Jeg ER kaos. Og ja, du har netop kun “lidt af det samme”

📷 Når verden siger “tag dig sammen”, men hjernen har nået systemfejl for tre timer siden.

Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde mit liv været lidt lettere.
Jeg vidste ikke, at alle har lidt ADHD og autisme.
Jeg vidste heller ikke, at jeg selv havde det – og mange af jer andre skjuler det virkelig også godt.

Panum, lugte og sammenbrud

Hvis jeg havde vidst det, havde jeg naturligvis sagt til kommunen, dengang de satte mig i “ung i arbejde” på Panum-instituttet, og det var et fucking mareridt bare at gå gennem stueetagen og op til kontoret:

JEG SKAL FANDEME IKKE ARBEJDE PÅ PANUM-INSTITUTTET, DER STINKER!

Men det vidste jeg jo ikke, man kunne. I et samfund, hvor “alle har lidt AuDHD”, kan man vel rumme sådan noget, ikke?
Så jeg kæmpede mig afsted hver dag i måske tre måneder. Hver morgen stod jeg ved døren med panik og tårer der pressede sig på – og tvang mig selv ind. Indtil jeg gik ned med flaget.

Det er først senere, jeg har opdaget, at min næse ikke er psykotisk, bare alt for god til at være her.

Jeg har engang fået Mandse til at smide sin falafel ud, fordi jeg gik i panik over lugten. Det skal lige siges, at det ikke var “tvang”, jeg valgte bare at smide min ud – og Mandse blev usikker og fulgte trop.
Ikke fordi jeg troede, nogen ville slå os ihjel, men fordi min krop går i alarm, når noget lugter meget: mad, rengøringsmidler, parfume, you name it.
Jeg flygter, når der lugter – andre siger “uha, der dufter stærkt” og spiser videre.
Hvis alle har AuDHD, hvor er så alle de andre, der må forlade rummet, fordi nogen har sprayet Ajax?

Men der er mere, jeg ikke forstår, når nu alle har AuDHD:

Hvorfor ser folk så utilpas ud, når man fortæller noget meget privat første gang, man taler med dem?
Hvorfor har vi ikke for længst afskaffet small talk? Hvornår blev “nå, hvad laver du så?” mere høfligt end “hvad er det mest mærkelige, du har overlevet?”

Hvorfor krammer folk første gang, man møder dem? 😱
Og hvorfor siger de ting mellem linjerne, så man ikke forstår dem – i stedet for bare at sige det, så der ikke er nogen tvivl?

Digitalt Danmark, manuskript og telefonkø

Hvis alle har autistiske/ADHD-træk, hvorfor er det så altid mig, der står med manuskriptet hjemmefra, når jeg skal ringe til vores såkaldte “digitaliserede” samfund?
Jeg skriver alt ned, tæller mig selv ned, øver samtalen i hovedet – og så siger de ALDRIG det, der står i mit manuskript.
Man kan jo ikke svare:

“Undskyld, men det var ikke den replik, du skulle sige.
Du ødelægger scenen!”

Og når systemet siger “ring til os”, er det altid mig, der skal ringe – ja, det bliver så Mandse, min mor eller søster.
Hvis jeg sender en besked, får jeg måske svar efter 3–5 arbejdsdage.
Hvis jeg skal bruge noget nu, skal jeg sidde i telefonkø og improvisere følelser og fakta på tid.
Hvis alle har lidt ADHD/social autisme, hvorfor er det så bygget til dem, der kan tale ubesværet uden manuskript?

Hvad blev der af de sidste 16 timer? 🤔

Hvorfor bliver folk sure, når jeg dukker op til en begivenhed uden at have sovet hele natten, fordi jeg “lige skulle gøre noget færdigt”?
Hvorfor forstår de ikke, at hvis jeg stopper midt i noget, forsvinder både tanken og energien, og i morgen kan jeg ikke få den tilbage?

Jeg forsvinder tit i computeren kl. 6 om morgenen og opdager pludselig, at klokken er 22, og jeg dårligt har drukket noget, ikke har spist, men har røget al for mange smøger.
Mine fingre er stivfrosne, og jeg er så svimmel, at jeg næsten ikke kan rejse mig.
Hvis alle har lidt ADHD, hvorfor er det så ikke alle, der mister tiden på den måde – men dem som mig, der får at vide, at vi “bare skal huske pauser”?

Hvorfor kan jeg ikke lægge ting fra mig, men sidder til jeg falder i søvn midt i arbejdet – og nogle gange sletter en times arbejde i søvne?
Ikke fordi jeg er doven, men fordi jeg lige er i flow, og i morgen har jeg glemt, hvad jeg var i gang med.

Du siger, “alle har lidt ADHD”. Jeg siger, “hold min kaffekolbe”.

Hvorfor skal jeg som 50-årig (og faktisk helt siden jeg var 23) have min mand til at sende mig på toilettet, fordi han er træt af at se mig sidde og hoppe, fordi jeg ikke kan slippe det, jeg er i gang med?

