeg tænker også, at hvis man vitterligt er så psykotisk, at man ikke kan bruges til en sådan undersøgelse, om det så er forsvarligt at blive udskrevet?

Jeg ved godt, at man ikke får noget ud af at skrive på den måde, jeg gør. At man ikke skal skrive anklagende, for så gider folk ikke at lytte. Men det er ikke min erfaring, at psykiatrien gider lytte lige meget hvordan man formulerer sig. Ikke hvis man er uenig. Hvis man er psykiatrisk patient og har en anden mening end dem, så er det lige meget hvordan man formulerer sig. Så er man bare psykotisk og/eller emotionel ustabil og vil have sin vilje/have særbehandling/mv.

Jeg har en tid (et møde) i F-ACT i morgen. Min bostøtte havde spurgt dem sidst om de anerkender mine diagnoser, og det havde de svaret ja til. Det tror jeg nu han har misforstået, for ellers havde de vel kontaktet mig om dette? Jeg kan måske være så heldig at blive (gen)udredt. Men hvordan skal jeg stole på, at psykiatrien vil mig det bedste? Hvordan skal jeg stole på, at de ikke bare mener, at jeg har borderline og ikke skal have min vilje, som Cecilie Skovbjerg skriver her: https://www.autismeungdom.dk/post/historier-fra-autister-i-psykiatrien

Jeg har ofte oplevet, at de har ment, at jeg ville have særbehandling på trods af, at jeg har sagt 1000 gange, at jeg ikke vil have særbehandling, og at de har misforstået mig.

Jeg ville have afsluttet med nogle journalnotater fra forskellige læger der bekræfter det ovenstående, men det er vist rigelig langt nu.

Hvorfor jeg ikke bare komme videre? Hvorfor hænger jeg mig i fortiden? Fordi jeg ikke kan få hjælp, fordi jeg er traumatiseret, fordi jeg har svært ved uretfærdighed, og af mange andre grunde.