📷 Biomarkører: Fremtidens præ-psykiatri – eller starten på et etisk dilemma?
Forestil dig et Danmark, hvor en simpel blodprøve kan afsløre, om du en dag risikerer at udvikle psykose. Hvor en algoritme med kolde, kliniske tal vurderer, om du er for farlig til at leve ubemærket videre. Det lyder som noget fra en science fiction-film som Gattaca eller Minority Report – men forskere i Region Hovedstadens Psykiatri taler allerede om biomarkører, der skal gøre tidligere og mere sikre diagnoser muligt.
Og det er her, jeg begynder at gyse. For vi har været her før.
Fra arvehygiejne til biomarkører
Danmark var ikke bare en tilskuer til arvehygiejnens tidsalder – vi var pionerer. Allerede i 1929 indførte vi steriliseringslove, der tillod indgreb på mennesker, der blev vurderet som “arveligt mindreværdige”. Man talte højt og stolt om arvehygiejne, om at rense befolkningen for uønskede egenskaber. Mange af dem, der blev ramt, havde psykiske diagnoser. De blev ikke spurgt. De blev heller ikke troet på.
👉 Et kendt eksempel er Poul Nyrup Rasmussens far, som blev stemplet som “moralsk åndssvag” og som barn anbragt på åndssvageanstalten Livø. En stærk og rystende dokumentar, der siden har kastet lys over, hvordan det prægede generationer.
I Ugeskrift for Læger kan man læse om den arvehygiejniske ideologi, der prægede vores historie. Vi kan godt lide at bilde os selv ind, at Danmark er det lille fredelige land, hvor politimænd standser trafikken for små ællinger. Men vi havde Europas højeste antal hvide snit pr. indbygger, og vi steriliserede kvinder, som vi anså som moralsk eller socialt uegnede.
I dag taler vi ikke om arvehygiejne. Vi taler om risikogener og biomarkører. Men spørgsmålet er det samme: Hvem bestemmer, hvilket liv der er værd at leve?
Læs også:
- Tidlig indsats i psykiatrien – med hvilken pris? (OPUS)
- To artikler, samme år, samme forfatter, samme advarsel
Mit liv med medicin: Håb og tvivl
Da jeg fik min skizofrenidiagnose som ung, var jeg mere end villig til at tage medicin. Jeg tænkte: hvis en lille pille kan fjerne kaosset i mit hoved, er det jo perfekt. Jeg bad min læge om Zeldox, som var helt nyt og uprøvet i Danmark. Jeg sagde bare: “Bring it on!”
Det første præparat (Risperdal) virkede. De uhyggelige ansigter, jeg så om natten, forsvandt. Men hvad betyder det egentlig? Hvis medicinen dæmper det sansesystem og den hjerne, der i forvejen er overbelastet, er det så tegn på, at diagnosen var rigtig – eller bare at hjernen reagerer på kemi?
🧠 Virker antipsykotika kun ved skizofreni?
- ✅ Antipsykotika dæmper dopamin- og glutamatsystemer generelt.
- 😌 Kan mindske angst og uro hos personer uden psykose.
- 🌙 Virker som sovemedicin i høje doser (fx Seroquel).
- 🔄 Dæmper sanseindtryk og tankemylder – også hos autisme/PTSD.
👉 At medicinen “virker” betyder altså ikke nødvendigvis, at diagnosen var korrekt – kun at hjernen påvirkes af stoffet.
Risperdal bi-virkede også. Jeg blev sat på Seroquel i enorme doser (1300 mg – langt over anbefalingen). Det virkede – men måske blot fordi jeg sov hele tiden. Jeg fik senere ubehag ved hjertet, men da jeg sagde det, svarede min kontaktperson: “Det er en ukendt bivirkning.” Og så skete der ikke mere.
Jeg husker en situation, hvor både min læge og kontaktperson glædede sig over, at jeg havde fået det meget bedre: “Se, medicinen hjælper jo virkelig!” Jeg forklarede dem, at jeg faktisk ikke havde taget den. De blev overraskede – og justerede straks deres forståelse, så det passede til de nye informationer. Jeg kan ikke gengive præcist, hvad de sagde – kun hvordan det føltes for mig: som om de uanset hvad fandt en forklaring, der støttede deres billede af situationen. Det var dér, jeg forstod, at de ser, hvad de forventer – eller ønsker – at se.
