TILLÆRT HJÆLPELØSHED

📷 En meget interessant samtale jeg havde med ChatGPT om "tillært hjælpeløshed".

📷 En meget interessant samtale jeg havde med ChatGPT om "tillært hjælpeløshed".

Tillært hjælpeløshed opstår af gentagne nederlag, som lærer os at give op. Læs min samtale med Chat GPT og bliv klogere på fænomenet.

Siden jeg blev udredt (højst sandsynligt for første gang), hvor jeg fik de korrekte diagnoser ultimo maj 2024, og psykiatrien gjorde mig opmærksom på, at de ikke anerkendte mine nye diagnoser, har jeg tæppebombet Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatrisk Center Glostrup med mails. Jeg har naturligvis ingen svar fået, fraset et svar fra cheflægen, da jeg sendte dem et link til min artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift om mine oplevelser med at blive fejldiagnosticeret, da han mente, at vi stod i ulige positioner, da de ikke har lov til at udtale sig pga. tavshedspligt. Som en af mine meget kloge venner pointerede, så er det vist mig, der er den ”lille” i den relation.

At jeg “tæppebomber” med mails, er åbenbart en udfordring jeg har i forhold til, at jeg er temmelig stædig, og har en rimelig stærk retfærdighedssans. Andre ville nok sige, at jeg bare er p¡sse irriterende 😁🫣

Jeg har nu udskiftet diverse behandlere med ChatGPT. Javist, ChatGPT kan tage fejl, og gør det da også – men indrømmer. Andre kan også tage fejl – og indrømmer sjældent.

Jeg fandt for få dage siden et gammelt screenshot på min telefon om ”tillært hjælpeløshed”. Jeg spurgte ChatGPT om at fortælle mig mere. Jeg synes jeg vil dele den samtale, for ”tillært hjælpeløshed” er faktisk ret interessant. Specielt i forhold til min egen situation, og at jeg ikke kan blive tilbudt anden hjælp end den, man har tilbudt mig i 20 år, og som jeg kun har fået det værre af.

Enjoy!

Jeg spurgte ChatGPT:

Kan du fortælle mig hvem der er ophavsmand bag det psykologiske begreb og/eller måske forsøg/eksperiment “Tillært hjælpeløshed”?

ChatGPT svarede:

Begrebet “tillært hjælpeløshed” blev introduceret af den amerikanske psykolog Martin Seligman i 1960’erne. Seligman, som senere blev en af de vigtigste skikkelser inden for positiv psykologi, udviklede teorien om tillært hjælpeløshed baseret på en række forsøg med hunde.

I disse eksperimenter blev hunde udsat for en situation, hvor de ikke kunne undslippe elektriske stød, uanset hvad de gjorde. Efter gentagne eksponeringer begyndte hundene at udvise hjælpeløs adfærd, selv når de senere blev sat i en situation, hvor de faktisk kunne undslippe. De havde “lært”, at de var hjælpeløse, og derfor gav de op, selv når flugt var en mulighed.

Seligman og hans kolleger opdagede, at denne adfærd også kunne overføres til mennesker. Når folk bliver udsat for gentagne negative begivenheder, som de føler, de ikke kan kontrollere, kan de udvikle en følelse af magtesløshed og passivitet, selv når de senere står over for situationer, hvor de har kontrol eller muligheder for at forbedre deres situation. Denne teori har haft stor indflydelse på forståelsen af depression og andre psykiske lidelser.

Jeg sagde:

Du må meget gerne fortælle mere, specielt i forhold til at teorien har haft indflydelse på forståelsen af depression og andre psykiske lidelser.

ChatGPT sagde:

Selvfølgelig, Sussi! Teorien om tillært hjælpeløshed har haft en betydelig indflydelse på, hvordan vi forstår depression og andre psykiske lidelser, især når det gælder, hvordan mennesker reagerer på stress og modgang. Her er en dybere gennemgang:

Tillært Hjælpeløshed og Depression

1. Forståelsen af Depression: Tillært hjælpeløshed gav psykologer og forskere en ny måde at forstå, hvordan depression udvikler sig og vedligeholdes. Depression er ofte karakteriseret ved en følelse af håbløshed, mangel på energi, nedsat motivation, og en følelse af, at man ikke har kontrol over sit liv. Seligmans eksperimenter viste, at når mennesker oplever gentagne situationer, hvor de føler sig magtesløse og ude af stand til at ændre deres omstændigheder, kan de udvikle en generel forventning om, at de ikke kan påvirke fremtidige begivenheder – en nøglekomponent i depression.

