Et skridt tilbage: om AuDHD, kropslige grænser og skolen der ikke så mig

📷 Et tomt klasselokale i dagslys; en hånd træder tilbage. Et billede på grænser, erindring og det, der ikke blev set.

Jeg trådte et skridt tilbage. Psykiateren trådte frem. For mig var det ikke småting — det var selvbeskyttelse.

Et skridt tilbage

Der var en psykiater under en indlæggelse, som var meget sød. Jeg mærkede instinktivt, at hun ville være nær — sådan på den måde, hvor hun troede, hun rakte en hånd ud. Instinktivt tog jeg et skridt bagud. Hun trådte et skridt frem. Jeg trak mig igen. Hun trådte frem igen. Til sidst gav jeg op. Hun forstod ikke mit signal.

Et kæmpe problem i psykiatrien er desuden, at når man er i krise, kan personale finde på at omringe en eller gå foran en for at stoppe én — tvinge én til at ‘være i situationen’, at blive i krisen eller konfrontere traumet, når man i virkeligheden bare har brug for at flygte. Det jeg gjorde nogle gange var at gå ind under bruseren og tænde for vandet; personalet ønskede ikke at blive våde, så de trak sig, og spørgsmålene stilnede — hvis jeg var heldig. Den slags praksis retraumatiserer.

Det var ikke ond vilje. Det var manglende viden. For mig — som voksen med AuDHD og komplekse traumer — er fysisk afstand ofte ikke «et spørgsmål om høflighed». Det er en grænse. Når jeg trækker mig, forsøger jeg at beskytte mig selv. Når fagfolk ikke kan læse det, bliver et enkelt øjeblik til en oplevelse, der kan retraumatisere. Det smerter, og det forklarer meget af den mistillid, jeg har mødt i sundhedsvæsenet.

Skolen der ikke så mig

Jeg elskede at gå i skole. Jeg elskede at lære. Jeg var måske endda populær — når jeg følte mig tryg, kunne jeg være åben og nær. Sickan fik ofte de sjove idéer, og jeg fulgte hende i dem; hun var min sikre base — og hvis hun læser det en dag, vil jeg gerne sige tak. Det er en stor ting at have haft én, der stod op for en.

Samtidig var der mange dårlige ting. Jeg husker lugten i nogle lokaler, larmen, kvalmen der kom, svimmelheden, og de mange sygedage. Min mor regnede ud, at jeg havde ~35 fraværsdage i 3. klasse, 50 i 5. og 85 i 8. klasse. Når jeg kom tilbage efter længere tids sygdom, var klassekammeraterne ofte så glade for at se mig, at de kastede sig om halsen på mig — de gjorde det fordi jeg var højere end dem, så de troede, at de kunne «hænge på mig». På den måde var det sødt — men det var også overvældende.

Jeg kunne teknisk set læse — men i klasseværelset kunne jeg ikke holde fokus. Småsnak, spørgsmål til læreren, en bevægelse, et lys der skiftede — alt rev min opmærksomhed itu. Det betød, at jeg endte med at opgive at læse teksterne, at jeg tit valgte at trække mig og skjule mine vanskeligheder; jeg gjorde alt for ikke at stikke ud og virke mærkelig. Jeg ville gerne være anderledes og provokerende — men på «den rigtige måde». I forbindelse med min udredning i 2024 udfyldte min gamle klassekammerat Hanne et DIVA 2.0-skema, og noterede, at jeg ikke virkede særlig interesseret i at få en uddannelse. Jeg havde ikke styr på, hvad jeg ville — jeg taget en “Hvad kan jeg bliver?”-test, der sagde «bibliotekar», hvilket gav ingen mening, for jeg havde næsten aldrig læst bøger. Måske det mere var tegn på, at jeg prøvede at passe ind end et reelt valg om uddannelse.

Senere blev jeg sat i “Ung i arbejde” — et kontorjob på Panuminstituttet hvor jeg arkiverede artikler. Det var fint i sig selv, men hver morgen skulle jeg gå gennem stueetagen der stank. Den lugt knækkede mig. Jeg græd nogle morgener, når ingen så det. Jeg prøvede at passe ind, men sansepåvirkninger (lugte, lyde, trængsel) gjorde det svært. Til sidst kunne jeg ikke mere; jeg gik ned med flaget.