De var samtidig skuffede over, at jeg ikke havde været ærlig om, at jeg ikke ville tage medicinen. Men jeg frygtede tvang – også selvom de var søde, og vi havde et godt forhold – de havde stadig magt over mig.
Jeg har ikke noget imod medicin, når det bruges forstående og med omtanke. Men jeg har måttet indse, at mange læger hellere tror på deres teori end på patienternes erfaringer. Måske tager de fejl? Det er jo sket før.
Fremtidens psykiatri: Forudsigelse som behandling
Nu ser jeg forskerne i Region Hovedstadens Psykiatri annoncere, at de har fundet en mulig biomarkør for psykose. I dag kan vi ikke måle psykiske sygdomme i blodprøver. Men hvad sker der, når vi begynder at tro, at vi kan?
I Minority Report forhindrer man forbrydelser, før de sker. I Gattaca sorterer man mennesker efter DNA. I Danmark vil vi forebygge psykose, før det bryder ud. Men med hvilke midler? Medicin, der selv kan skabe de symptomer, vi forsøger at undgå? Overvågning, stigmatisering, tvang?
(Jeg ved godt, at Gattaca og Minority Report er fiktion. Jeg har trods alt ikke købt en rumdragt og meldt mig til Mars endnu. Men sci-fi har altid fungeret som et spejl: den viser, hvad der kan ske, når teknologi og magt løber forud for etik og omtanke. Når vi diskuterer biomarkører og præventiv psykiatri, er det værd at spørge, om vi er på vej fra science fiction til virkelighed).
Psykiske sygdomme er komplekse og opstår sjældent alene af biologi. De formes også af sociale og psykologiske faktorer, og derfor er det vigtigt at være varsom med at reducere dem til genetiske eller kemiske ubalancer.
Selvom forskere leder efter biomarkører, er der stadig ingen klare biologiske indikatorer for mange psykiske sygdomme, hvilket gør diagnosticering og behandling komplekst.
Hvad gør man, hvis der ikke findes en biomarkør? – Biotech Academy
Det kan være fremskridt. Men det kan også blive den perfekte storm: biologisk determinisme i en psykiatri, der allerede har det med at måle symptomer og overse mennesker.
Vi har før set, hvordan velmenende projekter kan gå galt: OPUS, UHR og idéen om dopamin-sensitivitet startede som håb, men gav også bivirkninger og utilsigtede konsekvenser for mange patienter.
📊 Milepæle i biomarkør-forskning
📌 2015: Forskning i Region H, der skal gøre det muligt at stille tidligere diagnoser vha. biomarkører.
📌 2018: SSI melder ud, at psykiske sygdomme har fælles genetisk baggrund.
📌 2019: Lundbeckfonden undersøger hippocampus’ rolle i bedre behandling.
📌 2021: MedWatch rapporterer mangel på entydige biomarkører for psykiske lidelser.
📌 2025: Region H annoncerer en mulig biomarkør for psykose i blodprøver.
Biomarkører skal give tidligere og sikrere psykiatriske diagnoser – Region H (2015)
Er det dit blod, der gør dig syg?
Jeg skriver ikke det her for at male fanden på væggen. Jeg skriver det, fordi jeg ved, hvordan det føles at blive defineret af andres vurderinger. Jeg skriver det, fordi jeg ved, hvordan det er at blive overhørt. Og fordi jeg frygter en fremtid, hvor vi tror, vi kan forudse og kontrollere menneskers smerte, uden at spørge dem selv.
Det her handler ikke kun om videnskab. Det handler om magt, ansvar og ydmyghed. Vi skylder hinanden at huske, hvad der skete, når vi glemte det.
Kender du din biomarkør? Det kan være, vi finder den for dig. For en sikkerheds skyld.
Kilder og links
- Den racehygiejniske glidebane – Ugeskrift for Læger (2023)
- Nyt studie identificerer mulig biomarkør for psykose – Region H (Februar 2025)
- Psykiske sygdomme har fælles genetisk baggrund – SSI (2018)
- Hjernens “søhest” og behandling af psykiske lidelser – Lundbeckfonden (2019)
- Forskning: Biomarkører skal give tidligere og sikrere psykiatriske diagnoser – Region H (2015)
- MedWatch: Mangel på entydige biomarkører (2021)
- Hvad gør man, hvis der ikke findes en biomarkør? – Biotech Academy
Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer
Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.