Et personligt vidnesbyrd om, hvordan relationel svigt i psykiatrien kan sætte sig som tvivl på egen eksistens. Når blik, kontakt og anerkendelse mangler, bliver man ikke bare usynlig for personalet – man bliver også usynlig for sig selv. Dette er min fortælling om at prøve at blive set.
Tidligere klinikchef Pia Glyngdal fortæller, hvorfor hun forlod hospitalspsykiatrien – et system, hvor kontrol og kolonner erstattede menneskelighed. Hendes ord om forråelse, faglig katastrofe og håb er et sjældent vidnesbyrd om, at empati stadig kan overleve – hvis vi tør se hinanden i øjnene.
Merete Nordentofts fortælling om sin mormor bruges ofte som bevis for fremskridt. Jeg spørger: Hvad hvis fremskridt også rummer blinde vinkler? Vi kalder det behandling, ikke tvang—men fra patientstolen føles forskellen ikke altid stor. En kærligt-kritisk læsning af psykiatriens arv, hvor jeg insisterer på både nuancer og ansvar.
At være indlagt i psykiatrien er ikke en normal situation. Man bliver dømt på sin adfærd, mens man kæmper for at overleve. Jeg blev kaldt en bitch – men måske var det bare min styrke, der talte.