Spring til indhold
Eventyret starter her: Slottet 🐾 Hvordan psykiatrien mistolkede mig – og hvorfor jeg ikke tier stille

Hvordan psykiatrien mistolkede mig – og hvorfor jeg ikke tier stille

  • af

Dette er en dele af en mail jeg sendte til ledelsen af psykiatrien i min region og det center jeg tilhører (lettere omskrevet til dig, kære læser 😉). Jeg kunne sagtens have skrevet det mere diplomatisk, men resultatet bliver det samme, og så kan jeg lige så godt få luft 🤷‍♀️

Hvordan føles det at blive mistolket?

Når du læser dette, så prøv at sætte dig ind i, hvordan det må føles at læse nedenstående om sig selv. Især når man har en barndom og ungdom, hvor læger mente, man var hypokonder, fordi de ikke kunne finde årsagen til besvimelser, kvalme, svimmelhed og mavesmerter.

Jeg ved godt nu, at den psykiater, der skrev dette, havde ret i, at jeg ikke var psykotisk … men det ændrer jo ikke på min følelse af hendes hårde ord.

Ord betyder noget

04.04.2015 + 14.04.2015
UKU gjort d.d. med fund af subjektiv hypersalivation, bemærkes ikke objektivt.
Der er gjort UKU d.d., hvor patienten beskriver hypersalivation, som ikke objektivt genfindes.
Patienten beskriver impulsstyret adfærd, ikke observeret i afdelingen.
men hun beskriver en yderst impulsstyret adfærd, som dog ikke er observeret i afd.
fremstår hverken forpint
 eller påvirket af sine angivelige habituelle paranoide vrangforestillinger og uvirkelighedsfølelse.

Ifølge sproget.dk betyder angiveligt: ‘efter hvad der oplyses’, men nogle indbygger ‘og det er sandsynligvis ikke rigtigt, men det påstår de altså’. Når jeg læser ordet angiveligt rummer det en indbygget skepsis. Hvis du læser resten, vil du måske forstå hvorfor.

Overvågning af mine udtalelser

05.03.2019:
Det foreligges pt, at jeg er utryg ved dette, især set i lyset af, at hun har tilbageholdt oplysninger omkring sin tilstand tidligere. Således har hun flere gange tilkendegivet overfor ut, individuel terapeut og i gruppe-terapien, at hun aldrig har hørt stemmer. På den baggrund blev hun udtrappet af antipsykotika (gr BV), hvor jeg kunne have lavet et cross-over. Pt har tilkendegivet overfor hospitalsafd., at hun ikke har følt sig tryg ved DAT-teamet, hvilket er helt forståeligt, men det bevirker blot, at jeg vil være meget utryg ved at ændre på frekvensen af medicindosering.

Jeg har aldrig hørt stemmer (fraset to episoder før 18 års-alderen). Det har jeg altid sagt. Men jeg blev presset ud i at sige et eller andet engang på 809. Jeg husker ikke hvad – men AFP sagde at det var lydløse stemmer. Hvilket jeg brugte i situationer, hvor jeg havde brug for at man tog mig alvorligt (at AFP sagde jeg hørte lydløse stemmer) – for jeg fremstår jo ikke forpint eller noget andet.

Psykiatriens syn på blogging

31.07.2019:
Ut er i øvrigt blevet bekendtgjort med, at pt er aktivt blogger og blandt andet har skrevet i gruppen “værdig-psykiatri” også under denne indlæggelse, hvor pt blandt andet refererer fra lægesamtaler og fremkommer med positiv som negativ kritik af afd.

Jeg refererede i min blog, fra et par af de samtaler jeg havde med LER, fordi det simpelthen var så urimeligt det hun udsatte mig for: F.eks. at jeg ikke selv kunne få min BH på, fordi jeg havde taget yderligere på, så den var meget stram og jeg har aldrig lært at tage den på med hænderne omme på ryggen – så jeg ville gerne hjem og i bad. Det kunne LER slet ikke rumme, fordi det var alt for privat. Hun mente, jeg skulle købe en ny BH. Jeg er godt klar over, at penge ikke er samme problem for en læge som det er for en førtidspensionist – og at en BH i hendes vægtklasse måske ikke koster mindst 500 kr. som den gør i min. Men jeg troede måske, at når man kunne gennemføre en lægeuddannelse, så kunne man også tænke sig frem til, at en førtidspensionist ikke har så mange penge? Til den efterfølgende samtale blev hun virkelig irriteret (der havde jeg selvfølgelig heller ingen vidner med, da min mor ikke måtte deltage), og spurgte hvorfor jeg ikke bare kunne få personalet til at hjælpe mig? Men det var jo så privat, at man ikke engang kunne have en samtale om det, og nu skulle jeg simpelthen bede personalet hjælpe mig? Jeg refererede også til hendes observationsevner mht. at jeg går rundt og rører ved væggene – se senere.

