“Traume: Intet” – hvorfor det nogle gange betyder det modsatte

📷 Nogle reaktioner ligner ingenting, før man ser dem tæt på. Og nogle "rolige" overflader er bare det, der er tilbage, når kroppen lukker ned. Foto: Aaron Burden (Unsplash).

For nylig skrev jeg om, når kærlighed også gør ondt – ikke som anklage, men som et forsøg på at holde to sandheder på én gang: At nogen kan elske én, og at man alligevel kan få ar.

Og når den samme misforståelse flytter ind i journalen, får den pludselig stempel og autoritet – og så kan “ingenting” komme til at koste dyrt.

I dag vil jeg skrive om noget, der stadig føles næsten absurd:

Hvordan kan et menneske gå gennem et helt voksenliv og være overbevist om, at “traumer” ikke angår én … og så pludselig begynde at opdage, at alt peger på det?

Og hvordan kan et behandlingssystem sidde med alle brikkerne – og alligevel skrive en linje, der lukker døren:

“Traume: Intet.”
Det lyder definitivt. Men nogle gange er det netop dér, misforståelsen begynder.

Det her er ikke et indlæg om skyld.
Det er et indlæg om mekanismer. Om hvorfor det kan gå galt – og hvad man kan gøre bedre.

Min livshistorie (og hvorfor den sætning er vigtig)

Da jeg var yngre, opstod idéen til at skrive en livshistorie i en chat, hvor vi delte vores historier med hinanden. Senere lagde min veninde sin historie på sin hjemmeside, og jeg valgte at gøre det samme.

På det tidspunkt beskrev jeg min opvækst sådan her:

“Jeg er født i 1975 og opvokset i en harmonisk familie…”

Da min bror senere læste det, spurgte han:

“Mener du virkelig, at vi er vokset op i en harmonisk familie?”

Dengang mente jeg ja.

Og det er præcis dér, pointen starter:
Man kan være et intelligent voksent menneske – og stadig mangle begreberne.
Man kan have overlevet ved at minimere – og så bliver minimisering ens “sandhed”.

En vigtig grænse (så ingen behøver gætte med)

Jeg kommer ikke til at udlevere detaljer om min familie eller private hændelser.
Jeg kommer til at beskrive belastninger på kategori-niveau og med få, alment forståelige eksempler – fordi det her handler om mønstre og konsekvenser, ikke om at pege fingre.

Og fordi jeg gerne vil have, at du som læser bliver klogere uden at jeg skal betale med mit privatliv.

Hvordan kan man svare “intet”, når man ikke har haft “intet”?

Forestil dig, at du bliver spurgt:

“Har du traumer?”

Hvis du – som mange – forbinder “traume” med overfald, krig, vold, store dramatiske hændelser, så kan du ærligt svare:
“Nej.”

Hvis du samtidig har lært at være “nem”, “rolig”, “fornuftig” og ikke skabe drama, så svarer du endnu hurtigere:
“Nej.”

Hvis du oveni det har svært ved at mærke og navngive følelser (eller bliver helt træt, når du er ked af det), så svarer du måske:
“Det ved jeg ikke … men nej.”

Og hvis du er vokset op med, at andres følelser fyldte meget, så kan ordet “traume” føles som et forræderi.
Så svarer du:
“Nej.”

Det er ikke løgn. Det er overlevelse.

Hvad kan “traumer” være, uden at det ligner en film?

Når jeg i dag bruger ordet traume, mener jeg ikke én enkelt dramatisk hændelse. Jeg mener kumulative belastninger: Gentagne perioder med utryghed, afmagt og ansvar, der bliver for stort for et barn/ungt menneske – og som sætter sig i nervesystemet.

Hos mig handler det blandt andet om:

• Gentagne hospitalsforløb i barndommen og teenagetiden, hvor kroppen og hverdagen igen og igen blev “taget ud af drift” og gjort til noget, andre havde kontrol over.
• Episoder med besvimelser og den helt primitive utryghed ved at “vågne op alle mulige steder” – og alligevel lære at sige: “Mor, jeg har det fint.”
• En periode i mine sene teenageår, hvor jeg mistede tre helt centrale mennesker indenfor cirka halvandet år (min morfar, min far og min mormor) – uden at vi som familie fik hjælp til at bære det.
• Og et mønster af tidlig “funktionalitet”: At jeg kunne virke okay udadtil, mens jeg indeni havde kvalme, maveproblemer, svimmelhed og et konstant alarmberedskab.