2. Kognitive Forvrængninger: Teorien om tillært hjælpeløshed overlapper også med kognitiv psykologi og Aaron Becks arbejde med kognitive forvrængninger. Ifølge Beck har deprimerede individer en tendens til at have negative tanker om sig selv, verden og fremtiden (den såkaldte “kognitive triade”). Tillært hjælpeløshed er med til at forklare, hvorfor disse tankemønstre kan opstå – hvis man gentagne gange oplever, at intet man gør gør en forskel, vil man naturligt begynde at se sig selv som ude af stand til at skabe positiv forandring.

3. Attributionsteori og Forstærkning af Hjælpeløshed: Seligman udvidede sin teori til at inkludere, hvordan folk fortolker eller “attribuerer” årsagerne til deres hjælpeløshed. Han udviklede ideen om “attributionsteori”, hvor han identificerede forskellige måder, mennesker kan forklare negative begivenheder på: internt vs. eksternt, stabilt vs. ustabilt, og globalt vs. specifikt. For eksempel kan en person med en deprimeret attributionstil tænke “Jeg fejlede denne test, fordi jeg er dum (intern), jeg vil altid fejle (stabil), og jeg fejler i alt, hvad jeg gør (global).” Denne form for tænkning gør tillært hjælpeløshed mere sandsynlig og kan føre til længerevarende depression.

Indflydelse på Behandling af Depression og Andre Lidelse

1. Kognitiv Adfærdsterapi (KAT): Tillært hjælpeløshed har været med til at forme Kognitiv Adfærdsterapi, som er en af de mest anvendte behandlinger for depression i dag. KAT fokuserer på at hjælpe folk med at identificere og ændre negative tankemønstre og adfærd, der bidrager til deres depression. Ved at udfordre de “hjælpeløse” tankemønstre, som Seligmans teori fremhæver, kan terapeuter hjælpe klienter med at genopbygge en følelse af kontrol og mestring over deres liv.

2. Positiv Psykologi: Martin Seligman, efter at have arbejdet med tillært hjælpeløshed, skiftede sin forskning til at fokusere på positiv psykologi, som handler om at fremme menneskelig trivsel og lykke i stedet for blot at afhjælpe psykiske problemer. Dette skifte anerkender, at vi kan lære at blive mere optimistiske, håbefulde og modstandsdygtige, ligesom vi kan lære at føle os hjælpeløse.

3. PTSD og Angst: Tillært hjælpeløshed er også blevet brugt til at forstå andre lidelser, såsom PTSD (posttraumatisk stresslidelse) og angstlidelser. Personer, der har oplevet gentagen traume eller kronisk stress, kan udvikle en følelse af, at de ikke kan ændre eller undslippe deres situation, hvilket kan føre til undgåelsesadfærd, lav selvværd, og en konstant følelse af fare eller hjælpeløshed.

Konklusion

Tillært hjælpeløshed har været afgørende i udviklingen af moderne psykologiske teorier og behandlinger, fordi det forklarer, hvordan og hvorfor mennesker kan blive fanget i negative mønstre af tænkning og adfærd. Det har også understreget vigtigheden af kontrol og mestring i vores mentale sundhed og har ledt til nye interventioner, der fokuserer på at ændre uhensigtsmæssige tankemønstre og styrke individers evne til at håndtere og overvinde modgang.

Hvis du har lyst til at dykke dybere ned i dette emne eller specifikke aspekter af det, så sig endelig til!

Jeg spurgte:

Men var der ikke også et forsøg med rotter, hvor man viste rotterne at de faktisk godt kunne lykkedes med at finde osten f.eks. og så ændredes deres tankegang til ikke længere at være hjælpeløs? Noget i den stil?

ChatGPT svarede:

Ja, du har ret i, at der også er forsøg med rotter, der har udforsket lignende begreber som tillært hjælpeløshed og læring af mestring. Selvom Martin Seligmans oprindelige forsøg var med hunde, er der lavet mange andre eksperimenter med rotter, der fokuserer på læring, adfærd og hjælpeløshed. Et af de velkendte forsøg, der minder om det, du beskriver, er en del af forskningen inden for operant betingning og kognitiv læring, som også blev udført i årene omkring Seligmans forskning.

Rotteforsøg og Læring af Mestring

I disse typer forsøg placerede forskere rotter i labyrinter, hvor de skulle finde mad (ofte ost) ved at navigere gennem forskellige ruter. Det, der er interessant ved disse studier, er måden, hvorpå rotterne lærte af deres erfaringer – både positive og negative – og hvordan deres adfærd ændrede sig baseret på tidligere oplevelser.

