📖 Dengang jeg ikke var der

📷 Når fravær står som tal, men ingen spørger, hvad der ligger bag.

Når kroppen siger fra, før ordene gør

Jeg havde meget fravær i folkeskolen.
17,5 % i 3. klasse.
25 % i 5. klasse.
42,5 % i 8. klasse.

Ingen spurgte nogensinde hvorfor.
Det blev bare noteret som tal.

Jeg sagde, at jeg havde ondt i maven.
At jeg var svimmel.
At jeg havde kvalme.

Det troede jeg virkelig selv på.

I dag tror jeg, at det også var noget andet:
At jeg var træt, overvældet og ude af trit med det, de andre kaldte “hverdag”.

Jeg havde ikke et sprog for det.
At “ikke kunne rumme hverdagen” var ikke en gyldig grund dengang.
Det er det stadig ikke.

Så mit lille barnesind har nok tænkt:
Ondt i maven, kvalme og svimmelhed – det forstår de.

Og selv i dag får jeg ondt i maven, kvalme og svimmelhed.
Også når det er noget, jeg egentlig virkelig gerne vil.

Når vi har aflyst, og der er gået en halv times tid,
får jeg det ofte bedre.

Når fravær bliver tal i stedet for tegn

Min mor bad om ekstra støtte.
Men så sagde læreren, at så skulle skolepsykologen ind over –
og så blev de i fællesskab enige om, at jeg “egentlig klarede det meget godt”.

Senere spurgte lægen, om jeg ikke bare var skoletræt.
Min mor svarede:

“Kan man være født skoletræt?”

En anden gang fik hun at vide, at det nok skyldtes, at jeg var forkælet.

Så jeg blev bare væk.
I kortere og længere perioder ad gangen.
Og ingen opdagede, hvor væk jeg egentlig var.

Skolens tabte børn – dengang og nu

For nylig prøvede jeg at se Skolens tabte børn.
Det var for svært.
En mor græd.
Hun havde følt sig presset til at lade lærerne fastholde hendes datter.

Jeg har ofte tænkt:
“Hvorfor gjorde I mig ikke stærkere?”
“Hvorfor pressede I mig ikke til at tage i skole?”

Min mor gjorde det – men nænsomt.
Mine forældre havde dårligt én sygedag om året.
Mine søskende ligeså.

Min mor havde arbejdstider, der gjorde, at hun kunne følge mig i skole.
Men når jeg sagde nej, så blev det accepteret.

Når jeg ser programmer som Skolens tabte børn,
kan jeg kun tænke:
“Tak, mor, fordi du ikke lod systemet knække mig.”

Vi bryster os hele tiden af, at vi er blevet klogere.
Mere humane.

Men når jeg hører forældreberetningerne,
går det den forkerte vej.

Og måske er det derfor, jeg skriver nu.
Fordi jeg ikke kunne dengang.
Fordi der stadig er børn, der bliver væk –
mens de voksne bliver enige om, at de “egentlig klarer det meget godt.”