To tekster – én virkelighed

📷 Overlevelse kan ligne manipulation, når man kun ser adfærd — og ikke mennesket.

Diagnose: Utrættelig

Et kapitel fra Synlighedsarkivet

Nogle vil mene, at jeg har haft mange diagnoser. Men den vigtigste har aldrig stået i journalen:
Utrættelig.

Dette er ikke en klage. Det er et vidnesbyrd.
Ikke for at få medlidenhed – men for ikke at forsvinde.
For at vise, hvad der sker, når et menneske langsomt gøres usynligt – og forsøger at holde fast i sin stemme, før den bliver vendt imod én.

Først får du et blik indefra – hvordan det føles.
Bagefter et blik udefra – hvordan det skete.
Læs dem sammen, og du vil måske se:
Det handler ikke om opmærksomhed. Det handler om overlevelse.
Når overlevelse bliver læst som ‘opmærksomhedssøgen’, bliver mennesker gjort usynlige — og det er det, de her to tekster handler om.

Del 1: Til dig, der har magten til at læse mig som case – eller som menneske

En stemme du ikke skal “hjælpe” – men måske høre

Hvis det virkelig var opmærksomhed, jeg hungrede efter –
så ville jeg nok have valgt en anden metode end at vise jer mine mest skamfulde, sårbare og desperate sider.

Det her handler ikke om behovet for rampelys.
Det handler om behovet for forbindelse –
noget der er afgørende for overlevelse.
Også min.

I virkeligheden siger “du er opmærksomhedssøgende” bare:

“Din smerte gør mig utryg, og jeg vil gerne slippe for at mærke den.”

Men jeg mærker den. Hver dag.

Jeg er bange for at forsvinde –
fordi jeg alt for ofte blev overset.

Ikke bare i små hverdagsting –
men i selve dét at være menneske.
I min smerte. I min værdighed. I min stemme.

Jeg råbte op, og I vendte jer bort.
Jeg forsøgte at samarbejde, og I kaldte mig besværlig.
Jeg strakte mig, og I sagde, at jeg ikke var i kontakt med virkeligheden.

I troede, I kunne adfærdskorrigere mig:
Skru lidt ned. Vær artig. Forsvind lidt.
Men I misforstod – for det var netop mit udgangspunkt.
Jeg var allerede stille. Jeres behandling havde den modsatte effekt.

Ingen kan være usynlig for evigt,
uden at begynde at tvivle på, om de overhovedet er til.

Så jeg lærte:
Hvis jeg ikke gør mig synlig –
så gør ingen det for mig.

Det er dér, frygten for at forsvinde bor.
Ikke som et symptom på psykisk lidelse –
men som en rationel erkendelse af, at systemet ikke holder øje med mig.

Så jeg holder øje med mig selv.
Også når jeg ikke orker.

Mine tekster er mit ekko.
De er modmagt mod udslettelse.
De er en vilje til at eksistere, midt i alt det der vil have mig til at tvivle.

Så ja – jeg er bange for at forsvinde.
Fordi jeg har prøvet at blive gjort usynlig.
Men jeg er her stadig.

Dette er ikke bare et forsøg på at forklare mig.
Det er et forsøg på at sætte et spejl op –
uden at det straks bliver kaldt appellering.

Jeg ønsker at give dig en mulighed for at reflektere over din position,
uden at du griber til forsvar.

Jeg kommer ikke tilbage.
Jeg skriver ikke for min skyld.
Jeg skriver for din.

Hvis du har læst dette med et åbent hjerte – hvilket jeg håber –
så har du fået et glimt af, hvad det vil sige at stå i den modsatte ende af systemet.
Ikke som diagnose. Ikke som case.
Men som et levende menneske med tab, tvivl – og en længsel efter ikke at blive slettet.

Hvis du ikke læser det med åbenhed …
så beviser det bare, hvorfor stemmer som min bliver væk.

Mit spørgsmål til dig er:

Kan du stadig huske, hvorfor du valgte det her fag?

Hvis det spørgsmål rammer … så er der stadig håb.
Hvis ikke – så ved jeg i det mindste, at jeg prøvede én sidste gang.

Jeg har brug for, at nogen husker.
Ikke nødvendigvis mig – men mennesker som mig.
Du kan være den, der holder vores historier i live — ved at læse os som mennesker.

Del 2: Manifest for den usynlige

Og fordi jeg ved, at ord nogle gange bliver læst og glemt, har jeg skrevet et manifest.

⚠️ Lad være med at gå med tingene i stilhed ⚠️
Der er sjældent noget, der løser sig af sig selv.
Du kommer til at få det værre og værre.

Folk vil dømme dig
for din adfærd, når du til sidst knækker.

De vil ikke kunne forstå,
hvorfor du pludselig tager sådan på vej.

Måske kendte de dig aldrig dengang,
du var et “ordentligt menneske”.

De vil dømme dig som:
emotionel ustabil – udadreagerende – doven – simulant – sortseer –
hende der ikke kæmper – hende der bare giver op.

Ingen er perfekte.
Men måske var man bare lidt bedre engang.
Måske kunne man lidt mere.

Det har de glemt –
eller aldrig oplevet.

Balancen

Det er en balancegang:
Du er nødt til at gøre opmærksom på, at du har det dårligt –
ellers tror de, at alt er godt.

Men hvis det er svært at bede om hjælp –
eller du ikke kan udtrykke det –
så skal du vise det på den “rigtige” måde.

Det er næsten umuligt,
når du ikke ved hvordan.

Og når du så til sidst får det så dårligt,
at alt håb føles ude –
så giver de op:

“Du har det for dårligt til, at vi kan hjælpe dig.”

Jeg var aldrig stærk, men jeg var måske usynlig

Jeg prøvede at tage en uddannelse.
Jeg prøvede at gøre tingene rigtigt.
Men det gik aldrig.

Jeg var aldrig god til noget.
Jeg lykkedes aldrig med noget.
Men jeg prøvede.

Nogle vidste, at jeg havde problemer –
men jeg var aldrig verbalt udadreagerende.
Aldrig emotionelt ustabil.
Aldrig tydeligt indadreagerende.

Jeg gled under radaren.

Fra jeg var 23 – blev det tydeligere.
Fra 26 – endnu mere.

Jeg fik hjælp, der gjorde tingene værre.

Det er svært at skrive det, men det er sandt.

Fra jeg var 38 –
selvskadende og suicidal.

Systemet begyndte for alvor at dømme mig.
Fordommene kom for fuld styrke.

Jeg fik det værre og værre:

• Bæltefiksering
• Tvangsmedicinering
• Spærret inde – og ude fra min egen stue
• Regler, jeg ikke forstod

Selv mine nærmeste sagde,
at jeg ikke skulle kæmpe imod.

At det ikke var “mig imod personalet”.

Men jo flere læger og sundhedspersoner jeg mødte,
jo flere fordomme mødte jeg.

De kendte kun mig, som jeg var nu –
ikke den, jeg havde været engang.

Der var folk, der så glimt af det menneske, jeg havde været –
endda uden at kende mig før.
Men også de glimt blev pakket ind i systemets fordomme.

Jeg har troet hele mit liv,
at jeg var doven og forkælet.

Når jeg skal noget,
bliver jeg ofte voldsomt dårlig.

Bliver det aflyst,
går der en halv time,
så har jeg det bedre.

Er det dovenskab?
Er det simulation?

Nej.
Det er sådan mit nervesystem reagerer på pres.
Sådan har det altid været.

Forskellen er bare,
at nu bruger nogen det som bevis imod mig.