🩸 Fortidens rædsler som nutidens undskyldning

📷 Det hvide snit er væk—snittene i menneskers liv består. Når behandlingssprog dækker over magt, må vi se arrene i øjnene. Illustration: Hugo / DALL·E

Om hvordan vi stadig kan skade – bare pænere

I 2018 fortalte psykiateren Merete Nordentoft i et interview om sin mormor, Nihal.

Hun beskrev, hvordan mormoren blev tvangsindlagt i 1930’erne, fik insulinchok, døsekure og til sidst det hvide snit – en lobotomi. Hun døde som 43-årig, efter at have været fanget i et system, der kaldte sig selv moderne og videnskabeligt.

I interviewet bruges historien til at pege på, hvor langt man mener, vi er kommet.
Der står: “Heldigvis er psykiatrien helt anderledes i dag.”
Og jo, vi laver ikke længere det hvide snit. Vi centrifugerer ingen, og insulinchok er for længst arkiveret under “historiske fejltrin.”

Men jeg kan ikke lade være med at mærke et stik i maven, når jeg læser det.
For når man har levet i den moderne psykiatri, kan sætningen “heldigvis er alt anderledes i dag” komme til at holde fortidens rædsler ud i strakt arm – uden at se, at mange af mekanismerne stadig lever. Bare i en ny uniform.

🧠 Vi kalder det behandling, ikke tvang

I dag hedder det ikke døsekure – det hedder sedation.
Det hedder ikke straffende indespærring – det hedder beskyttelse.
Og når man bliver overbehandlet med medicin, siger man, at man følger evidensen.

Men oplevet fra patientstolen er forskellen ikke altid så stor, som vi gerne vil tro.
I 1940’erne mente man også, at man handlede videnskabeligt. At man hjalp. At man gjorde det nødvendige.
Og præcis som dengang har vi stadig mennesker, der mister år af deres liv på grund af “behandling” – bare uden synlige ar i panden.
Det udelukker ikke, at sedation, beskyttelsesforanstaltninger og medicin kan være nødvendige; min pointe er, at sproget ikke må skjule magt og bivirkninger.

💔 Når smerten bliver privat – og historien offentlig

Jeg tror, Nordentoft virkelig mener det godt. Hun har levet med psykisk sygdom i familien.
Hun har set det nære tab og prøver måske at skabe mening ved at fortælle: “Se, min mormor blev ødelagt, men vi gør det bedre nu.”
Men i forsøget på at hele den arv risikerer man at overse, hvordan det samme system stadig kan skade.

For man kan ikke hele fortiden ved at gentage dens mønstre i en pænere version.
Og når man kalder i dag for fremskridt uden at se dem, der falder igennem, bliver fortiden et spejl, man kigger væk fra.

⚖️ Psykiatrien har ikke brug for flere undskyldninger. Den har brug for introspektion.

At kende sin mormors historie burde være et kald til ydmyghed, ikke til selvsikre konklusioner.
For det er ikke nok, at vi ikke længere laver det hvide snit – vi skal turde spørge:
Hvilke snit laver vi nu? I folks identitet, i deres muligheder, i deres tro på sig selv?

Når diagnoser stilles for hurtigt, når medicinering kaldes forebyggelse, når kritik afskrives som “manglende sygdomsindsigt”—så risikerer vi at gentage historien.
Ikke med skalpeller, men med ord, etiketter og tavshed.

🤝 Krigerprinsessens perspektiv (læserstemme)

“Når de med magten sætter kriterierne for, hvad et ‘godt liv’ er — og vi skal bevise, at vi passer ind — bliver hjælpen formynderi. Man kan få fjernet økonomi, børn og selvbestemmelse, længe før nogen lytter til vores egen vurdering.” (anonymiseret læserbrev).

💜 Og måske er det netop dér, helingen begynder

Ikke ved at sige: “Sådan er vi ikke længere.”
Men ved at turde sige: “Sådan er vi stadig – på måder, vi endnu ikke forstår.”

For måske kan psykiatrien først blive menneskelig, når den tør se sin egen arv i øjnene – og forstå, at sand forandring ikke handler om at være moderne, men om at være modig: villig til at korrigere sig selv i offentlighed.

🫶 Krigerprinsessens perspektiv

Dette er min oplevede analyse som tidligere patient og pårørende. Jeg afviser ikke, at mange får god hjælp – jeg insisterer på, at fremskridt også kræver, at vi tør se de steder, hvor hjælpen stadig gør ondt.