Jeg tæller nogle gange stille for mig selv, når jeg hælder vand i kaffekolben eller går en bestemt rute – for at finde ud af, hvor lang tid helt almindelige ting tager.
Så ved jeg nogenlunde, hvor lang tid det varer næste gang. For mig er det ikke en sær vane, men en måde at holde styr på verden på.

Og når jeg endelig skal ud af døren, har jeg remser:
– Nøgler
– Pung
– Mobil
– Smøger
– Høretelefoner
– Loop
(ja, jeg har levet et liv uden mobiltelefon – det var en hård og primitiv tid 😱).

“Remser” har fulgt mig hele livet. Jeg siger dem højt, igen og igen, fordi de gør mig tryg.
Det er et mindre mirakel, at jeg ikke har drevet Mandse til vanvid endnu.
Han har hørt de samme sætninger så mange gange, at de kunne stå i vielsesattesten – og han kigger nogle gange på mig med det dér blik: “du er simpelthen så fjollet”… men jeg kan også se, at han elsker mig 💜

Det mest absurde er, at nu hvor jeg er så presset, kører remserne stadig rundt i hovedet – men jeg glemmer alligevel tingene.
Jeg kan stå udenfor uden nøgler eller Loop, mens hjernen stadig reciterer listen på repeat som en dårlig børnesang.
Hvis alle har lidt ADHD/autisme, hvorfor er det så mig, der både har remserne og alligevel glemmer halvdelen?

Kreditkortet ligger som regel et sted i min “taske-univers-lykkepose”.
Jeg gik vist en hel måned, hvor jeg faktisk ikke vidste præcist hvor – jeg satsede bare på, at det fandtes et sted og ikke var stjålet.
Man kan jo ikke spærre kortet hver gang, man midlertidigt har mistet overblikket over sit eget liv.

Kaos-katten™

🔦 Kaos-Cat™ – Extended Universe Edition

Statusrapport – logført kl. kaos o’clock:
📍 Telefon: Forsvundet i et ukendt dimensionslag
📍 Mig: I akut panik 😱
📍 Mandse: Indkaldt som supporttekniker mod sin vilje

Mig: “MANDSE! RING TIL MIN TELEFON NU!!! 😭🔥🙏”
Mig 12 sekunder senere: “Nevermind (alt er godt – fred i verden … næsten) 😌✌️”

Og så …
så kommer den kommentar …
den dér
klassisk Mandse-agtige ting at sige:

“Du kunne jo lade være med at lægge den alle mulige underlige steder?”

… som om min hjerne har en aftale med den fysiske verden.
Som om mine ejendele ikke konstant teleporterer rundt som små selvmotiverede NPC’er.

Nej, Jens.
Hvis du vil have mig til at opbevare ting rationelt, så må du starte med at sende en patch-update til min hjerne.
Ordensstruktur version 1.0.
Held og lykke med kompatibiliteten. 😌✨

Jeg arbejder med kaos.
Jeg ER kaos.
Jeg HAR permanent autorisation til kaos.

I mit sundhedskort står der faktisk:
“Missekatten – Kaosadministrator, Level 99.”

Og for the record:
Jeg fandt telefonen.
Jeg fandt den HELT SELV.
(fordi jeg også har en backup-phone. Obviously. Jeg er jo ikke amatør 🤷‍♀️💜).

Kender I det, når man længes efter dengang telefonen sad fast i væggen?
… for så kunne man da finde sin sk!de telefon!!! 🤬😂😭
#KanManStadigFåFastnet?

Se på mig mens jeg keder dig ihjel

Hvorfor var jeg et problem, når jeg var indlagt og brugte tiden på at finde huller i sikkerheden, fordi det var det eneste marginalt sjove at lave, der ikke fik mig til at skrige “jeg dør af kedsomhed”?

Hvorfor blev jeg misforstået, når jeg smilede, mens jeg talte om alvorlige ting?
Hvorfor forstod de ikke, hvad jeg sagde i behandlingssystemet?
Hvorfor er “jeg har det mærkeligt” ikke en gyldig forklaring, når det er det mest præcise ord, jeg har?

Hvorfor var det så vigtigt at notere i min journal, at jeg havde manglende øjenkontakt, og at jeg gik op og ned ad gangene og lod fingrene strejfe væggene?
Hvis alle har lidt autisme, hvorfor er det så mit blik og mine fingre, der bliver dokumenteret som symptomer?

Den indre 5-årige og kærlighedsstresstest

Hvorfor er der ikke flere, der går på stregerne på fortovet eller har små ritualer for at finde det “rigtige” tidspunkt at gøre ting på?
For mig var det ikke bare en leg, men en måde at holde styr på verden.