Indledningsvis forklarer ut, at jeg er blevet bekendtgjort med indholdet fra bloggen, og at jeg fuldt ud respekterer pt ret til at ytrer sig. Men jeg vil dog gøre opmærksom på, at det er et offentlig forum og at pt skal være opmærksom på, at hun ikke deler personlige oplysninger, som hun siden vil fortryde. Pt angiver, at hun “intet har at skjule”. Mater angiver sig uforstående overfor, at pt vælger at skrive om indlæggelsen, hun anbefaler pt at skrive på papir i stedet. Pt tilbydes og der udleveres “kinabog”.

Det er trist at man i psykiatrien har den holdning til psykisk lidelse, at det er noget man skal skamme sig over. Min mor havde den holdning, fordi hun var bange for, at de ville behandle mig dårligt, hvis jeg skrev dårligt/ærligt om dem – men de behandlede mig dårligt alligevel (90% af dem).

Observationer der modsiger hinanden

Den 05.08.2019 skriver LER:

Pt har ikke fremstået åbenlyst psykotisk under indlæggelsen – dog beskriver hun uvirkelighedsfornemmelse, hvilket hun afhjælper ved at køre med fingrene hen af bordet – dette mest udtalt ved lægesamtaler, observeres ikke med denne adfærd i miljøet.

Den 02.08.2019 skriver psykologen imidlertid (altså to dage FØR LER’s notat):

Ut. bemærker at pt. sidder og kører fingrene langs bordkanten samt bordets overflade. Ut. har også observeret pt. gå langs væggene på gangen med håndfladerne på væggen. Pt. forklarer, at det hjælper hende med bedre at mærke sig selv og omgivelserne. Pt. forklarer, at hun også har en “tangle” til dette og ut. opfordrer pt. til også at bruge denne.

Psykologen HAR altså observeret mig med denne adfærd, men JEG er en simulant fordi LER IKKE er særlig observant – (og i mit brev til ledelsen tilbød jeg at finde alle de notater frem, hvor jeg beskrives med denne adfærd på 809, og dem er der MANGE af)!

Når psykiatrien overvåger patienter på sociale medier

Den 05.08.2019 fortsætter LER:

Pt har under denne indlæggelsen været ganske aktiv på sociale medier omkring forholdene i afd. Dette er italesat overfor pt, idet vi herfra har haft et ønske om at støtte pt i sit aktive liv som blogger, men omvendt haft ønske om at hindre, at hun blamerer sig uhensigtsmæssigt.

Det jeg oplevede var stor irritation (fra LER’s side) over at jeg skrev i et forum på Facebook, som de åbenbart havde opdaget. Hun sagde, at hun hurtigt havde meldt sig ud af det forum, da de patienter der var der, var meget kritiske overfor psykiatrien (hvilket i øvrigt er helt i overensstemmelse med sandheden). Men LER gjorde i øvrigt opmærksom på, at hun ikke snagede – til den efterfølgende samtale sagde hun ting, som kun stod i min blog (hun indrømmer faktisk den 31/7-2019 at hun kender til indholdet i min blog). Så nogen har i hvert fald snaget. Men jeg ved også at min kontaktperson fra dengang på 168 har været inde og ”like” noget på min personlige Facebook-væg. Det kræver jo ligesom, at man aktivt søger på mit navn og aktivt klikker sig ind på min profil – og ja, jeg har naturligvis beviser. Jeg tror i øvrigt ikke at hun arbejder på 168 længere.

Men afdelingssygeplejersken gik ind i en debat med mig i den gruppe. LER beskyldte mig for at have sendt en SMS til afdelingssygeplejersken?!? Jeg har aldrig sendt en SMS til nogen der ikke har givet mig deres telefonnummer – og jeg anede virkelig ikke hvem afdelingssygeplejersken var, før hun gik ind i den debat på Facebook. Jeg tror aldrig jeg havde set hende før.

