Løbe med Ulvene: At Navigere Mellem ADHD og Autisme

Om jeg bekymrer mig om 3. verdenskrig? Nej, overhovedet ikke!

Min mor spurgte mig forleden, om jeg bekymrede mig om 3. verdenskrig. Hun havde set en debat om det på TV og tænkte nok, at jeg – som den bekymrede type – måtte have gjort mig nogle tanker.

Det korrekte svar havde nok været: “Hvad mener du?” For helt ærligt, jeg vidste dårligt, hvad det handlede om. USA, Kina, Rusland, Gaza… et eller andet med dem. Men mere ved jeg ikke.

Og hvorfor bekymrer jeg mig ikke? Fordi jeg ikke er et menneske, der bekymrer mig.

Altså, bortset fra at jeg bekymrer mig HELE TIDEN og om ALTING.

Jeg havde engang en kontaktperson, som nærmest var fascineret over, hvor mange bekymringer jeg kunne have om en enkelt situation. Små detaljer, der for andre ville være baggrundsstøj, kunne for mig blive en uendelig liste af potentielle katastrofer.

Men måske er det netop derfor, jeg ikke har overskud til at bekymre mig om verdens tilstand. Når ALT føles som en udfordring – når selv de små ting i hverdagen kræver enorm energi – så er der ikke plads til bekymringer om noget så abstrakt som geopolitik. Hvis man hele tiden føler, at det ikke kan blive værre… så føles 3. verdenskrig ærligt talt ikke særlig relevant.

De modsatrettede råd

Når jeg deler mine bekymringer, får jeg ofte to typer råd:

A) “Bekymrer du dig ikke lidt rigeligt?”
B) “Bruger du overhovedet de redskaber, du har lært?”

Men hvis jeg bruger mine redskaber, så er det jo, fordi jeg bekymrer mig? Hvordan kan jeg både bekymre mig for meget og for lidt på samme tid?

Sandheden er, at jeg sjældent bekymrer mig længe før en situation. Andre bruger dage, uger eller måneder på at forberede sig mentalt. Jeg venter til 5 minutter – eller endda 5 sekunder – før. Men SÅ bekymrer jeg mig til gengæld med en intensitet, der svarer til, hvad andre ville have fordelt over lang tid.

Måske handler det ikke engang om bekymring. Måske handler det om fokus.

At acceptere sin egen virkelighed

Mit problem er ikke nødvendigvis, at jeg bekymrer mig. Måske er det snarere, at jeg ikke har fokus på min egen trivsel. Jeg kæmper stadig med at acceptere, at jeg må indrette mit liv efter, at jeg har a sh!tlo@d of challenges.

Når jeg tager tests for alexithymi, scorer jeg højt. Jeg har også interoceptive sanseudfordringer, hvilket betyder, at jeg sjældent opdager, når noget er galt – hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Det betyder også, at jeg sjældent spotter løsninger. Først når tingene er ved at bryde sammen, bliver jeg opmærksom på problemet.

Jeg er begyndt at tage nogle forbehold. Og det hjælper. Men på en eller anden måde gør det også tingene værre.

Man kan ikke vinde – og man kan vinde

Jeg har ofte tænkt, at man enten må acceptere sine udfordringer fuldt ud eller bekæmpe dem. At hvis man kæmper, er det, fordi man nægter at acceptere sig selv – og hvis man accepterer, så opgiver man kampen.

Men måske er det ikke sådan, det fungerer.

De fleste kender nok til Cherokee-historien om de to ulve: en sort og en hvid, en ond og en god, som kæmper inden i os. Og at den, du vælger at fodre, er den, der vinder.

Men der findes en anden version: at vi må fodre begge ulve. At de ikke skal bekæmpe hinanden, men balanceres.

Måske handler det ikke om at vinde over mine udfordringer – eller overgive mig til dem. Måske handler det om at lære at lede dem.

Jeg har to ulve i mig. Den ene er autisme. Den anden er ADHD. De trækker mig i hver sin retning.

Og måske handler det ikke om at tøjle dem. Måske handler det om at lære at løbe med dem.

Hvad betyder det, at man både kan og ikke kan vinde?

1. Man kan ikke vinde, fordi…
   • Udfordringerne forsvinder ikke. Jeg kommer ikke til at “fixe” mig selv.
   • Jeg kan ikke ændre mine grundlæggende træk – min hjerne fungerer, som den gør.
   • Der vil altid være dage, hvor det føles som om, alt er en kamp.
2. Men man kan vinde, fordi…
   • Man kan lære at leve med sine udfordringer på en bedre måde.
   • Accept betyder ikke opgivelse – det betyder, at man finder strategier.
   • Balance er en form for sejr. Det er ikke enten-eller, men både-og.

At vinde betyder ikke at blive “normal”. Det betyder at finde sin egen måde at eksistere på – uden konstant at kæmpe imod sig selv.