Jeg stoppede, da jeg lærte Mandse at kende, fordi jeg ikke så andre gøre det, tænkte at det var mærkeligt og ikke ønskede, at han skulle gå rundt med sådan en “tosse” som mig.
I dag ved jeg, at han hellere end gerne går rundt med hans tosse Missekat 💜

Det er hårdt at være Mandse.
Jeg kommer hjem fra en opslidende mareridts-tur i Bilka, fuldstændig sensorisk smadret – og alligevel kører jeg videre som Speedy GonMissekat, fordi bremsen i hjernen er gået i stykker.
Han har hørt mine remser, set mine kaos-systemer og været mit levende ur, min huskeseddel og min supporttekniker i 27 år.
Og han er her stadig.
Det i sig selv er nok det stærkeste bevis på, at kærlighed er en form for neurodivergent kompatibilitetstest.

Hvad er kodeordet?

Og så er der hele “du er for barnlig”-delen.

Jeg elsker barnlige mennesker.
Jeg lagde engang et meme op med et fort af sofapuder og teksten:

“MY GIRLFRIEND WANTED TO HAVE A CONVERSATION ABOUT ME BEING TOO CHILDISH, BUT SHE DIDN’T KNOW THE PASSWORD TO GET IN.”

Min bror skrev, at han sidst, vi var hjemme hos vores mor, fandt ud af, hvad kodeordet var:

“Du er en båtnakke!”

– så blev han lukket ind hver gang.

Mandse har et bedre kodeord.
Han bliver ikke lukket ind, hvis han ikke siger noget pænt.

Og ja – jeg har en indre 5-årig.
Hun vil bygge huler, lave regler der giver mening og kræve kodeord.
Hvis alle har lidt ADHD/autisme, hvorfor er det så mig, der får at vide, at jeg skal være mere voksen – mens de andre voksne lader som om, de ikke selv har en indre 5-årig, der gerne vil være med?

Alle kan også blive kede af det

Jeg ved godt, hvad modargumentet er:
– “Alle kan da blive generet af lugte.”
– “Alle kan da have det svært med small talk.”
– “Alle kan da glemme tiden foran en skærm.”
– “Alle kan da have små ritualer.”

Ja.
Alle kan også blive kede af det.

Forskellen er ikke, om det findes – men hvor meget det fylder, hvor meget det styrer, og hvad det koster i krop, økonomi, relationer og selvværd.
For mange er det en særhed.
For mig er det invaliderende.
Og nej – det er ikke ting jeg slås med i ny og næ.
Det er ting jeg slås med every fårking day!

Jeg er faktisk så ansvarsbevidst, at jeg ikke tør arbejde i et almindeligt job, fordi jeg er bange for ikke at kunne leve op til forventningerne – eller komme til at gøre skade.
Jeg tør heller ikke have bil, fordi jeg ved, at jeg kan zone ud, og det vil jeg ikke udsætte andre for.
Alligevel vælger jeg at cykle – og hvis du ser mig, så hold afstand, for jeg ved, jeg er en trafikrisiko.

Jeg ville meget hellere være “bare lidt speciel”, men normal nok til at kunne fungere og klare mig selv uden hjælp.
Jeg hader at have brug for hjælp.

Diagnose-bingo indefra

⚔️ Krigerboks: Diagnose-bingo set indefra

Nogle gange får jeg at vide, at jeg bare gerne vil være “speciel”.
Så lad mig lige sige det højt: Hvis jeg skulle vælge diagnose ud fra, hvad der ser pænest ud på papiret, havde min personlige hitliste set sådan her ud:

1. Skizofreni.
Den har jeg jo haft siden 2001.
Med den følger i det mindste hjælp og forståelse i systemet – bare ikke nogen hjælp, der giver mening for en autist.

2. Borderline.
Massivt stigmatiseret, ja.
Men jeg har faktisk ikke mødt de der “farlige, manipulerende borderlinere”, man altid taler om.
Kun mennesker i overload, der prøver at overleve.

3. Autisme. 😱
Det var den, jeg mindst af alt ønskede mig.
Jeg kendte tre autister dengang, og jeg syntes ærligt, at de var ulidelige – alt for ærlige, grænseløse, misforståede.
I dag har jeg mødt andre autister, der også har fået klistret skizofreni og/eller borderline på oveni, og de er fantastisk fine mennesker, der aldrig fik en fair chance.

Så nej:
Jeg ønskede ikke autisme som identitet eller klubmedlemskab.
Jeg ønskede et liv, hvor jeg kunne fungere nogenlunde uden at ødelægge mig selv og andre.
Hvis jeg kunne vælge frit, havde jeg taget “lidt sensitiv og lidt kreativ” – ikke AuDHD med fuld volumen og 20+ år i det forkerte diagnosespor.

“Alle har lidt ADHD” – og jeg går ned med flaget

Så når nogen siger “alle har lidt ADHD/autisme”, tænker jeg bare:

Fint.

Men hvorfor er det så altid mig, der går ned med flaget –
mens resten af jer siger, at jeg er helt normal og “bare skal lære at takle livet”,
tage mig sammen og grow up?