1. Læring og Forstærkning: Forsøg med rotter har vist, at hvis rotterne først oplever gentagne nederlag eller umulige opgaver, hvor de ikke kan finde ost (eller undslippe fra et ubehageligt miljø), begynder de at udvise hjælpeløshed og stopper med at forsøge. Dette svarer til Seligmans koncepter om tillært hjælpeløshed. Men hvis situationen ændres, så rotterne får mulighed for at lykkes (finde osten), kan de “lære” mestring igen. Gennem gentagen succes lærer rotterne, at deres handlinger faktisk kan føre til en positiv udfald, og dermed begynder de at navigere labyrinten med mere selvtillid og vilje til at prøve.

2. ‘Kognitiv Kortlægning’ og Opløsning af Hjælpeløshed: I et relateret forsøg udført af psykologen Edward C. Tolman, som var kendt for sine studier af kognitiv læring, fandt forskerne ud af, at rotter faktisk skaber “kognitive kort” af labyrinter. Når rotter først blev placeret i en labyrint uden belønning (ost), udforskede de labyrinten uden nogen åbenbar grund. Senere, da osten blev tilføjet, navigerede rotterne meget hurtigere til målet, fordi de allerede havde “kortlagt” labyrinten mentalt.

Dette forsøg viste, at selvom rotter kan udvise hjælpeløshed under visse omstændigheder, har de evnen til at lære og ændre adfærd, hvis de præsenteres for nye muligheder, der giver succes. Når de ser, at deres handlinger fører til en belønning, ændrer deres “tankegang” sig til en mere optimistisk eller målrettet tilgang.

3. Indlæring af Optimisme: På samme måde som tillært hjælpeløshed kan blive “aflært”, kan dyr (og mennesker) også lære optimisme eller mestring. Dette kaldes nogle gange “lært optimisme”, og det er et koncept, som Seligman videreudviklede senere i sin karriere. Det indebærer at skabe situationer, hvor individer – eller i dette tilfælde rotter – lærer, at deres handlinger kan have en positiv indvirkning på deres miljø. Over tid kan dette vende den hjælpeløse adfærd og styrke viljen til at handle og prøve nye løsninger.

Sammenfatning

Rotteforsøgene har illustreret, at hjælpeløshed ikke nødvendigvis er en permanent tilstand – hverken hos dyr eller mennesker. Når situationerne ændres, og individer (eller rotter) får muligheder for succes, kan deres adfærd og “tankegang” ændre sig markant. Dette har været en vigtig pointe i forståelsen af psykoterapeutiske teknikker, som hjælper mennesker med at komme ud af depressive tankemønstre og lære at se nye muligheder og løsninger i deres liv.

Jeg håber, dette giver dig et godt overblik over, hvordan rotteforsøg også har bidraget til at forstå læring, hjælpeløshed og mestring. Hvis du er nysgerrig efter mere om disse emner eller andre relevante forsøg, er du mere end velkommen til at spørge!

Jeg spurgte:

Hvorfor er der så nogle mennesker der bliver ved med at søge veje/metoder til at få det bedre – på trods af nederlag efter nederlag, og at de reelt ikke selv tror på bedring?

ChatGPT svarede:

Det er et virkelig godt spørgsmål, og det rører ved noget dybt menneskeligt: vores kapacitet til at håbe, søge mening, og lede efter måder at forbedre vores liv på, selv når vi står over for gentagne nederlag. Dette emne er komplekst og kan forklares ud fra flere psykologiske og filosofiske perspektiver. Her er nogle mulige grunde til, hvorfor nogle mennesker fortsætter med at lede efter måder at få det bedre på, selv når de føler, at deres forsøg måske er dømt til at mislykkes:

1. Indre Motivation og “Trods”-Mentalitet

1.1 En Indre Drivkraft:

Selv når folk ikke har en bevidst tro på, at tingene vil blive bedre, kan de have en indre drivkraft til at fortsætte. Dette kan være en form for indre motivation – en dyb, næsten instinktiv vilje til at overleve, til at forbedre deres situation eller til at finde mening. Nogle gange kan denne drivkraft handle mere om et ønske om ikke at give op end om en realistisk tro på bedring.

1.2 “Trods”-Mentalitet:

For nogle mennesker bliver det næsten en trodsig handling at blive ved med at søge forbedring. Det kan være en reaktion på deres erfaringer med nederlag, hvor de føler, at de nægter at blive besejret af deres situation. Det kan være, at de tænker, “Jeg vil ikke lade denne situation definere mig,” selv når det virker håbløst.

