Eksisterer jeg?

📷 En tom hospitalsgang som symbol på følelsen af usynlighed i psykiatrien. Når relationel kontakt mangler, bliver man ikke bare patient – man kan komme til at føle sig som om man ikke eksisterer.

Nogle erfaringer sætter sig ikke som store begivenheder, men som små ridser i selvforståelsen. Det her er en fortælling om en helt almindelig situation i psykiatrien – og hvordan en enkelt sætning, et fravær af blik, eller en lukket dør kan sætte spørgsmålstegn ved noget så grundlæggende som ens egen eksistens.
Jeg deler dette, fordi relationel kontakt ikke er “nice to have” i psykiatrien. Det er behandlingen.

Når man overhører noget, man ikke burde høre

“Jeg forstår ikke, hvordan hun kan holde sig selv ud,” sagde en personale til to kolleger i frokoststuen om en medpatient, der lige havde givet udtryk for at have det meget svært på en måde, der kunne være svær for andre at rumme.

Normalt plejede jeg at liste væk, når de begyndte at tale om medpatienter i min nærhed – men midt i frokosten var der ingen flugtvej. Jeg sad ved et andet bord i en meget lille frokoststue og stivnede et øjeblik. Jeg kiggede rundt for at se, om der overhovedet var andre end mig til stede.

Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg faktisk var til stede. For hvordan kunne de finde på at tale sådan om en patient – et menneske, de er ansat til at passe på – mens en anden patient (mig) sad lige der?

Efter den dag skrev jeg altid i tablet‑tilfredshedsundersøgelsen:

Når man taler pænt til og om patienterne, tænker man pænt om patienterne – og så behandler man dem også pænt.

At blive sorteret fra som feedbackgiver

To år senere blev jeg ikke tilbudt at udfylde undersøgelsen. Jeg spurgte til den, og fik at vide, at de kun måtte sende den til “ressourcestærke patienter” i e-Boks – ikke til patienter, der var psykotiske, aggressive eller “utilfredse”.

Fair nok, at man ikke kan bruge stærkt virkelighedsfjerne svar. Men hvis en patient er så dårlig, at deres vurdering er ubrugelig, burde de vel heller ikke udskrives?

Jeg fik ingen besked i e‑Boks, selvom jeg ellers altid fik at vide, at jeg var ressourcestærk. Det er svært at udvikle psykiatrien, hvis man kun beder de “pæne og rolige” patienter om feedback.

Usynlighed som erfaring – ikke som symptom

Man siger, at det kan være et tegn på psykose eller dissociation, når man er usikker på, om man er til stede i verden. Men for mig opstod følelsen ikke ud af det blå – den opstod, når personalet simpelthen ikke så mig.

På et akutafsnit fik jeg følelsen igen og igen. Når de gik forbi mig på gangen uden overhovedet at registrere mig. Jeg har det svært med øjenkontakt, men et kort blik, et lille smil eller bare en anerkendelse af, at jeg var der, havde gjort en forskel. Efterhånden begyndte jeg også at se væk – ikke fordi jeg var sur eller uinteresseret, men fordi det gjorde for ondt at blive mødt med afvisning igen og igen.

Det samme skete ved personaledøren. Først stillede jeg mig bare i døren – i håbet om, at de kunne gætte, at jeg stod der, fordi jeg havde brug for hjælp. Det kunne de ikke. Så gik jeg tilbage til stuen. Tog mod til mig. Prøvede igen. Bankede på dørkarmen. Ingenting.

Men når jeg senere havde det dårligt eller havde skadet mig selv, kom spørgsmålet altid:

“Hvorfor kom du ikke til os?”

Hvis man ikke bliver set, når man beder om Panodil eller håndklæder, kommer man heller ikke, når det brænder på.

På et godt afsnit øvede jeg mig i at bede om hjælp. Det tog tid – frem og tilbage mellem stuen og døren – men det lykkedes, fordi jeg vidste, at de så mig, også når jeg kom med små ting. Så vidste jeg, at de nok også ville se mig, når det blev svært.

På det uheldige afsnit skete det modsatte.

Hvad der sker, når man prøver at bede om hjælp

En dag var min mand på besøg. Jeg kunne ikke komme ind på min stue, fordi låsen slog fra. Personalet ignorerede mig igen, så jeg kom tilbage tomhændet. Min mand gik hen til kontoret og bad om hjælp – og sjovt nok fik han hjælp. Af en, som tidligere havde været sød ved mig.

Da han nævnte det ved udskrivelsessamtalen, foreslog lægen, at det nok var fordi jeg “hele tiden kom og forstyrrede”. Min mand måtte fortælle ham, at det ikke lød som mig. Det gjorde ingen forskel.

Når man er indlagt, er mange ting låst væk, så man har brug for personalet til selv små behov. Man lærer at behovsudsætte konstant, fordi man er bange for at være til besvær – og nogle steder får man det også indirekte at vide.

Jeg prøvede f.eks. at planlægge mine morgener, så jeg kunne få det hele på én gang – men både fordi jeg er dårlig til planlægning, og fordi reglerne ændrede sig konstant, var det næsten umuligt.

Når små fejl bliver store konsekvenser

Et konkret eksempel:
Pantoprazol skal tages på tom mave, og der skal gå 30–60 minutter før man spiser. Jeg fik den konsekvent givet på en måde der var fagligt forkert – nærmest samtidig med morgenmaden – i over 10 år, fordelt over ca. 2,5 års indlæggelser. Jeg blev først klar over det, fordi min mor fortalte mig det.

Jeg klagede til Region H over hele forløbet. Da jeg også indsendte en UTH om fejldoseringen, fik jeg svaret:

“DPSD er et læringssystem, ikke et klagesystem.”

Det var jo ikke fordi jeg ville “klage dobbelt”. Jeg ville bare sikre, at fejlen blev taget alvorligt. Og hvordan skulle jeg vide, at en UTH nævnt i en klage automatisk sendes et andet sted hen?

“Fjernbetjening på stuen” – det absurde i praksis

Et andet eksempel: fjernbetjeningen. På det gode afsnit så jeg sjældent TV. Men på et andet havde jeg ikke lyst til at forlade stuen, og ville gerne se noget for at få tiden til at gå. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte have fjernbetjeningen – jeg skulle komme og få skiftet kanal hver gang. Jeg zapper meget. Så skulle jeg komme hvert femte minut? Det ville ingen af os holde ud.

Da jeg blev frustreret, endte det med et journalnotat:

“Pt kan imødekommes i at beholde fjernbetjeningen mhp. mindste middels princip … rp: Fjernbetjening på stuen.”

Jeg tror, det må være noget af det sjoveste, jeg nogensinde har fået ordineret.

Hvorfor jeg fortæller det her

Jeg skriver ikke dette for at udskamme mennesker. Jeg skriver det, fordi relationel kontakt – at blive set, hørt og mødt – er selve fundamentet for psykiatrisk behandling. Når man mister blikket, mister man mere end tryghed. Man mister sig selv et øjeblik.

Og måske er det netop derfor, spørgsmålet “Eksisterer jeg?” stadig rumsterer. Ikke fordi jeg er psykisk ude af stand til at vurdere virkeligheden – men fordi virkeligheden alt for ofte undlod at se mig.