⚖️ Hvem vogter vogterne?

📷 Photo by Jenean Newcomb on Unsplash

– om habilitet, netværk og retssikkerhed i psykiatrien

🕸️ Et lille land med store forbindelser

Danmark er et lille land.
I psykiatrien mærkes det ekstra tydeligt — for her kender næsten alle hinanden.

Når man som patient klager over tvang, møder man ofte de samme navne igen og igen:
først som læge, siden som nævnsmedlem, måske senere som rådgiver eller konsulent.

Og så begynder spørgsmålet at presse sig på:

Hvordan kan en borger få en uvildig behandling i et klagesystem,
hvor nævnsmedlemmer har haft behandlingsansvar for én tidligere —
eller kender de samme kolleger, man klager over?

⚖️ Et systemisk sammenfald

I min egen sag har jeg dokumenteret flere eksempler:

• Et nævnsmedlem, der var min behandlende overlæge i 2013–2014, deltog i afgørelsen af min klage i 2025.
• En tidligere inspektionschef fra Folketingets Ombudsmand sidder i det nævn, borgerne klager til – samtidig som det er Ombudsmanden, man skal klage videre til.
• En cheflæge fra det center, jeg klager over, oplyser på LinkedIn, at han tidligere sad i Ankenævnet for Patienterstatningen – som nu skal vurdere min erstatningssag.
• Og et afdødt nævnsmedlem står fortsat som aktiv suppleant på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside, over et år efter sin død.

Det er ikke et personligt angreb på nogen.
Det er et billede på, hvordan systemet hænger sammen – og hvor svært det er at få en uafhængig vurdering, når netværket selv er nævnet.

📚 Dokumentation og mønster

Jeg har dokumentation for alt det ovenstående.
Jeg viser det ikke offentligt, fordi det indeholder persondata – men jeg kan fremlægge det, hvis nogen betvivler, at det er sandt.

Dokumentationen viser:

• at jeg i både 2022 og 2025 genkendte nævnsmedlemmer som tidligere behandlere,
• at en og samme læge deltog i to afgørelser om mig – først som behandler, siden som dommer,
• og at systemet aldrig vurderede habilitet, selvom forvaltningsloven kræver det.

💬 Et citat fra min anke

Jeg skrev dengang:

“Det er svært at forstå – for jeg vil virkelig gerne vide, hvordan man så kan skrive, at jeg er en ’meget urolig patient’?
Nok på samme måde som dengang de stadfæstede lægens vurdering om, at jeg havde været truende – selvom lægen ikke fremkom med et eneste eksempel herpå.
(I kan jo spørge hende, da hun er i ankenævnet.)”

Samme læge, som jeg nævner her, deltog faktisk i afgørelsen af min anke.
For mig er det ikke bare en fejl — det er et tegn på, at sagen ikke er blevet læst med den grundighed eller afstand, som retssikkerheden kræver.

🔍 Et større spørgsmål

Det her handler ikke kun om min sag.
Det handler om hele strukturen:

• Når klageinstanserne og behandlingssystemet deles om de samme mennesker,
• når der ikke sker systematisk habilitetsscreening,
• og når myndighedernes egne hjemmesider ikke engang er opdaterede,
  så bliver borgernes tillid til retssikkerheden et offer for de relationer, der burde holdes ude af afgørelseslokalet.

Så hvem vogter vogterne?
Og hvem passer på, at ingen af dem – heller ikke de døde – stadig sidder med ved bordet?

🕊️ Knud, giv mig sindsro

“Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.”

Min bror plejede at sige “Knud” i stedet for “Gud”.
Han mente, at det gav lidt mere jordforbindelse.
Og måske har han ret.

Jeg har tænkt meget på den bøn det sidste år.
For der er dage, hvor jeg virkelig kunne bruge en Knud.

For jeg vil virkelig gerne have sindsro.
Men hvordan får man sindsro, når det, der skulle være retfærdigt, bliver et mareridt af fejl, tavshed og selvmodsigelser?
Jeg ville ønske, jeg kunne slippe alt det her — alle klagerne, bilagene, pdf’erne, sagsnumrene og de lange mails, der aldrig bliver besvaret.
Jeg ville ønske, jeg kunne nøjes med at trække vejret, gå en tur med hunden og ikke tænke mere over det.
Men uretfærdighed har det med at sætte sig fast som en splint i hjertet.
Den skal ikke renses væk med vrede, men den forsvinder heller ikke af at blive tiet ihjel.

Jeg har prøvet at være “den pæne borger”.
Den, der accepterer, smiler, og fortsætter som om intet er hændt.
Men hvad gør man, når det sker igen og igen?
Hvornår bliver tålmodighed til medskyld?

⚖️ Et mønster af små fejl – og store konsekvenser

Når jeg ser tilbage på min sag, ser jeg ikke ét stort drama, men hundrede små.

• Et møde, hvor jeg fik forkert tidspunkt.
• En patientrådgiver, der ikke blev indkaldt.
• En anke jeg vedhæftede som PDF, men som de senere “ikke havde modtaget”.
• Breve, jeg fik måneder for sent – eller aldrig.
• En afgørelse, hvor der stod, at jeg “havde klaget uden bemærkninger”, selvom min anke var otte sider lang.
• En læge, der burde have været erklæret inhabil, men deltog i afgørelsen.
• En genoptagelsessag, hvor jeg igen måtte bevise, at de faktisk havde modtaget det, jeg sendte.
• Og nu – en hjemmeside, der stadig viser et nævnsmedlem, som døde for over et år siden.

For en udenforstående lyder det måske som småting.
Men når det gentager sig, bliver det ikke “små fejl”.
Det bliver et system, der ikke tager ansvar for sine egne handlinger – og som langsomt suger modet ud af de mennesker, der prøver at gøre det rigtige.

🧩 Det handler ikke kun om mig

Jeg tænker tit på det ord: sindsro.
Det lyder så fredfyldt.
Men måske handler det ikke om at blive rolig —
måske handler det om at blive hel.

Jeg kan ikke finde sindsro i at lade stå til.
Jeg skriver ikke for at få ret, men for at blive hørt.
Ikke, når stilheden bliver brugt som argument for, at alt er i orden.
Ikke, når mennesker som mig — og mange andre — bliver gjort usynlige bag formularer, ventetider og standardfraser.
Og jeg har lært, at orden uden ansvar ikke giver sindsro – den giver opgivenhed.

Jeg søger stadig roen.
Men jeg tror, min sindsro bor et andet sted.
Måske hos Knud.
Måske i sandheden.
Måske i modet til at sige:

“Jeg kan ikke tie stille.
For det handler ikke kun om mig.”

🕊️ Og derfor, Knud…

Jeg prøver virkelig at finde den sindsro.
Men jeg tror, den må se lidt anderledes ud for sådan nogle som mig.

Måske er min sindsro ikke stilhed, men klarhed.
Ikke overgivelse, men gennemsigtighed.
Måske handler det om at turde blive ved med at tale, selv når de ikke lytter.

Så Knud, hvis du stadig lytter:
giv mig styrke til at blive ved med at kalde fejl for fejl,
mod til at tro på, at sandheden gør en forskel,
og sindsro nok til ikke at lade systemets forvirring blive min egen.

(Og mind mig om, at det altid handler om mennesker – for mennesker.)