Når selv sandheden skal have advokat

📷 Retssikkerheden burde være blind — men i psykiatrien ser systemet ofte kun sin egen version af sandheden.

Der er mennesker, der kalder mig stædig.
Og ja … måske er jeg det.
Men min “stædighed” har aldrig handlet om viljestyrke eller kampgejst.
Den har handlet om overlevelse i et system, der burde løfte én — og som alt for ofte trækker én ned.

Det var den stædighed, der til sidst fik dem til at ændre min diagnose.
Ikke fordi de lyttede.
Men fordi jeg blev ved, længe efter de fleste ville være brudt sammen.

Men man kan ikke blive ved for evigt.

Hvis jeg havde haft bare lidt mere overskud i dag, havde jeg droppet min sag ved Patienterstatningen.
Hvis jeg havde vidst, hvordan processen ville flå mig op igen og igen, ville jeg aldrig have startet den.

For et år siden havde jeg det bedre end nu.
For to år siden kunne livet være blevet godt — hvis bare én eneste instans havde grebet mig:
en korrekt udredning, en ordentlig forklaring, behandling, forståelse, psykoedukation.
Bare ét sted, der tog ansvar.

I stedet er de sidste to år blevet brugt på kamp.
På retraumatisering.
På lange nætter med journalnotater skrevet af mennesker, der aldrig gav sig tid til at lære mig at kende — men hvis ord vægter højere end mine egne.

⚖️ Et system, hvor psykiatriske patienter starter bagud

Som psykiatrisk patient har man et troværdighedsproblem allerede inden sagen overhovedet begynder.
Man er indlagt på grund af ustabilitet — og bagefter skal man bevise, at det var systemet, ikke virkeligheden, der tog fejl.

Min søster sagde engang, at jeg “bare skulle skrive til Patienterstatningen og forklare sagen”.
At de “jo hjælper én”.

Men hendes sag var somatisk.
Der gælder en helt anden virkelighed.

Somatiske patienter får medhold i 22–25 %.
Psykiatriske patienter får medhold i 3–11 %.
(Officiel statistik fra Patienterstatningen.)

Flere advokater sagde det samme:

“Brug dine penge på noget bedre. I psykiatriske sager er chancen for medhold så lille, at vi ikke kan anbefale at føre den.”

Men hvad gør man så, hvis erstatningen ikke handler om penge — men om muligheden for endelig at få den behandling, man aldrig fik?
Hvis det er den eneste realistiske vej til den støtte, der kan bringe én videre i livet?

🕊️ Når selv et dødsfald ikke fører til ansvar

En ung pige døde i psykiatriens varetægt sidste år.
Hendes familie fik ingen erstatning.
Først nu — efter massiv offentlighed — går en af landets mest erfarne erstatningsadvokater ind i sagen.

Hvis ikke engang døden kvalificerer som fejlbehandling …

… hvad gør så?

Det siger noget om retssikkerheden.
Om psykiatriens logik.
Og om hvor umuligt det kan være at få systemet til at tage ansvar.

📚 Når klagesystemet og behandlingssystemet er det samme netværk

Det her handler ikke kun om min sag.
Det handler om hele konstruktionen omkring psykiatriens klager og anker.

Jeg har dokumentation for, at flere personer i klagesystemet:

• tidligere har haft længerevarende behandlingsansvar for mig,
• har arbejdet på de afdelinger, jeg var indlagt på i årevis,
• har behandlet mig i terapiforløb,
• eller har haft ledende stillinger på de centre, jeg klager over.

Det er ikke en anklage mod enkeltpersoner.
Det er et billede af et lille land, hvor psykiatrien er så tæt forbundet, at behandlere og dommere er de samme mennesker — blot i forskellige roller.

Jeg har også dokumenteret, at der i nyere tid stod et afdødt nævnsmedlem opført som aktiv, og at en person fra Ombudsmandens system deltager i afgørelser, man senere kan klage videre over til … netop Ombudsmanden.

Det er strukturelt.
Ikke personligt.

Og det betyder, at den uvildighed, man som borger tror findes, i praksis er langt mere porøs.

Det burde ikke kunne ske.
Men det sker.
Og jeg er langt fra den eneste, der har oplevet det.

📰 Når medierne ikke tør røre psykiatriske sager

Jeg sendte et tidligere blogindlæg til et mindre, men ikke ukendt medie.
De skrev en varm og respektfuld tilbagemelding.
Men de måtte sige nej.

Ikke på grund af tonen eller mine pointer.
Men fordi sagen ligger for tæt på konkrete personer og juridiske risici, som små redaktioner ikke kan løfte.

Og jeg forstår dem.

Men det efterlader os med et større problem:

Hvordan taler vi om retssikkerhed i psykiatrien, hvis selv medierne ikke tør røre ved det uden et advokathold?

Jeg kan dokumentere alt, jeg skriver.
Jeg undgår omhyggeligt at hænge nogen ud.
Men virkeligheden er så juridisk tung, at selv sandheden ikke kan trykkes — uden risiko for mediet.

Når systemet er så komplekst, at sandheden kræver advokat, bliver fejlen ikke bare en fejl.
Den bliver tavshed.

🕳️ Og hvad sker der så?

Nu er jeg dér, hvor selv kommunen må erkende, at jeg ikke kan stå alene længere.
De sender mig på bosted.
Ikke fordi jeg er svag — men fordi systemet trak mig ned, længe før det trak mig op.

Og alligevel … fortsætter jeg min sag hos Patienterstatningen.
Ikke fordi jeg tror, jeg vinder.
Ikke fordi jeg har kræfter til det.
Men fordi jeg skal.

Fordi jeg har brug for det håb, der ligger i at prøve.

🌒 Når processen giver det sidste slag

Når de er færdige med mig —
når sagen har givet mig det sidste slag, som jeg allerede kan mærke komme —
så samler jeg stumperne op.

En for en.
Jeg navngiver dem.
Prøver at forstå dem.
Og så bygger jeg noget, der giver mening for mig.

Igen.

Jeg ville ønske, jeg bare kunne trække dynen over hovedet og sige:
“Jeg gider ikke mere.”

Men efter ét minut dør jeg af kedsomhed.

Så står jeg op.
Igen.

Ikke fordi jeg er stærk.
Men fordi jeg nægter at lade systemet fortælle historien for mig.

✦ KRIGER-RELIC ✦  
Jeg samlede mine stumper én for én,  
navngav dem,  
bar dem ud i lyset  
og byggede et menneske igen.  
Mig.