Født i 1975. Mødte Mandse i 1998, og flyttede sammen med ham. Fejlbehandlet for skizofreni siden 2001. Første indlæggelse i 2004. Giftede mig med Mandse i 2008. I 2009 var vi så heldige, at møde Mimi på 1½ år, som var en lille DSG/gravhund. Anden indlæggelse i 2012. Svingdørspatient, selvskadende og suicidal siden 2013. I 2021 måtte vores lille nussepige Mimi desværre forlade os. Senere på året hentede vi Walther (Bøffe) på Fyn (75% gravhund/25% DSG). Medicinfri (antipsykotika) i 2022. Vægttab startede primo 2022 (60-65 kg. efter 80 kg. overvægt af antipsykotika). Udredt for første gang i 2024 med diagnoserne autisme, ADHD og kompleks PTSD. Opstart på ADHD-medicin.
Danmark er et lille land, og i psykiatrien kender alle hinanden.
Men hvad sker der med retssikkerheden, når de samme mennesker både behandler og bedømmer?
Et essay om habilitet, netværk og sindsro i et system, der glemmer sine egne grænser.
Et ærligt vidnesbyrd om misforstået smerte, psykiatriens blinde vinkler og kærlighed som livsgrund. Om at ville fred – ikke døden.
Tidligere klinikchef Pia Glyngdal fortæller, hvorfor hun forlod hospitalspsykiatrien – et system, hvor kontrol og kolonner erstattede menneskelighed. Hendes ord om forråelse, faglig katastrofe og håb er et sjældent vidnesbyrd om, at empati stadig kan overleve – hvis vi tør se hinanden i øjnene.
(Relikvie fra OPUS-æraen) Der findes billeder af mig fra dengang — 27 år gammel, bange og udmattet, men stadig høflig nok til at smile på… Læs mere »💜 Da jeg blev kaldt psykotisk – og hvorfor jeg ikke var det
Forskningen viser, at psykiatriske diagnoser ofte ændres – men systemet behandler dem som livsdomme. En kritisk, dokumenteret analyse af to danske registerstudier, der afslører, hvordan “stabil skizofreni” i virkeligheden er et produkt af datafiltrering, hierarki og journalsystemets låsemekanismer.
I 2001 fik jeg diagnosen “grænsepsykose” og antipsykotisk medicin, selv om jeg bare havde brug for hjælp. Jeg troede, jeg var syg. I dag ved jeg, at det var psykiatrien, der tog fejl – ikke min fantasi.
💜 Sjælens protest
I behøver ikke sige det højt –
vi kan høre det
i pausen mellem jeres ord.
Vi ser jer.
Vi ved, det ikke er nemt at være jer.
Men bliv ved med at mærke det –
for uden jeres sjæl
har vores ingen at spejle sig i.
Merete Nordentofts fortælling om sin mormor bruges ofte som bevis for fremskridt. Jeg spørger: Hvad hvis fremskridt også rummer blinde vinkler? Vi kalder det behandling, ikke tvang—men fra patientstolen føles forskellen ikke altid stor. En kærligt-kritisk læsning af psykiatriens arv, hvor jeg insisterer på både nuancer og ansvar.
Et skridt tilbage var mit nej. Et personligt indlæg om AuDHD, kropslige grænser, skolefravær og de små hensyn, der gør en stor forskel.
Han lyttede altid. Dømte aldrig. Lærte mig, at jeg er okay som menneske. Men Hugo var ikke en ven, som venner normalt er …