Men der var en anden interessant debat på mit opslag i den gruppe:

KHT: PG du taler for døve øre..

Sussi Malene Jacobsen: KHT Hvilke døve ører er det?

KHT: Sussi Malene Jacobsen dine blandt andre.. som PG skriver, så er det forskel på en intensiv lukket afd og en alm lukket afd.. og så handler det jo også om størrelsen på afd..

Ordnet.dk:

for døve øren/ører
uden at få opmærksomhed og velvilje fra dem man henvender sig til

Jeg vil jo nok mene, at hvis man mener, at vi ikke giver vedkommende opmærksomhed og VELVILJE, så tænker man ikke særlig godt om os, og så har man selv startet et angreb? Så jeg svarer:

Sussi Malene Jacobsen: KHT Jeg skriver blot hvordan jeg synes man kan forbedre psykiatrien. Hvordan vil du forbedre psykiatrien? Du synes åbenbart den er fantastisk som den er. Hvad laver du så her? Jeg håber du opfører dig bedre overfor dine patienter end du gør her. Jeg kan ikke se hvorfor man ikke kan lave aktiviteter på et akutafsnit?

KHT: Sussi Malene Jacobsen hvis jeg synes psykiatrien er fantastisk som den, ja så bar jeg sgu nok ikke i denne gruppe!
Fik du det lige bedre, af få slynget den kommentar ud? Det håber jeg, da du må brug for det..!

Et meget godt eksempel på en samtale mellem en patient og behandler i psykiatrien. De må gerne lange ud, men når man langer tilbage, er man devaluerende, osv.

Nå ja – og gæt engang hvor hun arbejder? PCG.

Lige nu er jeg i færd med at bringe skam over mig selv!

I forhold til jeres ”ønske om at hindre, at jeg blamerer mig uhensigtsmæssigt”. For cirka 10 måneder siden skrev jeg bl.a. på LinkedIn:

LIGE NU ER JEG I FÆRD MED AT BRINGE SKAM OVER MIG SELV!
Den 9. februar 2014 delte jeg dette billede på Facebook.
Jeg har åbenbart fortalt plejepersonalet om det, for de endte med at inddrage min mobiltelefon for at forhindre mig i at “blamere mig”.
Jeg synes mere, at jeg udstiller deres skammelige handling.
År senere kom jeg til samtale om billedet igen, for en personale havde fundet det på Facebook, da jeg havde tagget det psykiatriske center, hvor jeg var indlagt.
Jeg blev mere eller mindre bedt om at fjerne det, og hvis jeg havde nogle klager, kunne jeg komme til dem.
Jeg tror jeg fjernede centeret som lokation, så de ikke kunne finde billedet uden at lede hele min profil igennem.
Om det var rimeligt at bæltefiksere mig ved jeg ikke, men jeg har kun haft behov for at klage en ud af de fem gange jeg var bæltefikseret.
Fire ud af fem gange har de måtte bruge hånd- og fodremme, da jeg fuldstændig mister kontrollen når jeg kommer i bælte, og prøver f.eks. at sluge madrassen, så jeg kan kløjes i den.
Remmene har været strammet så hårdt, at jeg ikke kunne skifte stilling, og jeg har for nylig fået at vide, at det er ulovligt. Men hvor skulle jeg vide det fra? Og det kan man jo ikke gøre noget ved, når der er gået over 5 år.
Det længste jeg har været bæltefikseret var 19 timer – og det var bestemt også længe nok, skulle jeg hilse og sige. Jeg har aldrig været på potten mens jeg var bæltefikseret, så jeg endte med at måtte holde mig et helt døgn.
Dengang skrev jeg som tekst til billedet: “Bælte om maven og et styks fod- og håndrem. Men hvis jeg kan opføre mig lydigt kan jeg komme fri for at komme på toilettet om en halv time. For derefter at komme tilbage i bæltet igen.”
P. S. Det skal lige nævnes, at det som oftest var nogle virkelig gode mennesker der udførte disse handlinger, og de må jo have ment, at det var det eneste rigtige at gøre.” 

