Et ægte menneske

📷 "Empathy: out of stock.” Hospitalsgangen er kold, lyset bag glasset er varmt. Nogle gange må man stå udenfor systemet for at huske, hvordan menneskelighed føles.

– og hvorfor sådanne møder stadig betyder alt

Jeg har i årenes løb skrevet meget om systemer, diagnoser, fejl og magt.
Men i dag handler det om noget sjældnere: om at møde et menneske i psykiatrien.

Da jeg i sin tid begyndte at komme på Psykiatrisk Center Hvidovre, var Pia Glyngdal klinikchef. Jeg gik i DAT-terapi (dialektisk adfærdsterapi) hos hende – et forløb hun selv sammensatte, fordi centret dengang slet ikke tilbød DAT. Det siger allerede noget om hendes måde at arbejde på: hun så et menneske, ikke en protokol.

I december 2024 – næsten ti år efter – skrev jeg til hende igen. Ikke for at få hjælp, men for at sige tak. Tak fordi hun var det første ægte menneske, jeg mødte i psykiatrien.
Jeg skrev om det øjeblik, hvor hun sagde, at det var vigtigt, hun havde set mig i øjnene – så hun kunne huske det, når hun skulle tale med de ansatte.
Den sætning betød noget. For første gang følte jeg mig ikke som en diagnose. Jeg følte mig set.

Og Pia svarede.
Hun skrev, at hun ikke kunne bære den “tingsliggørelse, som med Lean og akkreditering var kommet af brugerne af behandlingen – patienterne.”
At hun gik i praksis, fordi hospitalspsykiatrien var blevet “forrået”.
At hun stadig troede på sine kolleger som mennesker, men at “når man vedvarende fra systemet og sine overordnede mødes med krav om, at registrering er vigtigere end mennesker, så bliver vi alle – der arbejder i psykiatrien – forandrede.”

Det ramte. For hun havde jo ret.
Jeg har mærket de forandringer på egen krop.
Hvordan systemet får gode mennesker til at lukke af, og patienterne til at forsvinde ind i journalerne.

Et år senere – i august 2025 – skrev jeg igen til Pia for at orientere hende om, at jeg havde brugt hendes ord i min Patienterstatningssag. Jeg ville være helt åben, for jeg ved, hvor meget etik betyder for hende. Hun svarede klart og tydeligt:

“Tak for din mail, og det er helt ok, at du bruger mine ord. Det ville det også have været, hvis jeg ikke var gået på pension.”

Hun ønskede mig det bedste på min “rejse” – at mine sår en dag kunne blive til helede ar.

Og faktisk begyndte det hele endnu tidligere, i 2023, da jeg første gang skrev til hende om en artikel om psykiatrien. Hun svarede dengang:

“Desværre er jeg enig i meget af din udlægning af psykiatrien. Det er alt for meget ‘one size fits all’, og har man en tilstand, der er imellem kasserne, er der ligesom ikke plads. Det hele går for stærkt til, at der er overskud og plads til at se mennesket bag sygdommen.”

Tre små mailtråde. Men de fortæller hele historien.
Om en tidligere klinikchef, der forlod systemet, fordi hun ikke kunne være med til “kontrol, kolonner og faglig katastrofe.”
Om en patient, der blev set – og som siden nægtede at glemme, at psykiatrien engang kunne rumme ægte mennesker.

Jeg tænker ofte på Pias ord: “Vi bliver alle forandrede.”
Men jeg tror stadig, at man kan vælge, hvordan.
Nogle bliver hårde – andre vælger at kæmpe for, at menneskeligheden overlever.

Det er hende, jeg vil huske.
Et ægte menneske i et system, der har glemt, hvordan de ser ud.
(Fortsættes under Relikvie-boks og billede)

🌀 Kaos-Kontor-Kommentar™

Det er jo næsten poetisk, hvordan “faglig katastrofe” i dag er blevet et helt officielt fagsprog.
Der findes stadig Lean-tavler og datarapporter, hvor nogen sikkert sidder og måler mængden af menneskelighed pr. måned.

Jeg forestiller mig overskriften på næste ledelsesmøde:

“Forråelse: målbare forbedringer i Q3.”

Men så dukker der en som Pia op. Et menneske, der smed Excel-arket og sagde: “Det her kan jeg ikke være med til.”
Sådan nogle skal vi huske. For uden dem er psykiatrien bare et system, der har glemt, at der engang fandtes mennesker i den.