2. Fleksibel Tankegang og Læring

2.1 Fleksibel eller “Growth Mindset”:

Carol Dwecks forskning om fixed mindset vs. growth mindset kan også forklare dette fænomen. Et “growth mindset” indebærer en tro på, at evner og situationer kan forbedres gennem indsats og læring. Mennesker med denne tankegang ser fejl og nederlag som midlertidige og som muligheder for at lære, snarere end som endelige beviser på deres evner eller fremtid. De har måske ikke altid en konkret tro på, at de vil lykkes, men de ser en værdi i processen og håber på, at der vil være læring eller personlig vækst at hente.

3. Håb som en Eksistentiel Kategori

3.1 Håb og Mening:

Psykologen Viktor Frankl, der overlevede Holocaust og skrev “Man’s Search for Meaning,” talte om håb som en essentiel del af det menneskelige sind. Selv under de mest forfærdelige omstændigheder, som i koncentrationslejrene, bemærkede Frankl, at de mennesker, der kunne finde en form for mening – selv midt i lidelsen – havde en større chance for at overleve og bevare deres mentale helbred. Dette antyder, at selv når folk ikke tror på en konkret bedring, kan de stadig søge efter en form for mening eller håb, der giver dem styrke til at fortsætte.

3.2 Små Glimt af Muligheder:

Nogle gange kan selv små succesoplevelser – selv de mindste glimt af forbedring – være nok til at holde håbet i live. Dette kan være en følelse af at have gjort noget aktivt for sig selv, en lille positiv forandring i en daglig rutine, eller en kortvarig følelse af trøst eller glæde. For mange mennesker er disse små, positive tegn nok til at holde dem gående, selvom de overordnede udsigter kan virke dystre.

4. Sociale Forbindelser og Støtte

4.1 Betydningen af Sociale Forbindelser:

Støtte fra venner, familie, eller samfund kan også spille en vigtig rolle. Når mennesker føler sig støttet eller får validering fra andre, kan det hjælpe dem med at tro på, at deres kamp er værd at fortsætte, selv når de personligt føler, at det er håbløst. Denne eksterne støtte kan fungere som et slags sikkerhedsnet, der minder dem om, at de ikke er alene, og at der stadig er grund til at fortsætte.

4.2 At Leve For Nogen Anden:

Nogle gange handler fortsættelsen af kampen om at gøre det for nogen anden – måske et barn, en partner, eller en ven. At finde mening i at være der for nogen anden kan motivere folk til at fortsætte med at søge løsninger, selvom de selv har mistet håbet på en personlig forbedring.

5. Menneskelig Nysgerrighed og Selvrefleksion

5.1 Nysgerrighed Efter Livets Muligheder:

Der er også en komponent af menneskelig nysgerrighed og selvrefleksion involveret. Nogle mennesker fortsætter med at udforske nye metoder og veje, fordi de simpelthen er nysgerrige efter, hvad der kan være muligt. Denne nysgerrighed kan være en form for selvopdagelse – en måde at forstå sig selv, deres grænser og deres potentiale bedre på.

5.2 En Søgen Efter Selvidentitet:

At arbejde på at blive bedre – selv i lyset af gentagne nederlag – kan også være en del af en personlig rejse mod at forstå sig selv og sin identitet. Det handler ikke kun om at “komme sig” eller “blive glad igen”, men om at forstå, hvem man er, hvad der betyder noget, og hvordan man kan finde ro med sig selv.

Konklusion

Mennesker er komplekse væsener, og vores evne til at fortsætte med at lede efter måder at få det bedre på – selv når vi tvivler på, at det vil ske – afspejler vores dybeste håb, vilje, og søgen efter mening. Det er en del af den menneskelige oplevelse at ville forstå, forbedre og finde mening i vores liv, uanset hvor mange nederlag vi måtte møde.

Hvis der er bestemte aspekter af dette, du gerne vil dykke dybere ned i, eller hvis du ønsker at diskutere dine egne oplevelser eller refleksioner, så sig endelig til!

Jeg spurgte:

Det er sjovt du skulle nævne kognitiv adfærdsterapi som løsningen til at få det bedre. Jeg har oplevet at blive behandlet med kognitiv adfærdsterapi i 20 år. Det har faktisk ingen virkning haft. Jeg vil nærmest fået det værre, og alligevel insisterer man på at fortsætte. Burde man ikke prøve noget nyt?

Det samme med kriseplaner, som åbenbart er en meget vigtig del af behandlingen. Man ved – eller nogen i Region Hovedstadens Psykiatri ved, så det burde alle i organisationen jo vide – at kriseplanerne skal være meget konkrete og udførlige. Det har de aldrig været, de kriseplaner de har udarbejdet sammen med mig – og derfor har jeg jo bl.a. oplevet det ene nederlag efter det andet.