Jeg ved ikke, om alt det ‘tæller’ som traume i klassisk forstand – men kroppen tæller.

Men jeg ved, hvad det gjorde ved mig:
Det lærte mig at klare mig.
At minimere.
At slukke.
At blive træt, når jeg var ked af det.
At være rolig på overfladen, når kroppen var i panik.

Og det er her, fejlen bliver dyr.

Når “rolig” bliver tolket som “ligeglad”

Der findes en bestemt type misforståelse, som kan ødelægge et helt behandlingsforløb:

At det, der i virkeligheden er shutdown / dissociation / følelsesnedsættelse, bliver læst som:

• ligegyldighed
• bagatellisering
• kulde
• manglende indlevelse
• “forkert” personlighed

I mine journaler findes formuleringer som “upåfaldende og følelsesløs” – og endda ordet “følelseskold” i forbindelse med alvorlig suicidalitet.

Jeg forstår godt, at personalet skal reagere på risiko og adfærd. Sikkerhed først.

Men ordet “følelseskold” er ikke en neutral observation.
Det er en moralsk farvning af et nervesystem, der lukker ned.

Og når man først bliver læst som “kold”, så bliver alt andet også lettere læst som forkert.

Det er ikke bare et sprogproblem.
Det bliver til en behandlingsfejl, når sproget styrer fortolkningen.

Et eksempel på fejllæsning i praksis (journaluddrag, juli 2013)

En vigtig nuance før jeg citerer journalen:
De mennesker, jeg mødte dengang, var ikke “onde”. Tværtimod: Lægen gav mig konkrete råd og var usædvanligt åben for ikke at medicinere bare for at medicinere. Og sygeplejersken var dygtig og nærværende på sin egen (lidt skrappe) måde.

Det gør det kun mere lærerigt: Selv når intentionerne er gode, kan et nervesystem i shutdown blive læst som “kulde”.

Journalcitat:
Pt. bliver vurderet at være i selvmordsrisiko 2 på grund af oplysninger fra plejepersonalets oplysninger fra situation i går aftes, da pt. ved et tilfælde bliver fundet i færd med at forberede nyt selvmordsforsøg. Plejepersonalet oplyser, at pt. har været ret upåfaldende og følelsesløs og, endnu værre, følelseskold efterfølgende.

Vi fortsætter rp. indlæggelse på lukket afdeling
rp. skærpet fast vagt

Uden den historie, var undertegnede ikke i tvivl om, at pt. godt kunne komme på åben afdeling.

Det store “hvordan kan det ske?”

Her er den mekanisme, jeg tror mange fagfolk undervurderer:

1) Patienten svarer “intet”, fordi spørgsmålet er forkert stillet

Ikke af ond vilje, men fordi:

• “traume” lyder som noget, der skal være ekstremt
• patienten mangler ord og rammer
• loyale børn beskytter deres familie (og deres egen selvforståelse)

2) Patienten virker rolig, fordi kroppen er i overlevelse

Man kan sidde stille og smile, mens man er ved at dø indeni.

Og ja: nogle bliver mest rolige lige før eller efter noget ekstremt, fordi kroppen lukker ned for at overleve.

3) Systemet tolker roen som tegn på fravær af traume (eller som noget patologisk)

“Du virker jo ikke påvirket.”
“Du smiler.”
“Du svarer kort.”
“Du er upåfaldende.”

Og så glider man lynhurtigt over i andre forklaringsmodeller – ofte nogle, der handler om “sygdom i hjernen” eller “problematisk personlighed”.

4) Når først fortællingen er lagt, bliver alt filtreret gennem den

Så bliver “træt” til “afvisende”.
“langsom” til “afglidende”.
“smil” til “inkongruent”.
“jeg har det fint” til “manglende indsigt”.

Og pludselig er “Traume: Intet” ikke bare en note.
Det bliver en ramme, der bestemmer hvad man kan se – og ikke kan se.

