📖 Dengang jeg ikke var der
Som barn havde jeg massivt fravær, ondt i maven og svimmelhed – og ingen spurgte, hvad der lå bag. I dag har jeg ord for det: skolevægring, autisme og et system, der så på fraværsprocenter i stedet for et overvældet barn.
Eventyret starter her: Slottet 🐾
DiademX
Født i 1975. Mødte Mandse i 1998, og flyttede sammen med ham. Fejlbehandlet for skizofreni siden 2001. Første indlæggelse i 2004. Giftede mig med Mandse i 2008. I 2009 var vi så heldige, at møde Mimi på 1½ år, som var en lille DSG/gravhund. Anden indlæggelse i 2012. Svingdørspatient, selvskadende og suicidal siden 2013. I 2021 måtte vores lille nussepige Mimi desværre forlade os. Senere på året hentede vi Walther (Bøffe) på Fyn (75% gravhund/25% DSG). Medicinfri (antipsykotika) i 2022. Vægttab startede primo 2022 (60-65 kg. efter 80 kg. overvægt af antipsykotika). Udredt for første gang i 2024 med diagnoserne autisme, ADHD og kompleks PTSD. Opstart på ADHD-medicin.
Jeg ER kaos. Og ja, du har netop kun “lidt af det samme”
Dette indlæg er til dig, der siger “alle har lidt ADHD”. Jeg tager dig med ind i AuDHD-hjernen indefra – lugtehelvede, kaos-remser, tidsblindhed, Mandse-support og diagnosebingo – og spørger, hvorfor det altid er mig, der går ned med flaget, hvis vi alle har “lidt det samme”.
Når selv sandheden skal have advokat
Psykiatriske patienter starter bagud i systemet. Dette er min personlige og dokumenterede fortælling om retssikkerhed, inhabilitet og kampen for den behandling, jeg aldrig fik. Når sandheden skal have advokat, siger det mere om systemet end om os.
Eksisterer jeg?
Et personligt vidnesbyrd om, hvordan relationel svigt i psykiatrien kan sætte sig som tvivl på egen eksistens. Når blik, kontakt og anerkendelse mangler, bliver man ikke bare usynlig for personalet – man bliver også usynlig for sig selv. Dette er min fortælling om at prøve at blive set.
⚖️ Hvem vogter vogterne?
Danmark er et lille land, og i psykiatrien kender alle hinanden.
Men hvad sker der med retssikkerheden, når de samme mennesker både behandler og bedømmer?
Et essay om habilitet, netværk og sindsro i et system, der glemmer sine egne grænser.
Til dig, der så igennem mig – men ikke ind i mig
Et ærligt vidnesbyrd om misforstået smerte, psykiatriens blinde vinkler og kærlighed som livsgrund. Om at ville fred – ikke døden.
Et ægte menneske
Tidligere klinikchef Pia Glyngdal fortæller, hvorfor hun forlod hospitalspsykiatrien – et system, hvor kontrol og kolonner erstattede menneskelighed. Hendes ord om forråelse, faglig katastrofe og håb er et sjældent vidnesbyrd om, at empati stadig kan overleve – hvis vi tør se hinanden i øjnene.
💜 Da jeg blev kaldt psykotisk – og hvorfor jeg ikke var det
(Relikvie fra OPUS-æraen) Der findes billeder af mig fra dengang — 27 år gammel, bange og udmattet, men stadig høflig nok til at smile på… Læs mere »💜 Da jeg blev kaldt psykotisk – og hvorfor jeg ikke var det
💥 Diagnostisk ustabilitet forklædt som stabilitet
Forskningen viser, at psykiatriske diagnoser ofte ændres – men systemet behandler dem som livsdomme. En kritisk, dokumenteret analyse af to danske registerstudier, der afslører, hvordan “stabil skizofreni” i virkeligheden er et produkt af datafiltrering, hierarki og journalsystemets låsemekanismer.
Grænsepsykose og internettets tavshed: Når fantasien bliver mistolket som psykose
I 2001 fik jeg diagnosen “grænsepsykose” og antipsykotisk medicin, selv om jeg bare havde brug for hjælp. Jeg troede, jeg var syg. I dag ved jeg, at det var psykiatrien, der tog fejl – ikke min fantasi.