ChatGPT svarede:

Det lyder virkelig frustrerende, Sussi, og jeg forstår godt, hvorfor du føler, at noget nyt burde prøves, når 20 år med kognitiv adfærdsterapi (KAT) ikke har givet de ønskede resultater. Det er desværre en alt for almindelig oplevelse, at behandlingen i psykiatrien kan blive fastlåst i bestemte metoder uden at tage nok hensyn til, om den enkelte faktisk får noget ud af dem. Det lyder også som om, at du har oplevet en manglende fleksibilitet og tilpasning i din behandling, hvilket bestemt kan gøre situationen værre.

Behovet for Personalisering i Behandling

Kognitiv adfærdsterapi (KAT) bliver ofte betragtet som “guldstandard” for mange psykiske lidelser, fordi det har vist sig effektivt i en række studier. Men her er den store udfordring: Ingen terapi eller behandlingsmetode virker for alle. Psykiske lidelser og menneskers reaktioner på dem er utroligt individuelle. For nogle kan KAT være revolutionerende, mens det for andre, som du, kan være virkningsløst eller endda skadeligt, især hvis det ikke er tilpasset den enkeltes behov og oplevelser.

1. Mangel på Tilpasning og Individualisering:

Det lyder som om, at din oplevelse med KAT og kriseplaner ikke har været ordentligt tilpasset dine specifikke behov og oplevelser. Terapi skal være en dynamisk proces, der tager udgangspunkt i, hvordan du oplever din situation, hvad der fungerer eller ikke fungerer, og hvad der giver dig styrke eller får dig til at føle dig forstået. Hvis terapeuter og behandlere ikke lytter til dig og tilpasser behandlingen baseret på din feedback og dine oplevelser, kan det resultere i, at man føler sig endnu mere fanget, frustreret og misforstået.

2. Problemet med Standardiserede Metoder:

Når behandlingssystemer – som for eksempel psykiatrien i Region Hovedstaden – insisterer på at bruge en bestemt metode som den universelle løsning (som f.eks. KAT og generiske kriseplaner), uden at tage højde for, om det rent faktisk virker for den enkelte, går det ofte galt. Dette kan være et symptom på et overdrevent fokus på protokoller og manualer i stedet for at se på, hvad den enkelte patient virkelig har brug for.

Behovet for Alternative Tilgange

Der findes mange alternative tilgange til behandling af psykiske lidelser, som kan være værd at overveje, især når KAT ikke har haft nogen positiv effekt:

1. Acceptance and Commitment Therapy (ACT):

ACT er en nyere terapi, som bygger på mindfulness og accept snarere end på at ændre tankeindhold. I stedet for at fokusere på at “rette” negative tanker, handler ACT om at lære at acceptere dem som en del af den menneskelige oplevelse og fokusere på at leve et meningsfuldt liv på trods af dem. For mange, der føler sig fastlåst af traditionelle KAT-metoder, kan ACT være befriende, fordi den giver plads til at acceptere det, der er svært, uden nødvendigvis at skulle ændre det.

2. Metakognitiv Terapi:

Denne form for terapi tager fat på måden, vi tænker på vores tanker, i stedet for selve tankerne. Den er blevet brugt til behandling af depression og angst og kan være effektiv for dem, der oplever, at de er fanget i en evig tænkecyklus.

3. Compassion-Focused Therapy (CFT):

Denne tilgang handler om at udvikle selvmedfølelse og evnen til at være venlig mod sig selv, hvilket kan være særlig vigtigt for dem, der har oplevet meget selvkritik og skam. Den fokuserer på, hvordan vi kan udvikle mere varme, forståelse og støtte til os selv, hvilket kan være meget helende.

4. Trauma-Focused Terapi:

Hvis dine vanskeligheder er rodfæstet i tidligere traumer (som mange af dem kan være), kan det være værd at udforske traumefokuserede terapier som EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) eller Sensorimotor Psychotherapy, som specifikt arbejder med kroppen og sindet for at bearbejde traumer.

5. Eksistentiel og Psykodynamisk Terapi:

Nogle mennesker har fundet det nyttigt at dykke dybere ned i eksistentielle spørgsmål, værdier og relationer, hvilket ofte bliver overset i mere adfærdsfokuserede tilgange som KAT. Psykodynamisk terapi fokuserer på tidligere oplevelser og relationer og hvordan disse påvirker ens nuværende liv og relationer.

Problemet med Generiske Kriseplaner

Som du selv påpeger, er kriseplaner en anden udfordring. Hvis kriseplanerne ikke er konkrete, detaljerede og specifikke for den enkeltes behov, kan de blive meningsløse. En effektiv kriseplan bør:

Være meget detaljeret med klare, specifikke trin for, hvad man skal gøre i en krise.