Hvad kan fagfolk gøre bedre? (helt konkret)

Hvis du arbejder med mennesker, der har det svært, så er her en checkliste, jeg ville ønske var blevet brugt på mig:

Spørg ikke kun: “Har du traumer?”

Spørg også:

• “Har der været perioder, hvor du måtte klare meget alene?”
• “Har du oplevet gentagne sygdomsforløb, indlæggelser eller undersøgelser som barn/ung?”
• “Har du haft mange fysiske symptomer (mave, kvalme, svimmelhed), som ingen kunne forklare?”
• “Bliver du meget træt, når du bliver ked af det eller presset?”
• “Har du oplevet tab, ansvar eller beslutninger, der var for store for din alder?”

Giv eksempler – ellers kan patienten ikke svare

Mange svarer “nej” fordi de ikke ved, hvad du mener.

Antag, at “ingen traumer” kan være et foreløbigt svar

Sig f.eks.:

“Mange svarer nej første gang. Vi kan altid vende tilbage til det senere, hvis du får flere ord for det.”

Det skaber sikkerhed.

Læs “inkongruens” som et signal, ikke en dom

Smil, grin, latenstid, monotoni, “upåfaldende” fremtoning kan være shutdown.

Skriv neutralt:

• “affektflad/affektfattig”
• “muligt dissociativt præg”
• “begrænset følelsesudtryk” i stedet for “kold”, “ligeglad”, “manipulerende”.

Giv mulighed for at svare skriftligt

Nogle mennesker kan tænke klart på tekst, men lukker ned i et rum med pres.

Spørg: “Hvordan ser det ud indeni – ikke udenpå?”

Det er hele forskellen.

Til dig, der læser med og tænker: “Hvad med mig?”

Hvis du selv er typen, der siger “jeg har det fint”, så er her tre spørgsmål, der kan åbne en dør uden at du behøver udlevere dig selv:

1. Hvad var “normalt” hjemme hos mig, som ikke ville være normalt for andre?
2. Hvilke situationer har jeg altid haft en dårlig fornemmelse af – men aldrig kaldt noget?
3. Hvad gør min krop, når jeg er ked af det eller bange? (træthed, kvalme, svimmelhed, tomhed, frys)

Du behøver ikke have “en stor historie” for at have et nervesystem, der har lært overlevelse.

Hvorfor jeg skriver det her

Jeg skriver det her, fordi jeg tror, vi har for mange mennesker, der bliver fejl-læst.

Ikke fordi fagfolk vil skade.
Men fordi systemer uden dyb traumeviden ofte ser symptomerne – og misser årsagen.

Og så får vi et liv, hvor man bliver behandlet for det, man “ser ud til” – i stedet for det, man faktisk lever med.

Hvis jeg kan bidrage til, at én fagperson spørger lidt bedre …
eller at én læser opdager noget tidligere i sit eget liv …

… så er det her ikke bare en personlig historie.

Så er det en lille reparation i verden.

📚 Videnskaben bag

Hvis du bedst kan lide ting, der kan spores i forskning og reviews, kommer her den korte “videnskaben bag”-version af det, jeg lige har beskrevet. Du kan også springe direkte til referencerne nederst, hvis du bare vil tjekke kilderne.

Når nogen med kompleks PTSD (K-PTSD) bliver misforstået som “kold”, “bagatelliserende” eller “afglidende”, er det ofte ikke fordi personen ikke føler noget – men fordi vedkommende overlever.

1) Internalisering: når traumet vender indad

Forskning peger på, at negative selvopfattelser og selvbebrejdelser er en af de stærkeste markører ved K-PTSD. Karatzias et al. (2018) fandt, at netop negative selvopfattelser og selvbebrejdelser var den stærkeste prædiktor for K-PTSD (OR 2.43).

Konsekvensen i praksis: Man siger “det er sikkert mig der overdriver” og “jeg har det fint” – også når man ikke har.

2) Emotionel undertrykkelse, undgåelse og “forkert” affekt

Studier peger på, at emotionel undertrykkelse (expressive suppression), undgåelse og følelsesmæssig inkongruens kan være særligt fremtrædende ved K-PTSD.

Oversat til journalsprog: “griner”, “bagatelliserer”, “virker upåvirket” – men det kan være tegn på belastning, ikke fravær af alvor.

