Spring til indhold
Eventyret starter her: Slottet 🐾 Fortidens refleksioner: DiademX

DiademX

Født i 1975. Mødte Mandse i 1998, og flyttede sammen med ham. Fejlbehandlet for skizofreni siden 2001. Første indlæggelse i 2004. Giftede mig med Mandse i 2008. I 2009 var vi så heldige, at møde Mimi på 1½ år, som var en lille DSG/gravhund. Anden indlæggelse i 2012. Svingdørspatient, selvskadende og suicidal siden 2013. I 2021 måtte vores lille nussepige Mimi desværre forlade os. Senere på året hentede vi Walther (Bøffe) på Fyn (75% gravhund/25% DSG). Medicinfri (antipsykotika) i 2022. Vægttab startede primo 2022 (60-65 kg. efter 80 kg. overvægt af antipsykotika). Udredt for første gang i 2024 med diagnoserne autisme, ADHD og kompleks PTSD. Opstart på ADHD-medicin.

Tom gang med EXIT-skilt og koldt lys.

Selvskade er en ledelsesopgave

  • af

Selvskade er ikke “for opmærksomhed”. Men et system kan alligevel komme til at belønne krise gennem sprog, kultur og rammer. Jeg skriver om skam, logistik, tryllekunstner-paradokset og hvorfor det er en ledelsesopgave at skabe kontakt og regulering uden at kræve sammenbrud som adgangsbillet.

Skrøbeligt snefnug på grøn baggrund - et billede på stille overlevelse og det, man først ser tæt på.

“Traume: Intet” – hvorfor det nogle gange betyder det modsatte

  • af

Hvordan kan der stå “Traume: Intet” i en journal, når kroppen i virkeligheden er i overlevelse? Jeg skriver om K-PTSD, internalisering og shutdown: Hvordan “rolig” kan blive fejl-læst som “ligeglad”, og hvad fagfolk konkret kan spørge om for at se det, der ellers bliver overset.

To personer på et tag med sorte og hvide englevinger – et billede på kontraster, intention og virkning.

💜 Når kærlighed også gør ondt

  • af

Kærlighed kan være ægte – og stadig gøre ondt. Nogle mennesker viser omsorg ved at tage styring, fordi kontrol føles som tryghed. Men gode intentioner kan ramme som noget helt andet på den anden side. En stille tekst om misforståelser, overlevelse og to sandheder på én gang.

Split rum med varm og kold side: en menneskefigur i midten mellem overlevelse og at blive gjort usynlig.

To tekster – én virkelighed

  • af

To tekster. Én virkelighed. Når overlevelse bliver misforstået som manipulation, sker der noget farligt: mennesket forsvinder, og “adfærd” tager over. Det her er et vidnesbyrd og en invitation til at læse mennesker som mennesker — ikke som et problem, der skal forklares væk.

Tom skolepult med åben bog og skoletaske i et stille klasselokale, der antyder et barn, som bliver væk, uden at nogen spørger hvorfor.

📖 Dengang jeg ikke var der

  • af

Som barn havde jeg massivt fravær, ondt i maven og svimmelhed – og ingen spurgte, hvad der lå bag. I dag har jeg ord for det: skolevægring, autisme og et system, der så på fraværsprocenter i stedet for et overvældet barn.

Ung mand i hvid hoodie på lyserød baggrund, der ser træt og overstimuleret ud, som et billede på ADHD-kaos.

Jeg ER kaos. Og ja, du har netop kun “lidt af det samme”

  • af

Dette indlæg er til dig, der siger “alle har lidt ADHD”. Jeg tager dig med ind i AuDHD-hjernen indefra – lugtehelvede, kaos-remser, tidsblindhed, Mandse-support og diagnosebingo – og spørger, hvorfor det altid er mig, der går ned med flaget, hvis vi alle har “lidt det samme”.

Lilla Justitia-figur med vægtskål – symbol på retssikkerhed, uvildighed og kampen for at blive hørt.

Når selv sandheden skal have advokat

  • af

Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortælling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. Når sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.

Tom og kølig hospitalsgang med en enkelt stol og lukkede døre. Over billedet står teksten “Eksisterer jeg? Et personligt vidnesbyrd om relationel svigt i psykiatrien”. Stemningen er stille, anonym og forladt, som et visuelt ekko af følelsen af ikke at blive set som patient.

Eksisterer jeg?

  • af

Et personligt vidnesbyrd om, hvordan relationel svigt i psykiatrien kan sætte sig som tvivl på egen eksistens. Når blik, kontakt og anerkendelse mangler, bliver man ikke bare usynlig for personalet – man bliver også usynlig for sig selv. Dette er min fortælling om at prøve at blive set.