Til dig, der så igennem mig – men ikke ind i mig

📷 Foto: Annie Spratt via Unsplash

Mange, der arbejder med mennesker, tror, de kan kende forskel på manipulation og overlevelse.

Denne tekst udfordrer den tanke.

Jeg skrev den, fordi jeg længe blev misforstået – set som dramatisk, manipulerende, “for meget”.
Men i virkeligheden forsøgte jeg bare at signalere, at jeg ikke kunne mere.

Vi taler for lidt om, hvordan smerte ser ud, når man ikke passer ind i manualen for “den rigtige måde at have det dårligt på”.

Det her er ikke et råb om hjælp.
Det er et vidnesbyrd – om at overlevelse også kan blive en vane.

Hvis du læser med, håber jeg, du tager det som en mulighed for at forstå – ikke for at dømme.

Til dig, der så igennem mig – men ikke ind i mig

Du havde ret. Jeg “fakede”.

Ikke for at manipulere, men fordi jeg ikke havde noget andet sprog for min nød.
Jeg lærte tidligt, at det ikke nytter noget at sige “jeg har det dårligt”, hvis man ikke samtidig viser det på den rigtige måde.
Og det har jeg aldrig kunnet.
Jeg kan grine, selv når jeg er ved at gå i opløsning.
Jeg kan virke velformuleret, selv når mit nervesystem er i flugt.

Jeg skar i mig selv og talte om selvmord – ikke fordi jeg ville dø, men fordi jeg ikke kunne finde en anden måde at signalere stop – det her er for meget.
Når ingen reagerer på stilheden, begynder man at råbe.
Når man råber, bliver man farlig.
Og så får man ikke hjælp. Man bliver uønsket.

Det er det paradoks, jeg levede i:
Jeg havde det for dårligt til at skjule det – og for anderledes til at blive troet på.

Mine reaktioner blev tolket som spil. Som kontrol. Som “for meget”.
Men i virkeligheden forsøgte jeg bare at holde sammen på noget, der aldrig var blevet støttet i at hænge sammen.

Og ja, det udviklede sig til en vane – en måde at forsøge at regulere, udtrykke, overleve – som jeg stadig kæmper med.
Man lægger ikke bare den slags på hylden fra den ene dag til den anden, selvom man gerne vil.
Selv når jeg ved, at det ikke hjælper – selv når jeg skammer mig over det – sidder det i mig som en kode, min krop og hjerne lærte for længe siden.
Det er ikke noget, jeg er stolt af.
Men det er heller ikke noget, jeg valgte.

I dag er det anderledes. Ikke bedre – bare mere stille.
Jeg tror ikke længere, at jeg kan reddes.
Jeg ønsker ikke opmærksomhed. Jeg ønsker fred.
Men jeg ved også, at mit dødsønske ikke kan realiseres – ikke uden min mands tilladelse, og den vil han aldrig give.
Han har stoppet mig mere end 30 gange – fysisk, med sin stemme, med sin frygt, med sine minder, som dukker op, når jeg er tæt på.

“For et menneske, der virkelig ønsker at dø, rækker ikke ud.”

Så jeg bliver. For hans skyld. Og for familiens.
Men ikke for min egen.

Jeg ville ikke dø dengang.
Jeg ville bare have, at nogen opdagede, at jeg ikke kunne mere.
Nu… nu vil jeg faktisk bare gerne have fred.

Hvis du læser dette, håber jeg ikke, du føler dig angrebet.
Jeg håber, du ser det som en mulighed.
For at forstå, at ikke alle smerter viser sig i “de rigtige former”.
Og ikke alle strategier er valg. Nogle er overlevelse.
Og nogle af os overlever, alt for længe.

💜 Til minde om alle dem, der blev misforstået som “for meget” – men som i virkeligheden bare kæmpede for at blive set som menneske.