⚡ MIT LIV SOM BITCH ⚡

📷 Der er styrke i trods. Og frihed i at mene noget – også i psykiatrien.

Oprindeligt udgivet 11. januar 2024 på LinkedIn.

En kærlighedserklæring til alle os, der bliver kaldt besværlige, når vi bare prøver at overleve et system, der glemmer, vi er mennesker.

For nogle år siden var jeg indlagt på det afsnit, hvor jeg i alt nåede at være indlagt i en periode på ti år.
En af de ansatte, som har været der helt fra starten (jeg begyndte at komme der i 2013), sagde en dag til mig, at dengang jeg startede, var jeg lidt af en bitch.

Hun er virkelig sød, og jeg har altid godt kunnet lide hende.
Faktisk allerede før jeg lærte hende at kende, for hun ligner bare sådan en, man godt kan lide.
Jeg tog ikke hendes ord ilde op.
Jeg tog dem faktisk som lidt af en kompliment.

For jeg er virkelig – desværre! – ikke en bitch.
Hvis jeg bare var det, tror jeg faktisk, livet ville være lidt lettere.

Når jeg er indlagt, kan min indre bitch godt komme frem.
Den bitch, ingen andre ser!

Uden for murene (ja, det er et fængsel!) er jeg mere eller mindre en dørmåtte.
Folk kan i princippet behandle mig, som de vil.

Men ikke mere end, at jeg dog hurtigt får benene på nakken, hvis folk ikke er søde ved mig.
Jeg har heldigvis ikke så stort et kontaktbehov, at jeg behøver udsætte mig selv for mennesker, der behandler andre som dørmåtter.

Der er ikke plads til bitches i psykiatrien

Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke omgås så mange mennesker.
Men det er ikke min erfaring, at verden er befolket af bitches og andre “røvhuller.”

Når jeg er indlagt, dukker bitchen op for at beskytte mig.
Det er dog sjældent en hjælp, når man er indlagt.

Der er virkelig ikke plads til bitches i psykiatrien – i hvert fald ikke på patientsiden.
Hun dukker op, fordi jeg giver hende lov.
For jeg mener faktisk, at når man arbejder med mennesker, så skal man også behandle dem ordentligt.

Jeg giver hende taletid, når det har været grelt nok, længe nok.

Det skal dog siges, at min mand og min mor nok indimellem møder min indre bitch – eller i hvert fald mit temperament.
Lige for tiden ret ofte, endda 😅

Næste gang jeg blev indlagt, sagde den samme ansatte, at dengang, når de fik besked om, at jeg kom, havde hun tænkt: “Åh nej, ikke Sussi!”

Der må jeg indrømme, at jeg blev rigtig ked af det.
Det var måske de samme ord som før, men nu kunne jeg slet ikke tage det som en kompliment.

Efter den indlæggelse gik jeg faktisk ind og slog op, hvornår jeg første gang havde været i bælte.
For jeg kunne huske, at dengang havde hun sagt, at de også godt kunne lide mig, og hun havde tilbudt at tørre min pande med en klud.

Hun sagde det, fordi jeg havde sagt til hendes kollega, at jeg godt kunne lide hende.
Kollegaen var bekymret for, at jeg var sur, fordi hun havde lovet noget, hun ikke kunne holde.

Det var under min første indlæggelse.
Så hun kunne lide mig under min første indlæggelse – hvor jeg ovenikøbet havde været slem nok til at komme i bælte.
Så har der været en periode, hvor hun ikke kunne lide mig, og så kunne hun lide mig igen?
Det lyder da lidt skørt, gør det ikke?

Altså – hun har vel næppe løjet, da hun sagde, at de godt kunne lide mig.
For det var jo hendes kollega, jeg talte til?

Jeg er i hvert fald temmelig sikker på, at hun godt kan lide mig nu – men det har jeg sådan set altid været.
Måske jeg bare ikke er den menneskekender, jeg selv tror jeg er 😅

Det er dog ikke så længe siden, jeg mødte hende og gav hende et kram.
Jeg er ikke krammetypen overhovedet, men hun havde lige været igennem noget temmelig traumatisk – noget hele Danmark sådan set var vidne til – og jeg havde bare behov for at kramme hende.

Man kan ikke dømme et menneske, der er indlagt

Man kan ikke dømme et menneske, der er indlagt, ud fra deres handlinger.
At være indlagt er ikke en normal situation på nogen som helst måde.

Man har det så utroligt dårligt, man er psykisk presset til det yderste – og oven i det bliver man presset af at være spærret inde.
Man skal underlægge sig et hav af regler, man ikke forstår, og man ved ikke hvornår man bliver udskrevet, eller hvornår man bliver udsat for tvang.

Samtidig skal man være sammen med mennesker, der har det virkelig dårligt – og mennesker som man ikke selv har valgt.
Man mister alt, der føles som kontrol.

Det er ikke nemt at være psykiatrisk patient.
Det kræver faktisk en stærk psyke.