(Relikvie fra OPUS-æraen)
Der findes billeder af mig fra dengang — 27 år gammel, bange og udmattet, men stadig høflig nok til at smile på de rigtige tidspunkter.
Jeg var lige blevet diagnosticeret som skizofren og skulle være med i et nyt “behandlingsprojekt” kaldet OPUS.
Jeg troede dengang, at det betød håb. I virkeligheden blev jeg et case-eksempel i en artikel i Jyllands-Posten.
Den hed:
“Skizofreni er hårdt arbejde.”
Charlotte Geckler, januar 2002
Når jeg læser den i dag, er det som at se et gammelt fotografi, hvor man genkender sig selv – men også ser, hvor meget fotografen har beskåret.
“Når hun går i bad, ser hun edderkopper og afskårne ansigter for sig …”
Ja – det stod der.
Men jeg så dem ikke som virkelige. Det var intrusive billeder, sådan nogle man får, når man er udmattet og overbelastet, og hjernen prøver at håndtere alt det, man ikke kan sige højt.
Det var angst, ikke psykose.
(Note fra Kaos-Kontoret: Det var ikke edderkopper – det var mine nerver, der prøvede at finde udgangen.)
“Hun føler sig overvåget og hører negativ mumlen.”
Jeg følte mig overvåget, fordi jeg levede med en konstant oplevelse af at blive vurderet — af lærere, læger, sagsbehandlere og fremmede.
Jeg havde på det tidspunkt oplevet mange grænseoverskridende samtaler, hvor folk talte om mig i stedet for med mig.
Det kaldes hypervigilans – nervesystemet reagerer, som om faren stadig er der, selv når man sidder hjemme i sofaen.
(Note fra Kaos-Kontoret: Hvis man hele tiden bliver tolket, begynder man selvfølgelig at føle sig observeret. Det hedder logik.)
“Hun er bange for mennesker. Hun tror, de tænker grimme ting.”
Når du gang på gang oplever, at andre misforstår eller bagatelliserer dig, lærer du hurtigt, at folks tanker om dig sjældent er venlige.
Jeg var ikke bange for virkeligheden – jeg var bange for fordommenes virkelighed.
(Note fra Kaos-Kontoret: Det kræver ikke psykose at blive paranoid — bare lidt for mange møder med “systemet”.)
“Hun får nu psykoterapi som en del af OPUS-behandlingen.”
Det lyder smukt, ikke?
Men helt ærligt – det meste af den såkaldte terapi var psyko-edukation i at acceptere sin diagnose og medicinen.
Vi talte ikke om traumer, overgreb eller sanseoverbelastning.
(Note fra Kaos-Kontoret: “Terapi” betyder åbenbart, at man bliver forklaret, hvorfor man tager fejl af sin egen virkelighed.)
“Hun har fået håb.”
Det havde jeg faktisk.
Jeg fik håb, fordi de virkede oprigtigt interesserede i at hjælpe mig.
De var søde, de virkede kloge, og jeg troede på, at de vidste, hvad de gjorde.
Jeg troede på systemet i alt for mange år.
Først skulle vi bare finde den rigtige medicin.
Så den rigtige kombination.
Så en ny medicin, “der snart ville komme”.
Mens jeg langsomt blev dårligere.
Jeg spurgte, jeg tvivlede, men jeg troede stadig – for de mente det jo godt.
Det tog mig næsten tyve år at forstå, at man godt kan ville hjælpe, uden at kunne.
Mit håb blev ikke knust på én gang.
Det blev udmattet.
(Note fra Kaos-Kontoret: Håb er åbenbart bivirkning #1 ved at møde flinke behandlere.)
🔍 Hvad artiklen ikke så
Den beskrev symptomer – ikke sammenhæng.
Ingen spurgte, hvad der havde gjort mig bange, eller hvorfor min hjerne reagerede, som den gjorde.
Alt blev oversat til “skizofreni-sprog”:
- Angst → “psykotisk angst”
- Sensorisk overload → “hallucinationer”
- Dissociation → “realitetsbrist”
- Tilpasning → “manglende sygdomsindsigt”
Jeg mistede ikke virkeligheden.
Jeg mistede tilliden til, at nogen ville tro på den.
💬 I dag kan jeg forklare det sådan her
Jeg havde hypervigilans, dissociation og intrusive thoughts.
Jeg havde alexitymi, så mine følelser så flade ud, selv når jeg var i storm.
Jeg havde selektiv mutisme, ikke “negativt symptom”.
Og jeg havde traumereaktioner, ikke “vrangforestillinger”.
Psykiatrien så psykose.
Jeg levede bare med et nervesystem på overarbejde.
💜 Epilog
Jeg ved nu, at det jeg dengang blev behandlet for, ikke var sindssyge – det var smerte.
Det var kroppen, der sagde: “Jeg kan ikke mere.”
Men fordi sproget manglede, blev smerten til “symptomer”.
I dag er artiklen et relikvie.
Den minder mig om, hvor langt jeg kunne have været kommet – og hvor langt systemet også kunne.
Jeg var aldrig rablende.
(No offence — på trods af den nye diagnose vil jeg altid være “skizofren”, for det var jeg i halvdelen af mit liv.)
Jeg var rædselsslagen, sansestærk og menneskelig.
Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer
Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.