Når kroppen ved det før psykiatrien

📷 "Ham har jeg været i bad med" – Når kroppen ved det før psykiatrien 🛁💜

En personlig og sanselig fortælling om alternativ behandling, tyngde, grin og gulerødder i psykiatrien – og om at få det bedre, når nogen tør gøre det uprøvede.

En bruser, en protest og pludselig ro

Jeg kunne ikke mere, og de kunne ikke forstå, at de skulle lade mig være. Men folk bliver jo bekymrede. De vil fikse mig. Så de stimlede sammen om mig, talte til mig – så mange stemmer og berøringer. Alt for mange sanseindtryk.

Jeg var frustreret. Jeg stillede mig ind under bruseren i protest. Der skete noget lige dér, men jeg vidste ikke hvad.

En sygeplejerske, som var min faste kontaktperson, og som jeg havde et meget dårligt forhold til, var faktisk den eneste, der forstod, at der måtte være en grund. Alle de søde troede, at det var provokation – og første gang var det måske også den slags “sølle protest”, man kan udtrykke i psykiatrien.

Men jeg tænkte: Personalet trak sig, fordi de ikke ønskede at blive våde. Altså ingen, der rørte ved mig og trak i mig. Nogle gange forstummede deres mange spørgsmål også. Og vandet – beroligende. Tøjet blev tynget af vandet og klæbede sig fast til huden. Ro. Ikke bare fra personalet, men fra kroppen – og måske tankerne.

Når nogen lægger sig på dig – bogstaveligt talt

En dag sad jeg og talte med en af pædagogerne på afsnittet. Vi sad i min seng, og jeg fortalte hende, at når jeg blev dårlig, lagde min mand sig oven på mig. Jeg havde spurgt ham hvorfor, og det kunne han ikke forklare – men det hjalp altid. Så pædagogen lagde sig oven på mig.

Lidt uheldigt – for i samme øjeblik kom hendes kollega ind ad døren, troede jeg var gået amok og var ved at trykke på alarmen og kaste sig over mig. Men vi grinede, og fra den dag af blev det en slags tilladt intervention:

Hvis Sussi har det skidt, så kan det være, at nogen skal lægge sig på hende.

Nogle gange én. Nogle gange to.

Kugledyner, PDA’er og det gale hus

Den ene af mine kontaktpersoner var ikke stor fan af at ligge oven på en kugledyne – det gjorde ondt – og samtidig havde hun også en PDA i lommen. Jeg råbte, at jeg ville hjem. Hun råbte, at det ville hun også – og både jeg, min kontaktperson og hendes kollega, som også lå oven på mig lo. Den unge læge, de havde tilkaldt, kom – og hun syntes vist, vi var meget mærkelige. Hun spurgte, hvad der skete, og så forvirret ud, da vi alle tre lo.

Hun var jo blevet tilkaldt, fordi de stod med en dårlig patient – mig! Jeg sagde igen, at vi ville hjem – og så lo vi alle tre igen. Undtagen den unge læge, som må have tænkt, at det var et galehus … hvilket det jo også var 😂

Svedekasser og sansehaver

Når jeg sad i kuglestolen, kunne min kontaktperson småklukke, fordi hun syntes, jeg lignede en, der sad i sådan en gammeldags svedekasse. Jeg kiggede lidt anstrengt på hende og konstaterede, at hun var “åndssvag”. 😉

Da afsnittet fik nye lokaler, fik de en sansehave med et lavt bassin med et mini-springvand. En pædagog, der altid talte lige ud af posen, viste mig den nye sansehave og fortalte, at det første, hun havde sagt, da hun så bassinet, var, at hun ikke gad “rode rundt” med mig i det bassin. Jeg har nu aldrig plasket rundt med nogen der, men jeg blev hurtigt sat til at rengøre det, fordi der hurtigt kom alger.