3) Invalidation + lav støtte = mere internalisering

Forskningen peger også på sammenhæng mellem lav social støtte, negativt selvkoncept og internalisering ved K-PTSD.

4) Skam, selvkritik og moral injury

Der findes også evidens for, at skam, selvkritik og oplevelsen af ikke at høre til kan forværre internalisering og traumebelastning.

5) Klinisk nøgle: det “stille” traumesprog

Et nyere traume-review (Olff et al., 2025) understreger, at klinikere bør være særligt opmærksomme på:

• atypisk affekt
• inkongruente følelsesudtryk
• dissociation
• langsomme/afbrudte svar
  … netop fordi det ellers let misfortolkes i systemer uden specialviden – og giver fejl i vurdering, behandling og risikoestimering.

Og ja: tvang kan i sig selv blive en traumekilde – her er den korte bonus med kilder.

🧷 Bonus: bæltefiksering, tvang og traumereaktioner

• Systematisk review beskriver, at isolation/seclusion og restraint kan være forbundet med PTSD-symptomer (varierende estimater). (Chieze 2019)
• Et RCT peger på, at en struktureret eftersamtale (post-coercion review) kan reducere PTSD-byrde hos patienter udsat for tvang. (Wullschleger 2021)
• Sammenlignende studie: højere oplevet tvang og posttraumatisk belastning ved bæltefiksering/kombo-indgreb end ved tvangsmedicin alene. (Guzmán-Parra 2019)
• Dansk/nordisk studie: PTSD-symptomer efter mekanisk fiksering hænger bl.a. sammen med oplevelsens centralitet/ydmygelse – ikke kun antal episoder. (Holm & Mors 2022)
• Systematisk review (thematic synthesis) af oplevelser dokumenterer frygt, magtesløshed, ydmygelse og re-traumatisering – og behov for struktureret støtte efter tvang. (Butterworth 2022)
• Stor national “trial emulation” (Schweiz) finder, at tvang samlet set er forbundet med dårligere mental tilstand ved udskrivning, og at mekanisk fiksering ser mest skadelig ud i deres analyse. (Baggio 2024)

Dato: 22.05.2018 – Visitation til DAT
Journalcitat: “Traume: Intet”
Patienten oplyser, at hun ikke har oplevet noget voldsomt eller traumatisk.

Jeg blev spurgt til traumer én gang, i et utrygt samtalerum, umiddelbart efter en fysisk og sensorisk belastende transport, som jeg gjorde opmærksom på, havde udløst angstanfald. Psykologen afviste min beskrivelse af angst (“det kan ikke passe, når du kan sidde så roligt”), hvilket er en form for invalidation kendt for at få patienter til at lukke ned eller minimere egne oplevelser.

Min baggrund rummede på dette tidspunkt flere veldokumenterede risikofaktorer for udvikling af traumer, herunder:

• Fem tidligere bæltefikseringer (2013-2014)
• Fastholdelser og tvangsmedicinering
• Langvarige indlæggelser
• Suicidale kriser og selvskadehistorik

Disse forhold var kendte via journaloplysningerne, men indgik ikke i traumekortlægningen.
I et systematisk review varierer rapporterede andele af PTSD-/posttraumatiske stressreaktioner efter seclusion/restraint fra ca. 25–47% i de inkluderede studier (Chièze 2019; refereret i Butterworth 2022). I et dansk studie hænger PTSD-symptomer efter mekanisk fiksering bl.a. sammen med, hvor centralt patienten oplever episoden i sin identitet — ikke kun antal episoder (Holm & Mors, 2021/online 2021).

💥 Mere fra Krigerprinsessen

• Læs også “Når kærlighed også gør ondt”

🔗 Referenceliste

Artiklerne kan søges frem på https://www.doi.org/ (næsten nederst på siden).