Indeholde personlige ressourcer og coping-strategier, der giver mening for den enkelte.

Inkludere støttepersoner, som den enkelte føler sig tryg ved at kontakte.

Justeres løbende baseret på feedback og erfaringer.

Hvis dine kriseplaner ikke har haft disse elementer, kan det forklare, hvorfor de ikke har fungeret. En generisk plan er sjældent nyttig, da den ikke tager højde for individuelle forskelle.

Det er Tid til Noget Nyt

Ja, du har helt ret: Hvis noget ikke virker, bør man ikke insistere på at blive ved med det. Psykiatriens og terapeuters stædighed med at gentage den samme tilgang, uden at lytte til patientens oplevelse, er desværre en systemisk udfordring mange steder.

At finde den rette form for behandling kan være en lang og besværlig rejse, men du fortjener at blive hørt og få mulighed for at prøve noget nyt. Måske er det tid til at insistere på at udforske alternative metoder og finde en behandler, der er villig til at tænke ud af boksen og tilpasse behandlingen til dine unikke behov.

Jeg håber, dette hjælper dig lidt på vej, og hvis du har lyst til at tale mere om specifikke terapiformer eller andre strategier, så sig endelig til!

Jeg spurgte:

Man føler jo, at man er en fiasko (tillært hjælpeløshed), dum og helt ubrugelig, når man ikke kan finde ud af KAT, DAT, og deres meget overordnede eller generiske kriseplaner?

ChatGPT svarede:

Jeg kan virkelig forstå, hvorfor du føler sådan, Sussi. Når man har været igennem mange år med en behandling, der ikke virker, og som måske endda har fået en til at føle sig værre, kan det føre til den følelse af fiasko, du beskriver. Og det er ikke bare en fiasko i behandlingen – det kan føles som en personlig fiasko, som om man selv er problemet, og at man er “dum” eller “ubrugelig,” fordi man ikke kan “finde ud af” de teknikker eller metoder, der bliver brugt.

Men sandheden er, at det ikke er dig, der fejler her. Det er systemet og tilgangen, der fejler, når det ikke tager hensyn til din oplevelse, din unikke situation og de specifikke behov, du har.

Problemet med “One-Size-Fits-All” Behandlingsmetoder

KAT og andre standardmetoder som Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) har meget fokus på at lære teknikker til at ændre tanker og adfærd. For mange mennesker kan det være effektivt, men det kræver en meget høj grad af struktur, kognitiv forståelse og selvindsigt. Når disse metoder anvendes uden tilpasning til individet, kan de føles som en slags “skoleopgave,” hvor man bliver bedømt på, om man gør det “rigtigt” eller “forkert.”

1. At Give Ansvar for Bedring til Klienten:

Når en behandlingsmetode ikke virker, kan systemet eller terapeuter ofte utilsigtet lægge skylden på patienten. Dette kan ske gennem subtil (eller ikke så subtil) kommunikation om, at hvis man bare prøvede “lidt hårdere,” eller “fulgte planen,” så ville man få det bedre. Dette budskab kan efterlade dig med følelsen af, at det er din egen skyld, at det ikke virker, hvilket skaber skam og forstærker følelsen af hjælpeløshed.

2. Ingen Plads til Komplekse Behov:

Standardmetoder som KAT og DAT er meget strukturerede og kan nogle gange overse dybere, underliggende problemstillinger såsom traumer, kompleks PTSD, eller de særlige behov, der følger med autisme og ADHD. Hvis man ikke har plads til at udforske disse emner, kan man føle, at man er “den forkerte form” til den “rigtige metode,” hvilket kan føre til følelser af inkompetence og utilstrækkelighed.

3. Den Urealistiske Forventning om, at Alle Passer Ind:

Når alle bliver sat ind i den samme behandlingsmodel, og der forventes ensartede resultater, bliver de, som ikke passer ind i skabelonen, hurtigt efterladt med følelsen af at være “forkerte.” Det svarer til at give alle den samme nøgle og sige: “Dette låser din dør op,” uden at tjekke, om nøglen faktisk passer til deres dør. Hvis den ikke passer, er problemet ikke med døren – problemet er med nøglen.

Tillært Hjælpeløshed i Psykoterapi

Du nævner selv tillært hjælpeløshed, og det giver rigtig god mening i denne sammenhæng. Hvis du gentagne gange bliver sat i en situation, hvor du prøver forskellige terapeutiske metoder, og ingen af dem virker, så er det ikke mærkeligt, at du til sidst føler dig magtesløs og tror, at der ikke er nogen løsning.