At blive smidt under bruseren (med kærlighed og tilladelse)

Engang havde jeg det overordentligt dårligt, og det endte med en ubehagelig meningsudveksling. En ung sygeplejerskestuderende (eller nyuddannet sygeplejerske) tændte for bruseren, fordi hun vidste, det hjalp mig. Det gjorde det også et kort øjeblik, men resultatet blev ikke helt så godt som forventet. Jeg endte dog med at sige til hende, at hun stadig havde gjort det rigtige.

Fra den dag begyndte hun at smide mig under bruseren, når jeg havde det dårligt. Man kunne måske kalde det tvang – for jeg ønsker ikke noget, når jeg har det skidt – men jeg havde givet hende min tilladelse på forhånd. Og fordi hun var dygtig – og modig! – fortsatte hun.

Også den dag, hvor hun og to kolleger måtte tilkalde en ung psykiater. Hun stod og “holdt” mig under bruseren, da han kom ind. Jeg havde fået det lidt bedre, og stemningen lettede.

Den unge psykiater var forvirret, måske forlegen og lidt ydmyg – men også overordentlig sympatisk. Han satte sig bare ned på toilettet og prøvede at forstå, hvad det var, han så. Han spurgte ind, vi talte, stemningen lettede yderligere.

Efterfølgende kunne jeg finde på at sige: “Ham har jeg været i bad med”, når hans navn blev nævnt 😂 Men kun hvis jeg kunne uddybe – det er jo en sandhed med modifikationer.

Regn, dans og røverhistorier

Personalet vidste godt, at jeg kunne finde på at fortælle røverhistorier, hvis det kunne give anledning til et grin. En sommerdag havde jeg det dårligt, og det begyndte at styrtregne. Jeg gik ud i sommerregnen, stillede mig med lukkede øjne, ansigtet mod himlen og armene ud til siden. Jeg stod der i en halv time. Da jeg kom ind, stak jeg hovedet ind på kontoret og sagde til min kontaktperson:

“Så har jeg stået i regnen en halv time, som du sagde jeg skulle!”

Hun løftede ikke blikket, men smilede. Hendes kolleger smilede også – de vidste godt, hun aldrig ville sige sådan noget.

Dansediskotek og disco-terapi

Mikael Palner skrev for nylig, at dans er noget af det mest antiinflammatoriske mod depression. På afsnittet havde vi en fysioterapeut, der hver uge havde dans på programmet. Jeg husker særligt disco-dansen. Jeg vejede måske 140 eller endda 160 kg dengang, og det var hårdt – men det var også befriende!

Det var medicin uden kemi – fed musik, motion og glæde i én bevægelse.

Sygeplejersken der ikke gav op (og skrev at jeg ikke kan lide at trække vejret)

Senere begyndte en ny sygeplejerske, som var temmelig “alternativ”, og jeg må indrømme, at jeg får knopper af alternativ behandling. Men hun fik mig overtalt til at tjekke sansehaven og finde på forbedringer 😳 Hun var gammel i faget, dygtig, engageret og gav ikke op.

Selvom vejrtrækningsøvelser og bodyscan gør mig dårlig – så dårlig, at jeg i enerum kan begynde at græde bare ved tanken – så fandt vi noget, der virkede: visualisering. Men mht. vejrtrækning endte hun med at skrive i journalen:

“Pt. kan ikke lide at trække vejret.” 😂

Hippie-chefen, Netto og mindful gulerod

Vi havde også en klinikchef – et rigtigt menneske – som ofte sagde, at hendes metoder var lidt “fodformede”. Jeg kaldte hende en hippie, og hun så helt tilfreds ud. Hun “ordinerede” baldrian-the i stedet for sovemedicin og underviste i søvnhygiejne. Ingen skærm to timer før sengetid – det fik hendes unge medicinstuderende til at se panisk ud.

Men sjovest var mindfulness-sessionen med snack-gulerødder fra Netto. Vi skulle lugte til dem, lytte til dem, kigge på dem. Jeg kunne slet ikke være mindful – jeg forestillede mig hele tiden en patient eller ansat gå forbi og se klinikchefen sidde og lytte til en gulerod gennem glasdøren. 🤯🤭😂

📚 Inspiration og videre læsning

Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer

Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.