A) K-PTSD, internalisering, affekt, skam

• Karatzias, T., Shevlin, M., Hyland, P., Brewin, C. R., Cloitre, M., Bradley, A., Kitchiner, N. J., Jumbe, S., Bisson, J. I., & Roberts, N. P. (2018). The role of negative cognitions, emotion regulation strategies, and attachment style in complex post-traumatic stress disorder. British Journal of Clinical Psychology, 57(3), 240-251. doi:10.1111/bjc.12172
• Fernández-Fillol, C., Pitsiakou, C., Pérez-García, M., Teva, I., & Hidalgo-Ruzzante, N. (2021). Complex PTSD in survivors of intimate partner violence: Risk factors related to symptoms and diagnosis. European Journal of Psychotraumatology, 12(1), 2003616. doi:10.1080/20008198.2021.2003616
• McGinty, G., Fox, R., Roberts, B., Makhashvili, N., Javakhishvili, J. D., & Hyland, P. (2023). Post-traumatic stress disorder, complex post-traumatic stress disorder, and coping styles among internally displaced Ukrainians. Journal of Loss and Trauma, 28(8), 677-692. doi:10.1080/15325024.2023.2217002
• Simon, N., Roberts, N. P., Lewis, C. E., van Gelderen, M., & Bisson, J. I. (2019). Associations between perceived social support, PTSD and complex PTSD: Implications for treatment. European Journal of Psychotraumatology, 10(1), 1573129. doi:10.1080/20008198.2019.1573129
• Omidbakhsh, Z., Mohammadi, Z., & Soltanabadi, S. (2025). Childhood maltreatment and complex PTSD: A systematic literature review. Trauma, Violence, & Abuse. doi:10.1177/15248380251320985
• Zerach, G., & Levi-Belz, Y. (2022). Moral injury, depression, and anxiety symptoms among health and social care workers during the COVID-19 pandemic: The moderating role of belongingness. International Journal of Social Psychiatry, 68(5), 1020-1031. doi:10.1177/00207640221099421
• Ashfield, E., Chan, C., & Lee, D. (2020). Building “a compassionate armour”: The journey to develop strength and self-compassion in a group treatment for complex PTSD. Psychology and Psychotherapy: Theory, Research and Practice, 94(4), 1002-1021. doi:10.1111/papt.12275
• Olff, M., Hein, I., Amstadter, A. B., Armour, C., Birkeland, M. S., Bui, E., Cloitre, M., Ehlers, A., Ford, J. D., Greene, T., Hansen, M., Harnett, N. G., Kaminer, D., Lewis, C., Minelli, A., Niles, B., Nugent, N. R., Roberts, N., Price, M., … Vujanovic, A. A. (2025). The impact of trauma and how to intervene: A narrative review of psychotraumatology over the past 15 years. European Journal of Psychotraumatology, 16(1), 2458406. doi:10.1080/20008066.2025.2458406

B) Tvang, bæltefiksering, seclusion/restraint og traumebelastning

• Chieze, M., Hurst, S., Sentissi, O., & Kaiser, S. (2019). Effects of seclusion and restraint in adult psychiatry: A systematic review. Frontiers in Psychiatry, 10, 491. doi:10.3389/fpsyt.2019.00491
• Wullschleger, A., Vandamme, A., Mielau, J., et al. (2021). Effect of standardized post-coercion review session on symptoms of PTSD: Results from a randomized controlled trial. European Archives of Psychiatry and Clinical Neuroscience, 271(6), 1077-1087. doi:10.1007/s00406-020-01215-x
• Guzmán-Parra, J., Aguilera-Serrano, C., García-Sánchez, J. A., et al. (2019). Experience of coercion, post-traumatic stress, and satisfaction with treatment associated with different coercive measures during psychiatric hospitalization. International Journal of Mental Health Nursing, 28(2), 448-456. doi:10.1111/inm.12546
• Holm, T., & Mors, O. (2022). Psychological adjustment following mechanical restraint in individuals with schizophrenia. Nordic Journal of Psychiatry, 76(2), 104-113. doi:10.1080/08039488.2021.1939417
• Baggio, S., Kaiser, S., Huber, C. G., & Wullschleger, A. (2024). Effect of coercive measures on mental health status in adult psychiatric populations: A nationwide trial emulation. Epidemiology and Psychiatric Sciences, 33, e35. doi:10.1017/S2045796024000416
• Butterworth, H., Wood, L., & Rowe, S. (2022). Patients’ and staff members’ experiences of restrictive practices in acute mental health in-patient settings: A systematic review and thematic synthesis. BJPsych Open, 8(6), e178. doi:10.1192/bjo.2022.574