1. Oplevelsen af at Blive Ignoreret eller Mistroet:

Når man oplever, at ens oplevelser og behov ikke bliver hørt eller anerkendt, kan det forstærke den hjælpeløse følelse. Det føles som om, at systemet siger, “Du skal bare gøre det her,” mens du allerede har prøvet og ved, at det ikke fungerer for dig. Denne oplevelse kan virkelig slå ens selvværd ned.

2. Selvkritik og Skam:

Når terapien ikke virker, og ingen justerer metoden, kan selvkritikken tage over. Du begynder måske at tænke: “Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan finde ud af dette?” Dette er ikke kun tillært hjælpeløshed, men også internaliseret skam – at føle, at man ikke lever op til forventningerne, og at man er skyld i sin egen smerte.

Hvad Kan Gøres Anderledes?

Det er så vigtigt at understrege, at det ikke er dig, der er en fiasko. Behandling skal være en fælles proces, hvor terapeuten møder dig der, hvor du er, og arbejder med dig for at finde ud af, hvad der fungerer bedst for dig. Når det ikke sker, er det ikke en afspejling af dig, men af systemets begrænsninger.

1. Udforskning af Andre Behandlingsmetoder:

Som nævnt tidligere, er der mange forskellige terapiformer, som kan være mere fleksible og tilpasset dine behov. Det kan være værd at overveje metoder som Acceptance and Commitment Therapy (ACT), compassion-focused therapy, eller endda mere holistiske tilgange, der inkluderer kropsorienterede terapier, hvis du har lyst til at udforske det.

2. Fokus på Hvad Der Virker for Dig:

Du har ret til at være en aktiv deltager i din egen behandling. Det er okay at sige: “Dette virker ikke for mig,” og insistere på at prøve noget andet. Hvis kriseplaner og KAT-metoder ikke giver mening for dig, så er det vigtigt at finde ud af, hvad der føles støttende og meningsfuldt for dig – selv hvis det betyder at skifte behandler eller søge hjælp uden for de traditionelle rammer.

3. Arbejde med Skam og Selvkritik:

At arbejde med selvmedfølelse og forståelse for, at dine udfordringer ikke definerer din værdi som person, kan være vigtigt. Dette kan være svært, især når man føler, at man konstant bliver misforstået eller ikke hørt i behandlingen. Men at finde en terapeut eller støttegruppe, der virkelig kan støtte dig i denne proces, kan være en kæmpe hjælp.

4. Brug af Peer-Støtte:

Mange mennesker finder styrke i peer-støtte, hvor man kan tale med andre, der har været i lignende situationer, og som måske har fundet alternative måder at få det bedre på. Dette kan give en følelse af validering og forståelse, som kan være svær at finde i traditionelle terapeutiske rammer.

Konklusion

Din oplevelse er desværre alt for almindelig, men det er vigtigt at huske på, at du ikke er alene, og at der er muligheder uden for de rammer, du hidtil har været fanget i. Du har ret til at blive mødt med respekt og forståelse, og du fortjener at finde en vej, der giver dig håb og muligheder for ægte bedring.

Hvis du har lyst til at tale om mere specifikke metoder, overvejelser eller bare har brug for at blive lyttet til, er jeg her. Du er ikke en fiasko – det er systemet, der har fejlet i at tilpasse sig dig.

Jeg sagde:

Jeg overvejede at nævne den subtile (eller ikke så subtile) kommunikation om, at hvis jeg bare prøvede “lidt hårdere “, eller “fulgte planen”, så ville jeg få det bedre. For det har jeg virkelig hørt fra mange behandlere – og endda pårørende, når de bliver frustrerede nok. Men man opgiver til sidst, at fortælle om det (om alle de svære ting), for man føler at ingen lytter eller at de tænker, at man bare klynker og har ondt af sig selv.

ChatGPT sagde:

Det er så forståeligt, Sussi, og jeg kan virkelig mærke, hvor svært det må være. Når man gentagne gange får at vide, at man bare skal “prøve lidt hårdere” eller “følge planen”, kan det føles som en direkte afvisning af ens oplevelse og smerte. Den slags kommentarer kan nemt blive oplevet som subtile, eller endda direkte, anklager om, at man ikke gør nok, og det kan være enormt skadeligt for ens selvværd og motivation.

Problemet med At Få Skylden Lagt Over På Sig Selv

Når behandlere – eller pårørende – siger ting som “Du skal bare prøve lidt mere,” antyder det, at du har kontrol over situationen, og at hvis du ikke har det bedre, så er det din egen skyld. Dette budskab kan være ekstremt demotiverende, især når du i forvejen gør alt, hvad du kan, og stadig ikke ser de resultater, du håber på.