Små sejre og nødvendige hensyn

Der har heldigvis også været små, konkrete sejre. Mandse har ofte gættet rigtigt: når vi er til et arrangement, hjælper det at trække mig lidt væk — så får jeg ro og kan fungere videre. Men nogle gange når vi slet ikke afsted, selvom jeg virkelig gerne vil. Når vi aflyser, får jeg det ofte bedre efter en halv times tid, og det giver mig en følelse af, at folk tror, jeg «løj» om at være syg. Mandse havde bemærket mønsteret længe, men turde først nævne det, da jeg selv begyndte at sætte ord på det. Det er svært — folk tror ofte, at psykisk sygdom ikke er et «rigtigt» grundlag for at aflyse.

Loop-ørepropper hjalp mig konkret. Muddi (min mor) købte dem til mig, og pludselig kunne jeg være til julefrokost i tre timer i stedet for halvanden. Det lyder banalt — men det var livsforandrende. Og ja: Mandse er den, der ofte spotter, at jeg har brug for at trække mig.

Når det gælder fysisk kontakt, hjælper nogle former for tryghed mig — f.eks. når Mandse lægger sig oven på mig, hvilket kan give en form for proprioceptiv ro (muskel-/ledsans). Jeg kan ikke altid forklare hvorfor det virker, men det gør det nogle gange. Jeg fortalte engang en pædagog om det, og hun lagde sig ovenpå mig i en terapeutisk gestus. Hendes kollega kom ind, troede jeg var ude af kontrol, og var ved at trykke alarm — det blev en absurd, lidt komisk episode, som jeg også tidligere har skrevet om.

Når kroppen ved det før psykiatrien

Jeg har altid haft særinteresser — Madonna, sci-fi, pennevenner (jeg havde engang 75 pennevenner — mine forældre blev nervøse, når postbudet kom). Interessen for adfærd og psykologi har faktisk været min måde at lære at agere «normalt» på, når neurotypiske mennesker gør det intuitivt; i dag kan jeg ofte analysere mig frem til, hvad der foregår i en social situation.

Jeg har aldrig haft massiv problemer med lugtesans sammenlignet med min mor, men jeg har reageret voldsomt på visse lugte: en gang føltes rengøringsmidler som gift, og jeg løb væk i panik; en anden gang var jeg næsten sikker på, at maden smagte af gift — jeg var så overbevist, at Mandse endte med at smide sin mad væk. Så sensorik spiller en rolle for mig.

Hvad jeg gerne vil have, fagpersoner og skoler forstår:

• Når nogen tager et skridt tilbage: spørg, ikke antag. Respekter den kropslige grænse.
• Små sensoriske ting (lugte, baggrundsstøj, lysskift) kan være invaliderende for nogen — ikke et udtryk for ligegyldighed eller dovenskab.
• Simple forandringer (et roligt sted at trække sig, brug af ørepropper, muligheden for korte pauser) kan gøre, at et menneske får lov at fungere.

Jeg skriver ikke for at angribe enkelte mennesker — der er gode fagfolk — men for at pege på, hvordan manglende viden skader i praksis. En psykiater har noteret indtil flere gange i min journal, at jeg kan «nødes» til øjenkontakt (jeg slog op — det betyder at blive tvunget til øjenkontakt). Den formulering var skræmmende og jeg husker tydeligt deres fokus på øjenkontakt. Hun og hendes kolleger antog, at jeg simulerede; nogle gange har de, der ikke mente, jeg var psykotisk, behandlet mig på en måde, der gav mig ny mistillid og retraumatisering. Det er grotesk — uanset diagnose skal man møde respekt.

Et skridt tilbage var et øjeblik. For mig var efterklangen langt større.

— Sussi 🐱🐞🦋

Læs videre om autistiske elevers sensoriske forskelle (engelsk tekst).