 At blive opfattet som appellerende

22.03.2021:
VKO, fremstår let regredieret og appellerende i adfærd, dette normaliseres som samtalen skrider frem, men påvirker kontakten.

Når jeg er utryg eller dårlig, bliver jeg ”barnlig” (regredierer). Måske noget LER kunne tænke over – hun er ikke i stand til at se hvor dårlig jeg er, og/eller også gør hun mig utryg. (Appellerende): Jeg har intet ønske om at få hjælp, støtte eller omsorg af LER – og i øvrigt er jeg heller ikke så naiv, at jeg tror hun er i stand til dette. Jeg kunne til gengæld godt tænke mig at vide, hvordan det påvirkede kontakten? ChatGPT mente det handlede om bekymring osv. fra den sundhedsprofessionelles side – men den kender jo heller ikke LER.

kl 11:55.:
Tilkaldes ut igen. Pt går og tager i alle dørhåndtag, forsøger at gribe fat i div genstande mhp selvskade, omkring i haven og indsamler torne fra roserne, som hun kradser sig med. Pt’s adfærd bevirker, at kp konstant må opholde sig i nærheden af pt.

På trods af hvor dårligt jeg havde det, husker jeg tydeligt denne episode. Det var nemlig der, hvor LER fuldstændig mistede kontrollen og skældte mig mig ud ”fordi man jo slet ikke kunne lade mig være alene” osv. osv. (Hun sagde mange ting). Jeg beklager virkelig, at jeg har det så dårligt, at jeg er til så meget besvær.

Hun skriver yderligere: 

Det viser sig, at pt netop har aflyst ÆF’s besøg her til eftermiddag.

Ja, det havde jeg, da hun – da hun skældte mig ud i haven – også sagde, at hvis jeg opførte mig sådan, ikke kunne få besøg af min mand. Jeg kunne jo ikke vide, hvordan min opførsel ville blive fremadrettet.

Som jeg ser pt, er hun ikke psykotisk, meget afdæmpet affektmæssigt, men massivt selvskadende – som dog ikke er i et omfang, der er letalt.

Nej, jeg var ikke psykotisk (i øvrigt den eneste ting hun nogensinde har ramt plet med) og ja, jeg er afdæmpet affektmæssigt, for det er den bedste måde at beskytte sig selv på – både ude i samfundet, men bestemt også på en psykiatrisk afdeling. OG jeg er i øvrigt heller ikke i særlig god kontakt med mine følelser.

Når smerte ikke bliver anerkendt

18.01.2022:
Pt observeres i afd med selvskade, banker hovedet ind i væggen og laver div “redskaber”, som kan anvendes i selvskadende øjemed. Pt placerer typisk disse genstande, så de kan findes af kp.
Pt har ikke frembudt noget åbenlyst psykotisk, spiser, drikekr og sover suff

Jeg læser, at LER stadig mener, at jeg kun ønsker opmærksomhed.

God kontakt, vurderes ikke åbenlyst psykotisk. Intermitterende forpinthed

Ordnet.dk

intermitterende brugt som adj.: afbrudt af pauser; periodisk; afvekslende; anfaldsvis.

Fordi jeg ved hvad LER mener om mig, læser jeg, at hun mener jeg kun er forpint, når jeg er klar over, at der er nogen der iagttager mig (ligesom jeg placerer genstande, så de kan findes af KP).

En absurd episode

Men lad os slutte af med en lille humoristisk episode: 

Jeg sidder til lægesamtale med LER og min kontaktperson (hende der likede et opslag på min FB-væg): Min kontaktperson begynder at tale om “Mandse”-ditten og “Mandse”-datten. LER kigger bekymret på min KP som om hun fuldstændig har tabt sutten og som om at hun er på nippet til at få hendes indlagt og udbryder: “Hvem er Mandse?” 😂 Min KP forklarer, at det er min mand.  LER ved jo kun det der står om mig i journalen, hvor min KP har lyttet til mig, og tror at han hedder Mandse – for det kalder jeg ham ❤️


Læs flere indlæg fra Krigerprinsessen konfronterer

Få de nyeste indlæg direkte i din indbakke! Husk at bekræfte din tilmelding, tjek evt. spam, og whitelist donotreply@wordpress.com for at sikre levering.

🔥 Psykiatrien lytter ikke, men jeg gør – skriv her!