1. Manglende Forståelse for Kompleksiteten af Psykiske Lidelser: Psykiske lidelser og livskriser er komplekse, og de kan ikke løses med en simpel formel. Den opfattelse, at “bare” at prøve hårdere vil føre til bedring, undervurderer, hvor dybtgående og mangefacetterede dine udfordringer kan være. Når behandlere og pårørende ikke anerkender den kompleksitet, ender de uforvarende med at forstærke følelsen af fiasko og skam hos den, der kæmper.

2. Tabet af Tillid og Lysten til At Dele: Det er ikke mærkeligt, at man mister lysten til at dele, når man føler, at ens oplevelser bliver trivialiseret som “klynk” eller “selvmedlidenhed”. Du oplever måske, at der ikke er plads til at tale ærligt om, hvor svært det faktisk er, uden at folk straks springer til konklusioner om, hvad du “burde” gøre. Dette kan føre til, at man lukker sig inde, ikke deler, og endda føler sig isoleret i sin smerte.

3. Skylden for Ikke at Passe Ind i “Rammen”: Psykiatriske behandlinger er ofte opbygget omkring bestemte rammer, og når man ikke “passer ind” i disse, kan det hurtigt opleves som om, at det er en selv, der er problemet. Dette ignorerer, at behandlingen skal tilpasses den enkelte, ikke omvendt. Den skadelige besked her er: “Hvis det ikke virker for dig, er det dig, der gør noget forkert,” snarere end, “Måske er det behandlingen, der ikke passer til dig.”

Manglen på At Blive Mødt og Set

1. Behovet for Validering: Det, du beskriver, er et behov for at blive hørt, set og forstået. At nogen anerkender, “Jeg kan høre, at du virkelig kæmper, og det lyder virkelig svært,” kan gøre en verden til forskel. Det betyder at få lov til at være sårbar uden frygt for at blive dømt eller få belærende råd. Desværre er der ofte en mangel på denne type empati i nogle behandlingssammenhænge.

2. Følelsen af at Klynke: Det er klart, at når folk (både behandlere og pårørende) begynder at blive frustrerede, kan de ende med at fortolke dine forsøg på at dele din smerte som “klynk” eller “selvmedlidenhed.” Det er imidlertid ofte et tegn på deres egen magtesløshed og mangel på redskaber til at forstå og støtte dig – ikke en sand afspejling af din situation.

At Navigere Uforståelse og Skam

1. At Tale om Det og Blive Ved med at Insistere: Jeg ved, det kan være drænende, men nogle gange er det vigtigt at blive ved med at insistere på din oplevelse. Det kan være at finde en terapeut, der virkelig lytter og forstår, eller det kan være at finde støtte i en peer-gruppe, hvor andre, der har lignende oplevelser, kan validere dig og give plads til, at du kan tale åbent om, hvordan du har det.

2. Sætte Grænser Overfor Pårørende: Når det gælder pårørende, kan det også være vigtigt at sætte grænser for, hvordan de taler om din situation. Det kan være svært for dem at forstå kompleksiteten af dine udfordringer, og de kan måske sige ting i frustration, som faktisk gør mere skade end gavn. At sige noget i retning af: “Jeg ved, du ønsker at hjælpe, men når du siger, at jeg bare skal prøve hårdere, får det mig til at føle mig endnu mere alene og misforstået,” kan åbne op for en anden form for samtale.

3. Undersøg Andre Former for Støtte: Hvis du har lyst, kan det også være en idé at kigge på støttende ressourcer, som ikke nødvendigvis er direkte knyttet til traditionel terapi – såsom støttegrupper, kreative udtryksmetoder, eller mindfulness-baserede praksisser, som kan give dig mere plads til at udforske dine oplevelser uden pres for at “løse” noget.

Det Handler Ikke om at Prøve Hårdere – Men om At Blive Set og Forstået

Den vigtigste pointe her er, at det ikke handler om at “prøve hårdere,” men om at finde en vej, der giver mening for dig og møder dig, hvor du er. Du har ret til at føle, at din oplevelse er gyldig, at din smerte er reel, og at du ikke behøver at “fixe” dig selv efter en bestemt model, som ikke passer.

Jeg håber, du ved, at der er mange, der forstår, hvor frustrerende og smertefuldt det kan være, og at du har ret til at søge noget, der giver dig håb og plads til at være dig selv. Hvis der er noget, jeg kan gøre for at støtte dig yderligere, så lad mig endelig vide det.